Med britisk sound og styrker i at skrive gode, poppede guitarsange har Uno Soul skabt en plade der vil falde i manges smag. Ikke bare fordi der gøres mesterlig brug af pop-hooks, men også fordi der er tale om forbandet godt håndværk.
Jeg starter lige med at advare her: Der er risiko for at gå lidt rigeligt teknisk til værks i denne anmeldelse. Det skal dog ses i det lys, at der er tale om yderst velkomponeret og velopbygget musik. Og det fortjener naturligvis at blive udfoldet.
Lad os starte med starten. For Uno Soul har lagt pladens stærkeste nummer først: Åbneren, All It Means, er en perle.
Den kan minde om et Band of Horses-nummer med sin guitar-melodi, blanding af akustisk og elektriske guitar. Men den er også spækket med pop-hooks i både melodi og harmonisering og Uno Soul er heller ikke blege for at hive synths ind.
Og det er det, der sker: Især i anden strofe står det klart, hvordan hvert vers synges og der så lægges på med endnu et lag, indtil strofen er færdig: Først står sangen alene. Så komemr guitarfiguren på. Så kor over i bridgen. Og i refrænet får vi så synths på. Enkelt opbyggende, konstant progression og virkelig, virkelig veleksekveret.
Teksterne er oven i gode og leveres med fortællende integritet og nummeret kommer til at fremstå som en instant classic; for den er let genkendelig, klassisk i sounden og, ja, jo netop bygget op så man som lytter følges igennem et nummer og får lyst at starte det forfra, når det er løbet ud. Stjerne-pop!
Og sådan er første side af pladen bygget op: God, gedigen og klassisk lydende guitar-pop. Man får let samme vibes som Space (dem med Avenging Angels) eller måske mere nutidigt: Band of Horses.
Vokalen lyder så britisk, at jeg lige måtte tjekke to gange for at sikre, at det ikke var et Brexit-ramt band. Men Rasmus Troels Jørgensen er vist så dansk som dansk kan være og selv om der kan være lidt optræk til en nasal levering, så er vokalen i sig selv en fornøjelse.
Men den der akustiske guitar driver bare værket – uden at gøre væsen af sig.
Det er også en del af historien; det her er ’hele’ numre, hvor ingen for alvor stjæler billedet. Er der ikke guitarsoloer? Jo, men de er passet ind i både dynamik og den øvrige æstetik. Man kunne argumentere for at trommer og bas er lidt ’kedelige’ – men det vil være at ramme uden for skiven, da de netop er en del af orkesteret, der synes at være umanerlig godt sammenspillet. Og som gammel orkester-musiker anerkender jeg i høj grad, at man ofte må acceptere at man ikke spiller den mest interessante stemme – simpelthen af hensyn til helheden.
Vi skal helt hen på midten af anden side, før vi finder en ballade; New Way to Love. Den byder på en for genren måske lidt underfundig slide-guitar, nogle let forstemte instrumenter. Men igen: Usvigelig sikker vokal og idé bag, så vi tilgiver så afgjort associationer til amerikansk indflydelse. Refrænet er igen værd at vente på og poppet effektivt.
Pladen er bestemt delt op i to afdelinger, hvor de første fem numre er meget ’næsen i det poppede, luftige spor’ og de sidste fem så i den kontekst er lidt mere udfordrende – men stadig bevarer den røde tråd ikke mindst i kraft af vokalen og et band, der trækker i samme retning. Også når man hopper lidt ud af det først anlagte spor.
Jeg taber personligt lidt pusten på anden side, men det hænger også sammen med at jeg er deciceret forelsket i åbneren og det spor, den slår an og ind på.
På den længere bane og med mange gennemlytninger, antager jeg at jeg i højere grad vil værdsætte den variation der ligger på andensiden.
Ikke mindst fordi det er et forbandet godt selskab, man er i, når man hører Uno Soul. Godt håndværk, bevidsthed om hvad man gør hvornår – og så en stor hyldest til pophooket!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til All It Means her:
