Uhørt 2015: Small Time Giants, Tak Rock Scenen, d. 8/8 ★★★★☆☆

Small Time Giants gjorde hvad de kunne for at spille den halv-tomme plads op lørdag eftermiddag på Uhørt. De der var mødt tidligt op, fik en smuk og følelsesladet oplevelse i solen, med et band der emmer af potentiale og lidt har “hele pakken”.

Først og fremmest, det var lidt hårde odds der ventede Small Time Giants, da de indtog festivalens største scene, Tak Rock Scenen, kl. 16.00 lørdag eftermiddag. Fremmødet var på dette tidspunkt, ligesom dagen inden, noget begrænset og folk var lidt eftermiddagsdøsige og ramt af solen. MEN, modsat Paper Tigers dagen inden, så tog de 4 gutter i Small Time Giants det hele med ophøjet ro, brede smil, høflighed og noget der virkede som oprigtig glæde, over at se dem, der rent faktisk var dukket op.

Det gjorde også, at den begrænsede skare og bandet ret hurtigt virkede som om de var i øjenhøjde og in sync. Det gav en rar og afslappet atmosfære omkring de ellers meget storladne og følelsesladende toner, som Small Time Giants lod strømme ud i solskinnet.

Bandet åbnede med den velvalgte “3960”, der indledningsvis lyder som soundtracket til en flot solopgang, inden Miki Jensens krystalklare vokal (der minder en del om Brian Molko fra Placebo) skar igennem den rolige intro med “They can tear down the town that we grew up in…”. 3960 er et postnummer. “We bought all the lies they had to tell // we sold all we had at the end of the rainbow”.

Gruppen stammer oprindeligt fra Qaqortoq i Grønland, i Jonas’ interview med bandet kunne man læse at lyrikkens temaer er: “historiske og politiske, blandt andet MS Hans Hedtofts forlis, lukningen af minebyen Qullisat, den manglende danske undskyldning overfor grønlænderne og udnyttelsen af den grønlandske undergrund”.

Det lyder meget alvorstungt og ikke specielt egnet til stadion/open air koncerter, men indpakningen er enormt indbydende og vellydende, udover at den er stor og bombastisk – og sagtens kan spille et større areal op. Jonas kaldte det i sin 4-stjernede anmeldelse af deres debut-album en blanding af tidlig Coldplay og Placebo. Det er ikke helt skudt ved siden af, uden at det lyder som en 50/50 blanding – men stemnings- og klangmæssigt, følelserne og storheden i lyden, sender tankerne i den retning.

Deres emotionelle rock bliver måske også momentvis lige lidt FOR følelsesladet i sin klang, til min personlige smag, selvom man fornemmer at det er et band der virkelig brænder for musikken og også har noget på hjertet.

Men, som nævnt, så er der masser af gods i teksterne, og vokalen gik virkelig flot igennem denne eftermiddag, bakket op af et herligt velspillende band. Det kan godt være Small Time Giants lyder og virker nydelige, men linjer som “I should have left before I came… I should have left before I fucked you”, i “No Excuses Just Explanations” viser at der er masser af ridser i den flotte overflade.

Hvis folk ikke overgav sig på grund af musikken, så gjorde de det i hvert fald nok, når der med glæde og ydmyghed blev sagt “tak” mellem numrene, eller fortalt små historier om næste nummer. “Undiscovered Potential” startede med at blive dedikeret til deres studievejleder, der på det kraftigste havde frarådet dem at spille rockmusik, og nu stod de HER, på Uhørt. Sådan får man flettet lidt af sin livshistorie sammen med en sød lille anekdote, og samtidig får det til at virke som om, at det sted man står nu er det fedeste i verden – uden at det virkede påtaget!

At der så også lige skulle være tid til en smule opstillet fotografering af publikum og en snapchat video, hvor folk på kommando hujede højere i 15 sekunder end samlet under hele koncerten, tilgiver man gerne – der var allerede sat godt med positive vibrationer ind på kontoen på det tidspunkt. Ikke mindst fordi de lige inden spillede “Heart Beats a Broken Heart” (eller “<3></3”), en ganske uimodståeligt buldrende og bombastisk anthem – som snildt kunne have været et kæmpehit i radioen for 15 år siden.

I det hele taget emmer Small Time Giants’s lyd og levering af internationalt potentiale, men tiden er måske ikke helt den rigtige? Der burde altid være plads til formfuldendte og indbydende toner som disse på radiobølgerne rundt omkring i verden, men Small Time Giants missede måske lige toget, da det kørte fra perronen omkring årtusindeskiftet, og er kommet for tidligt af sted inden den uundgåelige retro-bølge?

Pyt med det, lad os leve i nuet, selvom gruppen lukkede på overbevisende vis med “All Hope Abandon”, om MS Hans Hedtofts forlis nær Qaqortoq i 1959, hvor 95 mennesker omkom. En lang, intenst opbyggende og modig sag at lukke koncerten med, men godt nok en smuk og velkomponeret en af slagsen!

Ah, hvor er I gode altså – men den 5. stjerne gemmer vi lige til omgivelserne og omstændighederne er helt optimale.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen