Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 43

Udvalgte koncerter i København, uge 43

1976
0

Koncerterne klumper sig sammen omkring weekenden i denne uge, især er fredagen bugnende, så lad os lægge ud der.

Første stop er Lille Vega, hvor der er det stor Aarhus-træf 2018 i hovedstaden, når 3 bands fra vores åndlige hjemby spiller op til dåsk dans. Første band på scenen bliver det relativt nystartede band Ral, der fik 4 stjerner med på vejen fra undertegnede for deres debut-EP tilbage i begyndelsen af september. På A Fool’s Errand kombinerede de på ganske vellykket vis tungmetal og melodisk rock.

Så er det co-headliner tid, men nogen skal jo til fadet først, så lad os nappe I’ll Be Damned. Dem har vi mere materiale med i arkivet end jeg kan nævne her (og sikkert mere end der kommer frem på en søgning), fra den første EP over tidlige koncerter, debutpladen, senere koncerter og interviews. Men, det er faktisk ved, at være 2 ½ år siden jeg sidst har set dem live,, så nu er det tid igen. Det er ingen hemmelighed, at vi har en svaghed for bandets forbandede metalrock, så vi satte redaktions mest skeptiske overfor gruppens musik til, at anmelde deres nye plade tilbage i august måned.

Thomas endte sgu’ alligevel med, at uddele 5 stjerner til Road to Disorder, så, ja, der er nok ikke noget, at stille op… vi er forbandede.

Begejstret har vi, eller jeg især, også været for dødsmetallerne Baest, fra den første demo, over debut-EPen og op til deres nyligt udsendte, fremragende, debutplade, der landede som en tung mavepuster i august. Det er dog ikke mindst bandets medrivende og og smittende livekoncerter, der har fået skovlen under mig. 3 gange nåede jeg at opleve bandet live sidste sommer, i 3 ret forskellige omgivelser. Tidligt på dagen i silende regn og blæst på Copenhell, i primetime i teenageland på Roskilde Rising et par dage senere og foran en mindre, noget broget skare på Uhørt i august 2017. Alle 3 koncerter var forrygende på hver deres måde.

Lille Vega // d. 26/10 // Kl. 20.00 // 165 kr. 

Så snupper vi et par mere kortfattede hapsere som en lille breaker. På Spillestedet Stengade er der samme aften japansk besøg fra Acid Mothers Temple & The Melting Paraiso UFO. Jeg har næsten ikke lyst til, at skrive mere end bandnavnet…

Support: Skifting

Stengade // d. 26/10 // 130/150 kr.

I Musikcaféen, i Huset-KBH, er der 9 års fødselsdag. Det er nemlig 9 år siden, at det første Punks Undead arrangement løb af stablen, nu er de nået til nummer 78 i rækken. Aftenens line up til 40 kroner består at britisk punk/thrash/hardcore fra The Revenge of the Psychotronic Man, svensk ultra crust fra Last Climb og dobbelt op på dansk skatepunk fra henholdsvis Forever Unclean og WAYL.

Huset-KBH // d. 26/10 // Kl. 20.00 // 40 kr. 

Endelig har vi et stop i Templet, i Lyngby, hvor den også står på en form for punk, men i den mere poppede og rockede ende af skalaen. Rebecca Lou kigger nemlig forbi og de/hun har en ny EP ude, som vi (endelig) får anmeldt indenfor nærmeste fremtid. Der er allerede et par singler ude, hvoraf den seneste også har fået lidt airplay på P6.

Det forstår man udmærket, det er iørefaldende, har gennemslagskraft og passer godt som et hurtigt vitamintilskud på 3 minutter, eller derunder.

Support: Girlcrush

Templet // d, 26/10 // Kl. 20.00 // 80/100 kr. 

Selvom vi hopper til lørdag, så går vi ingen steder, lørdagens eneste tilbud finder vi nemlig også i Templet. Denne gang er der dobbelt op på dansk core af den energiske og moderne slags, fra Odd Palace og Daze of June.

Sidstnævnte udsendte deres debut op til sommerferien, en af de palder vi simpelthen ikke nåede omkring, beklager. Til gengæld var Jonas meget positiv over den EP bandet udsendte i 2016, da de stadig gik under navnet Archives of Alaska:

“Af en debut-EP at være er Archives of Alaska’s selvbetitlede EP en ret afklaret affære. Retningen er sat, og der er dømt fuld fart ud over metalsletterne, med højt til loftet på de melodiske stykker, som heldigvis trækker mere på melodisk hard rock end outright pop”.

Templet // d. 27/10 // Kl. 20.00 // 100/120 kr. 

Søndag! Den besøger vi ikke så tit her i spalterne, men der var to tilbud der var så tillokkende, at de skulle med i denne uge. I Huset-KBH er der koncert med The William Blakes, der efterhånden er ret sjældne gæster på scenerne rundt omkring, men der er stadig efterspørgsel, i det dette er en ekstrakoncert, da koncerten dagen inden forlængst er udsolgt.

Jeg var ikke mega fan af indierockerne da de kom frem, men, nu hvor det er kommet lidt på afstand og der af og til dukker et nummer op i radioen, så tager jeg mig selv i af nikke med. Der skulle tilmed være nyt på vej, uden nogen fastlagt udgivelsesdato.

Huset-KBH // d. 28/10 // Kl. 20.00 // 180/200 kr.  

Vi runder af med en tur på Hotel Cecil, hvor der er et navn på plakaten, som måske heller ikke er for alle, men som man burde tjekke ud, inden han (måske) bliver større. Jeg oplevede selv svenske Albin Lee Meldau på Roskilde Rising i sommers, hvor han og bandet leverede en af opvarmingsdagenes mest mindeværdige koncerter.

Han gør sig i en form for tilbagelænet og lapset, skæv soul/crooner-pop:

“Om det delvist er en gimmick eller ej, og om man køber den, er nok en smagssag. Indledningsvis synes jeg han var lidt for meget, på sådan en lidt sjusket, stenet, nonchalant og lapset måde. Som om han nærmest ikke kunne blive bebyrdet med, at skulle optræde og synge… men… hurtigt blev jeg overvundet, jeg ved ikke om det var fordi jeg “fangede den”, eller om der var noget at fange, men pludselig havde han mig, og sikkert lige der hvor han gerne ville”.

Hotel Cecil // d. 28/10 // Kl. 20.00 // 175 kr. 

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, I’ll Be Damned på Copenhell ’16

Previous articleSpejlvendt: Rødme (EP) ★★★★☆☆
Next articleReportage: Geder, forbandelser og Aarhustræf i Lille Vega, d. 26/10 – 2018

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.