UxDxS præsenterer sig selv som “gore violence from the ghettos of Copenhagen”, og det lyder da også som om Nordvest-kvarteret bliver smurt ind i blod, indvolde og andre lækkerier (tjek coveret) på de kun 15 minutter de 11 numre på Too Fast For Love varer.
Til gengæld er det et kvarter sølet til i gru, rædsel og voldsomme energiudladninger, som flår i øregangene og medfører en let hjernerystelse. Det her er nok så langt væk fra mainstreamen vi cirka kan komme blandt det vi har dækket…. og jeg som gik og troede, at Piss Vortex var det mest uforsonlige jeg kom til at høre i år.
Det, UxDxS leverer i løbet af de 15 minutter er et rabiat skrig fra undergrunden, som blander fræsende grind, skærende hardcore og af og til buldrende stoner-riffs, som på åbneren “Nordvest Smokerstil”. UxDxS kommer indledningsvis langsomt og tungt slæbende ud af de foruroligende skygger, inden det 1 min og 43 sekunder lange nummer (et af de længere på albummet) eksploderer ude i lyset det sidste halve minut, med fråden stående ud af kæften på forsangeren og blodet sprøjtende fra instrumenterne.
“Pure sonic terrorism” kalder bandet det selv, det beskriver det sådan set meget godt, og af den absolut kompromisløse og ikke-diplomatiske slags, hvor der over numre med smukke titler som “Fistful of Suicide”, “Strangled in Morbid Smoke”, “Regurgitation of Corpse” og “Mangled (by Rabid Dogs)” hærges hæmningsløst, så ghettoen smuldrer. Selv om langt de fleste numre er små korte udladninger og kompakte bombardementer, så er der stadig variation at spore i bandets hensynsløse fremfærd. De formår på forunderlig vis, at finde plads til små tempo- og stilskift, eksempelvis i den 1 minut og 11 sekund lange “Fistful of Suicide”, der lægger ud med at flå asfalten op i rasende fart inden der bremses op og trampes lidt på resterne med nogle tunge riffs.
Men du finder også numre, som blot er korte nådesløse skudsalver, der gennemhuller alt der stiller sig i vejen, som den 38 sekunder lange “Reefer Karma” og albummets korteste skæring, den 21 sekunder “lange” “The Struggle Is Real”. Sidstnævnte er ikke bare kort, men også et af albummets mest intense og krasse øjeblikke – og det siger faktisk ikke så lidt. At lytte til UxDxS’s er faktisk lidt som at blive overfaldet af en gruppe gale hunde, som “Mangled (by Rabid Dogs)” jo også hentyder til. Den flok glubske musikalske gadekryds der kommer stormende med blottet gebis, overfalder i samlet flok og efterlader én skambidt, med tøjet flået i stumper og stykker og masser af sår. Man føler sig faktisk en smule forulempet af at lytte til UxDxS. Det var en form for kompliment.
På “Fuck Bitches Get Monetz” gæster Anders Hufsa (blandt andet Ajuna) med vokal, det gør måske ikke en kæmpestor forskel rent vokalmæssigt. Ikke en kritik, jeg opdagede det eksempelvis ikke før jeg læste det i pressematerialet, men det er med til at forstærke indtrykket af, at hvad der kunne virke som et planløst inferno af støj, rent faktisk er noget der er nøje gennemtænkt. Hvor små detaljer, som en gæstevokal, har været vigtige for bandet. Det kan godt være, at UxDxS lyder som et nedrivningsfirma der har fået en middelsvær psykose og går amok med et trykluftsbor, mens forsangeren er ved at blive kvalt i kablet, men de havde en plan inden de satte strøm til.
Planløs hærgen og at smadre løs uden sans og samling, er ikke videre interessant for mig, men selv om jeg ikke vil påstå, at jeg helt forstår UxDxS mission, eller kan afkode specielt meget af det der synges om, så virker det alligevel som om der er en sammenhæng og indre logik til stede. Den er pakket godt ind og begravet i kaskader af ubehageligheder og grimhed, men der er samtidig noget fascinerende, ja nærmest “smukt”, ved denne grimhedens æstetik – selv om der bestemt ikke lefles for nogen eller noget fra bandets side.
Eneste minus er, at trods den stærkt begrænsede spilletid på omkring et kvarter, så er det så overvældende kraftfuldt og intenst, at det næsten føles som for lang tid. Man er ganske enkelt lammet og følelsesløs når man når frem til sidste nummer, en coverversion af Turbonegro’s “Denim Demon” – det er lige før man bare skulle have skåret den fra.
UxDxS er mere undergrund end jeg nogensinde bliver, men kigget ned i den mørke afgrund er bestemt en oplevelse der gør indtryk, selv om jeg rent personligt kan have lidt vanskeligt ved at tyde og forstå hvad der helt konkret foregår dernede, ud over at det lyder som om verden bliver forsøgt splittet til atomer. Samtidig virker det med album og sangtitler in mente heller ikke som om, at udskejelserne er helt blottet for humor og glimt i øjet, men det er blot en formodning – Too Fast For Love lyder stadig som en forfærdelig massakre.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg UxDxS på Facebook
