Unicorn præsenteres som en plade om ulykke, eufori og hverdagsliv, men mest af alt er det dog en samling festvenlige garage-rock ‘n roll sange, med masser af nerve og tænding – der er knap så sjældne som enhjørningen i titlen.
Fabeldyret skal nok forstås som en art symbol på pladens tilblivelse, en plade som bandet selv har jagtet i lang tid, og nu endelig fundet. Vampire Blow har eksisteret i 4 år, men dette er deres første egentlige udgivelse, og vejen dertil har været lang og besværlig – som at finde en enhjørning, formoder jeg.
Materiale er blevet indspillet, og dernæst droppet, fordi bandet syntes det manglede “nerve og autencitet”, og hele processen blev bremset da et af bandmedlemmerne var ude for en ulykke, der gjorde ham ude af stand til at spille i et halvt år. Meget af musikken du finder på Unicorn opstod i den periode, en periode der tvang gruppen til at tænke nyt og ifølge dem selv fik “musikken til at rykke sig meget”.
Bevæbnet med en båndoptager lukkede de sig inde i studiet i tre dage, og via højt tempo og one-takes indspillede de materialet her. Det gør heldigvis at materialet generelt føles meget frisk og levende, med en dejlig rastløs live-nerve. Sammen med forhistorien (I like stories), er det også klart Vampire Blows største force. Rent musikalsk er det hele hørt rigtig mange gange før, uden at der tilføjes genren afgørende nyt – men det ånder og spjætter, så man tilgiver det et langt stykke hen af vejen.
Når Vampire Blow rykker, så rykker det voldsomt i ens danseben at det er svært, at stå stille. De lander åbenbart fra planeten Tanz N’ Roll, man hører i hvert fald noget komme flyvende og lande i indledningen af åbningsnummeret “Spaceships”, der efterfølgende brager ud af højtalerne med løfteraketterne sat på retro niveau 1960erne. Det smitter og man mærker trangen til at vippe med, kender i hvert fald mindst én på GFR redaktionen der straks ville jydesteppe sidelæns ud i natten til det her. Jeg forholder mig lige lidt mere roligt, og konstaterer, at Vampire Blow fyrer et forrygende og smittende åbningsnummer af, der gør én helt glad-i-låget. Melodiøst og tempofyldt, i korrekt blandingsforhold – Unicorn kunne næppe være sparket i gang mere effektivt.
Inden klappe-hænderne er blevet kolde, forsætter Vampire Blow over i den mindst lige så catchy “He’s Alright”, det 8 numre lange albums måske bedste nummer. Er det bongo trommer jeg hører, jeg tror der er bongo! Koket og med masser af herlig ungdommelig kådhed, danser bandet videre og beviser, at små uimodståelige gammeldags-rockende perler som disse, kan de skrue sammen med tilsyneladende lethed. Det er ved guderne ikke fordi man ikke har hørt det før, men det er forbandet fængende og emmer af hitpotentiale – på den gode måde. Et rå-fedt tempo- og stilskifte midt i nummeret, hvor der pludselig går liret 70’er betonrock i den, fungerer også glimrende, inden vi er tilbage i den behagelige 60’er tidslomme.
“I Really Think You’ll Let Me Go” ryster røv på behørig vis i solskinnet, et nummer hvor Vampire Blow igen rammer retro-bølgen forbilledligt og surfer derudaf. Godt de kommer ud af garagen og får lidt sol. Nummeret er lidt mere simpelt og repeterende end de to foregående, men energien er stadig god og der er masser af fremdrift i de knap 3 minutter. Lidt en bagatel i forhold til den forrygende åbningsduo, men man lader sig dog igen problemløst rive med og alt er smil og good vibrations. De stiver dog ud af det blå når man hører den efterfølgende “Tokyo Slut”. Den er kort sagt røv-enerverende og meget svær at håndtere. Vokalen bliver helt hysterisk, musikken tonser punket af sted og teksten giver en lyst til at servere håndmadder med ekstra smæk i. Værst af alt så virker det helt med vilje, og er ikke bare et uheldigt fejlskud – det er meningen at nummeret skal lyde sådan. Jeg beklager hvis det er en personlig historie om én de kender, der blev misbrugt af en klam forretningsmand i Tokyo, fortællingen om en prostitueret ladyboy, hvis livshistorie de fik fortalt ved et tilfældigt møde på en bar, eller andet seriøst/tragisk. Dette nummer er seriøst tragikomisk, “I’ll eat you out like a piece of sushi//I’ll make you scream like a horrormovie”, imens der i det galoperende omkvæd råbes “TOKYO SLUT, TOKYO SLUT” i baggrunden. I første omgang hørte jeg det som “Kentucky slut”… den historie ville jeg måske hellere have hørt.
Efter den, i det mindste korte, ubehagelige tur til Asien, er Vampire Blow tilbage i det britisk klingende retro-spor. “Let’s Go Out”, hvor de har lyst til at “dance and pick a fight”, er endnu en runde ubesværet rock og rul, der inviterer til dans og klap. Stilen er bestemt cool og vellydende, det her KAN Vampire Blow, man ville bare ønske at de efterhånden udfordrede sig selv en smule. Men efter en svedig nat i byen, har de åbenbart mest lyst til at smutte hjem i garagen på “I Wanna Go Home”. Både “Let’s Go Out” og “I Wanna Go Home” er driftsikre skæringer, men det letter aldrig helt for alvor, som det gjorde på “Spaceships” og “He’s Alright”. Begge mangler de sidstnævntes følelse af kæk løssluppen leg, letbenede og smittende melodier, og de virker lidt statiske og uforløste. Det kan selvfølgelig ikke være frisk og frejdigt det hele, så kammer det måske over, men for mig knækker Unicorn lidt hit-hornet efter “Tokyo Slut”. Det er habilt, men lidt sterilt.
Heldigvis sker der noget spændende i afslutningsnummeret “Real Upset”, hvor Vampire Blow suger tempoet en smule ud af deres musik og svæver mere atmosfærisk tilbage til deres hjemplanet. Det føles måske lidt som en skitse, men en meget vellykket en af slagsen. Der er ikke meget sang på nummeret, og den der er, driver stenet rundt et sted i det behagelige kludetæppe af semi-psykedeliske toner. Interessant punktum for albummet, der får vist tiltrængte nye sider af Vampire Blow, nu de har fået demonstreret hvad de behersker til UG.
Nu kom sidste halvdel muligvis til at lyde lidt negativt, men det er udelukkende fordi Vampire Blow rammer klokkerent på pladens første numre, og udviser et kæmpe potentiale til at skrive herligt catchy rocksange. Her tænker jeg ikke på teksterne, som jeg har valgt at skøjte lidt let hen over, men melodierne, der indledningsvis er foruroligende vanedannende. Forståeligt nok kan det ikke blive ved over et helt album, så bliver man både træt i benene og hovedet, men det ændrer ikke på at deres bedste sange ligger inden turen til Tokyo. Efter hjemkomsten er der lidt mere ro på festen. Det er stadig underholdende og veludført, men når man først er blevet bidt af Vampire Blow’s indledende øvelser på dansegulvet, så er det svært at slippe trangen til mere.
Unicorn får 4 smilende stjerner, for en udgivelse hvor bandet momentvis fanger både enhjørningen, regnbuer og krukker med guld, men måske ikke helt selv opdager hvornår, og danser lidt i en anden retning.
Anmeldt af Kodi
Pladen udkommer på 10″ vinyl og digitalt d. 29/4 via Vampire Blow’s eget pladeselskab Magisk Mand
Smut forbi Vampire Blow på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
