Fra torsdag til lørdag i næste uge der dømt vækstlagsfestival på Vesterbro, når det rent faktisk lykkes Uhørt at få gennemført en festival i år. Men hvad er Uhørt 2020 egentlig for en størrelse?
Hvordan Uhørt helt præcist vil blive afholdt hvad rammer og corona-tiltag angår, ved jeg endnu ikke, men formoder at der er lavet lidt om på pladsen, så der er længere mellem gæsterne, og at der er diverse hygiejnetiltag på pladsen. En af de mest markante forskelle på forhånd er begrænsningen af antallet af publikummer. Festivalen har kun sat 350 én-dags billetter til hver dag i salg (alle udsolgt) og udvidet med en ekstra dag, så de 42 navne nu er fordelt på torsdag, fredag og lørdag.
Det giver så undertegnede den udfordring, at torsdagen er særdeles tvivlsom på grund af mine arbejdstider, ligesom fredag nok bliver i amputeret form, såfremt jeg kan nå det. Det efterlader “kun” lørdag med min fulde deltagelse, men det er der sådan set ikke noget nyt i – så må vi se om jeg kan nå mine vanlige 7-8 navne på en dag…
Programmet er som altid helt i top og præsenterer en genremæssigt ret bred vifte af navne fra det danske vækstlag. De navne du (måske) kommer til at høre om i morgen, dem der står lige foran en form for gennembrud, eller allerede har en del medvind. Og så er der dem, som vi aldrig rigtig hører mere fra. Uhørt plejer dog, at have en ret god “hit rate” og rammer også ofte en håndfuld navne, som man eksempelvis kommer til at opleve på næste års Rising Scene på Roskilde. I år er så lidt en undtagelse, her skulle et band som Rigmor eksempelvis have spillet på Rising, efter de gav en glimrende koncert på sidste års Uhørt – men det blev, som bekendt, desværre ikke til noget.
Dermed er Uhørts trinbræt og mulighed for eksponering måske også endnu vigtigere end nogensinde. Det er ingen hemmelighed at musikbranchen bløder, især livedelen, hvor alt fra store til de helt små koncerter lå stille i en lang periode henover foråret og sommeren og endnu ikke rigtig er kommet i gang igen, i hvert i en form og et format vi kender. Stort set alle festivaler røg også i svinget, inklusive dem med fokus på upcoming musik. På den måde er Uhørt lige pludselig blevet en af de få, hvis ikke den eneste, festivalspiller på banen og noget af et eksklusivt udstillingsvindue for kunstnerne.
Uhørt lader ikke til at have booket så meget anderledes end de plejer, her finder man stadig en varieret omgang smagsprøver fra forskellige niveauer af vækstlaget, kun begrænset af at der “kun” er 42 plader på plakaten. Det betyder, selvsagt, at der ER tale om smagsprøver og “stikprøver” på hvad der rører sig i undergrunden, ligesom variationen gør, at det ikke er et fyldestgørende billede, eller en festival, der dykker ned i nicherne.
Det er en bred palet,der præsenteres på Vesterbro, hvor man kan smage på genrer som rap, elektronisk, rock, metal, indie, pop og ting der flyder lidt sammen. Med eksempelvis 3-4 metalnavne er det klart, at det ikke bliver et komplet billede af den danske metalscenes tilstand. Der gemmer sig dog nogle lækkerbiskener som arrige og tempofyldte Telos, der lyder som om de kommer til at rive hele lortet fra hinanden med deres københavner-core. Desværre torsdag aften, så den går jeg nok glip af. Det samme gælder Rot Away, der lydmæssigt lever fint op til navnet. Næææh, så har jeg måske en lille mulighed for, at kompensere med Persecutor og deres bølle-thrash fredag. De har eksempelvis to herlige bulderbassenumre kaldet “Cannibal Island” og slet og ret “Old School Thrash Metal”. Dem gad jeg godt se vælte rundt på en scene… Nuvel, så må jeg måske “nøjes” med brutale Henret og sludgede Dying Hydra lørdag!
At Uhørt er en festival der serverer mindre bidder til nysgerrige gæster og ikke mindst diverse branchefolk gør også, at festivalen bliver en spejling af tiden og hvad der er oppe i tiden, lige nu. Skal man dømme ud fra det, så er der gang i den dansksprogede pop, som efter mine gennemlytninger af store dele af programmet, er ret stærkt repræsenteret i år. Både af et par mandlige, men især kvindelige kunstnere. Poppen kan have svensk-inspireret form som hos Lukas Vanggaard, eller strømme fra syd for grænsen, hvor 80’er synthpop inspirerede Greta er født. To navne jeg har, eller kommer til, at anmelde positivt her på siden. De er måske nok næsten to modpoler, den ene håndspillet og dansksproget, den anden “syntetisk” og syngende på engelsk, men det er stadig popmusik.
