Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 36

Udvalgte koncerter i København, uge 36

2796
0

Sikke dog tiden går, så blev det allerede september? Nuvel, det bliver tidligere og tidligere mørkt, så kan man jo lige så godt sole sig i noget scene lys på et spillested.

Vi lægger ud med to tilbud torsdag, hvoraf det ene i skrivende stund er markeret med “få billetter”, så lad os kaste os over den mens der stadig er tid. På Ideal bar er der såkaldt “outsider pop fra udkanten af Danmark” fra Maja og De Sarte Sjæle, det er altså i dette tilfælde Sønderjylland. Jeg kunne have svoret, at det var noget vi tidligere havde omtalt, men en søgning gav intet resultat, så slog det mig, at det var dette interview i Politiken jeg havde læst. Det er et kig værd!

Ideal Bar // d. 8/9 // Kl. 20.00 // 80/95 kr.

Torsdagens tilbud nummer to finder vi på Loppen, der denne aften helligere sig proggen (det rimede!). Ok, det er kun hovednavnet, det amerikanske prog-metal band Intronaut der har fået prog-labelet på, plus “hårdtslående” free-jazz! Jazz er også med i blandingen hos norske Shining, der ligeledes har dyppet snablen i metal-gryden og frembragt en blanding de kalder “blackjazz”. Er det ikke eksperimenterende nok, så er aftenens sidste navn, spanske Obsidian Kingdom, der er leverandører af prog, post- og blackmetal og noget elektronisk i samme pakke.

Det lyder som en aften for de nysgerrige!

Loppen // d. 8/9 // Kl. 20.30 // 130 kr.

Vi hopper til fredag, som også byder på to koncerttilbud, hvor vi lægger ud med en tur til Lyngby. Her er der rock i Templet med danske Lucer, som udsendte gode nyheder i form af albummet Bring Me Good News tidligere i år. I min 4 stjernede anmeldelse af albummet skrev jeg blandt andet:

“Spiller, det gør den på Bring Me Good News, over 10 velspillede og til tider ganske sprudlende rock-numre, hvor det aldrig bliver værre end at det ikke kan reddes med endnu et stykke med guitar. Onde tunger ville have forholdsvis nemt ved, at kalde det her for overfladisk, konventionelt, bagstræberisk eller fortærsket. Det er måske heller ikke urimeligt, altså ud over at albummet er en herlig livsbekræftende omgang at lytte sig igennem, for de her gutter kan sgu spille og lyder som om de ikke kunne lave andet end det her – her kommer autenciteten ind og redder hele møget, selvom det er hørt mange gange før”. Læs hele anmeldelsen HER

Skal det være mere klassisk rock, er ligeledes anmelderroste SEA med på plakaten denne aften, dem har vi også anmeldt både på plade og live, hvor jeg bedre kunne lide dem live.

Templet // d. 9/9 // Kl. 21.00 // 90/100 kr.

“Der var egentlig ikke noget decideret nyt eller banebrydende i bandets lyd og optræden, men den korte spilletid mere en kompenserede for det, så man ikke nåede at køre træt i den skramlede og pågående “in your face” bølle-stil, eller kom til at savne nytænkning. Et bekendtskab, der virker perfekt til max et kvarters afstraffelse, og så ud og suge noget frisk luft”.

Sådan lød noget af min beskrivelse, da jeg fik prygl af Smertegrænsens Toldere en mørk februar aften på Stengade, fredag bliver der dolket løs i Pumpehuset. Men der er mere!

Ruined oplevede vi på Rising Scenen på Roskilde Festival 2015, hvor de trådte til i stedet for svenske Beyond Pink, der måtte springe fra. Hardcore og dens afarter i solskin KAN fungere, som Piss Vortex beviste dagen inden, men den vilde koncert havde vi måske i lidt for klar erindring, i hvert fald blev vi ikke blæst helt så meget bagover af ellers hoppende og energiske Ruined.

Hvis det ikke er nok får du også Night Fever, hvis glimrende album Vendetta jeg engang beskrev således:

“Vendetta er 8 stænger dynamit lige i fjæset på dig, hvor hardcore, punk og punk ‘n roll flyder sammen og detonerer – uden at ofre fængende melodier til fordel for ren, rå energi”.

Pumpehuset // d. 9/9 // Kl. 20.00 // 100 kr.

Der er godt knald på lørdag, så der er blevet valgt og vraget lidt, så kig selv lidt rundt på nettet. Første arrangement der røg med her finder vi på High Voltage, hvor der denne aften er gratis adgang til musikken. Du får tung og groovy metal af den amerikanske 90er skole fra Gods Among Machines, som er et ubeskrevet blad for mig og også kaldes debutanter af High Voltage, så der er nok tale om et relativt nyt orkester, ja?

