I weekenden blev der afholdt Uhørt Festival på Refshaleøen, hvor over 30 bands trodsede vind og vejr og fik 30 minutter hber til at vise deres værd. Vi havde en mand på pletten lørdag, hvor han nåede at indtage cirka 14 koncerter inden ørerne var mættet.
Egentlig skulle jeg have været der fredag også, men private arbejdsrelaterede årsager gjorde desværre at jeg ikke nåede frem – men så skrues der bare lidt op for lørdagsdækningen. I denne reportage kigger jeg lidt på generelle og overordnede betragtninger fra en meget vellykket festival, krydret med nogle ord om diverse udvalgte bands. Senere følgere lidt længere anmeldelser af koncerter, som jeg af diverse årsager har lidt flere ord at knytte til.
Da jeg ankommer lidt før klokken 13 lørdag middag, trækker der allerede mørke skyer ind over Refshaleøen og dens slidte industriområde. På forunderlig vis, er det lykkedes Uhørt, at finde en lille grøn oase mellem alle de mere eller mindre hærgede bygninger. Pladsen var dog ikke klar til at blive åbnet endnu ved annonceret starttid, skidt pyt, der er jo nok at se på derude, som man ikke allerede har set når Copenhell afvikles i nabolaget. Jeg så en stor dum fugl i en sø, 3 Ford KA’er i gang med bakkeøvelser på køretekniskanlæg og et uoverskueligt stort loppemarked i en gammel lagerbygning, hvor de lige indenfor indgangen havde placeret en god gammeldags pølsevogn. Altid godt at vide hvor det pøllede alternativ er, hvis festivalmaden ikke er overbevisende.
Således var jeg allerede godt fyldt med indtryk, da jeg sneg mig ind på den lille festivalplads, klemt inde mellem mursten og industri, et kvarter før første programsatte koncert, Blå Nætter på Hvid Scene klokken 14.00. Bandet er endnu et i bølgen af moderne dansksprogede rockbands, og en sammenligning med Ulige Numre synes nærliggende, så den er hermed brugt. Spørgsmålet er, om bølgen har toppet eller om der er plads til endnu et af “den slags” bands, eller om Blå Nætter ender med at drukne i mængden. På egne præmisser fungerede det rigtig fint, bandets catchy og radiovenlige toner kom godt ud over scenekanten, hvor det stadig sparsomt fremmødte publikum stimlede sammen og fik det til at se ud af noget.
Bandet gjorde fin brug af kor/andenstemme som supplement til den velsyngende forsanger, der havde en klang jeg vil beskrive som “venlig” og “behagelig”. Det kunne man også kalde bandet, der var ikke noget anmassende eller påtrængende over deres lyd – den er bare ikke særligt original, slet ikke i disse år. Blå Nætter mangler nok lige at skrive SANGEN, der kan får dem til at stikke ud fra mængden.
Hvid Scene ligger lige ved indgangen, i modsatte ende af pladsen finder du den større hovedscene, Tak Rock Scenen og ved siden af den, inde i en af de nærtliggende bygninger, den lille Sort Scene. Hvid er en klassisk telt/pavilion ting, som man kender den fra f.eks Agoraerne på Roskilde Festival, eller Roskilde FestivalEN som jeg hørte en kvinde konsekvent omtale den i en samtale jeg ikke kunne undgå at overhøre. Tak Rock Scenen er af den typiske middelstore Open Air slags, stålkonstuktion med sorte tæpper og i dagens anledning grøn presenning til at tage noget af vinden. Hvorimod den indendørs Sort Scene “bare” lignede et øvelokale, hvor der var banket en lille scene op, kapaciteten, hvis det skulle være lovligt, kan næppe have oversteget 70-80 mand (et skud). Sidstnævnte skabte en smule flaskehals og proppede tilstande nogle gange i løbet af dagen, ikke mindst efter der begyndte at være godt fyldt med folk på pladsen.
For det var sgu ikke alle der var lige så dumdristige, at trodse vejret som undertegnede, faktisk er det ikke en overdrivelse at sige, at der under de 2 første koncerter var dobbelt så mange frivillige blandt publikum som reelle gæster. Forståeligt når man kiggede op i himlen, men lidt synd for de optrædende. Ikke mindst stakkels The PolarShift, der gik på klokken 14.40 på Tak Rock Scenen. Det tog ikke lang tid for en ubehagelig insistererende skylle, at sende stort set alle mennesker på pladsen i flugt mod noget læ. Heldigvis for dem, var der så ikke flere folk på området på daværende tidspunkt, end at de sagtens kunne klemme sig ind under diverse telte og pavilioner.
