Under Radaren kigger Oven Vande med en omgang ruskende hverdagsrock, hvor der er ridser i lakken og hak i tuden. Kønt er det ikke og det er heller ikke meningen.
Min første tanke da åbningstonerne ramte mig var, “yes, endelig noget der lyder grimt!”. Det har jeg faktisk siddet og savnet, ikke at jeg ikke sætter pris på skønhed, men i disse tider hvor “alle” kan levere mindst hæderligt klingende produktioner og indspilninger, så er det dejligt med noget der kradser og skurer.
Det gør Under Radaren over 6 numre på EPen Oven Vande, hvor vokalen tilmed er i det uskønne og meget lidt polerede og “skolede” hjørne. Det er rock, rock af den slags der rent faktisk rocker og rusker med en stemme der lyder som om den eneste sangskole den har gået i, er ledet af Troels Trier. Med sangtitler som “Kejserens Nye Klæder”, “Hjul og Stejle” og “Hele Lortet” giver det også en god 70’er/Røde Mor vibe, men Under Raderen har nok mere rødder i rendestens rocken end kunst og den politiske del.
Bandet synger med egen ord om “alt og ingenting” med et udgangspunkt i hverdagen, hvor de sigter efter det umiddelbare fra netop 70’ernes rockscene blandet med støjen fra 90’erne. Det er faktisk en ret præcis beskrivelse af det, der møder en på disse 6 mere eller mindre skæve numre. Helt syret bliver det på afslutteren “Hjem”, der mod slut bryder sammen i en omgang udkokset, på samme tid slæbende og boblende instrumental nedsmeltning. Det starter ellers ganske roligt, næsten “poetisk” hvor en træt fortæller er på vej hjem gennem byen, “hvor fører disse skridt mig hen, håber jeg når hel og uskadt frem, for jeg vil bare gerne hjem”. Ganske nede på jorden og netop meget hverdagsagtig, inden nummeret begynder at slå ind på den mere slingrende sti.
I den anden ende af spekteret, og udgivelsen, finder vi åbneren “Hele Lortet”, en brunstigt vuggende og huggende sag, der virker noget mere stor i slaget og med mere fremskudt brystkasse end lukkeren. Fælles for disse to yderpunkter på pladen, og materialet generelt, er følelsen af et band og en stemme der på forskellig vis har fået nok. Ikke mere pis, kan vi få noget ro og luft! Og kan man så få lov til, at være fri og lykkelig?
Hvor meget skal man egentlig gi ́?
Og hvor meget skal lægges oveni?
Når nu nærmest man kan si ́:
Jeg har overskud – Jeg er rig
Lyder det i “Fedt, Hvis Bare Det Ik Var Fordi”, et citat bandet selv fremhæver i presseteksten, som også viser en vis tvetydighed i bandets lyrik. Hvis der er tvivl i dele af teksterne, så er selve musikken til gengæld ikke usikker. Der spilles med musklerne, hårdt og ganske kontant. Det er ret bastant og vil nok også føles lige lovlig groft og kantet for nogle, men for mig gør det ikke noget at man former melodierne med en hammer og gi’r den én over nakken.
Pakken, hård og bulet som den er hos Under Radaren, virker bare ganske passende og lige som den skal være for dem. Det virker kort sagt ærligt og det der “autentisk”, som kan være en ret diffus størrelse. Men jeg tror på Under Radaren når de tromler ind i en med træsko på og musikken brøler fremad. Hvis man endelig skal klandre dem for noget, så er det at det måske kniber lidt med at skrive nogle virkeligt mindeværdige sange og melodier der for alvor sætter sig fast.
Så længe musikken spiller er man godt underholdt og med på løjerne, men jeg har svært ved at huske numrene fra hinanden efterfølgende. Jeg siger ikke, at bandet har brug for et hit, det virker lidt naturstridigt deres stil og udtryk taget i betragtning, men derfor kunne man måske godt arbejde lidt med selve sangenes udformning – indholdet er der ikke noget i vejen med.
Men måske Under Radaren bare befinder sig bedst netop under radaren, nede i undergrunden, i øjenhøjde eller liggende i rendestenen? Så lyder det vel sådan set som det skal. Vi ender på 4 grimme stjerner for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
