Det blev kun til en visit på årets Uhørt, til gengæld blev der nået 6 koncerter på 4 timer. Ingen faldt helt igennem, nogle var direkte fremragende. Hvem fik mest ud af deres 30 minutter i spotlyset af Datter, Louis Jarto, Mørkeblødt, Sauna Senere, Lasse Aagaard og Fräulein?
Reportage og anmeldelserne her bliver delt i to. Denne første med anmeldelser af Datter, Louis Jarto og Mørkeblødt, samt nogle overordnede ord om Uhørt. I anden del følger de resterende anmeldelser, samt en lille afrunding.
Op på hesten igen, jernhesten fra Herlev til Enghavevej. Der skulle bankes noget ferierust af, ikke af cyklen, den kører nogenlunde som smurt. Men anmelderbussen har været parkeret i garagen siden Roskilde.
Dengang, i sommers, havde jeg lidt krise, knolden var ikke helt i gear, det kan man læse mere om her, hvis man er nysgerrig. Orker man ikke navlepilleri, så kan jeg blot konkludere at det tilsyneladende går meget bedre? Jeg følte mig i hvert fald i rigtig fin form, da musikken gik i gang og fortrød næsten, at jeg havde givet mig selv en tidlig bagkant. Meeeeen, når man arbejder eftermiddag/aften i hverdagene, så må man prioritere sin tid, så man kan hænge ud med skolebarnet mest muligt i weekender.
Det gik i forholdsvis rask tempo mod Uhørt, det vil sige, at det var så varmt, at der blev observeret kondiløbere på ruten, der løb i bar kasse. Man blev lidt misundelig, da man kunne mærke den våde plet vokse bag rygsækken, mens man kæmpede lidt med modvinden. En varm vind fra øst – så ikke meget hjælp at hente der.
Da jeg ankom, blev jeg tilmed bedt om at tømme min medbragte vandflaske ved indgangen. Nuvel, vagten kunne trøste med, at de skam solgte vand på pladsen. Til gengæld opdagede han ikke de to bananer, der lå ved siden af vandflasken i tasken. Så var aftensmaden reddet! Jeg havde ikke lige tid til at spise maden fra pladsen, der var en stram tidsplan med 6 koncerter med kun 10-15 minutters pause mellem hver.
Pladsen lignede umiddelbart sig selv. 3 scener, Volumen i garagen/lagerhallen ved indgangen, open air Gårdscenen cirka midt på pladsen og Skate Scenen bagest, inde i, ja, skatebanehallen. Dog skulle det vise sig, at Volume Scenen var placeret i modsatte side af bygningen i forhold til tidligere år, jeg har været på Uhørt. Det virkede også som om, at der var lidt mindre plads til publikum. Det var mere tydeligt i Skaterhallen, hvor Skate Scenen var rykket så meget frem, at publikumsarealet nærmest var halveret.
Var der ganske enkelt solgt færre billetter op til festivalen, og scenerne indrettede derefter? Der var jo en del konkurrence om publikums gunst i hovedstaden, blandt andet Copenhagen Pride. Eller var det en beslutning taget for, at få publikum pakket lidt tættere end tidligere år? Hvorom alting er, så var det en fornuftig disposition. Især Skate Scenen har lidt lidt under, at hallen kan virke utaknemmelig stor at spille op. Og sparsomt besøgte koncerter virker mere underbefolket rent optisk end tilfældet måske egentlig har været.
Det virkede også som om, at der var opgraderet både hvad angår siddepladser ved og omkring Gårdscenen. Ligesom barerne var vokset lidt i antal og størrelse. Toiletvogne var der også rigeligt af. Jeg var ikke på Uhørt sidste år, så jeg skal ikke kunne sige om det var samme set up?
