Vallis Morten er motherfucking thrash fra goddamn Horsens, der går lige i hjertet på denne anmelder med sin pågående no-nonsense attitude og klang. Det er varieret old school thrash, som vor helte fra 80’erne lavede den, dengang de stadig var unge, virile og lød sultne.
Med sangtitler som “Betrayer of Life”, “Killionaire” og “Hangover” signaleres det allerede inden man sætter musikken på, hvad vi går ind til og at man nok ikke bør forvente nogen revolutionær nytænkning. Vallis Mortem er traditionalister, men nogle ungdommelige nogen af slagsen, der med smittende energi og uimodståelig lyst, kaster sig over thrashen som den lød for 25-30 år siden, da Megadeth og Metallica stadig var uvenner og ikke havde fået tudet ud for åben skærm.
Det er Bay Area Thrash med en rå, kantet og upoleret lyd, så man næsten skulle tro at Horsens knægtene rent faktisk VAR fra den tid – udover at lydkvaliteten på den Jacob Bredahl producerede skive lige er lidt mere klar end de grumsede 80’er plader. Her er vilde riffs, fed vokal og varierede kompositioner, hvor bandet spænder fra speed til det mere groovende indenfor thrashen. Æltet sammen, så blandingen holder sammen uden kunstige tilsætningsstoffer. Originalt synes jeg måske ikke det er, men den overbevisning og attitude det leveres med, kompenserer til fulde for dette.
Efter den korte og afdæmpede instrumentalintro “Dawning”, blæser Vallis Morten ud over de jyske stepper og ser sig ikke tilbage over de følgende 8 numre, der udgør Last Sundown Is Forever. En albumtitel der lyder ret badass når man siger den, og er dejlig demented når man tænker over det – er den sidste solnedgang for evigt? NÅ! Man kunne naturligvis tænke et støre budskab ind i den, som at bandet ikke tror på noget liv efter døden, men jeg stiller mig fuldt tilfreds med at “det lød badass”. Ligesom når der midt i albummets første reelle nummer, “Betrayer of Life”, dukker et soundbite op med lyden af, at der tages ladegreb og affyres et skud. Kaplow. Egentlig lidt småkikset, men igen herligt badass på sådan et lidt metal-tumpet tø-hø måde.
“Betrayer of Life” demonstrer samtidig lidt af det hele af hvad Vallis Mortem kan, det åbner med tempo og riff der hiver godt i næseborene, så man godt kan pakke trimmeren væk. Vokalist Christian Andrés Almanza spytter teksterne ud med en overbevisende vokal, der klangmæssigt finder en flot balance mellem råb og skrig (og spredt growl), der lyder lige dele frustreret, desperat og pissed off. Både vokal og den gnistrende musik pisker af sted i hæsblæsende tempo, så ens gamle anmelder ben har svært ved at holde trit. Heldigvis har bandet sans for, at slippe gaspedalen på rette tidspunkt, og lige hvile kroppen lidt ved at lægge hænderne på knæene, bøje hovedet forover og tage et ordenlig gyngende vippe-hvil.
Et af de mest vellykkede temposkift finder vi i “Apostasy”, et nummer der ellers lægger ud med fuld fræs af den velkendte slags, umiddelbart et fint nummer uden at være decideret prangende, men på det helt rette tidspunkt løfter bandet foden fra speederen. Farten sættes lige en anelse ned og bandets kraftfulde motor får lov til at brumme og trække godt igennem – det er de småting hist og her og den rette dosering af virkemidlerne, der er med til at løfte Last Sundown Is Forever.
Svendestykket for det hårdtarbejdende orkester er afslutteren og titelsangen “Last Sundown Is Forever”, hvor de får hele møget til at spille max. Det er tungt, det er hurtigt, det er sejt vuggende, det er momentvis tilpas catchy uden at blive poppet, og fader ud med episk outro, kort og godt en melodisk thrash-perle, der rummer alt det jeg synes om ved genren – uden at virke overlæsset, fortænkt eller spekulativ. Imponerende hvad bandet formår, at få presset ind på lidt over 5 minutter. Hvilket er en anden stor force ved udgivelsen, der er plads til masser af variation i løbet af albummet, og i de enkelte numre, men på intet tidspunkt pustes spilletiden meget over de 5 minutter. Alligevel virker numrene længere, på en god måde!
Selv om “Hangover” “kun” varer 4 minutter og 39 sekunder, så er der alligevel plads til at trække tempoet helt ud midt i nummeret med en sagte og atmosfærisk melodisk passage, der virker længere end den egentlig er – inden Vallis Mortem skruer op igen og trykker sangen mod målstregen med hvinende guitar, og slutteligt helt over den med kraftuld tons. Nummeret glider elegant over i “Killionaire”, der trods den lidt kluntede titel, er en laber og veldrejet thrash-kælling, der æggende svinger hofterne til den melodiske intro, inden hun skruer bissen på og går i kødet på en i mens Vallis Mortem pumper bister midttempo thrash ud i lokalet.
Der smides ikke nødvendigvis noget banebrydende nyt i thrash-gryden, men bandet lægger bare så meget entusiasme, vilje og kærlighed til genren i det når de rører rundt, at den ellers velkendte ret smager forbløffende frisk og indbydende – hvilket sniger udgivelsen op på de 5 stjerner. Last Sundown Is Forever er en næringsrig og mættende gryderet der smager af mere!
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Vallis Mortem på Facebook
