Anden del af vores reportage og anmeldelser fra Uhørt indeholder mindre udenomssnak og mere musik. Her er nogle ord om koncerter med Gottschalk, BAEST, Fugleflugten, Ivy Crown plus det løse (og flere billeder nederst, forresten)
I første del kunne du læse en del af mine tanker og holdninger til Uhørts flytning, nye omgivelser og alt omkring rammerne for selve festivalen, samt anmeldelser af koncerter fra Blue Demon, Boundaries og Rainbrother. De indledende manøvrer springer vi let og elegant over her og går direkte efter musikken.
Igen vil jeg dog lige påpege, at jeg grundet arbejde ikke var til stede fredag og derfor guffede musik i mig i relativt uhæmmede mængder lørdag, indtil jeg blev mæt. Derfor kan smagsløg og mavefornemmelse være blevet lidt sløret og påvirket af mange indtryk og det tætpakkede program.
Men generelt vil jeg lige påpege, at når man får en halv time i spotlyset på en programmæssig ret kompakt festival som Uhørt, så har man altså at steppe op og vise hvorfor man står der. Ellers er min opmærksomhed og ører allerede optaget af det næste og oplevelsen når måske ikke engang at blive arkiveret. Så, trods at det her er upcoming i bred forstand, så er bissen altså skruet lidt på.
Gottschalk, Volume Scenen ★★★☆☆☆
Aftenen stod på lur, da Marie Gottschalk flankeret af en keyboard og laptop spiller, samt en Paper Tiger på guitar, indtog Volume Scenen. Det kunne mærkes på fremmødet. Der begyndte at være pænt fyldt op, også inden koncerten gik i gang.
Derfor var det også en smule ærgerligt, at Gottschalks afdæmpede, stedvis næsten tyste univers, ikke helt kom til sin ret. Scenen virkede for stor, bred og “lys”. Ligesom jeg reelt er lidt i tvivl om hvorvidt denne form for nydeligt svævende, fine og sarte atmosfæriske og drømmende “pop”, egentlig er specielt live-egnet. Eller i hvert fald showcase-egnet.
Det er musik (jeg anmeldte Common Ground for et par år siden), der egner sig rigtig godt til stille og ensom fordybelse, hvor man kan lade sig omhylde af stemningen og Gottschalks flotte vokal. Vokalen var stadig flot og klar live, men illusionen og stemningen ryger lidt hvad selve musikken angår, når den bliver spillet live – i hvert fald for mig.
Ikke fordi, Gottschalks to kompetente hjælpere ikke gjorde det godt, eller modsat – fyldte for meget. Nej, det blev bare aldrig rigtig gribende, opslugende og omsluttende. Hvilket også resulterede i, at snakkeklubben gjorde sit indtog og periodevis overdøvede de luftige toner oppe fra scenen, også selvom jeg stod i anden række. Men for en gangs skyld kan man næsten ikke fortænke folk nede bagved i, at begynde at lade munden komme på gled – musikken nåede simpelthen ikke ned til dem.
Stille, stemningsfuldt og drømmende… oppe på scenen, “maybe it was all a dream”, som det lød i et af de numre hvor tempoet kom en anelse i vejret. I dette tilfælde en drøm som man, desværre, var en lidt distanceret tilskuer til og ikke deltager i. Beklageligt, for under et nummer som “Common Ground”, spædet op med en flot andenstemme, fornemmede man, at der hang en større oplevelse et sted i luften.
Det ville nok ødelægge, eller ændre, Gottschalks kunstneriske vision, hvis der kom lidt mere drama ind i lydbilledet og udtrykket – men det ville peppe lidt op i en livesituation som denne.
Lad os kalde den en pæn oplevelse på det jævne, der kæmpede lidt med rammerne.
BAEST, Skate Scenen ★★★★★☆
Og nu til noget helt, helt andet. Det er næsten feje hold, at jeg så BAEST 10 minutter efter Gottshalk, for aarhusianerne overdøvede på alle måder alt andet denne lørdag.
