Sikke da et bumlende spektakel, kunne man godt tage sig i at tænke, når det københavnske metal ‘n brøle roll band Tyran ruller det tunge skyts frem, på en 4 numre lang EP.
Lige over et kvarter og lidt byttepenge varer bredsiden fra Tyran, der, naturligvis og meget passende, skriver deres navn med stort alle steder de kan slippe afsted med det. Det her er ikke specielt raffineret og diskret, til gengæld er det en god, gedigen mavepuster (eller pumper, alt efter hvor du kommer fra) og noget der renser ører og pels for det værste utøj.
Det er ikke lige kønt og elegant alle steder, men den rå muskelkraft og intensitet det hele smækkes i skallen på en med, kompenserer for det. Og så er der et eller andet fedt over, at det gerne må være lidt upoleret og primitivt.
Vi kommer forrygende fra start med “Whip Of Guilt”, der efter et par nedtonede sekunder i begyndelsen skruer volumen op på max og tromler derudaf. Tyrans metalliske udskejelser har noget 90’er over sin klang, men det bliver aldrig bedaget, der er bare er eller andet der klinger henad et amerikansk band, man ikke lige havde hørt om, der havde et super fedt nummer med på en cd, der fulgte med et dansk metal/rock magasin.
Der er masser af variation, et godt drive og smittende urkraft og energi over åbningsnummeret – og så får frontmanden prøvet lidt forskelligt af. Der råbes, brøles, skriges, synges og forsøges endog med noget der nærmer sig growl. Sidstnævnte er måske ikke ligefrem den mest vellykkede udflugt, men på den anden side giver det Tyran et herligt skær af uforudsigelighed. Der er plads til lidt af hvert.
Faren ved så blændende en åbning er, at resten af materialet kan komme til at blegne lidt i forhold til. Selvom ingen af de tre resterende numre når helt samme højder, så er der nu masser af krummer at finde i skidtet.
Tempoet er skruet yderligere i vejret i den efterfølgende “No Deliverance”, der stedvis, især på vokalsiden, nærmer sig noget skrige-hardcore. Det fungerer sådan set fint nok, men meget af tiden kører vokalen i et lidt monotont leje, med en let forvrænget klang, som jeg ikke helt ved om jeg synes fungerer optimalt. En effekt som man også kender fra Black Book Lodge (hvor det fungerer glimrende), hvis trommeslager, Jakob Gundel, har produceret Tyran. Måske et tilfælde med det sammenfald? Nummeret mangler desværre lidt af den råstyrke og slagkraft “Whip Of Guilt” besidder, hvilket forsøges opvejet med en mere eksplosiv dynamik, men det ender alligevel med at være EP’ens mindst mindeværdige stund.
Så skal tempet ned i et mere vuggende leje igen, hvor der flirtes med noget semi-episk anthem klingende. “Kaizer” er i følge pressematerialet det første nummer Tyran skrev sammen. Det ved jeg ikke om kan høres, i hvert fald er det bundsolidt og lyder også som et nummer der kunne være fundamentet bandet har bygget videre og ovenpå. Især nummerets anden halvdel får undergrunden til at gynge godt.
Der lukkes og slukkes med fuld skrald på, med den mere udfarende “They Will Never Take Us Alive”. Den attitude og stil bandet disker op med her lever egentlig fint op til titlen, men der er også plads til et ret iørefaldende og melodisk omkvæd, som måske kunne pege i en lidt anden retning for Tyran.
På en måde kunne Tyran godt lyde som det kærlighedsbarn, der kom ud af en ukristelig one night stand trekant mellem Helhorse og I’ll Be Damned og førnævnte Black Book Lodge (i en mere primitiv udgave)? Det er måske ikke så kønt et billede, men Tyran har nu ikke noget at skamme sig over- og kan sagtens stå på egne ben. Der er bare et eller andet med kraften, energien og klangen, som sender mine tanker i den retning.
Der er også lidt at arbejde med, der skal kort og godt skrives nogle flere rigtig gode og ikke kun “solide” numre. Gerne af samme kaliber og kvalitet som “Whip Of Guilt”. Og så ville det måske ikke gøre noget, hvis udtrykket blev en lille, bitte smule mere strømlinet, uden at bandet dermed ville miste deres bid og særpræg.
Men mere end godkendt debut, vi ender på 4 sikre stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Tyran på facebook
Den EP holder hunnar! Jeg kan slet ikke genkende billedet af, det ikke er særligt raffineret? Jeg hører den på repeat. 6/6