Det blev til en kortere visit på Uhørt for os i år, men alligevel nåede vi at smage på toner fra Ilt, Rigmor, Wayward Dawn, Angående Mig, 23hundred, Mavourneen og Lunar.
Vi “leger” lige lidt med formen i denne omgang for, at friske tingene lidt op. Der lægges ud med nogle strøtanker og generelle linjer, så følger nogle nedslag i koncerterne, uden at det bliver regulære anmeldelser med stjerner og til sidst en overordnet betragtning af tingenes tilstand på Uhørt.
Uhørt præsenteres som en vækstlagsfestival, hvor man over to dage har mulighed for, at opleve 30 minutter med 39 mere eller mindre upcoming bands. Det har fra starten af GFRs levebane været ønsket at netop den slags kunstnere skulle være vores primære fokus. Det er drevet lidt i andre retninger af og til, hvorefter vi har forsøgt at korrigere kursen.
Tid er blevet en afgørende faktor for os over årene. GFR var (og bliver ved med at være) noget vi kan bruge tid på i vores fritid. Den er med årene, helt naturligt, også blevet mere begrænset, så man virkelig skal ville det, hvis der skal findes tid til det. Sådan må det, på en eller anden måde også være for de her bands. Nok er langt de fleste kunstnere på Uhørt betydeligt yngre end os, og har muligvis færre af de der “forpligtigelser” og kan dermed dedikere mere tid til musikken. Men man skal også ville det, hvis det skal drives til noget. Virkelig. Især hvis disse kunstnere vil nå længere end “bare” showcases på upcoming festivaler, så er det nu der skal svedes i øveren, på scenen og ofres noget for det.
Derfor var det også en fryd at overvære metalbandet Wayward Dawn, der havde taget turen helt fra Skanderborg for, at spille 30 minutter på en festival med et meget begrænset metalpublikum. Det var ren udebane, men de gav den alt hvad den kunne trække. Fordi de vil det her, eller sådan virkede det i hvert fald. Det er dedikation af den slags der er nødvendig, hvis man vil ud af vækstlaget. Der hører vi som medie selv hjemme og hverken kan eller vil vokse meget mere op fra. Men vil man mere, så kræver det at man tager tyren ved hornene, som Wayward Dawn gjorde her. Det giver måske ikke mærkbar og akut bonus, men det må give noget erfaring og hår på brystet – det må kunne bruges på den længere bane.
Så var det et meget mere taknemmeligt job et band som 23hundred havde. De/hun har en moderne og tidssvarende lyd (som falder noget udenfor vores dækningsområde) der appellerer til den yngre del af publikum, som er ret rigt repræsenteret på Uhørt. De trak en stor skare til udendørsscenen denne lune august aften, fik gang i de fremmødtes danseben og leverede deres blanding af hip/trip-hop og noget mere soulet med smittende beats i en tilpas balance mellem ret professionelt og sikkert og så den mere løsslupne og “rodede” hip hop koncert stil. Hvis Wayward Dawn var på udebane, så var 23hundred nærmest på hjemmebane i de urbane omgivelser. Det gør ikke, at 23hundred skal arbejde mindre for sagen og sejren. Hvor Wayward Dawn skulle kæmpe for publikums gunst, så risikerede førstnævnte at tabe den store flok, hvis der ikke blev leveret. To forskellige udgangspunkter og forudsætninger, men en del af den samme proces.