Det var tredje gang denne sommer jeg oplevede bæstet, efter deres ret forskellige triumftog på henholdsvis Copenhell, i skrækkeligt vejr tidligt på dagen og efterfølgende Rising Scenen på Roskilde foran et aftenbreezerberuset, ungt publikum. Så på en eller anden måde kender jeg efterhånden deres fremgangsmåde og tricks, derfor vil jeg heller ikke gå ned i de små detaljer i sættet, eller gentage alt for meget fra de to tidligere anmeldelser jeg har skrevet.
Men så kan vi jo kigge lidt på, hvad det er, i hvert fald undertegnede, synes BAEST gør så pissegodt.
Uhørt og metalmusik har altid været et lidt sjovt match, festivalen booker 2-3 navne hvert år, og en lille, dedikeret metalskare er altid til stede i den brogede publikumsflok og så er der en temmelig stor tilstrømning af nysgerrige. Folk der, måske, ikke ligefrem hører metal, og slet ikke dødsmetal af den klassiske slags, til daglig og derfor ikke har noget kendskab eller forhold til genren.
Derfor kunne det muligvis også have været fristende (og nemt?) for BAEST at “dumb it down a bit”, få folk med på “legen” med et glimt i øjet og give et grundkursus i hvad dødsmetal er på 30 minutter. Det sidste gjorde de måske også, men lektionen blev leveret som brutale og kompromisløse tæv, uden leflen for publikum. BAEST spillede og opførte sig nemlig nøjagtig som de ville have gjort på Copenhell, Roskilde eller, er jeg sikker på, et forsamlingshus langt ude på landet. Dem der ville være med, var mere end velkomne, og det ville en lille energisk flok oppe foran, der voksede en smule som koncerten skred frem, og ellers ingen fanger og “no fucks” – fuld smadder som altid.
Det kan måske lyde som om, at bandet ikke har andre gear, eller kan tilpasse sig omstændighederne og situationen, men jeg ser det faktisk modsat. For BAEST får folk med, og når man kiggede rundt og ikke kun betragtede metalkliken oppe foran, så så det blandede publikum faktisk både overrasket, imponerede og, ja, glade ud?! Uden at BAEST behøvede appellerer til laveste fællesnævner, de kørte bare på som de plejer – og det virkede sgu!
Under andet nummer, “Wormlord”, hvor den indledningsvist lidt hule lyd nu sad lige som den skulle, opstod der først en circlepit, bestående af en 5-6 mand og siden lidt hyggemoshen (og mod koncertens slutning en flot lille wall of death!). Men det smittede, som det knusende nummer skred frem (det er i min optik nok også et af gruppens stærkeste kort, stadigvæk), og gik fra at være noget, der så lidt pudsigt ud på grund af størrelsen, til noget der lignede en “ægte” metalkoncert oppe foran. Bare i en lidt mindre udgave. Det var BAESTs fortjeneste.
Under den endnu ikke indspillede sang “Danse Marcabre”, endnu et stærkt nummer og en af de hurtigere i sættet, lykkes det en lettere eksalteret mandsperson at klatre op på scenen. Bandet spillede videre rundt om ham, gav ham plads til at samle tropperne foran scenen og så… sprang han? Der var lige arme nok til at holde ham oppe og søreme om det ikke lykkedes ham at crowd surfe helt ned til lydpulten, hvor han blandt andet blev hjulpet ned af en ældre dame blandt publikum. Så har man da set det med på Uhørt.
Men det er igen noget af det lettere udefinerbare BAEST bare kan. De får publikum med og på deres side, så det bliver en fælles mission at skeje ud og lade den tonstunge musik få overtaget. Ondere tunger vil måske påstå, at en del af grunden er, at bandet stadig lægger sig ret tæt op af genrens konventioner. Både hvad angår lyd, sangskrivning og performance, men jeg ser det ikke nødvendigvis som noget negativt. For det virker. Og når det bliver leveret så overbevisende og smittende som BAEST gør det, så føles det stadig frisk.