Logistikken fungerer på Uhørt, og ligeså med afviklingen. De kører et stramt program, men alt lader til at blive afviklet gnidningsfrit, og til tiden. De to konferencier, jeg havde fornøjelsen af at opleve, gjorde en rigtig god figur i deres rolle. En begejstret og meget “på” kvindelig, der gav den med store ord og armbevægelser uden at det kammede over. Og en herrer, der på sin lidt mere afdæmpede facon havde nogle knastørre funny bones.
Lyden var generelt også som man kunne forvente, og bestemt godkendt. Gårdscenen er lidt udsat for vind, vejr og at den er open air. Volumen kan godt være lidt “skraldet” i lyden, og Skatehallen virker umiddelbart som et udfordrende lokale af at skulle lave god lyd i – men det lød faktisk ret godt, overordnet set, derinde.
Masser af smilende frivillige, en meget, meget ren og ryddig plads var med til, at bidrage til de nydelige rammer og forhold. Det er næsten lige før, at Uhørt flirter med at blive FOR høflig og pæn, hvis man kan kalde det er kritikpunkt? Man skulle næsten ikke tror at der blev festet, hørt musik og gækken sluppet løs i tre dage?!
Det er måske også fordi, at det ER en meget rolig festival. Mere derom senere. Nu skal vi sgu’ have skruet op og lytte til noget musik.
Datter, Gårdscenen
De første levende billeder på scenen på festivalens sidste dag var Datter. Der blev lovet følsom indie, og var det noget vi fik, så var det følelser og følsom indie. De helt store, de mere tyste og meget af tiden højdramatiske.
Det er næsten for enkelt at smække indie-mærkatet på Datter, der i følge deres Facebook “skaber et lydunivers, der rummer både nerve og nærvær”. Det siger så egentlig heller ikke så meget, eller kunne betyde så meget?! Lad os bare kalde det følelsesladet indie så med ret dramatiske udsving, og stedvis store armbevægelser.
Der er noget indelukket, eller noget der presser sig på for, at få lov til at bryde ud over Datter og deres musik. Guitaristen sørger for de mest indie-klingende flader og klange, mens rytmegruppen, bassisten og trommeslageren flirter med noget, der har noget mere jazzet og funket over sig. Det kunne på papiret lyde som en lidt særpræget blanding, men de får det til at fungere og smelte sammen til en ganske original lyd.
I front har de en stærk sangerinde i form af Josephine Cope, der har en ret specielt vokal og måde at bruge stemmen på. Den er både mørk, dyster og dragende, men rummer også meget soul og vilde RnB klingende fraseringer. Der er godt med vibration i stemmeføringen, og i glimt aner man et ekko af Annisette Koppel.
Store ord og roser, men der er også lidt torne. Det er lige ved at kamme over hist og her. Det er som om at Cope måske vil (og kan) for meget på samme, eller inden for kort tid, så man bliver helt overstimuleret. Samme indtryk efterlod resten af bandet, og musikken på sin vis også, da de lagde ud med den brusende og bølgende “Boulevarder”. Der var skruet op for dramatikken fra første øjeblik, hvilket er med til at forstærke indtrykket af, at meget af det her, og mine tanker omkring musikken, er tilstræbt og helt overlagt fra Datters side.
Det er nok meningen, at det skal være “lidt for meget”. Det ER følelserne uden på tøjet, hvor det hele bliver hængt til tørre. De lader til at være bevidste om virkemidlerne, og effekten de har, og som de ønsker at frembringe. “Boulevard” bygger langsomt op, det “suser ind og ud”, mod et tungt udbrud. Inden der bygges ned igen og så forfra. Den form for opbygning, og brug af velplacerede og nøje afmålte, voldsomme udladninger benytter Datter sig meget af i deres habile sangskrivning.
“Havn” fulgte efter, og bandet virkede enten stadig lidt hæmmede, eller distancerede på scenen. Et eller andet gjorde i hvert fald, at det var som om at musikken, og dermed også bandet, havde lidt besvær med at nå helt ud over scenekanten. Det var også en lidt vanskelig opgave Datter var blevet stillet, sådan at åbne sidste dagen foran en indledningsvis lidt mager publikumsskare. Det var også som om, at de skulle se Datter an, eller kæmpede lidt med at komme i gear i eftermiddagssolen.