Man skal ville det og have evnerne til at gøre det. Det har alle de bands jeg nåede at se på Uhørt i en eller anden grad. De fleste er faktisk virkeligt dygtige til det de gør, hvilket på den ene side er dejligt at se. Det spirer virkelig i vækstlaget. Men, det bliver måske også en lille bitte smule… kedeligt? Det er måske et forkert ord at bruge men, ligesom på Roskilde Rising så savnede jeg faktisk, at der var nogen som bare faldt lidt igennem. Ikke fordi jeg ønsker det for nogen af de optrædende men, hvis alle er varierende grader af gode/virkelig gode har Uhørt så næsten booket for godt og sikkert? Ikke fordi, at der ikke er plads til udvikling, men det er ofte de samme småting og justeringer der skal til hos kunstnerne, hvis man skal lede efter mangler. Det kan groft sagt opsummeres til: skriv nogle flere gode sange og spil flere koncerter så deres performance bliver stærkere. Jeg oplevede ingen, hvor jeg tænkte “de har ikke en chance” eller “det bliver aldrig godt”, eller lignende. Er vækstlaget så bare så stærkt eller Uhørts profil og udvælgelsesproces så forfinet, at der efterhånden intet ukrudt er at finde blandt alle de nydelige blomster?
Jeg opfordrer ikke til, at man med vilje skal booke noget “dårligt”, men måske skal man bare lidt længere end i mulden og finde nogen, der kunne få endnu mere ud af 30 minutter i spotlyset end nogle kunstnere, som lader til at have styr på fundamentet, eller allerede er dygtige nok til at spille i større rammer end disse? Det er måske en underlig kritik… men, tager man et navn som eksempelvis Xenoblight, så spillede de på Roskilde Rising tidligere på sommeren og har allerede optrådt steder som Wacken Open Air sidste år. Ikke, at jeg ikke kan unde dem at spille alle de koncerter de kan komme til, det har intet med det at gøre. Men hvad får de reelt ud af at spille et sted som Uhørt, hvor eksponeringen overfor publikum og “branchen”, med al respekt for Uhørt, er noget mindre end de nævnte steder? Der er nok af metalbands derude, som måske kunne have fået mere ud af høste noget liveerfaring, i forhold til.
Måske var jeg også bare heldig med det jeg så? Jeg var reelt kun på Uhørt i 6 timer, det måtte gerne have været meget mere, men virkeligheden og realiteterne med job, barn, husdyr og alt det andet sætter bare nogle begrænsninger. Jeg fik kun et udsnit og oplevede 7 navne ud af 39, kan man drage nogen overordnede konklusioner på den baggrund? Det bliver lidt noget gætværk, mavefornemmelse og generaliseringer med udgangspunkt i en lidt begrænset mængde emperi. Men lad os da få kigget på den, ud over de nævnte Wayward Dawn og 23hundred, så nåede jeg jo, trods alt, 5 andre koncerter.
I stedet for en regn af “godt, 4 stjerner” anmeldelser, så jeg forsøger igen med 2016 modellen med lidt generelle tanker om koncerten og en kort plus/minus del. Hvorfor droppede jeg egentlig den model, den fungerede da meget fint til 30 minutters showcaes, ikke? Nå!
Ilt, Gårdscenen
Ilt var første band på scenen lørdag, i dette tilfælde udendørsscenen, Gårdscenen, festivalens største. Noget af en opgave at skulle løfte, når pladsen langt fra er fyldt endnu, og dem der er dukket op lige skal finde sig selv og lokkes ud af skyggerne. Der var nemlig høj sol og dejligt sensommervarmt over Enghavevej 80 denne eftermiddag, hvor Ilt og deres storladne post-rock var i farezonen for at fordampe.
Det skete dog ikke, faktisk fik trioen rigtig godt fat i de af de fremmødte, som bevægede sig ud i den farlige augustsol. Det skyldes ikke mindst, at bandet virkede usvigeligt sikre på en scene og generelt bare havde styr på både stil og deres lyd. Det manglede måske også bare, bandet gik tidligere under navnet LSD On CIA, hvor de spillede topenergisk alt-rock, der stedvis lød som Muse på speed, så de er ikke ligefrem uprøvede. I hvert fald ikke i, at stå på en scene men, jeg formoder at et stilskifte til noget meget mere atmosfærisk og tålmodigt opbyggende alligevel kunne være lidt af en udfordring.
