Hvordan håndterer vi sorg og død? Vægtløs konfronterer det uden omsvøb, lige på og råt på deres debut-EP Kakofoni. 2 numre, fordelt på cirka et kvarter, der med en blanding af post-hardcore/metal/rock, blackgaze og EMO sætter lyd på en af livets få sikre ting: det ender på et tidspunkt.
Vægtløs tager udgangspunkt i deres egen personlige historie, helt konkret handler de to numre om 2 specifikke dødsfald blandt bandets nærmeste. En måde, at håndtere, italesætte og forsøge, at komme videre, men også at bruge tragedierne til noget konstruktivt. At tale om det – for, Vægtløs mener, at vi ikke snakker nok om emner og situationer som disse.
Og det kan de jo utvivlsomt have ret i. Døden er, og forbliver nok, et tabuiseret emne, eller i hvert fald et mange har svært ved, at forholde sig til. Ens eget, uundgåelige endeligt, tabte af venner, familie og kære, men også håndteringen af andres tab. Det er og bliver bare ikke nemt, at snakke om. Både af respekt, men også berøringsangst og frygten for, at gøre sørgende endnu mere kede af det. Det er jo, ofte ikke fordi, at man ikke VIL spørge ind til, eller have samtalen, men… hvordan gør man?
Vægtløs har valgt, at spille og skrive sig ud af det med to lange numre, “Når de ord, vi har brug for skyder op af sig selv, får vi en ny sang” og “Livet har så mange farver, lad os se dem alle”. Det lyder jo ret ligetil og 1:1. Og, rent musikalsk er Vægtløs’ både hårdtslående, emotionelle og til tider sarte og smukke musik også ret tilgængelig.
Det er en på mange måder velkendt blanding, som mange nok vil genkende fra et band som eksempelvis Deafheaven. Gazer stemninger blandet med elementer fra black, tilsat store følelser og armbevægelser.
Den stilistiske og stemningsmæssige vekselvirkning smitter også af på deres behandling af det umiddelbart tunge emne. Døden er omdrejningspunkt hos mange kunstnere, ikke mindst i metalgenren, men modsat mange andre, så munder det ikke ud i håbløshed hos Vægtløs. Eller formørket sortsyn, hvor der er ikke er plads til lyset. Eller i dette tilfælde livet. Døden er endestationen, det kommer vi ikke udenom, men vejen derhen skal give mening – det forsøger Vægtløs, at sætte musik og ord på.
2 numre er måske ikke meget, at bedømme et band ud fra, men de 4 aalborgensensere kommer godt omkring på den begrænsede spilletid. “Når de ord, vi har brug for skyder op af sig selv, får vi en ny sang” åbner voldsomt og fortvivlet, med flosset screamo-vokal og fuld tryk på musikken. Chokket over tabet foretager sig, og en form for accept sætter ind. Eftertænksomhed. Melankoli. Ro og en form for skønhed, måske en nydelse af og hyldest til det der HAR været. Et liv, der blev levet, og det liv der skal gå videre?
Det lyder glimrende, står knivskarp og er tilpas bistert og brutalt, men samtidig velproduceret (af Jacob Bredahl) og vellydende til, at Kakafoni fremstår afbalanceret og nuanceret. Mørke og lys, død og liv.
Vi er alle små lysglimt og parenteser
Molekyler der glider gennem universet
Nogen lyser mere end andre
Men i sidste ende ender vi alle samme sted
Lyder det i løbet af andet nummer, “Livet har så mange farver, lad os se dem alle”. Livet på godt og ondt, døden på godt og ondt. Nogle dødsfald kan synes mere uretfærdige end andre. Nogle kan virke alt, alt for tidlige. Vægtløs formår, at spille og synge smerten og frustrationen ud, men lader den også synke ned og bundfælde sig. Og prøver på, at finde en mening med det hele.
Jeg ved ikke om livet giver mening, eller blander mig i, hvad andre tillægger det af værdi og indhold. Måske er jeg mest “vi var her, og det er det, der er meningen” typen… men, jeg bifalder Vægtløs’ forsøg på, at finde mening med liv og død. Og deres mod ved, at dele tanker og personlige beretninger med os – DET er der i hvert fald god mening i.
Af Ken Damgaard Thomsen
