Den unge trio Uden Ord albumdebuterer med Eventyr og et følsomt, nysgerrigt og genrebrydende univers.
Trioen Uden Ord, bestående af Gustav Hedemann (vokal og guitar), Thomas Mulcahy (vokal og synths) og William Spangaard Nielsen (vokal og trommer) albumdebuterer med Eventyr, en på nogle måder tidstypisk genrehybrid, der blander alt fra jazz til punk med pop. Men Uden Ord har heldigvis også deres helt egen måde at gøre tingene på.
Noget af det, jeg synes Uden Ord rammer godt er en sårbarhed, næsten en sarthed, i udtrykket, der er kombineret med nysgerrighed og åbenhed. Særligt stærkt lykkes det på ‘Et klart eksempel (Der ved cyklerne)’, men sådan set også på en anden singleforløber, nemlig den glimrende ‘ISO I DAG’, der slår over i mere rocket fællessang understøttet af elektrisk guitar, efter en mere følsom intro. Det må være et nummer, der kan få fællessangen og fællesskabsfølelsen i gang på koncertpladser rundt om i landet en lun sommeraften.
Uden Ord kan også støje og skramle mere, som de gør på i passager på ‘Det at åbne sig’ – der samtidig rammer noget følsom fællessang omkring ordene “Hvornår blev vi/rørt til tårer sidst?”. Kernen er dog nysgerrigt og følsomt udforskende.
Det er dog ikke alt, Uden Ord gør, jeg bliver lige ramt af. Den tangentbårne ‘Eventyret’, for eksempel, fungerer kun delvist for mig, som den duver, hugger og hakker afsted, mens de tre dele af ‘Vi ledte’ (I, II og III er spredt ud over albummet), forskellige som de er, heller ikke er numre, der får mig til at trykke repeat, selv om indledningen til del I faktisk er ret fin.
Til gengæld fungerer den stilfærdige ‘Visen (I skoven)’ fint, og det samme gør den mere rockede ‘Alt er proces bror’ med flerstemmige vokaler og tilbagelænet tempo. Uden Ord kan noget med at ramme nogle diskrete grooves, der er nærmest stilfærdigt medrivende.
Der kommer mere kul på følelserne på ‘Jeg græder om sommeren’, der behandler en eller anden form for brud, hvor fortælleren nærmest trygler den anden om at blive indledningsvist. Afslutningen på albummet er dæmpet og følsom, med ‘Vi ledte III’, og endelig ‘Nyt sted’, der nærmest dvælende glider afsted, i hvert fald indtil blæsere og trommer begynder at skabe lidt kontraster, inden den igen finder tilbage til grundformen.
På sin vis peger det også lidt tilbage mod åbningen, med ‘Arken (I vores flettede arme)’, der rummer en af albummets mest fængende passager (“Tiderne skifter/Bladene skinner/Dagene forsvinder/I vores flettede arme”). Sammen med ‘Et klart eksempel (Der ved cyklerne)’, ‘ISO i dag’ står den som albummets stærkeste øjeblik, og selv om albummet taber lidt luft efter de første fire numre, så er jeg i det store hele med på turen gennem Uden Ord’s følsomt udforskende univers, der oftest bryder med konventionelle sangstrukturer og krydser genrer efter behag.
Jeg ved ikke om det er et album, jeg selv vil finde frem så ofte, men det er i hvert fald interessant nok til en anbefaling til de eventyrlystne, som samtidig gerne vil være godt forankrede i en nysgerrig følsomhed. Eller følsom nysgerrighed? Nuvel, vi lander på 4 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Artwork: William Spanggaard Nielsen & Signe Dige
