Aarhusianske Ascendant leverede lidt at en magtdemonstration, da de fredag aften gav en halvtimes lektion, og indføring i, hvordan man skruer en metalkoncert sammen. Festivalens mindste scene, Sort Scene, blev kort og godt rykket godt og grundigt rundt.
Sort Scene var ingenlunde blevet nedkølet til stuetemperatur efter at have ligget i solsiden det meste af dagen, da det aarhusianske dødsmetal band skulle på kl. 20.50. Samtidig viste det sig, at koncerten var lidt af et tilløbsstykke, så det møglumre og suspekt duftende lokale var fyldt til bristepunktet, inden de første grumme toner fyldte det lavloftede lokale. Vi fik placeret os så strategisk tæt ved døråbningen som muligt, så der var lidt ilt at snappe efter, men der var stadig så tætpakket, at fotografen ikke kunne svinge linsen op i hovedhøjde, uden at prikke nogen i nakken – derfor de flotte mobilbilleder.
Ascendant viste sig godt nok også fremmødet værdige, da de brølede koncerten i gang, og især den kommunikationsvillige frontmand Josua Poulsen, leverede både en overbevisende vokalpræstation og showmanship i løbet af den korte spilletid. Faktisk kunne man næsten kalde Ascendants præstation en flot lille komprimeret udgave af, hvad en rigtig metalkoncert bør være – hvor de efter stort set samtlige parametre fik udnyttet spilletiden fuldt ud.
Jeg har tidligere anmeldt EP’en Serenity fra gruppen, men må blankt erkende, at trods de 5 stjerner i april 2014, så er det desværre en af de udgivelser der er røget i glemmebogen på grund af manglende lagerplads i min hjerne. Derfor var det også en af de situationer hvor jeg inden koncerten (nåede desværre heller ikke at få genlyttet EP’en inden koncerten, buh) var lidt i tvivl om hvorvidt jeg dengang havde overvurderet udgivelsen. Det havde jeg nok, heldigvis, ikke.
For Ascendant gjorde alt i deres magt for at blæse Sort Scene omkuld og give den tætpakkede forsamling en mindeværdig oplevelse og (magt) demonstration ud i ekstrem metallens kvaliteter. Bandet, ført an af den kompetent brøle/skrige/råbende Poulsen, virkede helt bevidste om omstændighederne og rammerne – der var måske en del tilstede der normalt ikke går til metalkoncerter. Poulsen forklarede tidligt i sættet, at hvis man ikke kender genren, så kan den virke noget melankolsk, men han forsikrede at bandet var glade når de stod på scenen. En fin lille introduktion a la “ja, det lyder voldsomt, men vi er altså ikke farlige eller kede af det”, som bandet fulgte fortrinligt op på ved at smadre voldsomt igennem på scenen.
Imens bandet hamrede igennem “The Astral Sleep” (tror jeg det var?) kunne man observere en lille pige med blomsterkrans i håret, næppe mere end 3 år gammel, komme dansende glad ud fra lokalet til de kradse toner fra scenen. Efterfulgt af to knægte, der lignede nogen i skolestartsalderen møve sig den anden vej og tilsyneladende helt op foran? Okay…. næsten samtidig kom en gut over til mig og spurgte “plejer du at tage til zombie crawl?”. Ahhvaba? Nææh? Okay!
Efter disse lidt, for en dødsmetalkoncert, besynderlige optrin foldede sig ud, rullede Ascendant det tunge skyts ud i form af den mægtige “The Void”, der åbner Serenity EP’en. Nummeret blev introduceret med en opfordring til at lave circle pits, moshe, stage dive, tage mikrofonen fra forsangeren, hvis folk ikke syntes han sang godt nok. “De laver først regler EFTER vi har været på”, brølede Poulsen. Det virkede! Der udviklede sig hurtigt mini-Copenhell lignende tilstande “oppe foran” i lokalet, det vil sige maks 10 meter fra indgangen – men der var åbenbart alligevel vel plads til at 5-10 gutter kunne give den gas!
Her vil jeg også lige rose den stramt udseende sikkerhedsmand/vagt der var til stede. Indledningsvis stod han placeret ved døren og holdt øje med, at der ikke blev FOR trangt. Efterfølgende, da tøjlerne blev sluppet oppe foran, placerede han sig ved siden af scene og stod roligt, men myndigt, og scannede scenariet, klar til at gribe ind, skulle det eskalere og ryge ud af kontrol. Det fandt han ikke nødvendigt, selvom det efter lokalets størrelse og befolkningstæthed gik lidt vildt for sig på forreste par meter. Det var fandeme dejligt at se en vagt med overblik, kontrol over- og forståelse for – situationen.
Han tillod endda et behjertet forsøg fra en enkelt gut på at crowd surfe. Det lykkedes delvist, det var måske ligefrem en fordel at han ikke nåede helt op på strakte arme – så havde han fået skrabet fjæset mod loftet…
Den energiske frontmand, der på grund af den trange plads lidt blev et fikspunkt og en repræsentant for bandet, der musikalsk rummer både brutal tyngde og en ret hidsig energi, nåede også lige et par ture ud på pladsen foran Sort Scene under sangene – når han lige så en åbning i det kompakte publikum. Man fik sgu sådan lidt af det hele under den koncert. Også et “spil noget med Slayer” tilråb (naturligvis), hurtigt besvaret af et kort og kontant “vi ER Slayer” fra scenen.
Under bandets måske mest ambitiøse nummer, “The Foundation”, der blev spillet cirka midt i sættet, som rummer både en stille intro, døds-growl, lidt “skøn” sang og vokalharmonier, samt dunkel rumlen, udbrød fotografen: “det er den absolut fedeste koncert for mig indtil videre, det her”. Og hun er ellers bestemt ikke til dødsmetal.
Mission fuldført til 5 store, grumme, men dejlige, stjerner, Ascendant.
Af Ken Damgaard Thomsen
Awesome mobilfotos: Ken Damgaard Thomsen
