Dag to på UHØRT bød på flere oplevelser i hver sin ende af nydelsesspekteret, mere regn, endnu mere blæst, lidt flere øl, et spontant interview, bedre lyd på Royal Scenen, god stemning og flere musikalske svinkeærinder end planlagt. Her kan du læse kortere og længere skriverier om koncerter med Big Dust, Anna Scharling, Mambe & Danochilando, Lowrider Betty, Fabl, LIVLØS og The White Dominos.
Disclaimer: Koncerter på Uhørt varer 30 minutter, det er ikke lang tid at bedømme noget ud fra, og tilmed er kunstnerne af og til navne man trods research ikke har det store kendskab til på forhånd. Jeg flekser lidt med måden vi bedømmer på og vores stjerneskala, og uddeler kun stjerner når jeg føler mig godt nok inde i materialet til at det virker fair. I andre tilfælde prøver jeg et for os nyt +/- system til at bedømme koncerterne og de optrædende.
Allright, de mere generelle betragtninger om UHØRT, de små ændringer og diverse finder du i reportagen fra fredag HER, der kommer en lille afrunding og opsummering nederst i dette indlæg.
Det regnede og regnede og regnede da vi, lidt forsinket, fik fyret op i GFR-automobilen og satte kursen mod Refshaleøen. Heldigvis blæste det temmelig heftigt og vinden bar regnen i samme retning som vi skulle – så dobbelt jackpot og fuldt udbytte af det samme skysystem! Indgangstjekket på UHØRT er meget laid back og ukompliceret, du må ikke tage madpakken og en ramme øl med ind, men en juicebrik og en banan til evt. afkom bliver der (heldigvis) set igennem fingre med, selv et par kiks er OK, selvom vagten var lige ved at stejle da han i stedet for “kun et par kiks, da” hørte det som “en pizza”…. Pizza i rygsækken ville ikke have været tilladt, bare til orientering.
Nå, klokken var 15.55 og Big Dust var ved at være klar til at åbne dagen for os på Royal Scenen, foran hvad der, høfligt formuleret, var en meget eksklusiv flok. Mange var der godt nok ikke, lidt flere kom til da musikken først gik i gang, men du kunne sagtens slå en vejrmølle eller to mellem folk uden at blive viklet ind i en rygsæk.
Big Dust, Royal Scenen
Det viste sig at være en artig overraskelse, i det jeg kun havde fået lyttet til et enkelt nummer inden festivalen og under grovsorteringen placeret den under fanen “måske, men vokalen lyder lidt overstyret”. Det var den også i koncertens start, hvor forsangeren, placeret helt ude i venstre hjørne af scenen, satte koncerten i gang med lidt HØJ og lettere særpræget solo-sang. Men man vænnede sig til tonelejet og klangen som koncerten skred frem og begyndte, at sætte pris på den som et slags ekstra instrument i musikken.
Selve musikken er vanskelig at putte i en bås, det er rock, der er nogle diskrete elektroniske krusninger, den bruser og bobler og skaber en atmosfære der føles både som en varm ørkenbrise, noget østerlandsk og en ulmende mørke. Bestemt ikke uinteressant, men også noget jeg måske ville kategorisere mere som “lytte-musik”, end en decideret stor live-oplevelse.
Det var som om der var skruet op for volumen på instrumenterne på Royal Scenen i forhold til i går, eller også var vindretningen mere gunstig? I hvert fald havde Big Dust masser af fylde og en ganske massiv lyd på deres side, der gjorde at man stille og roligt blev suget ind i det langsomt bølgende univers. Performance-delen på scenen fyldte ikke det store, trioen lod i store træk musikken tale for sig selv – hvilket egentlig virkede helt passende.
Det var næsten som at stå og lytte til soundtracket til en lidt mystisk sci-fi film fra 80’erne, jeg kom til at se billeder fra Dune for mig.
Plus-siden: Spændende og dragende lydbillede, velspillende band der havde fuldstændig styr på deres lyd og hvad de vi med musikken
Minus-siden: Lidt kedelige performance, hvis man kigger på det visuelle aspekt isoleret set.