Den tog de op uden problemer. Ilt er dog også et orkester, hvor jeg lige nu synes at indpakningen, præsentationen og “følelsen” af deres projekt og lyd er stærkere end selve sangene. De skal nok komme, hvis det er den her vej de forsætter ud af. Indpakningen er i hvert fald indbydende, ført an af en vokal, der kan ramme nogle høje og lyse toner, som jeg aldrig nogensinde ville kunne komme i nærheden af at ramme. Et vellykket bidrag til bandets udtryk er også trommerne, hvor et lille el-tromme setup blandes med “rigtige” trommer, hvilket giver nogle sjove muligheder og en ekstra dimension i trio-lydbilledet.
Plus-siden: Lækker og flot lyd og udtryk, sikker performance. God sans for opbygning og “pay off” i de fleste sange
Minus-siden: Det føltes næsten lidt for kort? Ilt kunne have godt af mere tid, så musikken kan “ånde”. Det føltes som om vi var i gang med opbygningen i sættet, da der skulle til at rundes af.
Rigmor, Volumenscenen
I foromtalen sluttede jeg min anbefaling af Rigmor og deres Michael Strunge inspirerede indiepop af med (i en munter ment tone!) at forlange, at de sang noget om “Plasticsolen”. Det gjorde de så allerede i koncertens første nummer. Der kan man bare se!
Rigmor har ikke meget musik ude, faktisk er den aktuelle “Træ” vidst deres egentlige debutsingle? Et nummer, som ikke er baseret på en Strunge-tekst, men som alligevel passer virkelig godt ind i deres poetiske univers. Den blev leveret som andet nummer og introduceret med ordene “Vi er Rigmor og den her sang hedder Træ”, udtalt med et skarpt tryk på “Rigmor” af forsanger Sarah Wichmann, så man ikke kunne være i tvivl om at det her ikke var for sjov. I det hele taget havde Rigmor, og særligt det naturlige omdrejningspunkt Wichmann en udstråling, mine og optræden der signalerede seriøsitet, autoritet og noget gravalvorligt. Hun ville sikkert vinde en stirre konkurrence med undertegnede.
Det gjorde også at jeg indledningsvist stod med en fornemmelse af, at det her var en kende selvhøjtideligt og højtragende med en kedsomhed lurende i skyggerne lige i udkanten af scenen. Men den fik Rigmor og Wichmann fortrængt i overbevisende stil. Det viste sig, at de tværtimod havde bygget sættet næsten helt perfekt op og leverede en spændings/stigningskurve, som jeg ikke har set spændt så fornemt ud på Uhørt siden Get Your Gun åd scenen i 2014.
Lige som jeg efter 3 numre stod og mentalt wrestlede lidt med tanker som “mangler de lidt udstråling på en scene?” og “det lyder fedt, men der mangler et eller andet”, slog den følsomme og svævende indiepop pludselig gnister. Det blev mere intenst og insisterende deroppe, der opstod en eller anden form for magnetisme, som sugede min opmærksomhed til sig, hvad er det lige der foregår her?! Rigmor bed fra sig, nu gik de fra at nedstirre og se folk an til at drage dem til sig – den godt fyldte og sveddryppende varme sal lyttede. Efter 5. nummer udvandrede Wichmann og lod musikken larme og ruske lidt gennem, men det var da ikke allerede slut, var det? Wichmann startede på gulvet i det efterfølgende nummer. Nu var Rigmor pludselig i øjenhøjde, stadigt med et spiddende blik, men tættere på os, en del af os, på en eller anden måde. Da nåede jeg lige at tænke, “shit, nu har de mig” og så slog jeg hjernen fra.
Jeg fik en brat opvågning og et sus med antydningen af gåsehud et par numre senere, da der efter en uhyre virkningsfuld opbygning pludselig blev skreget igennem på scenen. Et flænsende, forpint, arrigt og rystende SKRIG, der først flænsede og dernæst rensede luften.
Vi er RIGMOR, jo tak, jeg HAR forstået!
Plus-siden: Det meste! Det her spillede og det unge og forholdsvis nye orkester brugte deres begrænsede spilletid på nær optimal vis. Det her var meget, meget imponerende – hvad kan det da ikke blive til?
