Hold vejret sammen med en blødende planet. Hvis Jorden går under, så ryger vi alle med i faldet. Det er så sort derude… UDÅNDE.
Lifted up by hollow hands
Carried by all of your sins
Nothing ever stands
Downfall begins
Så er vi ligesom i gang med denne åbningssalut fra albummets første nummer +. Der er vedhæftet et praktisk dokument til udgivelsen med en række symboler, der udgør sangtitlerne.
1. +
2. Prologue
3. 🜂
4. 🜄
5. 🜁
6. 🜃
7. Epilogue
“Please use tracklist and song tiles above for any publication”, står der. Noteret og som sagt så gjort.
life of a purist er skrevet og optaget af Rasmus Ejlersen, UDÅNDE består af medlemmer fra Afsky. Sammen har de skabt et gennemarbejdet, gribende og betagende værk.
Det er cirka det vi ved om udgivelser, udover den vedhæftede lyrik. En kulsort, hård, bister og brutal størrelse, hvor lyrikken virker som et dyk ind i sindets mest dunkle og trøstesløse kroge.
Men, det er ikke kun sjælens dunkle sider, som afsøges her. Det er muligvis den følelse den flossede vokal og den altædende musik efterlader, men lyrikken lader flere steder til, at handle om planetens ve og vel.
Earth is dissolving
Earth is your coffin
Take a stand
Lyder det eksempelvis i den voldsomme og enormt kraftfulde 🜃.
Musikken matcher sortsynet. Det starter rigtig godt med de første to numre. Og herefter er det som om pladen og UDÅNDE holder vejret og ikke kigger sig tilbage. Intensiteten vokser og den sort metalliske storm tager til styrke. Indtil pladen omslutter og fortærer dig med hud og hår, skind og ben.
Der som sådan ikke tale om et nybrud indenfor den nordisk tempererede sorte metal, men det er fandengaleme godt.
The ocean rejects my presence
The water withdraws and hides
(Prologue)
Er UDÅNDE en flok sortklædte øko-warriors? Hvis de er, så er deres midler sylespidse, når de borer sig ind i ens skrog med en guitarbredside på et nummer som Prologue. Der er ikke meget Greenpeace og Rainbow Warrior over stemningen her. Bare fuld kraft og ind i siden på en.
Men, der er også en skønhed i UDÅNDEs verdensbillede. Eller i hvert fald i musikken. Lige så tit, som de får ørerne til af blafre med deres overrumplende lydtryk, så sidder man og holder på kæben, når musikken pludselig kredser smukt om en.
Der KAN være noget smukt og rensende i undergangen.
There is a fire within me
Full of devouring despair
A catastrophe the world will see
Silenced with a flood that can’t compare
Og den snurrende 🜂 ebber ud.
Det blæser op igen på 🜄, hvor den indre kamp og naturens dødskramper smelter sammen. Vandet er på vej ind. For at tage dig. Fylde dig op, lille synder. Presset ud mod kanten med musikkens storladne vind i ryggen og det brølende hav for foden af den vindblæste klippe er der ingen mulighed for, at undslippe.
Fill my lungs
With the North Sea’s purest
Show me my wrongs
The life of a purist
Dommens dag er nær. Og du vil drukne.
🜁 lyder som en form for skærsild på havets bund. Et metaforisk hav? I hvert fald er vandet væk. Tilbage er kun mudder.
Surrounded by the ocean floor
Determined the water is gone
Det blæser stadig. Med forstærket styrke. Musikken pisker afsted, hvordan kan blodet i ens åre føles stivnet, når pulsen er så høj?
Sang for sang æder UDÅNDE sig ind på en. Når vi når frem til den langsomme åbning på det episke afslutningsnummer Epilogue, så er overgivelsen total og man er klar til, at ofre sig selv på deres bål. Det blusser op. Svajer majestætisk. Smelter din ansigtshud.
I brought this upon myself
Floating in indifference
Too late and farewell
To my deliverance
Der er ikke nogen stilhed før stormen hos UDÅNDE. Det er endemålet. Nulpunktet. Når den sidste rest luft pustes ud, så er det forbi. UDÅNDE holder vejret og en i et kvælende jerngreb i 39 forrygende minutter.
Og de slipper kun fordi, der derefter ikke er mere tilbage.
Jeg holder vejret sammen med planten og sender 5 dommedagsstjerner efter life of a purist.
Den rensede. Selvom det måske var vores sidste vejrtrækning. Ånd ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