Men stakkels The PolarShift altså, man fik helt ondt af dem. Ikke nok med at pladsen var gabende tom, regn og blæst var tilmed i en sådan vinkel, at den piskede frontal ind på Tak Rock scenen – tak for lård (de er fra Aarhus). Det til trods så imponerede kvintetten, bestående af 2 kvinder (der også tog sig af sang) og 2 herrer, ved at gå tilsyneladende upåvirket til sagen, og levere deres sæt som planlagt, endda med, elementernes rasen in mente, virkelig god og klar lyd. Ikke mindst på de 2 vokaler, der imponerede med en fin og yndig klang i det atmosfærisk elektro-poppede sangunivers. Så hvad der kunne have været en uskøn død i vandet, fik egentlig lidt et skær af “bandet går ned og spiller til det sidste på Titanic” over sig. Godt kæmpet!
Når det ikke lige regnede kunne man så inspicere selve festivalpladsen, en lille og intim en af slagsen, men med stort set alt man kunne ønske sig klemt inde på det lille område. 2 fine toiletvogne og udendørs pissoirs placeret på pladsen foran indgangen til Sort Scene, et par barer (der ikke var åbne fra start), et par ølsalg, lidt madboder med lidt begrænset og lettere overpriced udvalg, men dog indenfor rimelighedens grænser og valgmuligheder mellem kødretter og lidt til the whale huggers. Et merch-telt, hvor der ikke skete noget før Nelson Can midt på aftenen lugtede lunten, “hey, der er et helt telt hvor vi kan sælge vores ting og ingen gør det, måske vi skulle prøve?”. Var det ikke kommunikeret ud til bands, at de kunne sælge ting og sager? Nå ja, og så havde Dansk Musiker Forbund, som så ofte før ved festivaler, koncerter m.v., et telt…. hvor jeg aldrig så andre end de samme 3-4 mennesker fra forbundet, der åbenbart havde dagens havestole vagt. En eller anden dag samler jeg mod til mig, og går over og spørger hvad de laver og hvorfor ingen besøger deres telt? Er det sådan noget Scientology noget, og jeg er den eneste der ikke har fået en advarselsmail?
Anyway, efter The PolarShifts vandkamp slappede bygerne lidt af for en stund, jeg søgte mod Hvid Scene, hvor svenske Johan Lööw & Impulserna gik på klokken 15.20. Bag navnet gemme sig 4 gutter, one of them was hatless, I repeat, hatless, resten havde valgt en eller anden form for hovedbeklædning. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige studsede over det, men det gjorde jeg altså. Den næste halve time forløb uden de store emotionelle udsving, generelt holdt svenskerne et rigtig godt niveau, men af og til blev det hele lidt ordinært og forglemmeligt.
Vi lagde ud med en tur ud i et fint svenske indie drømme-landskab, med klar og lys vokal fra Lööw, der med sin gøgler hat og hippie-dress så ud som om han uden problemer ville blende in på Nørrebrogade. Efterfølgende skruede det velspillende orkester lidt op for tempoet med et ganske catchy nummer, der momentvis sendte mine tanker i retning af Pixies, når de er mest poppede, bare uden de støjende eksplosioner. Herefter drejede bandet ind på endnu mere sikre og godt slidte veje med et nummer med en god highway rocket klang, lige til en tur med nedrullet vindue i på en naturskøn svenske landevej.
Opklaringen fik folk til at slå bagdelen i græsset foran scenen, i mens en vuggende radiorocket skæring fik mig til at tabe interessen en smule. Her blev det ganske enkelt for midtersøgende, og noget man har hørt lidt for mange gange tidligere. Derfor blev en ellers udmærket seance med Johan Lööw & Impulserna også lidt småkedelig hen imod slutningen, hvor det begyndte at skinne igennem, at bandet lige mangler en håndfuld gode numre så det virkelig rykker.
Under den efterfølgende spraglede koncert med Tidlige Armbånd, som er anmeldt HER, aftalte “vi” ellers med forsangeren, at nu havde vi haft de sidste byger. Det kom ikke til at holde stik, faktisk trak der meget mørke skyer ind over Refshaleøen, da Zeroine indtog den lille Sorte Scene klokken 16.40. Helt symbolsk, for den atmosfærisk svævende støj-rock var i den kølige og dystre afdeling. Det var næsten som om, at bandet sugede de mørkeblå/grå skyer og det ugemytlige vejr helt ind i det lille lavloftede lokale.