Minus-siden: Hmm…? Ikke meget! Måske at deres noget tilknappede stil indledningsvis kan tabe nogen, inden de får afkodet hvad der foregår? Men, det må være risikoen værd.
Wayward Dawn, Skatescenen
Skanderborg bandet spiller ret klassisk død i den tempofyldte, tonser trampende ende af skalaen. Intet nyt under solen, men det blev leveret med god energi og som nævnt tidligere ikke mindst en overbevisende portion vilje. Og hvor der er en vilje er der en vej og alt det der?
Den bliver dog nok ikke uden bump og udfordringer for Wayward Dawn. Et af dem var Uhørt, Skatescenen og det lidt begrænsede og noget reserverede publikum. Der ER metalfolk på Uhørt. Skaren er dog proportionelt nok cirka lige så stor, som antallet af metalbands på plakaten. 3-4 ud af 39. Det gav nogle vanskelige arbejdsbetingelser for det ret velspillende band, hvis materiale sådan set også er mere end godkendt. Men det her var op af bakke, eller skaterampen, hvilket bandet dog ikke lod sig hyle ud af. Nok var der lidt en følelse af, at det her ikke var et band som følte sig 100 % sikre i de utaknemmelige omgivelser, der var lidt flakkende blikke eller “hvordan skal jeg nu bevæge mig?!” følelse over tingene hist og her. Men, helt generelt, bed Wayward Dawn det i sig, forsøgte at klemme ballerne sammen og bare komme derudaf og igennem.
Det gav en lidt skæv fornemmelse af et band på scenen, der forsøgte at gøre som om at det her var en metalkoncert, som alle andre for dem og et lidt tyndt befolket gulv foran, hvor folk mere kiggede koncert end deltog. Derfor virkede det også som noget af en håbløs, hvis ikke halsbrækkende, selvmordskurs at slå ind på, da bandet mod slut opfordrede til en wall of death. Det lykkes nogenlunde for Baest for et par år siden, men da var publikum noget større og bandet havde betydeligt bedre fat i dem, så jeg var klar til at krumme tæer.
Til bandets og publikums, i hvert fald en 10 stykker af dem, ros skal det dog lyde, at de gav det et skud! Og trods den stærkt begræsede mur, så lykkedes det faktisk nogen at tabe et par solbriller, en mobiltelefon og en nåede at smide trøjen. Det er da også noget! En opfordring til en circle pit helt mod slut faldt dog for døve ører, minus en enkelt ældre gut der forgæves tog en runde uden at få flere med på den… æh, går den så går den.
Plus-siden: Det her må have krævet big balls. De prøvede, de gav det de kunne og kan tage med sig, at de sagtens kan se dem selv i spejlet efter den indsats.
Minus-siden: Ah, der mangler stadig en del her, sådan all round. Det kommer nok til, at kræve noget mere knofedt og sved, men med viljen de udviste her, så er det bare om at bruge den til at klø på.
Angående Mig, Gårdscenen
“Det her er ikke Marie Key, det er Angående Mig”, lød det fra scenen i et selvsikkert og gennemtrængende tonefald godt inde i bandets koncert. I foromtalen har jeg brugt Key som et referencepunkt, især hvad vokalen her angår, men jeg er sikker på, at den kommentar ikke var helt- eller delvist møntet på mig. Så selvoptaget er jeg nemlig ikke!
Angående Mig viste sig live at være ret langt fra Marie Key, OKAY! Men, jeg fastholder, at der i studieindspilningen er ekkoer af den Key’ske hæshed på vokalen og også en del af musikken, hvor det bliver sådan lidt “poppet på en lidt hiphoppet” måde? Så er den del lukket, for live var Angående Mig et ret originalt og personligt bekendtskab, som ikke stod i nogens skygge – i hvert fald ikke nogen denne skribent kunne hive op fra sin begrænsede referencekuffert.
