Den lille hyggelige med det fede program. Det hedder Uhørt, der afholdes fredag og lørdag i denne uge på Refshaleøen, ikke, men det kunne den! Her dykker vi ned i årets program og har gravet nogle personlige must sees frem fra det generelt glimrende program, og roder slutteligt lidt i lykkeposen.
Så er det ved at være tid til at drage mod Refshaleøen igen, denne gang ikke for at ende i Helvede, men et lille grønt område på den anden side af Copenhell betonen. Jeg har besøgt Uhørt de seneste to år (det vil sige jeg missede første år) og det har været en udsøgt fornøjelse begge gange.
Det er en lille festival med fokus på vækstlaget, lige efter denne skribents hjerte, ikke for stor, ikke for lille og ikke så meget gøgl og åbenlyst branche sammenrend. Ikke at der ikke findes andre glimrende festivaler med nogenlunde det samme musikalske fokus, det gør der bestemt, men Uhørt har alligevel formået, i hvert fald i mine øjne, at finde en plads de kunne sætte sig på, hvor de får budt ind med noget personlighed og noget der gør, at de ikke bare drukner i mængden.
Og så er den stadig lidt “hemmelig”; man kan have den for sig selv, sammen med ligesindede. Området virker aldrig overrendt. 3000 betalende gæster har jeg læst et sted, men det tæller nok begge dage og der har så vidt jeg kan bedømme aldrig været 3000 samlet på samme tid derude – så ville der nok også opstå en lidt proppet følelse. Selve festivalpladsen er ikke meget større end en standard fodboldbane, med et lille telt/pavilion (Hvid Scene) placeret ved indgangen og en større open air scene, Tak Rock Scenen, i modsatte ende, med lillebror Sort Scene placeret ovre i det ene hjørne – et lille lokale, der minder om et øvelokale.
Der er hvad man har brug for af mad, drikke og faciliteter, ingen større luksus eller udenomsaktiviteter, det er musikken der er i fokus.
Da jeg lavede en grov sortering af de 37 navne der pryder årets Uhørt plakat fik jeg det skåret ned til 27…. det var da mange?! De vidner om kvalitet, på en plakat der måske ikke ser så bugnende ud i omfang, også i forhold til andre upcoming/vækstlagsfestivaler, og slet ikke sammenlignet med eksempelvis Spot – men det der er, er som regel værd at tjekke ud. Og så siger det, naturligvis også lidt om min egen (og dette webmagasins) små-skizofrene musiksmag, der også afspejles i vores relativt bredde dækningsområde.
Her følger 10 navne jeg har sat kryds ved som must sees (og dermed er det også nogen DU burde se, selvfølgelig!) og nedenunder en blandet lykkepose, hvor man kan være heldig at trække en vinder. Jeg har inden start, af forskellige årsager, sorteret tre navne fra: JÆRV, dansk sangerinde indenfor den mere alternative pop, ikke fordi jeg tror det er dårligt, men hun har allerede fået en del hype rundt omkring, så vi lader lige andre komme til fadet her. Masasolo, luftigt indie-rock, som jeg lige har set live på Roskilde Rising. Og Fribytterdrømme, som jeg elsker, men har set, anmeldt, omtalt og rost masser af gange her på siden (plus andre der har anmeldt dem) OG skal se igen på Gutter Island i næste uge, hvor de forhåbentlig har mere end de 35 minutter de får på Uhørt – det er slet ikke nok! Men se dem!
OBS: Spilleplanen er i skrivende stund ikke offentliggjort, det bliver den efter deadline, mandag d. 8/8 kl. 12.00 (det er i dag), så i første omgang ingen spilletidspunkter her.
10 Must Sees (alfabetisk rækkefølge)
Aksglæde
“Aksglæder er (nemlig) inkluderende, men på en måde hvor deres let-funky pop-rock rytmer ikke føles lidt for ungdommeligt friske eller anmassende. Bandet svinger på en eller anden måde efter deres helt egen små-skæve og alligevel rolige og overskudsagtige rytme og takt, med en indgroet musikalitet der virker herligt naturlig og levende på en meget organisk måde. Det er funky fresh uden at være overgearet på nogen måde og gennemstrømmes af en eller anden laid back ro, der gør at man bare føler sig i godt selskab med bandet”.
Således skrev jeg indledningsvis da jeg anmeldte bandets debut-EP tilbage i april måned, 5 stjerner blev det i øvrigt til, jeg kunne også have skrevet, at bandet havde en lyd og stil der passer næsten optimalt sammen med Uhørt en sommeraften i august.
Alpha Male
Disse 3 herrer er lidt et ubeskrevet blad, både i bred forstand men også for mig personligt, i det der kun florerer et par singler på nettet fra 2015 og i år, hvor vi eksempelvis havde nummeret “Mono Focus” som Dagens Track tilbage i maj måned.
Derudover ved jeg ikke det store om bandet, men deres mørke elektro-rockede univers, hvor stråler af støj momentvis bryder igennem og skaber nogle lyse flader, har et eller andet over sig. De mørklagte gazer-tendenser kombineret med den lysere støj minder mig på en måde om deafheaven, bare uden proggen og metallen, hvis man skulle hive en nyere reference på banen. Bliver spændende om den temmelig massive lyd kan genskabes live.
