Fortryllende atmosfærisk støj-rock/pop med 60’er feeling og masser af vokalharmonier, er hvad Two Trick Pony leverer på deres debutalbum. Et enormt stærkt udspil, der viser at kvintetten har mere end bare to tricks at imponere med.
The Horses Are Coming er Two Trick Pony’s crowdfundede debut, og har du været en af de venlige givere, så kan du roligt være tilfreds og klappe dig selv på mulen. For det første får du i den grad noget for dine penge og for det andet kan resten af os fedterøve nyde godt af det – så tak?
Og tak til Two Trick Pony, for The Horses Are Coming er en mere end vellykket debut, den er direkte betagende. Et stemningsfuldt album som fra første strofe virker indbydende og dragende, med store luftige guitarflader, der svæver rundt som klassisk poppet støj-rock, og bandets helt store trumfkort – de 3 kvindelige vokalister. Dorte Hartmann (guitar), Nicoline Mørup Christensen (lead guitar) og Thilde Mørup Christensen’s (bas) væver sig ind i hinanden, bakker hinanden op, skiftes til at være i centrum og leverer på alle punkter flotte vokaler. Enlige hingst i folden er trommeslager Daniel Vibe.
Sammen skaber de et varmt og fyldigt lydbillede, hvor bandets iørefaldende og fængende melodier er prikken over det berømte i. Man føler sig ganske enkelt godt tilpas og bliver i godt humør af Two Trick Pony, selv om teksterne kredser en del om hjertesorger og kærlighedskvaler – men med et strejf af håb. Den musikalske cocktail smager hen ad en blanding af The Raveonettes, deres forbilleder The Jesus and Mary Chain, Breeders og The Pretenders. De nævner dem selv som inspirationskilder, og søreme om det ikke høres i musikken – uden at Two Trick Pony fremstår som et fladt opkog.
The Horses Are Coming holder overordnet et tårnhøjt niveau, hvor ingen af de 9 numre falder igennem. Der er, naturligvis, nogen jeg bedre kan lide end andre, men der er ingen svipsere i denne samling af velkomponerede numre. Samtidig formår bandet, at variere deres udtryk tilpas meget i løbet af pladen, så albummet fremstår rigt og alsidigt, men med en tydelig rød tråd igennem det hele.
Lad os tage et kig på udvalgte højdepunkter (og man kunne nævne mange), hvor det første allerede falder fra start. Åbningsnummeret “The Arsonist” slår den lettere nostalgisk 60’er poptone an, med sin langsomt flydende melodi og tilbagelænede vokaler. Der er noget “wall of sound” over det, hvor Two Trick Pony rammer en med en mur af behagelige vellyde, krydret med et strejf af bittersødme. En opskrift de bruger en del på pladen, men som aldrig føles letkøbt, overlæsset eller for meget – der er simpelthen bare så meget musikalsk overskud i ponyerne, at de ikke kan holde igen. De slipper tøjlerne og lader musikken flyve. Et blændende åbningsnummer, der nærmest går umærkbart over i førstesinglen, den lidt mere tempofyldte, men ikke mindre fremragende, “Head Over Heels”. Den støj-poppede guitar får lidt mere plads at boltre sig på i velplacerede udbrud, imens ekkoet af The Breeders runger lidt højere, ikke mindst i nogle herligt “dovne” og “drømmende” vokal-passager. Nå ja, og så er bandet, i disse og gennem pladen, leveringsdygtige i forbandet catchy omkvæd. Sikken en indledning på albummet!
Et af de absolutte højdepunkter blandt de numre der omhandler bittersød kærlighed, er den indfølte “It’s Not about You”. Samtidig er det måske min favorit hvad angår de damers vokalpræstation, hvor stemmerne roligt og sikkert skiftes til at synge lead, bakker op med kor eller anden stemme, i det hele taget svæver ud og ind af hinanden på en måde der virker helt ubesværet og naturlig – som én stemme, der samtidig rummer flere. Med forlov – det lyder pisse fedt. Det er perfekt doseret og arrangeret, der holdes igen de rigtige steder, men det virker alligevel overvældende på den helt rigtige måde (men nu er jeg også lidt en sucker for kor/harmonier, and shit).
På titelnummeret “The Horses Are Coming” rammer vi igen ganske svimlende højder. Efter en effektiv opbygning igennem verset, med dejligt militant smæk på trommerne, slippes hestene løs med brusende atmosfæriske vokaler og guitar, så man bare har lyst til at lukke øjne, brede armene ud og lade sig skylle med. Der er noget semi-trippy “overjordisk” over stemningen nummeret igennem, med vokaler der både befinder sig helt fremme i lydbilledet og kor der spøger længere tilbage, der veksles frem og tilbage, trommeslagene bliver mere tydelige og hestene slippes fri igen. “When the horses run free……”, lyder sidste sætning og vi hopper ubemærket direkte over i næste nummer med “…. you come to me // you come to me..”, og så er “Crossing Swords” i gang. Lækkert udført, numrene virker både som om de hører sammen, ligger i forlængelse af hinanden og er to helt separate numre, da en lille støjeksplosion straks sender “Crossing Swords” i en stemningsmæssigt anden retning, efter den korte indledning. Her er mere bulder, brag og drama i musikken. Ikke at det bliver mindre interessant af den grund.
“Push” lukker Two Trick Pony’s sejrsridt med højt til loftet og relativt store armbevægelser, men endnu engang viser bandets deres evne til at styre hestekræfterne, så det ikke kammer over. Tværtimod er det bare en sidste magtdemonstration, men ikke på den voldsomme, anmassende eller faretruende måde. Two Trick pony’s virkemidler er mere nænsomme og “bløde”, men ikke mindre effektive af den grund. De omfavner dig med vellyde på den fede måde, holder dig helt tæt og fast, så man bare må overgive sig når de endnu engang åbner for vokal-sluserne til sidst i nummeret og lader pladen rinde ud med mild støj og og slutteligt helt nøgne stemmer.
Er du klar på velvære igennem stærke vokaler, drømmende musik og stemningsmættede sange, så rammer The Horses Are Coming som en slidstærk pony-ekspres fra start til slut. Læsset med sprudlende, men afbalanceret, musikalsk overskud. På trods af den gennemgående følelse af vellyde, så fremstår ponyerne aldrig for dresserede og polerede, man aner masser af kant og nerve i musikken.
En sanseberusende oplevelse, og en hvor jeg må kvittere med vores højest mulige anbefaling på vores skala (som forresten kan ses her) i form af 6 stjerner. Og så klapper jeg lige hesten.
Anmeldt af KDT
Besøg Two Trick Pony på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
