Uffe Lorenzen kender du måske ganske godt allerede, som Guf eller Lorenzo Woodrose fra Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. Nu prøver han for første gang kræfter med at gå helt solo med 10 sange på dansk under eget borgerlige navn.
Galmandsværk har albummet fået som titel, og det er et ord, der ligger godt i munden og resonerer positivt i forhold til Lorenzen. Ind i mellem kunne man ønske sig noget af den samme opfindsomhed fra titlen i lyrikken undervejs, som roterer om mange klassiske Lorenzen-troper – følelsen af at være outsider, kapitalisme-kritik og sange om rusen. Sangene er skrevet under et ophold på den lille vulkanø Gomera ud for Marokkos kyst, og hvor det måske nok har givet mere plads til Uffe Lorenzens egne personlige tanker serveret ærligt og direkte, har det ikke resulteret i en entydigt stærk samling sange.
Musikalsk er det nye under solen, at udtrykket generelt er lidt mere dæmpet end det plejer at være på Lorenzens andre projekter og sangene tager udgangspunkt i akkompagnement fra en akustisk guitar – de er dog ofte fortsat hyldet ind i fløjte, fuzz og ekko, som det er tilfældet på åbningsnummeret, ‘Dansker’, hvor danskerne får læst og påskrevet. “Hvad fanden er det egentlig som vi allesammen render rundt og laver?//En nation af cipramil-baskede, hjernevaskede forbrugerslaver”. Det er også nummerets stærkeste linier, og det står desværre lidt i stampe musikalsk.
At Lorenzen fortsat kan skrive sange, der rammer en både enkel og fængende nerve er albummets andet nummer, ‘Rimets Tyranni’, dog et godt eksempel på. Det er på mange måder typisk for Uffe Lorenzens sangskrivning og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er ham, der står bag og synger, lige så snart man hører de første anslag, og det gør heller ingenting når det er så glimrende udført som her. Det rykker og er et af de numre, der formentlig kommer til at finde vej til P6.
Noget af det samme kan man sige om single-forløberen, ‘Flippertøs’, som måske nok trækker på amerikanske forbilleder, men derfor stadig sætter sig hurtigt fast med sin overstyrede fløjte og teksten om den der fascinerende flipperpige, man møder på Loppen eller Lygten Station. Faktisk er den ligefremme melodiøsitet noget af det jeg sætter allermest pris på ved Lorenzens sangskrivning. Den er også til stede på for eksempel den indignerede ‘Ridset Plade’ og ‘Ny By’, som jeg synes er blandt albummet bedste.
At han også har en forkærlighed for citar har man også kunnet høre på andre udgivelser, og ‘På Kanten Af Verden’ kan da også bryste sig af en citar – det er dog et af de numre på albummet, som jeg synes mindre godt om, og hvor jeg synes fremdriften ryger lidt fløjten.
Lorenzens forkærlighed for 60’ernes og 70’ernes danske rockscene fornægter sig heller ikke her, og der er også fundet plads til en genindspilning af Benny Holst og Jesper Jensens ‘Sang Om Merværdi’ fra 1971. Protestsangen er overraskende aktuel, og selv om jeg måske ikke synes alle instrumentale elementer er lige velvalgte, så fungerer det fint.
Galmandsværk føles lidt ujævnt, som det måske fremgår af ovenstående. Det er også som om albummet mod slutningen mangler lidt af de stærke melodier, der er på de første to tredjedele. Den mørke ‘Min Skygge’, som handler om den mørke side af fortælleren, står dog rimeligt stærkt, selv om rimene ikke altid er lige skarpt skårne, og det er alligevel også som om den heller aldrig helt løfter sig.
Og nok er der en fin guitar-indledning til ‘Høj Som Et Højhus’, men det drukner delvist i at vokalen ligger ret tilbagetrukket mellem en række andre samplede stemmer (det er givetvis et bevidst valg og effekt), hvilket gør at jeg ikke bliver suget ind af sangen.
Derfor bliver det også en lidt antiklimatisk slutning, når ‘Blues For Havet’ rinder ud nogle minutter senere, efter bølgeskvulp, citar, og noget der lyder som en didgeridoo har leveret underlægningen til de sidste ord fra Lorenzen – her er lyrikken ret minimalistisk, og består i de første gentagelser af linien “Havet bringer mig gaver”, hvorefter linien “jeg siger tak” afløser den. Det er ikke på nogen måde skrækkeligt, men selv om Lorenzen også kan sit kram her, så er det altså den mere konventionelt dygtige sangskriver-udgave af Uffe Lorenzen, der fremstår stærkest på Galmandsværk.
Om det er fordi Lorenzen mangler med- og modspillet fra sine forskellige samarbejdspartnere fra hans andre projekter forskellige steder i produktionen skal jeg ikke gøre mig klog på, men Galmandsværk fremstår ikke når så potent og vedkommende som helhed som de seneste udgivelser fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat. Der er dog flere stærke numre i mellem, men som helhed er Galmandsværk en begrænset succes i mine ører. Jeg savner den instrumentale forløsning og fandenivoldskhed fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, og det kompenserer de ind i mellem stærke melodier ikke nok for. Samtidig falder de numre, som ikke har den stærke melodi at falde tilbage på, lidt sammen i en lidt for anonym kategori.
Når karakteren lander på 3 stjerner, så handler det måske også om, at jeg havde høje forventninger – de bliver kun til dels indfriet af Galmandsværk, der måske netop savner lidt mere galskab.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