Umiddelbart efter koncerten syntes jeg, at kunne genkende The White Dominos blandt det publikum der blev hængende foran scenen. Dem havde jeg en spontant opstået og lidt løs interviewaftale med på dagen, af “omkring klokken 18.00, vi finder ud af noget” typen, men jeg benyttede lige lejligheden til at få sat ansigt på. Det endte så med, at vi fortrak til et bartelt og tog interviewet on the fly omkring et rundt barbord. Jeg var grundet tidspres fra andre skriverier og forberedelse (vi er midt i Gutter Island planlægningen) håbløst uforberedt, men kan også godt lide idéen om bare at starte en snak og se hvor den ender – hvis situationen lægger op til det. Det var de friske fyre fra Aarhus heldigvis med på, og det gik vist meget godt? Der blev i hvert fald optaget en halv times snak, hvor vi kom vidt omkring. Det kan læses på siden om et par uger, når vi er nået igennem Gutter’en.
Afrundingen af interviewet passede lige med, at jeg kunne sætte kursen tilbage mod Royal Scenen, hvor Anna Scharling var i gang med de allersidste lydprøver, så jeg parkerede bussen i mens jeg afklimatiserede fra interview-mode.
Anna Scharling ★★★☆☆☆
Først og fremmest vil jeg fremhæve, at Anna Scharling har en uhyre stærk, sikker og flot vokal, uden at den virker overdrevet skolet eller perfektionistisk- det lød kort sagt bare pissegodt. Til gengæld er performance og det visuelle element på scenen nærmest ikke eksisterende, så koncerten næsten kom til at virke som en lidt for anonym og meget høflig undskyldning for sig selv.
Det vildeste der skete var, at Scharling rejste sig fra de tangenter, hvor hun begyndte koncerten, spændte en velstemt akustiske guitar over skulderen, inden hun mod slut satte sig igen og afsluttede koncerten som den begyndte. Ikke ligefrem action packed, men det matchede selvfølgelig Scharlings sarte vokal og ofte tyste og afdæmpede numre ganske godt, selvom det blev en kende kedeligt at stå og kigge på.
Høflig og nede på jorden virkede Scharling også, hun startede faktisk koncerten med bare at snakke lidt om den lidt udfordrende lydprøve lige inden, hvor en stiv kuling og noget af en skylle stod direkte ind på scenen. I det hele taget var der noget meget beroligende, afvæbnende og trygt over sceancen, what you see is what you get, men hvis du spidser ører, så er der en bonus at hente. Og der var faktisk god grund til at spidse ører, for ud over en flot vokal, der sender tankerne lidt i retning af noget Tori Amos med en snert tøjlet Kate Bush, så havde Scharling også indtil flere ret fine numre på repertoiret.
Der blev åbnet stærkt med “From Hope”, hvor Amos/Bush kombinationen er temmelig fremtrædende i vokalens klang og de højstemte fraseringer. Jeg er ikke helt inde i det resterende materiale, men tror jeg fangede titlen på et nummer kaldet “Your Wings”, endnu en solid skæring. Den fine “Meant to Be” blev stille og roligt beskrevet af Scharling som værende et nummer der handler om, at være forelsket, dernæst meget stædig og slutteligt at ende med at være en stalker. Tog man bare musikken for pålydende, så opdagede man måske ikke dette drama, for det lød meget tilforladeligt det hele – på sådan en “jeg er i godt selskab” måde.
Det skadede bestemt heller ikke på lytte-oplevelsen, at Scharling blandt andet havde den svenske multi-instrumentalist Gustaf Ljunggren med på scenen, der har spillet med alt fra CV Jørgensen, Steffen Brandt, Outlandish, Thomas Helmig og været kapelmester i Anders Lund Madsens Det Nye Talkshow. Det var sgu en mand med styr på sine strengeinstrumenter.