Det blev dog bedre, som koncerten skred frem. En indledningsvis meget stille, ny sang svævede ud fra scenen og mod nærmeste trækrone. Der blev i hvert fald sunget noget med “skoven”, og “at plante”, og så var der et eller andet med en ny krop? Nuvel, igen var opbygningen ganske dramatisk, grænsende til det teatralske og ret ambitiøst sangskrivningsmæssigt.
Her var det som om, at en usynlig barriere blev brudt. Og der kom mere kontakt mellem bandet på scenen og de fremmødte. Derfra så Datter sig heller ikke tilbage. De havde gemt deres stærkeste kort til koncertens afslutning. Deres første single, “Bagover”, er et glimrende nummer. Dernæst endnu en ny sang, der som de kun havde spillet en gang tidligere live, det kunne man ikke høre eller mærke. Inden der blev rundet af med den fine “Myldretid”, der blev kørt sejt over målstregen af trommeslageren.
Fælles for de tre sidste numre var, at det virkede som om at der var kommet hul på bylden. Hvis der da var en byld, måske mere en lille, irriterende knop, der gav lidt moderat kløe i koncertens første halvdel.
“Alt bliver større lige nu, og jeg blev mindre end jeg sku’, og mindre lige nu”, noget i den retning lød det i det helt nye nummer mod slut. Datter kan roligt gå fra Uhørt med rank ryg og hovedet løftet, der er muligheder her for at vokse. Der er lidt at arbejde på, men bandet har også en solid håndfuld gode sange at arbejde med. Så fundamentet er der.
Og nu til noget helt andet, som det lød i Monty Python i de gode, gamle dage.
Louis Jarto, Skate Scenen
Direkte fløjet ind fra en pop up koncert, på en hemmelig militærbase på Nordpolen, fik vi selveste Louis Jarto. Hold øje med det navn, for han ender på Orange Scene!
Eller faktisk stod han der allerede. For mytomanen, og muligvis megalomanen, Jarto havde medbragt en orange opsætning i kuffertstørrelse. Praktisk når han gjorde sin entré netop med en orange kuffert/trolley på slæb, ulastligt klædt som en blanding af en vagabond/30er gangster/britisk fodboldfan/din morfar som ung.
Der var altså dømt en art total teater, eller skulle man sige cirkus? OK, performancekunst møder en gademusikant, er måske mere passende. Selvom Jarto har ambitioner om at stå på Orange Scene, så var dette hans første “rigtige” koncert på en scene nogensinde. Ellers har han dyrket pop up konceptet. Hvem ved, om det passer?
Eller hvad der var op og ned i Jartos dicount musik. Var det en parodi på en stadionkoncert, satire, gak og løjer, eller alvorligt og seriøst ment? Who the fuck knows, måske lidt af det hele? Eller også er Louis Jarto bindegal.
Vigtigst af alt så var det ganske underholdende i den knap halve time, som Jarto holdt dampen oppe med sine enkle, spraglede og hårdtpumpede festsange. En slags indie på bikerspeed, der møder Ibiza party beats og punket energi. Setuppet var skrabet, en guitar, en bas, en laptop og en rytmeboks/keyboard/optage thingamajig boks, som jeg ikke kender navnet på. Den kunne spille, optage og der var knapper, der kunne drejes, OK!
Jarto greb bas eller guitar, nogle gange begge dele, spillede en kort melodistump, og loopede så stykket med tingesten. Vupti, så var den melodi klar, og det næste nummer bankede derudaf. Mens hovedpersonen selv, for det meste sovset ind i kraftig rumklang, kunne koncentrere sig om at synge, råbe, spille på andre instrumenter eller bruge en rekvisit.
