Home Seneste August 2016 - Nyheder Udvalgte koncerter i København, uge 34

Udvalgte koncerter i København, uge 34

2589
0

Dønningerne efter Gutter Island er (forhåbentlig) ved at lægge sig, september bygynder at lure ude i horisonten og dermed også højsæson for spillestederne, men inden det for alvor går løs igen er der stadig lidt tilbage at finde i august.

Vi lægger ud på loppen der får besøg fra Norge onsdag aften i form af The Yum Yums, der beskrives som “ét af nordens good ol’ power-pop/pop-punk/rock’n’roll-band…”. Bandet er dannet i start 90’erne, men lyder som om de trækker lige så meget på inspiration fra 60’er garage-pop og lidt surf og tyggegummi-punk som The Ramones fra 70’erne.

Opvarmningen står The Slinkers for, de spiller punkrock med et sjat blues’et rock og rul. Eller omvendt.

Loppen // d. 24/8 // Kl. 20.30 // 50 kr.

Onsdag kan du også smutte i Byhaven ved Pumpehuset, hvor der er er sommerlige indie toner på programmet fra Masasolo, som vi oplevede på Rising Scenen, på årets Roskilde Festival. Faktisk var denne søndagskoncert den første koncert på Roskilde i år for os, Jonas indledte sin anmeldelse således:

“Første band for os blev Masasolo, et af navnene på årets program som blot har få numre ude i offentligheden – i Masasolo’s tilfælde to singler. Stilen er drømmende psych, ikke ulig et band som Tame Impala, og, for den sags skyld, The Flaming Lips, som jeg kom til at tænke på da bandet spillede deres første nummer efter en instrumental indledning”.

Support: Hey Way

Byhaven // d. 24/8 // Kl. 18.30 // Gratis

Dribler vi videre til torsdag, så er det også omkring, og denne gang også i, Pumpehuset det summer. Inde i mørket byder aftenen på metal ud af halvfemserne fra gode, gamle Fear Factory, der har holdt den tekniske dødsfane højt siden 1990. Godt nok peakede de nok kommercielt og hos kritikerne midt i 90’erne, men bandet har udsendt en jævn strøm af solide udgivelser siden

Support: Textures

Pumpehuset // d. 25/8 // Kl. 20.00 // 180 kr.

Men der er faktisk rigtig god grund til, at dukke op tidligt og tage det gratis arrangement i Byhaven med, hvor du får to spændende navne for lige nøjagtig nul kroner! Du får Darling Don’t Dance som det er et par år siden jeg har hørt noget til. Bandets lyd har tråde tilbage til både de punk-støjende start 90’ere og amerikansk 80’er indie.

Rebecca Lou er ikke helt ubeslægtet i denne sammenhæng, sådan var det i hvert fald da jeg oplevede hende og band leverer en overbevisende 5-stjernet koncert på UHØRT forrige weekend:

“I det hele taget var der noget ulmende vildskab og en foruroligende energi i sættet, Lou og bands levering og sangene, der gav en følelsen af at overvære en flok rovdyr i bur. Rovdyr der kredser om tremmerne, og “pacer” roligt, og alligevel faretruende frem og tilbage, mens de venter på at nogen stikker labberne eller snuden for langt frem”.

Byhaven // d. 25/6 // Kl. 18.30 // Gratis

Sidste stop torsdag er på Lygtens Kro, hvor Syreregn holder en noget forsinket releasefest for albummet OCD, der udkom i 2009. Anledningen er, at albummet endelig er kommet på vinyl, hvilket var den oprindelige idé, men projektet var dengang for dyrt for gruppen, der i følge dem selv indspillede pladen i et “skimmelfyldt  sommerhus på Nordfalster”. Som selv videre fortæller, så var det før der var nogen “psych bølge” eller psykedeliske bands der vandt DMA-priser, så bandet må have virket noget udenfor nummer dengang. Også for os… for vi eksisterede slet ikke.

Det gjorde vi til gengæld sidst Syreregn udsendte nyt, hvor deres album, Skabt Værk Består, blev tildelt 4 stjerner af Jonas:

“I det hele taget er Skabt Værk Består et velfungerende album, med tryk på album, hvor de hurtigere, blues-rockede numre og de mere svævende, psykedeliske supplerer hinanden godt…….. Syreregn er så absolut værd at nævne i sammenhæng med bands som ligesindede Fuzz Manta, Red Sky Wizard og Spids Nøgenhat, og kan du lide rock både med tempofyldt blues og udsvævende psykedeliske stykker, så bør du tjekke Skabt Værk Består ud. 4 store stjerner tikker ind til bandet herfra”. Læs resten af anmeldelsen HER

Entréen denne aften bestemmer du selv, men lægger du 150 kr. kan du vælge et vinyleksemplar af Skabt Værk Består, Sange Fra Den DAB-døde Zone eller Fly With Us. Smider du derimod mindst 200 kr. så er vinyludgaven af OCD din.

Support: Rasmus Klausen (Grævling) solo-sæt

Lygtens Kro // d. 25/8 // Kl. 20.30 // Pay what you want

Fredag lægger vi ud med en tur på rockklub, når High Voltage endnu engang giver to danske bands mulighed for at give prøver af talentet når klokken nærmer sig midnat. I denne omgang får du “sumpet bluesrock” fra de tidligere vindere af Emergenza Finalen (den københavnske udgave i 2013)), Blackbeat. Beslægtede Blackbird Syndicate har netop udsendt en EP, som vi anmelder indenfor den ikke så fjerne fremtid, en udgivelse der lugter lidt af denim, cowboystøvler og whiskey (leave the bottle… Hey, fint bandnavn hvis nogen mangler?).