Måske også fordi bandet på scenen emmer af karisma og it-faktor. Det er ikke kun den grumt growlende indpisker, Simon Olsen, i front der leverer den vare. Hvert bandmedlem har en vis portion udstråling og er værd at kigge på, på en scene, uden at det kommer til at virke som en intern opmærksomhedskonkurrence. Det ligner nærmere et relativt ungt orkester, de har cirka 1 ½ år på bagen siden deres livedebut, som er i rigtig fin balance.
Under sidste nummer var det dog Olsen i front, der løb med opmærksomheden. Han havde allerede nikket sig selv skaller med mikrofonen, da han først sprang ud på gulvet og moshede rundt, inden han klatrede op på en lille afsats af skaterbanen og afsluttede koncerten på en slags uofficiel trone.
Og selvom det med en halv time kun blev til lidt en “cliffnotes” version af hvad BAEST kan levere, så var de stadig dagens ubestridte konger af Uhørt. Og vandt forresten en ny fan i form af en 5 årig, der dagen efter proklamerede, at “det der metal hvor folk skubbede til hinanden var det fedeste”.
Fugleflugten, Royal Scenen ★★★★☆☆
Hurtigt videre udenfor, ingen tid til at slappe af, og så alligevel. Da Fugleflugten indtog den udendørs Royal Scene kun 10 minutter senere, var jeg stadig ved at fordøje. Og trængte ærligt talt til en lille puster, en kold fadøl og en smøg. Så det tog jeg mig, et stykke nede bagved, derfor virker det heller ikke helt fair at bedømme Fugleflugten i nærmest samme åndedrag.
Og ej heller at kaste stjerner efter dem, da min koncentration var en smule fraværende, men, som pejlemærke, lad os kalde det en 4er.
Ikke mindst fordi jeg synes, at bandet også har noget af den der lidt diffuse it-faktor, en usagt kvalitet der hæver indtrykket og lidt svæver over det hele. I bund og grund spiller Fugleflugten lidt tidstypisk, hvad angår genre og klang. Man kunne, lidt firkantet, kalde det dansksproget post-punk/shoegaze møder The Minds of 99, men, de har altså i mine ører det der “et eller andet”, som giver det et ekstra pift.
Nogen har det bare, andre ikke, hvilket også gør at man ser lidt igennem fingre med, at numrene måske ikke er videre originale. Dog er et nummer som afslutteren, “Alt Der Glimter”, en rigtig fin skæring, der sagtens kan begå sig på lige fod med lignende kolleger i radioen.
Hvor lyden måske var en smule forudsigelig, så håndterede band og forsanger en uforudset hændelse med bravour. Under næstsidste nummer stod hans guitar åbenbart af og han måtte ud bagved og hente en reserve. Bandet brugte den uventede “pause” til, at holde sangen kørende med lidt gazeri, uden synlige eller hørbare problemer og så faldt den nye guitar ellers hurtig ind og nummeret blev lukket fint ned.
Som forsangeren forklarede inden sidste nummer, hvor han lige skulle stemme guitaren om, så var det ikke kun første gang han spillede på den. Den tilhørte også bandets normale guitarist, der var på studietur i Berlin, så ham, de havde med som guitarist, var åbenbart ny. Det var sgu da meget godt reddet, så!
Fugleflugten flyver lidt rundt på et område af himlen, der lige nu er lidt crowded, og om de for alvor kan markere sig i flokken, er nok lidt tidligt at sige – men de gjorde i hvert fald en rigtig, rigtig god og sikker figur live.