Koncerten blev rundet godt af med nummeret “Dead Stars” (tror jeg den hed), med efterfølgende artige klapsalver fra et tilsyneladende ganske koncentreret lyttende publikum. Scharling har lidt udstrålingen som en dannet og korrekt musiknørd, og den velspillede og rare musik, der så nok gemmer mere under overfladende end tonerne indikerer, lægger da heller ikke op til at hun skal være badutspringer med stort hår og vilde armbevægelser – men en smule FOR flinkt blev det altså at kigge på og lægge ører til.
“Det måtte gerne rasle lidt mere…”, som en unavngiven White Domino, der kom forbi, påpegede. Vi ender på 3 store, høflige stjerner.
Her efter kan jeg sgu ikke rigtig huske hvad jeg foretog mig! Måske købte jeg en øl? Jo, jeg var lige over at vende ved prutkammeret, Sort Scene, hvor Sweet Tempest, ikke overraskende, trak fuldt hus, så jeg fik mig en slap-af-øl på bænken udenfor inden jeg, til stor overraskelse for mig selv, endte til sydamerikansk dansefest på Royal Scenen med Mambe & Danochilando.
Det ligger nok for langt udenfor vores normale dækningsområde til, at jeg BURDE have set det, men nu stod jeg der altså og i min tidlig aften døs var det sgu en ganske medrivende omgang, hvor vi både kom forbi Mexico, Columbia og, øhh, “Sydamerika”. Jeg har ikke en skid forstand på denne type musik, det hele lyder lidt ens og dansevenligt for mig, men jeg hadede ikke de smittende rytmer, plus Mambe i front var ganske karismatisk (og fotogen, dømt ud fra mængden af billeder fotografen og hendes 4-årige assistent fik i kassen). Så det var alt i alt en opløftende omgang 30 minutter til hofter og fødder.
Videre mod Hvid Scene, hvor jeg havde lovet mig selv at give Lowrider Betty en ekstra (live)chance efter jeg var noget ude med riven efter en EP, som de sendte på gaden lige før sommerferien.
Lowrider Betty
Jeg vil ikke give mig i kast med at sende stjerner efter Lowrider Betty i denne omgang, det ville ikke være helt fair eller objektivt. Objektivt leverede de vel varen til en 3-4 stjerner, men subjektivt nærmer det sig det decideret utålelige for mig, hvor de trykker på stort set alle de forkerte knapper på min fyldige krop, som det overhovedet er muligt at trykke på.
Vi tager en udvidet plus og minus.
Plus-siden: De kan spille. De kan performe. De har styr på virkemidlerne og fremstår sikre og som det de er, når de står på en scene – et liveband med masser rutine. Jeg havde en 4-årig wingman med på UHØRT, som overværede koncerten og spurgt ind til hvad hun syntes havde været det bedste om lørdagen, svarede hun “dem der spillede rockmusik og ham der råbte ‘er i klar på noget rockmusik’, ham med hatten”. Det er ikke for at sige, at det er musik kun et barn ville kunne lide, men måske var de ører ikke så forurenede som mine og tog det for hvad det var?
Minus-siden: De virker lidt forhippet på at være ROCK og udstråle rock-attitude, især i forhold til at musikken ikke er specielt rocket, i hvert fald ikke i en forstand jeg synes der matcher attituderne. Jeg føler simpelthen af afstanden mellem det bandet gerne vil udstråle og lyde som, i forhold til hvordan musikken rent faktisk lyder, er alt for stor. Det er lidt en skam, for Lowrider Betty kunne sikkert være et ganske habilt alternativt POPband, hvis de bare sænkede rock-paraderne og omfavnede det spejlbillede i stedet for at prøve på, at være noget som jeg ikke rigtig synes de er.
Det skal på INGEN måde lyde som en vendetta, eller som om jeg har noget personligt imod Lowrider Betty’s medlemmer, vi er tilsyneladende bare ikke på samme side i rock-bogen. Nogen vil sikkert mene, at det så er fordi jeg ikke kan læse….
Nå, and now to something completely different, tilbage mod Royal Scenen, hvor der er var endnu et navn på programmet som falder udenfor vores dækningsområde, men som havde noget der gjorde jeg blev hængende – man skal også have lidt varieret kost, ikke sandt?