Men hvad er originalt og personligt så? Tja, hvad betyder det egentlig? Du ved det i hvert fald når du hører det, og ikke helt kan finde noget at sammenligne med og føler, at du her får et indblik i en kunstners sind og tanker. Selvfølgelig var det ikke helt nye og ukendte musikalske toner, og de der tanker og følelser blev også krænget ud og hængt op på noget, som kunne ses som en performance. Hun var i hvert fald voldsomt gestikulerende og med en meget udtryksfuld mimik, der blot var med til at understrege de der personlige, udleverende og stedvis ret brutale tekster. Men heller ikke uden en vis barok humor og selvironi. Men det er jo min tolkning af tingenes tilstand i Angående Migs lyriske univers, uinteressant var det bestemt ikke.
De to singler jeg kendte på forhånd, “Fuld af Fejl” og “Nordvestlys”, som åbnede sættet, var også noget mere rå og kantede i liveudgaverne – det klædte dem. I det hele taget var der noget næsten punket over Angående Migs lyd og stil live, men samtidig… smukt? På sådan en lidt halv-smadret og flosset måde. Derfor virkede det også som et voldsomt og passende punktum, at bandet bare forlod scenen uden et ord da sidste nummer endte brat.
Plus-siden: Jeg kunne virkelig godt lide det her, Angående Mig virkede som helt deres egne og (med rette) fuldt ud tilfredse med at være det. De bliver spændende at følge, de skal bare kører på, på deres måde, som de gjorde her.
Minus-siden: Det er personlig smag, og jeg er klar over at det bliver brugt som et værktøj til, at udtrykke noget, men den “forvrængede” effekt, som blev brugt på en ekstra mikrofon hist og her er ikke liiige min kop te. Det var det.
Mavourneen, Skatescenen
Et af de mere “mystiske” og “hemmelige” indslag i programmet og et navn, hvor det føles som om Uhørt har været virkelig på forkant hvad bookingen angår. Det her kommer vi nok til at se og høre mere til det kommende års tid, når pladen er udkommet og næste års upcoming festivaler skal bookes.
Mavourneen er Hans Gustav Björklund Moulvad, der har været en tur i New York for at indspille sit Mavourneen album. Det, og at han har haft et band kaldet The Strips, er hvad jeg har kunnet google mig til. Er Mavourneen et soloprojekt eller et band? Jeg ved det ikke, men Hans Gustav startede alene på scenen og lod guitaren snakken igennem noget stigende støj, hvilket var den eneste form for kommunikation koncerten igennem – musikken fik lov til at tale for sig selv. Baby In Vains trommeslager sluttede sig til og så var der ellers cool og kølig larm på den (alt for lyse) Skatescene i 35 minutter. Yes, ægte rockstars går over tid.
Der var også noget meget blæret og arrogant (på den fede måde) over Mavourneen og deres støjende, skærende og tiltider dejligt tungt huggende post-punk. Kæft nogle fede trommer på de numre! Altså, ikke at guitaren og vokalen ikke også var glimrende, men der var et eller andet ved det her trommespil der virkelig fangede mig.
Ellers har jeg måske ikke så mange floskler at fyre af om den her intense koncert, så lad os se hvad jeg skrev af løsrevne ord om oplevelsen i notesbogen: uhygge, ulykke, snavset, depraveret, truende, afmagt, frustration, alvorstung, tynget, ætsende…
Nu jeg ikke kendte titlerne på numrene, eller bare kendte numrene, så noterede jeg mig et tidspunkt. Omkring 23 minutter inde i koncerten, tredje sidste nummer, her fik vi et hit. Melodi, opbygning, omkvæd, klappe-med-rytme, hvad hed det nummer? Den havde, uden sammenligning i øvrigt, stedvis lidt en Glasvegas “Geraldine” vibe kørende for sig? Måske blev der sunget noget i retning af “get off the street”?Den skal vi høre igen ASAP, tak!
Plus-siden: Det var New Yorker cool, fra Reed og fremefter. De to fyre på scenen fik også klemt imponerende meget lyd og volumen ud af et duo-setup. Hvilken størrelse og form Mavourneen end kommer til at antage, så har vi nok ikke hørt de sidste støjende toner fra “dem”.