Ivy Crown, Skate Scenen ★☆☆☆☆☆
Det samme kan man, desværre, ikke sige om Ivy Crown, der spillede deres kun anden koncert denne aften. Det kunne i den grad mærkes. Først og fremmest vil jeg lige påpege, at det her intet har med køn eller noget andet at gøre. Bandet består af tre, i dette live setup fire, kvinder, der spiller hård rock med nu-metal tendenser og punket attitude. Jeg er skide ligeglad med om det er mænd eller kvinder der står på scenen, og i en vis udstrækning også hvilken musik der leveres – bare der leveres!
Det der blev leveret her var, uden yderligere omsvøb, en virkelig dårlig koncert/showcase. Pisseærgerligt, for jeg havde dem på min must see liste, og synes trioen har fat i noget der fungerer på de to singler de har udsendt, også selvom genren måske ikke helt er min foretrukne.
Deres debutkoncert var på årets Distortion, hvilket jeg kan forestille mig har været meget bedre og passende rammer. Med, forlov, foran et mere “feststemt” publikum, hvor det måske gælder om at råbe højest og smide en fuck finger i smasken på folk, fysisk og i overført betydning. Og det måske ikke gør så meget, at man ikke har et særligt fyldigt sæt eller numre der helt sidder i skabet.
Det her var en lidt anden og, trods alt, mere krævende ramme og platform og en Ivy Crown havde meget svært ved at håndtere. Allerede fra start blev det påtalt, eller skreget, at der skulle mere gang i folk og hvor folk var henne og så videre. Fint nok, men man kunne også bare vælge at starte koncerten med et nummer der hang sammen og ikke lød som noget de havde flækket sammen dagen før. Undskyld mig, det var næsten ikke en sang, men usammenhængende brudstykker. Så kan man måske ikke forvente den store respons.
Værre blev det da den dansksprogede rap-metal klingende, hold fast, “Slik den våd fra tør” blev forsøgt introduceret med en opfordring om, at synge med på omkvædet – altså titlen. At sige, at det faldt til jorden ville måske være at skåne bandet. Var det så fordi, at størstedelen af publikum var nogle bornerte stivstikkere, som i et væmmeligt anfald af nypuritanisme ikke kunne få sig selv til det? Eller fordi forsangerens rapflow var temmelig rædselsfuldt, sangen et sjasket opkog af dårlig rap-metal der kom efter RATM og det samlede indtryk lettere pinligt? Jeg hælder til det sidste, nok mest fordi jeg også har lyttet til Suspekt. Sjovt nok, synes jeg IKKE, at “Sut den op fra slap”, eller “Kinky Fætter” for den sags skyld, er deres mest raffinerede stunder.
Ret skal være ret, det lykkedes at få nogle publikummer til at råbe med på “slik den våd fra tør” mod slut. Gad vide hvilken smag i munden de havde bagefter? NÅ! Jeg tror det var meningen, at det skulle virke rebelsk, vise badass attitude, no fucks given og måske også have en god portion glimt i øjet. Her var det dog som om meningen gik tabt i afstanden mellem afsender og denne modtager.
At Ivy Crown så langt fra havde materiale til, at fylde en halv time ud, er en anden sag. Uden at lyde for grov, så havde de knap nok materiale til at holde koncerten kørende i de små 20 minutter den varede.
De havde dog deres to, indledningsvist nævnte, singler i ærmet. hvor der var en gæsteoptræden fra Ghost Iris forsanger i nyeste skud, “Enemy”. Sammen med et voldsomt larmende backtrack, så virkede han dog en kende malplaceret. Og kombinationen af hans skrige-vokal og det invaderende backtrack, så også ud til for en kort stund, at være ved at hyle Ivy Crowns forsanger ud af den mod slut i nummeret.