Forever Still
Så blev det tid til lidt metal, dog i den melodiske ende, med en både blød og bister kvindevokal i front, nemlig Forever Still. Dem har vi de seneste år anmeldt 3 EP’er og et album fra, hvor albummet Tied Down samlede nogle af de her anmeldte EP’er på en enkelt udgivelse. Der er ingen tvivl om at forsanger Maja Shining og band har styr på deres virkemidler, udtrykket og har meget af det der skal til for, at man kan kalde det en komplet pakke.
Det der måske mangler i den ellers stilsikre og sikkert leverede melodiske, og til tider ret emotionelle metal, er noget der definerer hvad og hvem Forever Still egentlig er. De lyder som et kompetent sammenkog af velkendte navne fra genren, men mangler måske lige at få defineret Forever Still som band. Det virker i bund og grund som om personligheden er tilstede, ikke mindst i kraft af den relativt karismatiske vokal, men måske bliver det hele mere tydeligt og klart defineret live?
John Alcabean
Tidligere i år havde jeg John Alcabean med i et koncert-indlæg, og nu genbruger jeg lige lidt, fordi jeg ikke har noget ny info, hvor jeg skrev “(de) gør sig i alternativ rock af den uperfekte slags, faktisk er de lidt ligeglade med om det hele ikke lyder “rigtigt” og de uskrevne regler, hvilket jeg kun kan hylde og applaudere! Dem glæder jeg mig til at høre mere fra”.
Den mulighed får jeg så nu! Og nummeret “Need Comfort” smager sgu af mere.
LIVLØS
Så snupper vi det tungeste navn på årets plakat, der er ikke voldsomt meget metal på Uhørt, det har var der heller ikke de andre år, men det, der har været, har været godt. Jeg tror heller ikke det bliver anderledes med disse aarhusianere, der lader til at have fået lidt hul igennem her til lands, ikke mindst med deres glimrende selvbetitlede EP, som jeg sendte 5 stjerner efter tilbage i maj måned:
“På papiret er det egentlig ikke fordi LIVLØS’ smagfulde og energigivende groove-død byder på de store overraskelser i smag, kulør og konsistens, men så opdager man detaljerne, de små krydderi-bomber og at bandet får tilført gryderetten noget personlighed, som gør at man for alvor begynder at guffe løs”.
Mere, tak.
Rebecca Lou
Så er det på med læderjakken og så skal der tygges tyggegummi, på sådan en lidt cool, selvsikker og in your face måde. Rebecca Lou spiller poppet-punk, af den slags der sender tankerne 25 år tilbage i tiden, da der var godt med spark i Riot Grrrl scenen. Det er både frisk, flabet og pågående.
“Gorilla Grrrl” var første fængende brøl tilbage i februar/marts, nu ser jeg frem til at få hørt nogle flere numre live og se hvor det bærer henad. Hvis stilen og kvaliteten holdes, så kunne det godt blive til… “noget”.
Hov, der er lige kommet en ny video, her er den lidt mere poppede “No Surrender”.
Sorte Fugle
Så er der fugle på træk fra Nykøbing og de kommer med folk-rock. Duoen, der består af Dennis Bengtson og Flemming Walther-Andersen, har ikke nogen lang historie at byde på og har heller ikke nogen officiel udgivelse ude endnu. Bandet har været med i årets Karrierekanon og i den forbindelse sendte de os en lille samling numre, som de gerne ville have anmeldt. Troels-Henrik påtog sig opgaven og kvitterede med 4 stjerner til materialet:
“Selv om projektet bærer præg af netop at være en duo og indspilningskvaliteten til tider bliver lidt ramponeret, så er der tydeligvis noget på hjerte. Som titelsangen ”Sorte Fugle”, der både langer ud efter fascinationen af økonomisk succes og rovdrift på jordens resurser. Så Falster-folk handler altså om social lighed og at søge at undgå, at øen går under”.
The Ritual
Dem har vi overraskende lidt om i arkivet, et enkelt Dagens Track og et par linier hist og her om kommende koncerter, og altså ingen anmeldelser. Men selvom vi ikke har anmeldt dem her på siden, så var Thomas alligevel så glad for deres EP The Drum, at han havde den med da vi kiggede på vores favorit udgivelser sidste år:
“The Ritual lyder, lidt groft sagt, som Kasabian og Black Rebel Motorcycle Club smidt i en blender. Et rockband der ved hvad de vil, spiller sublimt og gør det på deres helt egen facon, som de mere end beviser på debuten The Drum”.
Min nysgerrighed er pirret!
The White Dominos
Dem HAR vi tilgengæld en del materiale med, og endnu et band der sidste år udsendte en EP, som røg med på vores favoritliste for sidste år, denne gang hos Jonas, der også anmeldte EP’en On To Something tilbage i oktober sidste år, hvor han indledte den 5-stjernede anmeldelse med følgende spørgsmål:
“Savner du nogle gange den der ligefremme, melodiske rock, hvor guitaren får lov at sætte dagsordenen, der er en forsanger, der kan svinge stemmebåndet og innovation er lig med “åh-åh” og “uh-uh”-kor? Så vil du nok blive rigtig gode venner med aarhusianske The White Dominos”.