Minus-siden: hmm, too cool for school attituden er hverken ny eller specielt banebrydende? Og den vil nok afskrække nogen, men, tror ikke Hans Gustav er kommet for at please, så…
Lunar, Volumenscenen
Sidste navn i mørket, som jeg nåede omkring, har jeg netop siddet og skrevet en EP anmeldelse på. Det kom nok til, at farve oplevelsen en lille smule. Uden at afsløre for meget, her inden EP-anmeldelsen er kommet på, der går lige et par uger inden den er igennem køen, så var Lunar live en lidt anden oplevelse.
Deres EP, Welcome, Dear Mr. Pete, er et sammenhængende værk/konceptalbum på 5 numre, som får skabt sit eget lille, vellykkede og kompakte univers. Sådan var Lunar ikke live. For det første spillede de, ud over et par sange fra EP’en, nogle ældre numre, som jeg ikke kender og som stilistisk var noget mere soul-pop ballade prægede end den “cirkusmusik” man får på EP’en. “Vi er kommet for, at spille noget mærkelig cirkusmusik” bemærkede forsangeren, inden de kastede sig ud i den herlige “Figure It Out” fra EP’en, en betegnelse jeg selv har brugt om sangen i nævnte anmeldelse, som altså er skrevet inden jeg hørte dem selv bruge den, ahæm!
Det gav en koncert som føltes en lille smule ujævn, forstået på den måde, at det føltes som om numrene, lidt groft sagt, faldt i to kategorier, som lå en kende langt fra hinanden. Jeg syntes om begge dele, men gik det en lille smule ud over flowet. Og det gjorde måske også, at man havde lidt svært ved at finde ud af hvem og hvad Lunar egentlig er for en størrelse?
Nogle gennemgående elementer var en ret fremtrædende saxofon, det her er ikke for folk med sax-forskrækkelse. Det kan jeg under andre omstændigheder godt lide lidt under, men samtidig kan jeg godt lide brugen af den hos Narcosatanicos og Springsteen, bare lige for at nævne to navne. Et andet den flotte og rene vokal, som bevæger sig lige på kanten af “for pæn” og “flødet”, men holder sig på rette side af skellet. Vokalen har ikke kun en flot og vellydende klang, ros til udtalen af de engelske gloser! Meget, meget nydeligt.
Samtidig er der også en eller anden skæv humor over Lunar, det er musik som måske godt kan virke “indsmigrende”, for glat og bare for meget, for nogle. Men der lurer et eller andet mellem linjerne her og helt udtalt mellem numrene, hvor der blev blandt andet blev læst op fra en Netto vandflaske, hvorfor ikke og skudt fornemt tilbage da en eller anden med for store funny bones luftede et nytænkende tilråb angående Slayer. Lige den havde de spillet, til lydprøven, så han kom, desværre, for sent, kunne forsangeren meddele, uden at fortrække en mine. Mere problematisk var det, at jeg pludselig kunne høre Kogekunst gale “KA IK VENTE TIL IMORGEN” fra Gårdscenen i et stille øjeblik, argh, forstyrrende?!
Under en smuk, stille ballade mod slut i sættet kunne man frygte, at Lunar var ved at tabe det lidt snakkende publikum, men ud af mørket hørte jeg en granvoksen herre halv-råbe til venneflokken: “Hvad sker der, jeg får fucking kuldegysninger?!”. Så gør man det nok fucking OK på scenen.
Plus-siden: Lunar har en lækker lyd, som bliver lidt mere “udvisket” live end på indspilningerne, men det er stadig creme for øregangene. Og så kan jeg godt lide, at jeg ikke helt kan regne dem ud.
Minus-siden: De er lidt svære at regne ud og blive kloge på! Pas på det ikke bliver FOR pænt og så skal sætlisten måske lige stryges lidt og folderne rettes ud?