Der er også en række stærke navne som Askling, der lidt firkantet kan kaldes for en repræsentant for den mere “P3 venlige”, moderne, lidt RnB prægede elekro-pop lyd. Her kunne man med lidt god vilje måske også placere Chili, der både lyder som om hun har lyttet til nogle af tidens mest populære sangerinder, som en Billie Eilish og ligesom hende driver over mod det elektroniske. Eller Kara Moon og Marí, hvis det skal flyde over mod noget mere atmosfærisk og stemningsfuldt indenfor den elektronisk prægede del af popmusikken. Her finder man også et navn som Alpas Ave, der leger med mere mørke toner og blålige nuancer og en vokal der er mere i centrum, i hvert fald i de par numre jeg har fået lyttet til. Og ja, jeg har ikke hørt mere end et par numre fra de fleste af de optrædende navne (endnu). Så ligesom når man bevæger sig rundt på en festival, er det her også baseret på øjebliksbilleder og mere eller mindre tilfældige nedslag, hvor man kan misse noget – eller få et forkert indtryk. Rusika kan jeg ærgerligt nok ikke nå, men “Die for You” er et hit, så hun forbliver lige nu blot et glimt på radaren, som jeg forhåbentlig får undersøgt lidt nærmere en anden gang.
Jeg kommer dog ikke helt ud over, at det er den dansksprogede pop, som er årets “tema”, hvis man skulle udpege et. Terese, som jeg tidligere har anmeldt et par singler fra og som jeg måske har været lidt for hård imod, nu jeg har fået lyttet mere til et fint popnummer som “Fantasy”, Natlyst, Faber, Blæst og Pil, er alle stærke bud på navne, der har nogle iørefaldende popnumre oppe i ærmet. Hvor Natlyst og Faber står for det lidt mere eksperimenterende, sarte eller “kunstneriske”, så er jeg også faldet lidt for sidstnævnte. Det er næsten helt klassisk dansk pop, men for pokker hvor er numre som “Nattely” og “Dø af Kærlighed” bare nogle fine, fine numre.
Skal det være mere hiphoppet, så er Uhørt klar med et solidt felt bestående af navne som Clovis, Skt. Delarge, Mellow og HunniD22, som jeg synes har noget “star quality” i deres lyd og ikke mindst nogle af rapperne, der rammer en ret international lyd og stil. Skal vi snakke star quality, så kommer vi vist ikke udenom FVN. Hun introduceres blandt andet med ordene “rå, fab og flabet” og sådan lyder hun sgu også, på den gode måde, på et nummer som “Like Boom”. “Her kommer jeg” attitude og lige i dit fjæs, det lyder som et navn der er klar på og sulten efter mere, og nok det navn som på overfladen skriger mest af “gennembrud” af alle navne på festivalen.
Gennembrud bliver det nok ikke til et navn som Swash, de virker simpelthen for kiksede. Og det mener jeg på den mest tænkelige positive måde. Tænk en moderne udgave af Weezer. Hvis Weezer kan kaldes moderne?! Det virker måske håbløst umoderne, men der er noget meget charmerende over deres små-nostalgiske, halv-smadrede 90’er rocklyd, hvor det lyder som man sætter en ære i ikke at være eller spille perfekt. 90erne og slacker-rocken lader også til at være et sted hvor Trader har hentet noget inspiration. Det er rock indspillet i en skurvogn i Aarhus, så det kan vel ikke være helt skidt? Selvom Swash og Trader virker beslægtede, så er det alligevel to ret forskellige bud på døgenigt og dagdriver rocken man finder her.
Som kontrast indenfor det “rockede” finder man et navn som Himmelrum, hvis over 7 minutter lange, næsten Tool’sk ambiente “Overtone”, jeg har trippet en del over mens den tager form og udvikler sig i en helt krautrocket retning. Eller er du mere til det post-punkede, så kan du da tjekke Leizure eller Blitzkrig ud. Det post-punk inspirerede har været en af de mere populære genre inden for rocken, og upcoming musik, de senere år. Ikke at jeg vil stemple eller fastlåse de nævnte bands, men der trækkes på nogle tråde i den retning, hvis du har smag for den slags og leder efter det på Uhørt plakaten.
Kan du bare godt lide noget så gammeldags som “gode sange”, så er det værd at tjekke et navn som Niklas Runge ud, der trækker lidt på noget indie i sin singer songwriter musik. Han lader til virkelig at have nogle sang-esser oppe i ærmet, har faktisk ikke hørt et nummer fra ham, som jeg ikke syntes var godt. Eller hvad med Cherryhead? Her bliver det næsten helt kirkeligt og rækker op mod himlen på numre som “Higher” og “Seasons”.
Der er en del mere at gå på opdagelse i også navne som falder lidt for langt udenfor det vi normalt dækker – hvilket bestemt ikke gør de navne bedre. Faktisk er jeg ikke stødt på et navn i programmet, som jeg ikke kunne holde ud at lytte til. Noget der ikke faldt i min smag? Jovist, men kvaliteten og bundniveauet af de 42 bookede navne er imponerende højt. Igen i år, fristes man til at sige.
I begyndelsen af næste uge kommer jeg med et bud på nogle must sees og så må vi ellers se hvordan arrangementet ser ud i en corona-tilpasset udgave. Der må i hvert fald være færre koncerter pr. dag, og måske et tidligere sluttidspunkt på grund af visse restriktioner for nattelivet?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Uhørt Festival
