URKRAFT er tilbage efter ti år og leverer en festlig gang metal der formår at balancere det potente med det lidt polerede og på dansk og engelsk cementerer bandet sin plads på den metalscenen.
Ofte brokker jeg mig over, når et metal eller rockband bliver for poleret og hele NU-rock tendensen er for mig et bandeord. Der findes dog gode bands i bølgen og URKRAFT minder mig lidt om nogle af festkongerne i 00’ernes metal: Slipknot.
Ikke blot har URKRAFT en sammenlignelig potent, men poleret lyd. Vokalen, der ligger imellem det brølende og growlende tillader at man som lytter forstår hvad der udbrydes – og samtidig får man den kant, teknikken giver.
Fedt!
Der åbnes potent med ‘Place of Coldness’ og vi får hurtigt etableret den potente, polerede lyd. Nærmest umærkeligt sættes skidtet lige et gear op på den fint titulerede ‘Primordial Diaspora’ og såvel selvretfærdige folk som folk der tuder over førsteverdensproblemer får et godt skud for boven under de første numre.
Men er der så et gear mere at skifte op i på tredje track? URKRAFT vælger at gå i en anden retning på titelnummeret, der bliver symfonisk og selv om det sjældent er noget, denne anmelder bifalder, så lykkes URKRAFT fint med det.
Anklagerne flyver i teksten, mens der holdes høj intensitet i især de dobbelte stortrommer og mange toner. Solo som sådan skal man se længe efter – men der er rigeligt med energi endda!
‘Reap It All’ samler tråden fra det symfoniske op, men tilføjer et tungt marcherende groove til arsenalet hos bandet. Der bliver i den grad demonstreret at bandet har flere tangenter at spille på!
Lidt kikset bliver det med et breakdown, hvor et gammelt filmcitat (?), eller et lydklip designet til lejligheden (?) affyres. Oh, well. Det er vel – trods alt – lidt genretypisk.
På den elles engelsksprogede plade har det dansksprogede ‘Håbets Tyranni’ sneget sig ind som femte nummer og ud over at give et godt afbræk, så gør dels sangteknik, dels selskabet med de engelsksprogede numre at man lytter lidt ekstra. Virkelig fint eksekveret og det virker langt fra malplaceret – snarere velovervejet. Så vidt som jeg kan regne ud, vil dette nummer være det første, efter man har vendt en vinyl – rigtig fint!
Og sådan skydes der tre tunge sager af mod afslutteren ’Å’, der er et symfonisk instrumentalt nummer.
De tre tunge har dramatiske titler – ‘The Horrors of an Empty Tomb’ springer i øjnene – og der holdes niveau og variation nok til, at man som lytter aldrig finder pladen lang. Ja, vi får endda introduceret deciderede soloer – aldrig lange, men hurtige med mange toner og grooves til at lande disse mellemspil. Igen rigtig fint eksekveret.
Jeg må sige at pladen virkelig understreger at netop plader har deres berettigelse. For selv om der ikke er mangel på rød tråd, så er det også tydeligt at URKRAFT er et band, der gerne viser forskellige sider – dog stramt inde for metal-skismet.
Noget af det er Slipknot-festligt (‘Descended Shadows’), noget symfonisk (‘Our Treacherous Fathers’), og det meste af det virkelig hæderligt leveret.
Det er både fedt, underholdende og festligt. Man må som lytter glædes over, hvordan stærkt produceret lyd ikke betyder at kanten ryger ud i processen og URKRAFT giver et kvalificeret bud på hvordan dygtighed i sangskrivning, evner og idéer kan forenes med den måske knap så beskidte lyd.
Glimrende!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