Mere erfaring finder vi hos aftenens andet navn, Loud ‘N Rowdy, der er leveringsdygtige i energisk og iørefaldende hårdrock, som også trækker de amerikanske sydstater og rock-traditionerne derfra med ind i ligningen.

High Voltage // d. 10/9 // Kl. 22.00 // Gratis

Så dobbelt-dypper vi på Amager, hvor vi første skal et smut forbi Beta, hvor Siamese lufter gammelt og nyt. Bandet er på vej med konceptpladen SAGILIA, der omhandler de 7 dødssynder. Bandets tredje udspil, den selvbetitlede Siamese, var begyndelsen på et nyt kapitel for bandet, hvor de skrottede “Fighting Fish” fra enden af navnet og store dele af metal-tendenserne i deres lyd og er drejede i en mere storladen, radiovenlig retning. Thomas sluttede sin 4-stjernede anmeldelse af med følgende ord:

“Siamese er alt i alt et godt og voksent album, med flere ups end downs, som bandet bør og skal være stolte af, og jeg vil blive meget overrasket hvis ikke Siamese får et par eller tre sange i radioen. Om ikke andet så helt sikkert i udlandet, det ville være fortjent.  Jeg kvitterer med 4 voksne radiovenlige og poprockede stjerner”. Læs hele anmeldelsen HER

Opvarmningen leveres af rockbandet H.E.R.O., der i samme omgang holder releasekoncert for deres nye EP (som vi anmelder om nogle uger). Bandet ambition er, ved at have en en begejstring for melodier i fokus, at hive rocken i en ny retning. En retning, hvor trioens individuelle inspirationskilder, via demokratisk dialog, forsøges inddraget. Som eksempel nævner de selv, at det kunne være “Beatles-melodier, Soundgarden-riffs og Queen-harmonier”.

Gruppen udsendte i 2014 singlen “Superpowers” og har blandt andet været på tour med Dizzy Mizz Lizzy, nu er de så klar med en EP, som gruppen har gået og nørklet med, ifølge dem selv med perfektionisme  som drivkraft og omdrejningspunkt.

Beta // d. 10/9 // Kl. 21.00 // 125/145 Kr.

Inde hos naboerne Amager Bio er der dobbelt dansk på programmet, øverst på plakaten finder vi rutinerede Yellowbellies, hvis historie strækker sig helt tilbage til 90erne. Bandet album-debuterede i 1997 men har først fornylig udsendt deres tredje album, Anywhere But Here, der udkom tibage i marts måned. Hjertet var på rette sted, bandet sådan set velspillende, men det pop/rockede materiale virkede som om det havde svært ved at komme ud af 90ernes skygge.

Med denne aften er også Select Captain, som vi har omtalt flere gange her på siden, blandt andet var Jonas ude med 4 stjerner til debutalbummet The Fear and the Lights, som udkom forrige år, anmeldelse kan du læse HER. Manden bag Select Captain, Kristian Gaarskjær, har også et nyere udspil på samvittigheden, nemlig EP’en Pure Neon, som Thomas anmeldte tilbage i april sidste år. Dengang skrev han blandt andet:

“(…) Pure Neon (fremstår) heller ikke som et helstøbt værk, men derimod som 5 sange der hver især har deres styrker, og svagheder, og man sidder som lytter og mangler en defineret lyd fra kaptajnens hånd. Det er da meget hyggeligt at være i selskab med blandt andre The Lumineers og Johnny Cash undervejs, men mest af alt vil man jo hellere være i selskab med Select Captain fra start til slut”. Resten af anmeldelsen kan læses HER.

Amager Bio // d. 10/9 // Kl. 20.00 // 150 kr.

Vi lukker og slukker med et smut på Stengade, hvor der er er to lidt forskellige bands på scenen. Genopstået efter to år på sidelinjen er Danmarks ældste ska-band Ducksoup, der garanterer behov for at kridte danseskoene og afstøvning af dine pogo-skills inden det går løs med hele 2 sæt fra bandet lørdag aften.

Sidst, men ikke mindst, har vi Two Trick Pony, der får æren af at varme op med deres 60er poppede støj-toner. Deres debut-album smed jeg en topkarakter efter, da lod jeg måske begejstringen løbe af med mig, men 6 stjerner er altid til debat, ligesom alle karakterer naturligvis, vi opererer ikke rigtig med termologier som “mesterværk” og “perfekt”, de 6 stjerner var mere udtryk for, at jeg ikke kunne se hvordan deres betagende støj-pop/rock kunne være udført meget bedre. Ikke mindst skriver bandet bare forbandet gode og medrivende sange, som forhåbentlig også holder live. Pas på, the horses are coming….

Stengade // d. 10/9 // Kl. 20.00 // 100/125 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lucer

 

Previous articleWhen We Talk: When We Talk (EP) ★★☆☆☆☆
Next articleWhite White Woods: Loving Kills (But So Does Smoking) (EP) ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.