Musikken var som et ulmende uvejr, hvor der effektivt og kompetent blev bygget op.. og bygget op. Jeg stod faktisk bare og manglede den helt store musikalske forløsning, hvor det tilbageholdende band bare gav slip og lod stormen rase. Den kvindelige forsanger lod til at leve sig helt ind i sangene, med lukkede øjne, eller et fjernt blik, stirrende ud i ingenting. Indlevelse er godt og kølig distance og et introvert udtryk kan være en stor oplevelse, men her var det alligevel som om der lige manglede et eller andet til at løfte seancen.
Musikken byggede en velfungerende stemning af isolation og noget fjernt og øde op, men ikke noget der for alvor rørte mig eller rev mig med. Det krævede næsten for meget koncentration, at blive en del af Zeroine’s univers, især fordi man stod med fornemmelsen af, at belønningen måske ikke matchede indsatsen. Efter 20 minutters rumlen under overfladen, var stadig ikke var sket noget, det blev ved små antydninger af forløsning, så jeg gav op og søgte forplejning inden der var metal på den store scene.
Her sørgede Aphyxion for at brænde de sidste tunge skyer op ved 17.30 tiden, en koncert der er anmeldt HER, ligesom den næste koncert på Sort Scene klokken 18.00 med Caved Crow kastede en længere anmeldelse af sig, som kan læses HER.
Efter det første arbejdsraseri, stakkels mig, var det tid til at slappe en lille smule af i aftensolen. Nu var folk for alvor også kommet ud af deres huler og havde fundet vej mod Uhørt, pladsen begyndte at myldre og summe af liv og afslappet festival stemning. Det fik mig til at sidde og fundere lidt over, mens jeg hvilede benene, hvad Uhørt egentlig er for en festival lige nu – eller nærmere, hvad er dens publikum? En broget flok er den korte konstatering. Du fandt sgu lidt af hvert på pladsen, fra et par metalfyre, punkertøsen, børnefamilier, hipsters i større eller mindre grad, unge som gamle, branchefolk, musikere og venner og bekendte. Hvilket egentlig var dejligt at se, det burde give de meget forskelligartede bands på plakaten, en mulighed for at blive hørt af meget forskellige mennesker.
Det havde så den ulempe, at stemningen til koncerterne sjældent løftede sig over det høfligt lyttende og venligt klappende efter numrene, men i det mindste var der godt med folk til de fleste. Og som pladsen blev fyldt begyndte man, naturligt nok, at kunne høre mere knævren fra publikum under koncerterne. Flere folk er lig med mere snak, det forstår jeg, men det er fandeme dårlig stil at komme dalrende i tørt tøj, når regnen er smuttet, parkere sig foran en scene og ævle og kævle løs i 30 minutter, i mens et band spiller, for så at gå videre til næste koncert bagefter og gentage svendestykket. Godt nok hedder festivalen Uhørt, men det er faktisk meningen, at man skal give de optrædende upcoming kunstnere en chance for, netop, at blive HØRT. Tænk sig, what a concept. Der var en meget stille stund under Get Your Gun’s sanseberusende koncert midt på aftenen, hvor jeg tænkte “det er som at kaste perler for svin”, fordi nogle stod og skræppede op. Gå over til Dansk Musiker Forbunds telt, hvis du skal snakke så meget, der var plads nok!
Denne uskik var heldigvis ikke så udpræget et problem, som det kan være, har oplevet langt værre, og det virkede heldigvis som om flertallet var kommet for at give de mere eller mindre ukendte toner en fair chance. Selv om Flod 90% af koncerten på Hvid Scene var så tyste, at jeg næsten kunne høre hvad sidemanden tænkte. Da sad jeg så også lidt udenfor teltet og hvilede anmelderlænden og slog mave, efter jeg havde indtaget en hæderlig, men bestemt ikke prangende, portion kød-pasta til en medrivende omgang afrikansk/dansk politisk afro-beat/dancehall fra Pops Jabu på Tak Rock Scenen. Her virkede den korte spilletid faktisk lidt begrænsende, for både de smittende rytmer og politisk ladede tekster kunne man godt have hørt mere af så de kunne have foldet sig endnu flottere ud med mere tid til rådighed. Som det var, så var det dog stadig en rigtig medrivende omgang, der emmede af musikalitet, overskud og at have noget på hjertet.