Fabl indtog scenen iklædt hvide, langnæbbede masker og sorte klæder, bevæbnet med tunge rytmer og dybt dunkende bas. Det kan hurtigt blive lidt ensformigt for mig, men gruppen formåede at sende de dybe stød af sted med tilpas afveksling i rytme og intensitet til, at der aldrig gik rumlende tomgang i den. Læg dertil en ret stærk, soulet vokal og vi stod tilbage med et band som bestemt ikke var et uinteressant bekendtskab, selvom jeg var noget på udebane.
Aber wir müssen immer weiter, selvom jeg efterhånden var ved at være lidt musik-mættet og fyldt med lyd. Men den skulle da lige toppes af med en tur i svedboksen og noget metal.
LIVLØS, Sort Scene ★★★★☆☆
“Vi er LIVLØS og vi spiller slås og bolle musik fra Aaaarhuuus af” lød det halvvejs igennem LIVLØS’, bersærkergang i det lille tætpakkede, sveddryppende- og lugtende øvelokale. Jeg havde det også lidt som om jeg både fik slåsset og på anden vis blev rykket rundt, da bandet slap vilddyret løs og tæskede lokalet og de mange fremmødte med deres energiske groove-død.
Egentlig godt at der ikke var så mange til stede på min størrelse, så havde det nok virket som, hvis man forsøgte at proppe en hel, levende bryggerhest ned i åbningen på en standart kødhakker. “Er I klar til til at få fucking røvfuld” lød det på et tidspunkt fra scenen, det var vi og det havde vi allerede fået under den ganske vanvittige og højeksplosive første halvdel af koncerten, hvor især nummeret “Decay” var ved at få loftet til at lette på Sort Scene.
Folk, ikke mindst oppe foran, var tændte og VILLE det her, det samme kan siges om det 4 mand store band, som var klemt inde på den lille scene. Det var lige før forsangerens hår ramte loftet når der blev headbanget, og han har endda kun halv-langt hår. Til gengæld var det gennemblødt, for det tog cirka 2 sekunder fra LIVLØS åbnede for sluserne til at lokalet var omdannet til en sauna. Det var også cirka eneste gang, hvor jeg synes de lidt for pressede rammer på den intime indendørsscene smeltede sammen med musikken på den rigtige måde – det her måtte sgu gerne være lidt klaustrofobisk, kaotisk, stinkende og fugtigt.
Man fornemmede brandfarlig tænding hele vejen rundt, også under den instrumentale og stemningsfulde intro til “Passenger”, inden der blev sat ild til lortet igen. LIVLØS og deres musik lød periodevis som en fuldt lastet kamphelikopter med John Rambo bag styrepinden, der skamskyder en commie-camp. Samtidig var bandets levering godt balanceret mellem det stramme og en sitrende uro, plus at timingen sad som den skulle i breaks og overgange.
Ulempen når man lægger så stærkt og overrumplende ud kan være, at det bliver svært at holde kadencen hele koncerten igennem. Således også for LIVLØS (og publikum), som lige dalede et par procenter i intensitet i koncertens anden halvdel. Vi taler marginaler, men når udlægget har ligget på kogepunktet, så lægger man alligevel mærke til at det ikke helt syder og bobler længere, selvom 95 grader også er noget man kan brænde fingrene godt og grundigt på. Og så lykkes det, trods alt, forsangeren at blive løftet op til verdens korteste crowd surfer moment mod slut – havde han haft lyst kunne han have tungekysset loftet.
Under sidste nummer var jeg blevet “slås-bollet” nok, så jeg hoppede ud af mørket og fik vejret. Sådan uddeler man en 20 minutters røvfuld, havde det været 30, så var der røget en stjerne mere på i den ømme ende – den gemmer vi til en anden god gang.
Hurtigt videre, tilbage til Royal Scenen, hvor den i det tiltagende mørke stod på The White Dominos, som har fået deres helt egen anmeldelse lige HER.