Jeg har sådan set intet imod, at bands bruger backtrack eller andre effekter, som nogle måske ville anskue som “snyd” og ikke “ægte”. Hvis de bidrager til musikken, fint med mig, der er mange måder at sminke lyden på live – dit favoritband gør det sikkert også! Men. Det her virkede da godt nok mere skadeligt end gavnligt, og under sidste nummer, bandets debutsingle, “Timeout”, virkede det så højt og gennemtrængende, i forhold til resten af musikken, at det blev voldsomt distraherende.
Meget kan gå galt på 20 minutter, og ikke meget lykkedes for Ivy Crown. Nogle vil måske have en helt anden opfattelse af deres koncert, med alt hvad den indebar – jeg havde håbet på mere. Jeg synes ikke, at der var tale om et band der underpræsterede, men et der ganske enkelt ikke var opgaven voksen endnu. Her kan man måske også skæve lidt til Uhørt, der så enten har booket dem uden at have hørt dem live, eller på et minimalt Distortion grundlag.
Hvis man ikke engang har (gode!) sange nok til blot 20 minutter, eller kan levere en showcase med et nogenlunde flow, så har man altså brug for mere tid. Beklager, jeg synes ikke det er fedt at måtte konkludere det, men det her var næsten pinagtigt.
Og med den oplevelse i kroppen vraltede jeg ud i det tiltagende mørke over Uhørt, hvor der virkelig var kommet gang i pladsen, der virkede godt fyldt op. I en sådan grad, at der allerede 15 minutter inden Bæst, det andet bæst fra Aarhus, skulle gå på Volume Scenen var tætpakket i lokalet. Så meget, at det kun kunne blive til en “stå på tæerne plads” nede i hjørnet ved den ene indgang .
Det var, sjovt nok, ikke en optimal placering at nyde bandets psykedeliske rock fra, slet ikke når de lagde ud med to numre i den mere lavmælte og sagte afdeling. Folk knævrede også en del hernede, der var lidt flaskehals og en del trafik frem og tilbage, fra folk der ville møve sig ind og dem der gav op. Jeg røg i sidste kategori, da jeg konkluderede, at det her ikke tilnærmelsesvis var gode nok rammer at bedømme Bæst udfra.
Så jeg begyndte at dalre lidt rundt i mørket, købte en cola, røg en sidste smøg.. stod og stenede lidt til tonerne fra Broer på Royal Scenen. Velvidende hvad det i bund og grund betyder, når jeg begynder at drysse sådan rundt lidt på må og få, med ømme ører og ditto ryg, mæt og fyldt op af indtryk…
Og så stod jeg pludselig og ventede på et S-tog, med telefonen i hånden og begyndte at løbe noter igennem og få startet på en indledning.
Afrunding
Som konkluderet i del I, så synes jeg, at Uhørts flytning i det store hele var en succes og lover godt for festivalens fremtid. Jeg håber de holder fast i den nuværende profil, både hvad angår mængden af bands, genre og den størrelse de optrædende har på det musikalske landkort. Og det samme gælder publikumskapaciteten, der virkede tilpas denne lørdag – mere, og det går ud over folks mulighed for at opleve visse koncerter.
Koncerterne svingede, som de altid vil gøre på en festival, lidt i kvalitet, sådan er det nu engang. Jeg har måske været lidt mere hård i tonen og bedømmelsen end tidligere år, men med årene har jeg også set så mange upcoming showcases, at min tålmodighed er blevet lidt tyndslidt. Eller måske er mine krav steget. Er det helt rimeligt? Tja, jeg prøver at indregne de forudsætninger, de enkelte kunstnere kommer med. Man kan måske ikke forvente det samme af et bands kun anden koncert som gruppe, som fra nogle der har spillet sig varme det seneste års tid eller mere. Men en dårlig koncert er stadig en dårlig koncert.
Alt i alt en Uhørt der rent musikalsk (om lørdagen) kom godt rundt på skalalen, hvilket er fint, men som arrangement ender på en rigtig flot karakter.
Keep up the good work, halv-sur gammel mand out.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR (til og med Fugleflugten, så skulle hun hjem med afkommet)
