Ulyd er “den gentagne forplantning af bioenergetiske trykbølger gennem menneskelig kontakt”, og det beskriver meget præcist den følelse man sidder med efter have lyttet bandet af samme navns album, Puls, igennem. Det her er poetisk, dansksproget electro-pop/rock der rammer og gør indtryk, selv ved gentagende lyt.
Albummet åbnes med “Under Læben”, en uklar hyletone i baggrunden indikerer, at der netop ikke er en puls tilstede, men efter små 20 sekunder vågner patienten og Ulle Bjørn Bengtssons fyldige, kraftfulde og gennemtrængende vokal vækker pladen og fanger straks ens opmærksomhed.
Lydbilledet er indledningsvis afdæmpet, men samtidig patosfyldt, storladent og dunkende på sin egne minimalistisk elektronisk krusende og pulserende måde.
Du vil ha’ det der, du vil ha’ det der
Du vil ha’ det der fra mig
Som fylder dine mangler ud
Lyder det nærmest messende ud af det næsten tomme rum, så er vi ligesom i gang og min interesse fanget. Bengtsson, der tidligere har spillet hård rock i bandet ROD og lavet musikalske eksperimenter i duoen BENGTSSONSYDOW, kan noget med ord, eller særligt tonen og stemningen af og i ord. Det er ikke altid så afgørende HVAD han præcist synger, eller den konkrete betydning af ordene, men hans stemme, toneleje og måden de leveres på er, i sammenspil med musikken, med til at skabe et virkelig dragende og tør man bruge ordet, ganske unikt, univers.
“Dybest inde, i det sorte // åbnes der, et væld af porte // lukker øjne, jeg er fej // hey, er der et hul i mig?”, fra de mørke indre huller, der også skjuler skønhed, i den mere skrapt huggende “Inde i Mig” skal vi ud i lyset og ind i “Solen”. Her foldes det Ulyd kalder “elektrovintage rock” for alvor ud, i et nummer der nok er det nærmeste albummet kommer at have et regulært hit. Det er til gengæld også et nummer, der sagtens burde kunne begå sig på eksempelvis P6 Beat.
Pulsen stiger, rytmen bliver mere insisterende og pågående, melodien tegnes tydeligere op, mens nummeret stille roligt, men målrettet, bygger op til en rocket forløsning cirka 2 minutter inde i det 5 minutter lange nummer. Det er tilsyneladende umuligt for mig, at sidde stille til det her sejt vuggende nummer….
“Du kan lide at spise blåbær / Du kan lide en lilla mund” lyder det på den lidt aparte og dunkelt flimrende “Du Er Et Menneske”, som får os ned på jorden igen efter “hittet”. Igen viser Ulyd’s glimrende sans for opbygning og timing sig, da noget der kunne minde om et (medrivende) pop-omkvæd dukker op ud af det blå. Eller, faktisk er det netop ikke ud af det blå, stemningsskiftet virker måske på overfladen voldsomt, men pilen har peget tydeligt i den retning i de opbyggende passager, man lægger bare ikke helt mærke til det, da timingen er så god og det hele føles organisk – trods den elektroniske puls.
Samme kvaliteter gør sig egentlig gældende for den mere højstemte “Pigen Over Alle Piger”, hvor lyrikken bliver meget håndgribelig og konkret, det ER en ikke specielt diskret hyldest til pigen over alle piger, hvor Bengtsson bare lader følelser være følelser og lader det strømme ud. Dermed har vi også bevæget os over det 9 numre lange albums midte, og Puls begynder at falde ind i, eller lukke sig, om sig selv. Det er som om solen er på retræte og skyggerne vinder indpas, og ordene og musikken begynder at danse i dem, som eksempelvis i “Hele Natten”. Det lyder egentlig, på lidt barok vis, som en lidt mindre lyrisk-in-your-face version af et Rasmus Seebach danse-i-natten nummer.
Al respekt for Seebach, det kan bare godt lige blive en tand for banalt, ufarligt og tuttenuttet, dansen hos Ulyd har en helt anden understrøm af noget dystert og en lurende fare i skyggerne. Der er flirt, lummerhed og en tillokkende stemning i luften “Hele Natten”, på dansegulvet, men hvad sker der når festen forsætter i gyderne, i privaten og udenfor de blinkende lys’ flagrende blik?
Nummeret slipper forresten tilmed afsted med at vare næsten 10 minutter, uden jeg rigtig ænser det? Godt klaret! Afslutteren, “Lille Kosmos”, har omkring et minut mindre at gøre godt med, som man måske kan læse mellem linjerne, så flyder Puls lidt mere ud, og Ulyd lader den gøre det, som pladen skrider frem. Men på grund af den glimrende opbygning og følelsen af at den effekttunge musik netop har en puls, endda en organisk en, der slår efter sin egen takt, så føles det ikke FOR langt eller udsvævende.
“Lille Kosmos” lukker Puls på sammenbidt og skurrende vis, det nærmer sig stedvis brummende hulemandsrock møder støj-rocken, men stadig med glimt af den poetiske og særegne tone, lyden af Ulyd kan man vel sige, som gennemstrømmer hele pladen.
“Puls udspringer af et holistisk verdenssyn, hvor jeget udfoldes og bevidsthedens grænser afsøges”, står der i presseteksten, hvilket sagtens kunne få mig til at stejle lidt og rulle med øjnene… Men… for en gangs skyld matcher musik, lyrik og den fælles puls det hele skaber de store forkromede ord og ambitionerne.
5 store stjerner for de bioenergetiske trykbølger.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Ulyd på facebook