Det blev samtidig punktum for UHØRT for os i år, jeg var kort sagt fyldt op og kunne ikke rumme flere indtryk. Godt nok er koncerterne på UHØRT kun 30 minutter lange, hvilket i mange tilfælde er en helt passende længde. Både så bands, der ikke har så mange numre ikke tvinges til at strække sættet unødigt, og så man som publikum kan nå at smage på en masse forskelligt, i mindre bidder. MEN, mange bække små, man bliver nærmest lidt bims i hovedet over alle de forskellige koncerter og indtryk man kan nå at indtage, hvis man er grådig.
Det ville jeg ikke byde de sidste navne at skulle bedømme dem ud fra, så de får en stor, fed rain check herfra – forhåbentlig med dækning.
Som opsummering, en lille plus/minus om selve festivalen:
Plus-siden:
– Uhørt er hyggelig, rummelig og mangfoldig, trods den begrænsede størrelse og de fysiske rammer.
– Festivalen, der kører rundt med hjælp fra mange frivillige, er virkelig velorganiseret og det meste kører som smurt. Personale/frivillige/vagter er som ofte smilende, venlige og udstråler overskud, så man selv føler sig godt tilpas.
– Billige øl! 30 kr. for en økologisk fadøl, og venlig betjening oven i – det er mere end godkendt! Og resten af drikkevarerne ligger også indenfor det helt rimelige i prisniveau.
– Ingen stress. Jo, der er konstant musik, men den overordnede stemning er meget laid back.
– Lidt af det hele, i mini-format. Her tænker jeg både sammensætningen af publikum og musikprogrammet.
– Ingen gøgl! Ud over mad, drikke og musik, så er der ikke meget andet på UHØRT. Lad det blive ved med at være sådan og musikken være helt i centrum.
– Opgraderingen af Hvid Scene til en større og mere aflukket teltscene fremfor “åbent hus” pavilion, samt de små, nye detaljer rundt omkring på pladsen – var der ikke lidt flere siddepladser til et lille, hurtigt hvil eller var det bare mig?
Minus-siden:
– korte koncerter gør, at det hele godt kan komme til at føles som musikalske smagsprøver, hvor man alligevel ender med at føle sig noget forspist.
– Sort Scene. Jeg forstår tanken og idéen med den, og synes også at der er nogle navne, som har bedst af at blive placeret i meget små rammer. Men der er er for mange publikummer i forhold til hvad scenen kan rumme. Det ødelægger i mange tilfælde oplevelsen for begge parter, publikum og kunstner, hvor ingen af dem får det optimale ud af situationen.
– Madudbud og priser. Du kan bare spise hjemmefra eller overleve på den Snickers du havde med i lommen, som undertegnede, men… Ja, der er ikke plads til 10 forskellige salgssteder, eller folk nok til at det ville kunne løbe ordentlig rundt, tænker jeg, men udvalget er meget begrænset – og hundedyrt i forhold til hvad man får for pengene. Der må kunne gøres et eller andet.
Og lige en afsluttende salut til den generelt gode stil og stemning hele vejen rundt, et sted hvor unge og voksne musiknørder kan nyde musik side om side med børn og familier, der måske, periodevis er knap så lyttende. Du kan sagtens drikke dig en skid på derude, men folk vælter generelt ikke rundt og over hinanden efter mørkest frembrud og du kan være helt tryg ved at have dit barn med (vi havde selv en 4-årig med på tur, som hyggede sig gevaldigt). Og så vil nogen måske rynke lidt på næsen og tænke hvad børn dog skal på en festival, og om det ikke burde handle om musikvækstlaget?
Børn og unge er også vækstlaget, det er dem der skal tage over når du og jeg er blevet for gamle, fede, kedelige og satte, og UHØRT et glimrende sted til “opdragelse” og “træning” i at gå til koncert og festival – også for de helt mindste. Så prop junior i regntøjet næste år og kom af sted, vi skal have næste generation gjort klar!
Klar til at nyde musikken, det er stadig det UHØRT handler om når det kommer til stykket – vi ses næste år!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen (+ Victoria Malika Damgaard Thomsen, 4 år, diverse skud fra Mambe & Danochilando)
