Udengrund udgav en af sidste års bedste danske EP’er i min optik, og nu er de så albumklar med Tomme Pladser, som måske ikke føjer afgørende nyt til bandets udtryk men stadig er en ganske god debut.
Det, Udengrund gør rigtig godt er at blande relativt ligefremme dansksprogede tekster med fængende rock, uden det bliver banalt eller kønsløst. De placerer sig sådan cirka et sted mellem Sonja Hald og Folkeklubben musikalsk, måske mest beslægtet med førstnævnte.
Noget af det, jeg godt kan lide ved Udengrund er, at de ikke er bange for at være direkte. På åbneren ‘Idiot’ lyder åbningslinierne for eksempel sådan her: “Jeg har lært mig at lære at være en idiot//Jeg er blevet idiot af at lære for meget//Jeg har altid ment jeg burde blive noget stort//Mange andre de har ment jeg allerede var for meget”. Det er da rene ord for pengene. Det er en sang, der i høj grad fortsætter tendenserne fra sidste års EP, hvorfra den glimrende ‘Kunstig Ånde’ også har fundet plads på Tomme Pladser. Den fremstår fortsat skarp og velskrevet, og er også en af albummets bedste sange – åbningslinien er værd at repetere: “Det er tid at kaste grus i tidens samlebånd”.
‘Hul igennem’ er også hentet med over fra EP’en, og selv om den passer fint ind på albummet, så virker ‘Kunstig Ånde’ som et mere oplagt valg – ikke for at tage noget fra ‘Hul igennem’, som er fint nummer i sin egen ret.
Et andet velfungerende nummer er ‘Modlys og Støv’, som vi har haft på siden som dagens track. Det er knap så cocky åbneren, mere eftertænksomt, og vil sagtens kunne appellere til P4-airplay med det fængende korarbejde og den relativt ligefremt rockende dansksprogede stil. I samme kategori finder vi også ‘Tandløs Hund’, der rummer flere af de samme kvaliteter.
I det hele taget er albummet en velfungerende størrelse. På ‘Mågeskrig’ er stemningen mørkrandet og tempoet sat ned, og igen er der fin brug af korarbejde, inden en næsten metallisk guitar flænser ind midtvejs, og viser at Udengrund ikke er bange for det skæve og kantede.
I forhold til de tidligere nævnte numre, fremstår ‘Sidste Finger’, hvor en banjo også kommer op til overfladen, måske lidt mere ordinær, men det er nu stadig rigtig solidt sangskrivningsarbejde og godt udført – det rocker lidt mere råt end på for eksempel ‘Modlys og Støv’, men uden helt at være lige så fængende. ‘Huskekage’ rammer også en lidt anden tone, der er mere rå i kanten og med effekt på vokalen, men rammer også kun plet momentvist. Der er dog virkelig stærke passager i nummeret, som rammer noget Gasolin’sk råhed i udtrykket og noget Kashmir’sk legesyge i instrumenteringen. Ikke at det 1:1 lyder som nogen af de nævnte, men der er noget i lyden, der giver mig de associationer.
Ganske fornuftigt har Udengrund begrænset sig til ni numre på albummet, som alligevel når op på knap 40 minutters spilletid. Sidste nummer, der har fundet plads, er ‘Herrens Mark’, hvor banjoen stikker snuden frem og en del af teksten synges tostemmigt, og Kasper Mallings lysere vokal suppleres af en dybere brummen. Det er på mange måder en klassisk rockalbum-lukker, med en langsom opbygning mod en storladen forløsning, og selv om Udengrund lykkes langt henad vejen, så bliver man altså ikke helt blæst væk. Mindre kan også gøre det, og igen er det kompetent udført, og som sædvanlig er teksten værd at lytte efter. Alene det er nu alt andet lige også en stor kvalitet i sig selv, og her synes jeg Udengrund står ganske stærkt i det danske rocklandskab.
I det hele taget bygger albummet videre på Udengrund’s potentiale til at kunne blive et dansksproget rockband, der kan levere til både dem, der vil have det mundret og melodisk og dem som kan lide det lidt mere råt og eksperimenterende. De er sådan set allerede mere end godt på vej. Tomme Pladser høster 4 store stjerner.
Du kan finde Udengrund på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
