Skotske Twin Atlantic besøgte årets udgave af Northside Festival, og er nu klar med deres fjerde album, GLA, som lystigt blander rockinfluenser fra de seneste tre årtier til en energisk rockemulsion, som fænger hurtigt, men også fiser lidt let ud igen.
Der er smæk på fra start på GLA – første nummer, ‘God Elephant::Cherry Alligator’ hamrer ud af højtalerne, som en opdateret og mere poleret version af Nirvana, som de lød på Incesticide. Det er kantet, og alligevel melodisk, og netop det melodiske er noget Twin Atlantic har en sans for at ramme, uanset hvor meget distortion, der er på guitaren. Det bliver dog aldrig så hårdtpumpet og voldsomt som på åbneren andre steder på albummet.
Ud over elementer af amerikansk 90’er rock og poppunk, er det hovedsageligt britisk rockmusik, ens tanker ledes i retning af, når man lytter til GLA. Et nummer som ‘No Sleep’ og den fængende ‘You Are the Devil’ emmer for eksempel i passager en hel del af Kasabian, som jo igen lånte flittigt fra bands som The Stone Roses og Primal Scream. Og et eller andet sted ligger Oasis selvfølgelig også og lurer, selv om Twin Atlantic er væsentlig mere upbeat. Der er kort og godt masser af energi og tempo i skæringer som ‘Overthinking’, hvor forsanger Sam McTrusty’s Glasgow-accent ligger tykt, og ‘Missing Link’. Der går pop-punk hit i den på ‘The Chaser’, som er både storladen og catchy med sit kor.
‘Ex El’ rammer en god blanding mellem poppet melodi og punket kraft, mens Kasabian dukker op igen i skyggerne på ‘Valhalla’, som også leger med lidt mere elektroniske lyde, sammen med et nærmest dansevenligt beat, selv om de elektriske guitarer fortsat er en dominerende kraft – her kommer også et ganske fedt instrumentalt mellemstykke, inden vi skal tilbage til ‘uh-uh-uuuh’-kor. Effektiv pop er der også at finde på ‘Whispers’, der emmer af skotsk patos med sine keys og hymniske omkvæd. Et nummer, som handler om at tage afsked med familiemedlemmer.
Mere drivende patos er der på den dæmpede, og strygerindsmurte, ‘A Scar to Hide’, hvor det næsten bliver for meget af det gode med hjerte-smerte følelserne, der sidder helt ude på tøjet hos McTrusty, selv om den skotske accent er en svagt formildende omstændighed.
Albummet afsluttes også på en følelsesfuld tone, med ‘Mothertongue’, som jeg tænker er en hymne til hjemlandet. Her lykkes det at kombinere det afdæmpede med mere følelsesladet energi og et stærkt guitarriff, men det er på en måde som om, der mangler lidt mere dybde, før jeg rigtig bliver rørt.
Egentlig må jeg nok erkende at jeg har det lidt med Twin Atlantic, som med deres landsmænd i Biffy Clyro – jeg synes bestemt de er dygtige til at kombinere poppet melodi med tyngden fra rock og punk, men det virker på en måde for poleret og glat, til at jeg for alvor bliver fanget ind og rigtig kommer til at føle noget. Måske fordi, det virker som om, det er musik, der er lavet, for at lytteren skal opnå følelsesmæssig identifikation.
Jeg ved egentlig ikke om det er rimeligt at skyde Twin Atlantic i skoene, for de virker til at mene det, de synger, og jeg føler mig eller aldrig så overfodret, som når jeg i glimt har lyttet til Biffy Clyro, men der er alligevel noget af det samme over det. På godt og ondt. Det fænger hurtigt og der er en uimodståelig energi, men jeg er også hurtigt videre – andre vil måske være mere begejstrede. Vi lander på 3 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
