Så er det igen blevet tid til at tjekke vækstlaget (og lidt til) ud på Uhørt Festival, der afholdes fredag og lørdag i denne uge. Nu i nye, mere centrale rammer. Vi har taget et kig på det stærke program og kørt det igennem GFR-filteret.
Men first thigs first, efter 4 festivaler på Refshaleøen, klemt inde på et lille grønt område mellem Copenhells beton, øvelokaler og nogle store lagerbygninger med mere, rykker festivalen ind i byen og afholdes på Enghavevej 80-82. 3 scener er der igen i år, placeret i Copenhagen Skatepark, CPH Volume og en udendørsscene.
På den ene side er dette nok fornuftigt, både for festivalens tiltrækningskraft, de optrædende kunstneres mulighed for at spille for et større publikum og så publikum selv, der rent logistisk får det lidt nemmere – Refshaleøen er sgu lidt langt væk. Og lidt langt væk, når festivalens trækplaster ikke er store, etablerede navne, men en bred skare af større eller mindre undergrundsbands.
Der har da heller aldrig været direkte overrendt de tre gange jeg har besøgt Uhørt, men jeg synes bestemt det lille setup og den lidt sjove placering i “hårde” omgivelser havde sin egen charme. Som en lille, uskyldig oase med ukendt musik, midt i forladt industri.
Men OK, jeg forstår til fulde beslutningen om at rykke, det må på alle måder være nemmere og mere optimalt med en central placering. Især hvis man gerne vil give kunstnerne mulighed for maksimal eksponering, og det må jo være hele pointen ved det hele – at nå ud til et publikum. Branche eller civil.
Noget af det uspolerede går nok tabt nu, jeg har ikke set de nye rammer, men gad vide om de føles lige så “børnevenlige” eksempelvis, eller om pladsen nu i højere grad tiltrækker weekend branderter og folk på udkig efter en billig fest med livemusik. Ikke at der er noget galt i det, som sådan, men tidligere kunne man da være sikker på, at det var folk, i alle aldre, der virkelig ville upcomingscenen, når de tog helt ud på Refshaleøen for at opleve den.
Når alt kommer til alt, så synes jeg dog det vigtigste er, at Uhørt har bibeholdt deres bookingfilosofi og størrelsen af programmet, hvor der som altid præsenteres omkring 40 navne. Det synes jeg er en helt passende størrelse, hvor udbuddet er varieret og bredt nok, uden at det bliver for spraglet, mængden er til at overskue, og uden at det virker for tyndt. Og så er der kvalitet hele vejen rundt hvad navne angår, og som altid, en høj procentdel af bands vi enten har anmeldt, omtalt eller har på vores egen radar.
Hold fast i det, vokseværk er slet ikke nødvendigt på det punkt. Heller ikke hvis der (forhåbentlig) kommer flere folk i år.
Selve programmet er, som altid, virkelig stærkt og emmer af kvalitet, og rummer mange navne som vi kunne inkludere i vores dækningsområde. Af ting vi ikke dækker kunne man nævne Sherpa, der lige er udråbt som en af de tre vindere af Karrierekanonen, så det var da ret godt booket. Eller Fugleflugten, som er et af de mere eksponerede navne på plakaten i år, blandt andet med en Roskilde Rising koncert i bagagen, så dem springer vi, med forlov, lige over i gennemgangen af programmet.
Jeg har “shortlistet” 23 navne som jeg kunne finde på at tjekke ud, dem har jeg forsøgt at trimme ned til 8 must sees. Hvorfor 8? Tjo, 10 lød af lidt meget, så det her er mere “eksklusivt” og 5 var for lidt. Jeg har forsøgt, at sprede det ud rent genremæssigt, finde nogle navne på forskellige trin af upcoming stigen og nogle jeg både er bekendt med og nogle er det lidt mere et dyk ud i det ukendte. Nederst samler jeg the best of the rest, så at sige.
8 must sees (i alfabetisk rækkefølge)
BAEST (lørdag, kl. 19.50)
BAEST BAEST BAEST BAEST BAEST BAEST BAEST BAEST!
Copenhell 5/6 stjerner
Roskilde Rising 6/6 stjerner
Interview med dødsmetalbandet fra Roskilde Festival
Blue Demon (lørdag, kl. 15.50)
Selvom vejret måske ikke lige er til det, så på med dine mørkeste solbriller, stræk godt ud og find de strammeste bukser frem. Nu er det tid til at danse, kokse lidt ud og se pissecool ud samtidig, mens de dunkende og støjende toner fra søskendeduoen Blue Demon skrues helt op.
