Den københavnske kvartet Tyrants & Kings er klar med deres tredje album, Run March Burn, en skive, der udforsker den mørke og beskidte ende af rocken. Vi skal både hyle med ulvemanden og høre den blinde mands råb, og det hele bliver serveret med fynd og klem.
Tyrants & Kings debuterede i 2009, og deres andet album, Phosphor Anthems, anmeldte Ken tilbage i 2012 (den anmeldelse kan du læse lige HER). Mit personlige kendskab til bandet var dog på forhånd begrænset til at have hørt et nummer hist og her, men bedømt ud fra 2012-anmeldelsen, så fortsætter Tyrants & Kings hvor de slap dengang. Bandet har denne gang valgt selv at producere albummet, som er indspillet live og analogt via en 40 år gammel Trident pult. Det giver en rå og rustik lyd, som klæder musikken glimrende.
Blandt andet på åbneren ‘Mean, Mean, Mean’, som straks pirrer interessen med sit enkle guitaranslag, inden bas og trommer lægger en blueset bund, som Dennis Kasten’s rå og kraftfulde vokal snart messer ind over. Efterhånden begynder bandet at eksplodere omkring Kasten’s vokal, der også skruer op for kraften. Simpelt og effektivt. Lige så kraftigt og saftigt fortsætter det på ‘Grindnin’ on the Bottom Line’, som drives frem på lige dele piskende trommespil og olme guitarer.
‘Under My Thumb’ har en lettere bund og koklokke, og her bliver Tyrants & Kings’ take på rocken en anelse kedelig i mine ører. Bevares, energien er der stadig, men kompositionen er ikke voldsomt spændende, og i mine ører savner nummeret mere saft og kraft i produktionen, hvis energien skulle veje op for manglerne. Så synes jeg straks langt bedre om den langsomme og beskidte ‘One Time Addict’, som følger efter. Her får Kasten’s vokal god plads til at udfolde sin råstyrke, mens guitarerne holder sig relativt diskret i baggrunden.
Bedre endnu bliver det på ‘Howlin’ with the Wolfman’, der kort fortalt får fyret op for samtlige rockdyder. Det starter med en inciterende baslinie inden Kasten’s vokal begynder at presse rocksved ud af porerne på én, og guitarerne begynder at sværme, mens trommerne sætter tempo. Intensiteten stiger, og Kasten råhyler sammen med ulvemanden, mens instrumenterne bygger et rockuvejr op omkring ham, som ender i trommetorden og lynild fra guitarerne. Sådan skruer man et stærkt rocknummer sammen!
Forståeligt nok sænkes tempoet lidt på nær-titelnummeret ‘Run, March & Burn, Boy’, som heldigvis også er et veldrejet rocknummer, der har mere end en snert heartland- og amerikansk blues rock over sig. Det er jeg bestemt ikke for fin til at sætte pris på, især ikke når det bliver eksekveret ganske overbevisende, som her. Tyrants & Kings’ mission er ikke at være nyskabende, og det er sgu okay. Således er ‘Man of the Hour (Just an Hour Ago)’ også en variation over svedig bluesrock, som den er hørt mere end en gang eller to før. Men igen, når man kan skrue et nummer sammen, som igen fungerer for hvad det er – sveddryppende blueset rock’n roll – så vil jeg ikke beklage mig, men hellere trampe med.
Man er lige ved at tro at den nu skal stå på banjo-ballade et sekund eller to inden ‘Only Known by Man’ sparker sig i gang med fart i trommestikkerne, og nummeret er også udstyret med albummets måske mest catchy passage, hvor Kasten’s vokal får kor-selskab. Til gengæld står nummeret lidt i stampe i sidste halvdel, trods guitar og banjo i fri dressur.
Lidt stampe står det også i på ellers ikke helt uefne ‘Hey, Hey, Look at That Girl’, som dog alligevel ender som et af de mindre interessante tracks på albummet. Trods en ihærdig indsats fra bandet, som absolut leverer med nerve og sjæl. Desværre løfter nummeret sig aldrig over det gennemsnitlige sangskrivningsmæssigt. Således lakker albummet mod enden, og enden kommer også, i form af ‘Blind Man’s Call’, som klædeligt skruer tempoet ned og igen lader vokalen indtage centrum, mens bandet groover rundt om. Det gør de med en stærk vibe, der klinger ud sammen med spilletiden.
Holder man af beskidt og blueset rock’n roll med nerve og sjæl, stærkt spillet og med en grummegod vokal midt i løjerne, så bør man kigge Tyrants & Kings’ vej. Især hvis man kan leve med at kompositionerne ind i mellem er lidt for uopfindsomme til at man holder fuld koncentration hele vejen igennem. Lyden er rå og autentisk og der er intensitet og nerve, selv når sangskrivningen er gennemsnitlig. Vi lander på 4 store stjerner for et saftigt rock-album, hvor bundniveauet er godt, men der mangler et par højkvalitetssange mere for at hive karakteren op på de 5 stjerner.
Run March Burn udkom 28. juli på Nordic Music Society. Tjek Tyrants & Kings ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