Uhørt er, selv i komprimeret form som jeg oplevede den, en positiv og til tider ganske overvældende oplevelse. Godt nok varer koncerterne kun 30 minutter, men hvis man er grådig, som jeg, så kan man altså sagtens nå at forspise sig på 6 timer. Det er samtidig en festival hvor det meste bare spiller rent praktisk og hvad logistikken angår. Tidsplanen skrider nærmest aldrig og ryger der 5 minutter så indhentes de, selvom der ikke er meget tid at løbe på. Jeg oplevede ingen tekniske svigt eller lydproblemer af nævneværdig karakter. Det er i sig selv ret imponerende.
Der er masser af personale/service synligt på pladsen, næsten i en sådan grad at man kan føle sig helt mandsopdækket når man ankommer tidligt og pladsen endnu ikke er fyldt. De frivillige er venlige, smilende, hjælpsomme og det hele foregår i en afslappet stemning, hvor det virker som om man kan snakke om tingene. Det HAR altså betydning for den overordnede atmosfære. Og ros til de to konferencierer Mirza Radonjica og Hannah Schneider, der gjorde en rigtig fin figur inden og efter koncerterne og fungerede som gode bindeled for det hele. Ikke så meget fumlen rundt der.
Logistisk og praktisk har Uhørt fået stablet en velfungerende festivalplads på benene. Jeg var i første omgang lidt skeptisk/ærgerlig, da festivalen for et par år siden rykkede fra et græsareal på Refshaleøen til storbyomgivelserne ved KPH Volume CPH Skatepark og det tilhørende gårdareal. Det var sgu hyggeligt med græs under fødderne, men… jeg savner ikke at skulle helt ud til B&W. Nu synes jeg rammerne virker helt passende efter lidt tid og tilvending. Jeg er ikke fan af foodtrucks, men hvad skal man gøre, det er nemt og praktisk i forhold til at skulle bygge madboder op for 2 dages festival. Tilpas mængde barer, med rimelige priser og en god mænge toiletfaciliteter af forskellig karakter når drikkevarerne skal ud.
Det spiller kort sagt for Uhørt efter de fleste parametre, hvilket også afspejles i at det virker som om festivalen trækker lidt flere gæster til for hvert år? Sammensætningen er stadig en fin blanding og nu med endnu flere børnefamilier. Hvilket er dejligt at se. Jeg har tidligere skrevet, at Uhørt ikke kun er en vækstlagsfestival for musikere men også for de kommende års festivaldeltagere. Inklusive min egen lille assistent, der nu har rundet de 7 år og prøvede noget helt nyt på Uhørt i år: at blive væk! Ja, det lykkedes hende simpelthen at blive væk fra moooaaaar på vej ud af døren til Skatescenen i et lidt stærkt trafikeret øjeblik. Det havde hun ikke prøvet før, så det syntes hun ikke videre godt om. Hvad gør man så? Jo, hun genkendte søreme en langhåret gut, som hun havde set spille på Volumenscenen tidligere på dagen, så hun gik over til ham og fortalte at hun var blevet væk fra mor. Hvorfor ham? Jo, han havde langt hår, hun syntes ligesom hun kendte ham lidt nu og så så han “ikke ond ud”… han tilbød hjælp, men mor nåede at dukke op inden det blev nødvendigt, men hvis det gik lidt tabt i farten: tak til den venlige mand fra Rigmor.
Jeg gad godt have mere tid til, at få hele Uhørt med, men så ville jeg muligvis foræde mig og få en overdosis kvalitetsmusik fra vækstlaget. Luksusproblem, ligesom min lille “kritik” af programmet jo også er det. “Øv, de er allesammen for gode, buhu!”… Den kan jeg så sidde og tygge lidt på en søndag eftermiddag i Herlev, mens jeg kigger på den der græsplæne der vist skal klippes inden jeg får klager fra foreningen. Det koster andre steder at ville det her upcoming musikræs… men ikke lige så meget, som det nok koster af tid og vilje for unge kunstnere at vokse ud af vækstlaget og blive hørt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
