Danske Ufornia er et nyt band bestående af nogle garvede herrer, der prøver kræfter med drømmende shoegaze og post-punk. Kulde og varme smelter flot sammen på bandets debut EP, men det afgørende stormvejr der kunne ruske lidt op i tingene, eller blæse en mod nye horisonter, udebliver i sidste ende.
Er det så godt eller skidt? tja, det må jo være op til den enkelte lytter at bedømme, men denne lytter sidder i hvert tilfælde tilbage efter gentagende lyt og savner lige det sidste et eller andet. Det behøvede ikke engang at være noget nyt eller decideret overraskende for genren, måske mangler jeg bare lige, at musikken giver mig det sidste sus eller løft for at jeg er helt revet med?
Jeg bliver kort sagt ikke specielt emotionelt investeret i hovedparten af de toner der strømmer ud fra EP’ens 4 numre. Det er ikke det samme som at jeg keder mig, eller synes det er dårligt – langt fra. Jeg bliver bare ikke ramt “lige der hvor hjertet slår”, eller fysisk påvirket af den den drømmebrusende musik, der svæver en i møde.
Ufornia har ellers virkelig styr på deres udtryk og virkemidler, der er kælet for detaljerne og det fyldige lydbillede. I følge presseteksten har Nicolai Kornerup (Mames Babegenush, Shanghai, Hannah Schneider, m.fl) og Morten Søgaard (Vampire Blow, Billie Van, m.fl) brugt 3 år i studiet (på EP’en optræder desuden Asker Bjørk på trommer og Jacob Haubjerg på bas), hvor de ikke har ladet andre blande sig i sagerne. Det fornemmer man. Måske, igen, på både godt og ondt? Det lyder lækkert og indbydende, en indpakning der både rummer varme og kølighed, numrene hænger enormt godt sammen og det hele virker kort sagt formfuldendt. Men det mangler måske lidt gnist, kanter og en følelse af spontanitet?
Det er naturligvis ord jeg udefra tænker ind i musikken, fordi jeg leder efter en forklaring på hvorfor det her ikke helt rammer mig. Tager vi åbneren, “Days Of Yore”, som eksempel, så lyder det hele virkeligt glimrende, ja, decideret smukt. Der lægges roligt fra land, vokalen er fjern og nærmest døsig, i mens ordene svæver med brisen:
The night we sat and watched the bats
And figured out they’d have to be
Living inside our minds
Switching back and forth from this world to the next
Er vi vågne eller sover vi? Rent atmosfærisk og stilistisk skaber Ufornia et flot landskab på “Days Of Yore”, men man sidder også med en fornemmelse af, at det er et sted, man har været før. Det giver både gensynsglæde men også en følelse af at det er lidt velkendt – og der ikke lurer de store overraskelser i drømmeland.
På den efterfølgende “Boredoms The Dynamite” stiger tempoet en anelse, rytmisk bliver det mere pågående, så nummeret svinger mere i retning af post-punken. Lyrisk er det mere paroleklingende med en kort tekst der af bandet beskrives som, “et repetitivt mantra, der udtrykker modløshed over magtstrukturerne i den vestlige verden”. Det er nu ikke fordi musikken lyder specielt pissed off, klangen er overordnet lun og ganske blød, hvor en kvindelig andenstemme også sørger for lidt sødme i baggrunden.
“Never Knew” sender os helt ned til strandkanten og lugter af hitpotentiale på grund af et ret catchy omkvæd. Vandet er dejligt varmt, den kølige brise helt tilpas og tempomæssigt haster det ikke mere end det jager. I det hele taget er en af de positive aspekter ved Fall Into The Real, at Ufornia på ingen måde virker fortravlede. Det emmer af tilbagelænet ro, overblik og dermed også overskud.
Gør det, at det hele føles lidt for sikkert? Muligvis… men på afslutteren “I Fall Into The Real” er det alligevel som om vi bevæger os lidt længere hen til kanten, og Ufornia er lige ved at tage springet ud i det ukendte. Nummeret har en god summende bund, der sender mine tanker lidt i retning af noget Smashing Pumpkins, som nummeret skrider frem hives man længere og længere væk fra virkeligheden.
Vi, og Ufornia, tager bare ikke lige det sidste skridt og forlader underlaget, desværre – men vi er tæt på som Fall Into The Real rinder ud. Måske har bandet bare brug for lidt mere plads og tid til helt at folde drømmen ud? Jeg ender med at føle mig fanget lidt i den tilstand mellem vågen og søvn, det kan der også være noget spændende i, som er værd at udforske og dykke ned i – men det kan også være en tilstand hvor man i sidste ender tænker: “gid jeg var vågen” eller “hvorfor helvede kan jeg ikke falde i søvn?”.
Jeg ved ikke om det ville ændre noget, men jeg savner måske at Ufornia slipper tøjlerne en anelse og giver slip, Fall Into The Real ender med at føles som en lidt for kontrolleret drøm for mig – og drømme skal jo netop ikke være under kontrol, eller skal de?
Der er ikke en finger at sætte på selve udførelsen af den musikalske del, det lyder virkeligt lækkert og indbydende det hele, og er værd at tjekke ud, hvis du er til shoegazer drømme post-punkede toner. Måske vil det endda ramme dig på følelserne?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Ufornia på Facebook