Ja, det savner jeg da af og til? Så det må tjekkes ud til Uhørt.
Ulvetimen
Sidste navn i must see gruppen er også et navnJonas har været ude med 5 stjerner til, og endnu et som endte blandt Jonas’ favorit udgivelser sidste år. Da mit eget kendskab til Ulvetimen (i skrivende stund) begrænser sig til et par spredte numre, så giver jeg lige ordet til min kollega og en del af hans begrundelse for at Ulvetimens Indtag Natten endte i top 5:
“Hvor det ofte kan gå sådan, at man ikke rigtig får lyttet albums igennem når man først har skrevet anmeldelsen, så har Indtag Natten alligevel gravet sig fast. Når jeg ind i mellem, på en lang togtur eller en aften, hvor nye udgivelser til anmeldelse ikke har stået i kø (det er sjældent) har fundet noget musik frem, jeg gerne ville lytte igennem igen, så er valget ofte faldet på Indtag Natten som helhed, eller udpluk af numre derfra. Det er ikke fordi Ulvetimen er det navn her på listen, der har de største armbevægelser, men til gengæld er den gennemgående tematik om parforholdet og dets sammenbrud gennemført og teksterne blandt de elementer, man kan blive ved med at vende tilbage til”.
Så det bliver en jeg tager på anbefaling, men også en kunstner hvor man kunne være lidt nervøs for om musikken kan nå at gøre det samme indtryk og bide sig fast i en 35 minutter lang live-setting. Vi får se.
Lykkeposen
Så stikker vi hånden i den fiktive pose, og hiver i hastigt tempo en god bunke navne op, som man lige så vel kunne tjekke ud. I flere tilfælde har jeg begrænset forhåndskendskab til dem, eller et eller andet lille forbehold, der gør at de ikke lige fik et must see label – uden at fornærme nogen, forhåbentlig.
Først napper vi en omgang folk-pop fra Anna Scharling, som Jonas (ham igen!) sendte 4 stjerner efter for en EP tilbage i december sidste år. Så letter vi lidt og tager ud i rummet sammen med Astronaut, et af de bands jeg lige skal have lyttet til inden lift off – Bowie og Pink Floyd nævnes som inspirationskilder. Aofori, hvad er mon det for noget? Indie-singer/songwriter musik fra 16-årige Anna Ritsmar og to efterskolevenner? Er der potentiale? Lad os tjekke det ud. Mere rutine finder vi hos Big Dust, der består af Simon Skjødt Jensen (vokal), Mads Bordinggaard Christensens (guitar, synths, beats) og Christian Skelgaard (trommer), der tidligere har gjort sig i andre undergrundsbands – der loves elektronisk rock.
Akustisk guitar, twang vokal, folk af den amerikanske slags, Cisser, tjek. 80’er post-punk/new wave blandet med alternativ rock fra 90’erne, Diet, tjek tjek. Danske tekster, “apokalyptisk pop” og noget med rockpoeter? Det loves der fra Drengebande, tjek tjek tjek! Så har vi Electric Elephants, hvor der lires referencer og inspirationskilder som Nirvana, Black Sabbath, Kyuss og Frank Zappa ud af ærmet. Hmm, det kunne enten blive noget rod eller fedt, på sådan en lidt “ung men vi kigger tilbage”, måde?
Elektronisk drømmepop med kvindevokal? Så er vi vidst ved at bevæge os lidt ud for vores comfort zone og på grænsen af vores dækningsområde, men LHUMA kunne måske lokke alligevel? Så er der energisk rockende Lowrider Betty, som jeg var lidt efter i en 2-stjernet anmeldelse inden sommerferien. Det blev for pænt og for glat, men bandet har over 100 koncerter i rygsækken, og har hidtil primært været kendt som et liveband, så jeg har en idé om, at jeg vil synes meget bedre om musikken i liveversionerne.
“…finsk sangerinde, multiinstrumentalist og komponist, der er bosiddende i København”, inspireret af skandinavisk natur and what not, sådan introduceres Mirja Klippel – lykkeposen byder også på lottokuponer. Så er Slowes, inspireret af blandt andet Fleetwood Mac og Tame Imapala, eller drømmepop fra Sweet Tempest, måske mere sikre valg? Eller måske bare slet og ret iørefaldende sange fra bandet The Songs?
Jaaah, der er nok at give sig til, smage på, dykke ned i eller give sig hen til på UHØRT, selvom der “kun” er 37 navne på plakaten. I bund og grund kunne man bare anbefale dem alle, også de 8-10 stykker der falder udenfor vores normale dækningsområde – på papiret er der kvalitet eller i det mindste højt bundniveau hele vejen rundt.
See ya!
Kig forbi UHØRT’s hjemmeside eller på facebook.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Uhørt, pressefoto