High Voltage // d. 26/8 // Kl. 22.00 // 70 kr.

Loppen er mørket til gengæld badet i rødt lydt, når Franklin Zoo fejre udgivelsen af albummet Red Skies. Det er et band vi har fulgt næsten siden vi åbnede butikken, siden et tilfældigt møde med en af deres guitarister, en mørk aften på Spot Festival 2012, første til, at jeg troppede op på Backstage i Aarhus dagen efter og overværede deres EP-showcase. Der er sket meget og røget ind til flere koncerter med bandet under vesten siden, men helt overordnet er det her et band der virkelig er vokset.

Hvor EP’en bar sine inspirationskilder helt uden på tøjet med Soundgarden og Alice In Chains som de mest åbenlyse, så kom der mere personlighed og eksperimenter med form og lyd ind i billedet på debutalbummet Untamed, fra 2013. Den bedømte jeg til 5-stjerner dengang, set i bakspejlet var det måske mere en 4er og ikke alle numre er nogen jeg har genhørt lige mange gange. Bandet fulgte albummet op med en EP sidste år, hvor jeg også oplevede bandet tage kampen op med den tidlige “åben dagen” tjans på Copenhell. Det var kollega Thomas der anmeldte, og han var knap så overbevist som jeg, eller der var i virkeligheden nok et eksempel på det der deler vandene omkring bandet. Enten er du ligeglad med, at bandets lyd i en eller anden form er hørt før (det var Soundgardens i øvrigt også et eller andet sted), eller også synes du det lyder FOR meget som forbillederne.

EP’en giver mening for mig nu, hvor jeg har lyttet til Red Skies. EP’en trak mere veksler på nogle Soundgardens inspirationskilder, som Black Sabbath, noget der er endnu mere fremtrædende på Red Skies, hvor bandet for alvor forsøger at hugge stykker af bjergsiden med store, tunge riffs. Jeg synes også sangskrivningen er blevet både bedre og mere ambitiøs, og dermed har musikken egentlig også fået mere personlighed. Og så er det bare en plade spækket med fede, mørke og store numre.

Jonas anmelder albummet her på siden i morgen.

Support: Souls of Tide (NO)

Loppen // d. 26/8 // Kl. 21.00 // 90 kr., 135 kr. inkl. CD, 170 kr. inkl. LP.

Vi hopper til lørdag, hvor du kan tage på drømmerejse ind i sindet hele to forskellige steder i byen, først for er Stengade, der har tre bands på plakaten denne aften. Hovednavn er amerikanske The Flying Eye fra Baltimore, der gør sig i noget “heavy psychedelica”. Som support er der dobbelt op på dansk, hvor du får klassisk, melodisk tungrock fra SEA, som jeg både har anmeldt på plade og live på Copenhell sidste sommer, samt Cave Head.

Sidstnævnte udesendte sidste år en selvbetitlet EP, som Thomas var så begejstret for, at han hev 5 stjerner op af foret:

“Man kan diskutere om bandets lyd er nyskabende, den er bygget af velkendte sten, klassisk rock, lettere poppede omkvæd og en snert old school metal. Spørgsmålet er også om det på noget tidspunkt har været bandets mission, altså at være nyskabende. Mest af alt virker det til at de 4 gutter, Jacob, Jonas, Henrik og Kris bare vil levere velspillet, troværdigt og energisk musik og det er de skam leveringsdygtige i”. Resten af anmeldelsen kan læses HER

Stengade // d. 27/8 // Kl. 20.00 // 75/90 kr.

Trip to kan indtages helt gratis i Byhaven, hvor der er to muligheder for at svæve lidt væk. Stefanie anmeldt debutten fra Red Lama til 4 stjerner tilbage i begyndelsen af maj måned, en anmeldelse hun indledte således:

“Red Lama er udråbt til at være ”the next big thing” inden for progressiv, psykedelisk rock – eller som de selv ønsker at betegne det: ”Moodrock”. Bandet består af hele 7 eks-Svendborggensere, nu med base i København, der kommer godt rundt i drømmeland på denne debut”. Læs resten af anmeldelsen HER

De aarhusianske neo-psykedelikere Turquoise Sun byder ind med små-syrede og indbydende toner. Jeg sendte 4 fornøjede stjerner efter deres dansevenlige psykedelika, da jeg anmeldte en EP fra dem tilbage i maj sidste år. Jeg skrev blandt andet:

“På mange måder har Turquoise Sun en virkelig lækker og indbydende lyd, der er bare noget tillokkende over de varme, vibrerende og laid back cool toner bandet med tilsyneladende lethed lader en flyde i møde. Og alligevel er jeg ikke helt forført, så jeg bare kaster alle hæmninger overbords? Jo, på “To Beat Or Not To Beat” er jeg faktisk klar til at rejse væk med bandet, måske peaker EP’en bare lidt for tidligt, eller også bliver det lige lidt for løssluppent og chillet på de efterfølgende numre?”. Læs resten af anmeldelsen HER

Byhaven // d. 27/8 // Kl. 18.30 // Gratis

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Rebecca Lou/UHØRT, Lene Damgaard Thomsen/GFR

Previous articleBig Sky Country: Movements ★★★★★☆
Next articleFranklin Zoo: Red Skies ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.