Så blev hype maskinen eller rullet ind på Tak Rock Scenen klokken 20.00, i form af kvindetrioen Nelson Can. De har allerede tilkæmpet sig spalteplads og positiv omtale rundt omkring, både i ind- og udland. Blandt andet i Rolling Stone Magazine, som konferencieren påpegede i introduktionen. Jeg ved aldrig om jeg skal være imponeret eller ligeglad med den slags oplysninger? Det er ikke for på nogen måde at håne den kvindelige konferencier, der hele dagen leverede et rigtig fint stykke arbejde, det var bare et spørgsmål. Så… skal det?
Hvor om alting er, selv om trioens minimalistisk garage-rock ikke lige er mig eller gør noget for mig, så kan jeg godt se og høre at Nelson Can….. kan. De har noget, og de kan noget på en scene, ingen tvivl om det. De oser af coolness og selvsikkerhed, når de leverer deres stramme og hårdtslående kompositioner – trods den sparsomme instrumentering er der virkelig skrald på. Det hele udføres med stor autoritet og overblik, så man både føler, at det er rutineret og professionelt, men stadig med ægte følelser hældt i det. Den rå udstråling og vilje i numre som “Go Low”, “Call Me When You Wan’t To Get Laid” og den nye “Now It’s Your Time To Deliver”, er med til at løfte materialet. Egentlig synes jeg, ud over sidstnævnte som var ret fed, at bandet stadig mangler nogle virkeligt fremragende sange, til gengæld har de så mange andre elementer af det man kunne kalde “hele pakken” til at man ser lidt igennem fingrene med det.
Flot koncert og tough as nails!
I den lidt modsatte boldgade, og ende af pladsen, var norske Ekkolodd på Hvid Scene lige bagefter. Den nordiske drømme-indie var faktisk bogstaveligt talt søvndyssende. Sagte vokal og roligt boblende melodier kan være udmærket stof til, at lade tankerne vandre, her fik det mig dog desværre til at tænke på dyner. Det blev for kedeligt, venligt og vattet, leveret af nogle fyre der ellers virkede umådeligt flinke og rare. Lige så søde de frem stod, lige så anonym virkede musikken, der først for alvor løftede sig en smule 20 minutter inde i koncerten, hvor der kom lidt tempo ind i den ensformige strøm af milde toner. Det mest ophidsende der skete, var en hveps der tilsyneladende lod sig provokere af den beroligende musik, at den ihærdigt jagtede to kvinder og deres cider under koncertens sidste 5 minutter.
Så var Get Your Gun på Tak Rock Scenen klokken 21.30 noget helt helt andet, en fantastisk koncert som er anmeldt HER.
Lidt hårde odds for nordjyske Baby Handshake, at følge op på den oplevelse lige bagefter på Sort Scene. Her viste øvelokaleomgivelserne, at være den rette placering for det unge band, for flere timer i øveren, er lige hvad bandet i mine ører trænger til. Ikke forstået som, at de ikke kunne spille, mere at hele deres musikalske udtryk kunne trænge til finpudsning, justering og bare generelt tid. Bandet spiller efter eget udsagn blues-grunge, det vil i denne forbindelse sige rå og skramlede grunge toner, med tilføjelse af orgel klange og Led Zeppelinske/Jack White agtige udflugter.
Forsagernes lettere hysteriske fraseringer og stemme-mæssige krumspring var ikke mindst medvirkende til, at mine tanker flød i retningen af Jack White. Det er der som sådan ikke noget galt i, hver fugl må jo pippe med sit næb, men sammenfaldet blev alligevel lidt forstyrrende for mig som koncerten skred frem. Lyden var tilpas rungende og skramlet, og helt overordnet var der fint knald på og damp på kedlerne. Det virkede virkelig som et band der var kommet for at svede igennem. Det gav det tætpakkede og prut-varme lokale også rig mulighed for, selv om der blev kvælende varmt, så passede det på en måde meget godt til musikken, ikke mindst i de passager hvor gruppen syrede og sumpede lidt ud. Især under den kaotiske afslutning, hvor koncerten brød sammen i et larmende virvar, bandet spillede sig helt ud og forlod scenen så opkogte, at man bare ventede på at se røg et sted fra scenen.