Således indledte jeg min anmeldelse af duoens EP Sphere of Rock ‘N Roll i oktober måned sidste år. Om vejret stadig ikke er til det, må vi se, men det her kunne godt blive en af de mere cool osende koncerter på årets Uhørt Festival.
Eerie Glue (fredag, kl. 21.10)
Eerie Glue og deres melodiske blanding af alt/indie, støj rock/pop med en snert af noget stenet psych, anmeldte jeg så sent som i sidste uge. Her blev det til 5 stjerner til deres nyeste EP Love, 4 numre som jeg stadig går og nynner brokker for mig selv fra, og sætter på hvis jeg lige skal svæve væk et kvarters tid.
Nu må vi se hvilken størrelse Eerie Glue er live, jeg har på fornemmelsen, som jeg også skrev i anmeldelsen, at det her er et band der er værd at holde øje med når upcoming festivaler/scener skal fyldes næste år.
Ivy Crown (lørdag, kl. 21.10)
Ivy Crown opstod af resterne efter rocktrioen Taras (som jeg forresten ikke ved om er opløst?), og stilen ligger i naturlig forlængelse deraf. Det er badass feminin rock med catchy melodier, og elementer af noget punket attitude, og i nummeret nedenfor, noget næsten symfonisk/melodisk metallisk? In your face, og ikke så meget pis, bare 3 damer der fyrer den af.
Gruppen har ikke specielt mange koncerter på CV’et, men rutinen taget i betragtning, og den effektive rock-cocktail, så kan det kan vel ikke gå helt galt?
Rainbrother (lørdag, kl. 17.50)
“Det er ikke et album, eller et band, der har travlt. Stedvis har det form af en art meditativ rejse eller drøm, hvor tekst og musik bare får lov til at køre i ring, eller flyde med strømmen ud mod horisonten. Rejsen i sig selv virker som målet”.
Således skrev jeg blandt andet da jeg anmeldte Rainbrothers debutalbum Tales From The Drought plade i begyndelsen af året. Folk-rock bandet består dog af garvede musikalske kræfter, anført af Bjarke Bendtsen, som tidligere har udsendt plader under navnet The Migrant. Dømt ud fra pladens “strømmende” følelse, så er det muligvis en af den slags koncerter, som det er en god idé at overvære fra start til slut for, at få den fulde effekt.
Prevail (fredag, kl. 19.50)
Prevail er et af de der bands, som indtil videre er røget lidt under vores radar. Bandet udsendte et rost album tidligere i år, men vi har kun været omkring bandet i form af et dagens track tilbage i april måned.
Her leverede bandet kompetent og let opdateret, men alligevel velkendt, knusende jyde-død på nummeret “Extermintate The Weak”. Der er aldrig meget metal på Uhørt, men når den spiller, så plejer den, især den jyske hærgerdød, at være et hit både på og foran scenen – så det her bliver næppe en undtagelse.
Roxy Jules (fredag, kl. 22.30)
Roxy Jules har vi både haft som dagens track og anmeldt, hvor Thomas diskede op med hele 5 stjerner til Roxy Jules III i december måned sidste år. Her kaldte han blandt andet Roxy Jules’ støjende, introverte, skrøbelige og samtidig dynamiske univers det perfekte soundtrack til den mørke vintertid.
Nu er det jo august, men mørk og stemningsmættet musik har tidligere ramt plet på Uhørt, jeg mindes især Get Your Guns betagende aftenmesse for nogle år siden – så hvorfor skulle det ikke kunne lykkes igen? Nogle gange har man bare brug for at dykke helt ind i mørket og se hvad det gemmer på…
Sundays (fredag, kl. 17.10)
Det sidste must see tag hænger jeg på lidt af et wild card, for jeg har faktisk kun hørt et enkelt nummer fra Sundays, “Avalanche” – det var til gengæld folket pop af fineste skuffe. Bag navnet gemmer sig den tidligere forsanger i Dance With Dirt, Magnus Jacobsen, der allerede baksede med det her projekt inden det band lagde sig selv i graven sidste år.
Stilen er meget mere poppet end Dance With Dirt, selvom de begyndte at nærmer sig på deres sidste album. En stil jeg synes virkelig klæder Jacobsens vokal og den varme glød den indeholder. Men igen, vi gambler lidt her, jeg har kun hørt et enkelt Sundays nummer.
