Vås kalder sig for en minimalistisk tegneserie duo, men musikken på Kunstpause er alt andet end netop vås. Faktisk er deres hverdagspoetiske tekster og musik en kandidat til årets bedste EP-udgivelse.
Vås varmer, omfavner, leger, tænker højt, fjoller og får på en eller anden måde formidlet noget meget vedkommende og ægte på denne EP. De kalder sig en tegneserie-duo, hvilket går igen på artwork osv, hvilket kunne indikere, at man ikke skal tage det hele alt for alvorligt, eller at det hele ikke er så kompliceret tænkt.
Det er her noget af styrken ligger hos Vås. Ved at underspille egen rolle, musikken og budskaberne på den måde, får de skabt en eller anden afvæbnende effekt. Måske er tegneserietingen et nik til, at mange underkender værdien og indholdet af den slags, som værende forsimplet, banalt og “for børn”? Men, man skal jo som bekendt høre sandheden fra børn eller fulde mennesker, eller måske forsanger Jeppe Hvirvelkærs’ far:
“Min far har altid udtrykt sig på krøllet bodegalyrik. Han er en stor kunstner i sin egen ret, i sine egne pauser og har aldrig taget sig af, når min mor synes han sagde noget vås.”
Det siger, på en eller anden vis, også en del om Vås, der ud over Hvirvelkær på vokal, består af Jeppe Søe på guitar. På denne EP får de selskab af Carl Riestra på bas og Birk Nevel på trommer, samt i producerstolen.
Sammen får de skabt et underfundigt, fængende og særdeles tiltalende pop/rock kludetæppe, hvor de selv nævner koryfæer som Peter Sommer, Søren Huss og Aksglæde, som referencepunkter. Men jeg synes faktisk, at Vås i den grad bringer noget selvstændigt og personligt til bordet. De nævnte navne er muligvis inspirationskilder og afsæt, men Vås er helt sig selv.
EP’en åbnes på pragtfuld vis med “Nøgne Fødder”, et nummer jeg var helt på røven over første gang jeg lyttede til det. Her demonstrer de på lidt over 4 minutter, hvordan et popnummer skal skæres. Det føles let, luftigt, dansende (på en svævende måde) og har samtidig noget på hjertet. Især omkvædet, hvor det hele lige letter lidt mere, er helt forrygende. Men, det er nu ikke kun den fængende melodi og smittende energi i musikken, der gør “Nøgne Fødder” til et hit. Lyrisk er der noget lige så let og elegant over foretagendet.
Jeg vil egentlig ikke fremhæve for mange tekstbidder, for, isoleret set, på skrift, da skinner det måske ikke helt igennem hvor godt det egentlig fungerer? Det er et af de tilfælde, hvor lige så meget ligger i leveringen, måden teksten spiller sammen med musikken på og den samlede sum af alle enkeltdelene. “Har du nogensinde siddet fast i en stol for længe? Fordi du ikke så, hvor din røv slog rødder?”, lyder måske ikke umiddelbart som noget man vinder sprogpriser for, men, hos Vås lever ordene og løfter sig fra papiret. Det er med til, at give sangene vinger.
Derfor fungerer det også bedre end man måske skulle tro, når der synges linjer som “jeg har ingen kærlighed, men jeg vil elskes // jeg har ingen sko, men mine skridt skal tælles”, eller, “hvis det var meningen jeg skulle sove, hvorfor er jeg så født med øjnene åbne”, på “Hånd I Hånd”. Her ligger en del i leveringen, også af ordene i titlen “hånd i hånd”, hvor det er som om ordene stødes ud, som om de ryger med ud mens der tages et par hurtige vejrtrækninger.
Det er forresten et endnu mere dansabelt nummer, hvor du godt kan finde skjorten med skulderpuder frem fra gemmerne. Så det ser ekstra sejt ud, når skulderpartiet rammes af rytmen og du danser rundt på stuegulvet, mens armene laver en velkoordineret “shuffle”. Vås når faktisk ret vidt omkring hvad udtryk angår over disse 5 numre. Afslutteren, “Godt Nok”, er eksempelvis en meget mere afdæmpet, “fjern” og drømmende sag. Vokalen er rykket længere tilbage i lydbilledet og tonen bliver mere tænksom og musikken sårbar, men stadig med en varm glød, der luner det hele op.
“Papirdronning” er mere ovre i det storby-poppede, hvor man aner et svagt ekko af noget Love Shop’sk, der bølger tilbage fra boligblokkene på Nørrebro og fylder natteluften med drømmende guitar, vokalharmonier i glimt og lidt Jimmy Jørgensen lignende, høje fraseringer. “Pas på ikke at mene noget, pas på ikke at ville noget som helst”, nummeret rummer både et ret bastant guitar “schwung”, fyldt med selvtillid, og noget der balancerer på mere usikker grund, vores “Papirdronning”. “… hele Nørrebros ampere dronning”, som hun også tituleres i omkvædet. “Ampere dronning”, jeg ved ikke helt hvad det er, men det er en betegnelse og et billede, som Vås bare får til, at skinne.
Kunstpause og Vås, det er egentlig nogle ret pudsige og misvisende ord duoen har valgt, at bruge til at tegne deres musik med. Det her er alt andet end en stille kunstpause, hvor man trækker den lidt og måske venter på applaus og det er ikke i nærheden af, at være en omgang vås. Men det er med til, at forstærke indtrykket af en musikalsk konstellation, hvor man sagtens kan lege uden, at det bliver noget pjat og hvor sproget (og musikken) får lov til, at ånde og danse rundt på linjerne, i stedet for, at være bundet af rigide regler. Nå ja, og så kan man da godt nappe en lille kunstpause og tygge lidt på formuleringer som “jeg har intet yndlingssted, men jeg elsker en bager…” – det smager det ikke dårligere af.
Måske vigtigst af alt, så føles det hele dejligt ubesværet og i live. Tak for dansen, Jeg kvitterer med 5… *kunstpause*… forfjamskede stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