Alt det er på plads, så bandet i hvert fald kan levere en performance der er værd at kigge på, men der mangler gode og mere sammenhængende numre og ikke mindst en rød tråd. De moser og brummer godt igennem, så det er bare med at blive ved. Baby Handshake virker stadig som et ungt band på udviklingsstadiet, der mest af alt bare har brug for tid, tid til helt at finde sig selv og deres udtryk.
I mens Black Daniels pumpede ryste-røv rytmer ud fra Tak Rock Scenen, dryssede jeg lidt rundt i mørket og forsøgte at mobiliserer kræfter til det sidste navn på Uhørt for mit vedkommende, Skinny Violet. Jeg har oplevet bandet live en gang tidligere, på KB18 tilbage i marts måned, og den overrumplende knytnæve i dunken den koncert var, blev ikke helt matchet af koncerten op til midnat denne aften.
På KB18 havde de overraskelsesmomentet på deres side, nu var jeg forberedt. Det var måske en del af “problemet”, men det var også som om at Skinny Violet denne aften lige manglede det allersidste bid i leveringen – i hvert fald i forhold til første gang jeg så dem. Om den slags sammenligning er fair kan jo diskuteres, men jeg havde svært ved ikke at sammenligne. På egne præmisser var det bestemt en godkendt koncert, Amalie Kruse’s kølige fremtoning og rå-seje levering af teksterne, krydret med tromme-galningen Ulf Hove’s maniske spil og ditto udstråling, er en vinder kombination. Deres skrabede og skramlede garage-punkede støj-rock er muligvis hørt før, og over en halv time mangler der lige lidt flere numre der skiller sig ud fra mængden, men det kompenseres der for på performance og udstrålingssiden.
Hove hamrer løs som Animal fra Muppet Show, faktisk måtte han og crew flere gange rette på trommesættet mellem sangene, fordi han åbenbart var ved at slå det helt fra hinanden, i mens Kruse er det stillestående og cool anker på scenen. Dynamikken mellem de 2, både musikalsk og visuelt, sidder lige i skabet. Under “Just The Same” optimeres det visuelle udtryk endda med en lettere eksalteret ældre mandsperson, som har sneget sig op på scenen for lige at trykke den lidt af – living the dream, bro!
Skinny Violet’s musik er råt for usødet og skåret ind til benet, på KB18 var de bare ved at save mine knogler over, på Hvid Scene blev det “kun” ved et kødsår. Og så fremstår Amalie Kruse som en det ikke ville være klogt, på nogen måder, at brænde eller pisse af – så det håber jeg ikke jeg har gjort nu?!
Alt i alt var Uhørt Festival, i hvert fald den lørdag jeg fik lov til at opleve, en meget vellykket oplevelse. Festivalens afvikling forløb næsten gnidningsfrit og de mange koncerter til trods, uden nævneværdige forsinkelser eller problemer. Faktisk var det ganske imponerende, det indledende møgvejr taget i betragtning, hvor god og klar lyden var, ikke mindst på den store udendørsscene. Mindre problemer i lyden blev hurtigt rettet, et par koncerter startede lige lovligt lavt, men det blev som regel udbedret inden første nummer sluttede.
De mange frivillige, som gjorde denne festival mulig, var både synlige og aktive konstant, så vidt jeg kunne se – så ingen slinger i valsen der. Selve pladsen og omgivelserne fungerede efter hensigten og der var, heldigvis, flot publikumsopbakning som dagen skred frem.
Det bliver spændende at følge Uhørts udvikling og fremtid, de har fat i noget rigtig godt her. Jeg håber personligt, at festivalen ikke får alt for meget vokseværk og bevarer deres fokus på musikken, som det er nu. Eller at de i hvert fald lader den vokse så organisk som muligt, så har vi måske en glimrende pendant til den Aarhusianske Spot Festival i støbeskeen i det københavnske. Al respekt for Spot og hvad de gør og har gjort, men det virker efterhånden alt for branche-gøglet og supermarkedsagtigt til mig, hvor de optrædende er et salgsobjekt der pine og død skal levere varen. På Uhørt var der stadig noget afslappet og, ja, lidt uskyldigt, over den overordnede stemning, hvor man tager ordet “vækst” i vækstlag alvorligt, og leverer et sundt underlag, hvor der både er plads til bands der har brug for at spire og nogle der er klar til at springe helt ud og blomstre.
Af Ken Damgaard Thomsen