Udvalgte godbidder
Vi lægger ud med lavmælt, næsten tyst pop/electronica fra Anaphobia, der svæver rundt et sted i grænselandet af hvad vi normalt ville dække. Men jeg er faldet lidt for stemningen i nummeret “Duvet”: køligt, alligevel lidt varmt, fjernt og helt tæt på, kontrolleret med udsvævende og meget nordisk. Anderledes gang i gaden er der hos det næsten instrumentale garage/surf/fuzz orkester Bande De Los Apaches, der spæder deres cool klingende Tarantino-rock op med spredte råb og udbrud og ellers bare drøner mod solnedgangen på Gutter Island.
Vi skal også lige et smut forbi et nyere bud på post punk/new waven, der åbenbart ikke rigtig går af mode igen. Boundaries har da også godt fat i genrens grundklang og atmosfære, så må vi se om de har sangene til at skille sig ud i en genre, hvor der synes at være mange der kæmper om publikums gunst og opmærksomhed.
Så er der Bæst, det andet bæst på plakaten, som vi tidligere har anmeldt her på siden. Det er bestemt ikke dødsmetal, men ovre i grøften for psykedelisk rock, noget der ellers ikke er meget af på plakaten i år. Ligesom Bæst er Eigengrau fra Aarhus, og et band vi også tidligere har anmeldt her på siden. Post/prog-metal gruppen er i gang med at udsende en række værker, der kommer drypvis fra denne sommer og efteråret ud – et band jeg også tror er værd at holde øje med fremover, hvis du er til genren.
Så har vi to sangerinder indenfor et mere poppet og atmosfærisk univers, og begge kunstnere vi også har været omkring med nogle skriverier. I 2015 svævede Gottschalk igennem 10 stille og stemningsfulde numre, der kunne virke som en lang drømmesøvn, på albummet Common Ground, som jeg selv anmeldte. Troels-Henrik havde fat i Julie Ellinor og hendes pæne sfæriske pop på EPen Voyage.
Vi napper også lige tre kunstnere, som jeg ikke har hørt om før nu! Keine Fear For Flanger dækker over et rockband, hvis lyd indeholder elementer af 70’er og 90’er rock, samt en god dosis indie af den mere psykedeliske slags. Jeg kan se de får spillet nogle koncerter og upcoming festivaler, samt har varmet op for Dør Nr. 13, så gad vide hvordan jeg har undgået at falde over dem før nu?
Motorique får heller ikke umiddelbart nogle klokker til at ringe hos mig, hvilket virker underligt når der i bandpræsentationen står, at deres “tropiske pop” blandt andet er blevet spillet i Debut på P6 Beat, som jeg ellers ofte sørger for at fange. Desuden har bandet spillet på New Note, Summer In the City Festival og årets Spor Festival.. jeg må have været voldsomt uopmærksom?!
Transatlantisk elektropop! Ja, det er en genre, siger vi, og ja, det er nok på grænsen af vores normale dækningsområde det Teenage Love leverer – men det er jo festival, så vi smager på lidt forskelligt. Duoen består af danske Anna Lidell og amerikanske Katy Gun, der mødte hinanden i New York i 2015. Der er både beats og konservatorie skolede violiner her, folkens!
Videre til noget noget mere maskulint osende og gammeldags, nemlig The boy That Got Away og deres 60’er/70’er, og folk på vores alder ville nok sige 90’er, inspirerede rockmusik. Det er ikke raketvidenskab det her, det er bare god spade og iørefaldende melodier, et af de få “rene” rocknavne på Uhørt i år – hvis ikke det eneste? Så skulle det da lige være The Oceans der blandede sig her, en duo der slår sig op på brusende og støjende guitarer med en klang der emmer lidt af noget der kunne hænge i luften over de britiske øer. Vi havde dem som Dagens Track med nummeret “So Long ” tidligere i år.
Vi slutter stille og roligt med “kosmiske pop (der fortæller) historier om intergalaktiske sammenhænge”. We Are The Way For The Cosmos To Know It Self, far-fucking out, man! Det hedder de ikke, jo, altså We Are The Way For The Cosmos To Know It Self, hedder bandet.
Der er mere endnu, så er du til mere pop og et skud hip hop, så kan du tjekke hele programmet ud HER. Billetter koster 150 kr. for to dage, det er sgu stadig en fair pris hvis man kigger på programmets kvalitet.
Vi ses i de nye rammer om et par dage.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR, Forever Still på Uhørt ’16