Vi fik både en stor badebold at lege med, og mod slut indhyllet i røgen fra en håndholdt røgmaskine, Jarto væltede rundt med. Mens partybangers som “Fjern Dig Nu”, “hold lige kæft” og “Tror Du Jeg Gider” bankede ud fra scenen. Kun afbrudt af et kuriøst indslag, hvor Jarto gav et helt afdæmpet nummer, på engelsk, kun bakket op af guitar. Koncertens mest nøgne indslag var sjovt nok det, der fremstod mindst ærligt og mest upersonligt?
Det var der måske OGSÅ en pointe i. For nok brugte, og lykkes, Jarto med alle de billige stadiontricks, som fællessang, hop og sid ned-finten, men det var også som om han forsøgte at holde et spejl op. Hvem og hvad er det vi hylder, og sætter op på Orange Scene størrelse piedestal af og til? Og hvor meget kan man egentlig få folk med på, selvom musikken lyder billig? Guitarballaden virkede som om den kom, fordi “den slags” øjeblik skal en rigtig koncert have.
Nu skal vi ikke overtænke det, og måske tillægger jeg Jarto for mange bagtanker. Muligvis var han også “bare” kommet for at fyre en fest af? Klassens klovn havde været en tyk dreng som barn, hans ord, ikke mine. Derfor fik vi den kommende single “Tykke Dreng”, der handler om at, ja, han var en “smuk, lille tyk dreng”, men egentlig havde han “helt fint”. Den store badebold symboliserede den tykke dreng, som nu blev losset ud fra scenen.
Det var faktisk et ret fint nummer… men man blev helt betænkelig ved at tage det alvorligt, tænk nu, hvis Jarto tager røven på mig, på en eller anden måde? Det er risikoen ved at bruge ironi og overdrivelse, som et virkemiddel. Også den afsluttende “Fjern dig nu”, og dens gentagende og insisterende “håbløse mig”, rummer en følelse af, at man får lov til at kigge bag facaden. Eller gør man?
Er Louis Jarto gøgler eller lystløgner, gadepoet eller discount digter? Partykonge eller byfestbøvert? Måske er han det man gør ham til? Jeg var godt underholdt, tror jeg fattede en pointe eller to, såfremt de var til stede og fornemmer alligevel så meget kvalitet i galskaben, at det ikke føltes som tomme kalorier og spild af tid. Og ikke så uvæsentligt, så virkede det og Jarto fik de fremmødte med på løjerne. Mens han selv svedte for sagen og gav den alt, hvad den kunne trække som evig én-mands indpisker.
Men den ville nok IKKE gå på Orange Scene, lige meget hvor meget Jarto forsøgte at ramme Roskilde stilen og stemningen med sin “HVA SÅ ROOOOSKIIIILDE!”. Dertil er formatet stadig for småt. Og hvorfor var der båndet fuglekvidder mellem sangene?
Fra det kulørte og ind i mørket, ude i sollyset.
Mørkeblødt. Gårdscenen
Rammerne med tidlig aften sol under åben himmel var måske ikke optimale for Mørkeblødt, og deres post-punk influerede dunkle danserock. Deres lyd og fremtoning kunne også godt virke en kende selvhøjtidelig og små-komisk i dagslyset, da de med alvorlige miner indtog den Gårdscenen.
Nuvel, trioen, der naturligvis var klædt i sort fra top til tå, lykkedes faktisk med at få mig til at glemme rammerne for en stund. Og fik fortrængt lyset med en koncentreret, og hvad der fremstod som en ret stramt koordineret indsats på scenen. De har sådan set hele pakken, hvilket måske også er med til, at det er faretruende tæt på at fremstå en anelse for tænkt.
Vores egen Troels-Henrik var ikke så venlig, da han han anmeldte deres plade Lyst Mørke, Rar Uro i 2021. Især vokalen og brugen af det han kaldte digitale effekter på den medførte sure opstød, selvom han også roste lyrikken og bandets evner som sangskrivere. Da jeg lyttede til Mørkeblødt de første gange, var jeg også en kende forbeholden. Jeg syntes, at både den “dovne” vokal og dele af musikken mindede lidt for meget om eksempelvis Barselona.
Det er især deres tidligste numre, der lider lidt under dette imposter syndrom, om det så overhovedet er noget bandet selv har tænkt over. Men jeg er stille og roligt blødt op overfor det stilede mørke. Den indledende “Tænker på Dig” rummer meget af det, som kunne give lidt kvababbelser, men bandet, og forsangerens performance og udstråling, fik mig til at glemme sammenligningerne for en stund.
Mørkeblødt er også et fotogent band i den forstand, at mange af deres bevægelser til de dunkle toner er langsomme, nøje afmålt og kun i glimt eksploderer i temposkift. Det har sin egen puls og udslag af denne, som er nem at følge. Selv mit tvivlsomme mobilkamara kunne næsten følge med og var med på noderne.
Lidt indstuderet virker det stadig, men Mørkeblødt har en god håndfuld effektive sange, der får til at se igennem fingrene med det. Den pågående “Helt Derud”, som pumper uimodståelig af sted gennem den sorte nat på et ensomt dansegulv, fremstod besættende og hæftig. Især afslutningen fik mig til at sænke de sidste parader.
I det hele taget er der noget besat, og også relativt dragende over Mørkeblødts fordanskede, dansevenlige post-punk. Følelserne og frygten sidder udenpå tøjet, mens bandet fremmaner en ildevarslende og faretruende stemning. Besat og forfulgt, men også fastlåst og hæmmet, “som et tog der aldrig går”, som det lyder i “Ikke Blevet Bitter”.
Indtil man endelig bryder fri, fra de skygger der forfølger en, eller bare forsøger at løbe fra dem, som i “Paranoid”. “DU LØBER DU LØBER DU LØBER”, lød det mod slut, da sangen slog over i en form for eksorcistisk eller desperat fællessang, mens forsangeren opfordrede til, at man befriede “den indre hooligan”. Det virkede nærmest som det omvendte af, hvad man normalt forbinder med fællessang, hvor sammenhold og glæde kommer til udtryk.
Mørkeblødt er et stramt foretagende, men det var lige ved at gå galt i første vers af “Sidste Idiot På Planeten”. Et eller andet var en lille smule “off”, jeg ved ikke om det var timingen, det lød bare som om bandmedlemmerne var lige ved at gå forkert af hinanden. I et glimt så det ud som om, at forsangeren var ved at glemme teksten, eller misse sit cue. Han fik den dog reddet i sidste øjeblik og sangen kom tilbage på sporet.
Den lukkede hovedparten af koncerten ned, men vi fik en form for ekstranummer. Hvor frontmanden indtog scenen i ensom majestæt og leverede en overraskende sjæler. Et dejligt afbræk, hvor man fik lov til at høre hans “rigtige” stemme, i en sang om ubetinget kærlighed.
Et stærkt øjeblik, som rent opbygningsmæssigt muligvis kunne placeres tidligere i koncerten, men også fungerede som afslutter. Sangen var god som den er, men jeg stod med fornemmelsen af, at han nææææsten har en oplagt fællessang her. Der ikke helt er der på den måde, hvor den vokser fra “god” til decideret fremragende.
Efterfølgende så han oprigtigt rørt og lettet ud. Facaden faldt endegyldigt, måske derfor den bliver gemt som lukker?
Mørkeblødt har “den” også NÆSTEN. Jeg savner måske, at de slipper helt ud af sammenligningen med og ekkoet af andre tidstypiske navne samme boldgade. Måske de bare slippe deres indre hooligan helt løs?
Det kunne jeg så fundere lidt over mens jeg tvang de sidste dråber ud af min Fritz Kola og satte kursen mod Skate Scenen igen. Hvad der ventede inde i den lumre sauna, kan man læse om i anden del.
Af Ken Damgaard Thomsen
