Den aarhusianske (via vestjylland) sekstet Turquoise Sun er klar med en meget lovende debut-ep, der i sidste ende måske mest peger fremad mod noget virkeligt stort. Men bandets lydsammensurium af stenet og groovet sommerpsykedelika, tilsat elektroniske strømninger og let funky vibe, er måske ikke helt formfuldendt endnu.
Med det mener jeg ikke, at gruppen har en usammenhængende lyd over de 4 numre der præsenteres her, nærmere at man fornemmer et endnu større potentiale i bandets ret originale sound, der måske kunne foldes endnu mere ud, hvis kompositionerne blev strammet lidt mere op og idéerne lige strømlinet en anelse. Det ville muligvis berøve bandet noget af den uhøjtidelige og legesyge charme og klang, som gennemstrømmer EP’en, men i sidste ende efterlade et skarpere og mere fokuseret udtryk – det er nok en smagssag hvad man ville foretrække, og jeg er også selv lidt i tvivl.
Bandet lægger medrivende fra land med “To Beat Or Not To Beat”, der både er EP’ens bedste og strukturelt mest stramme nummer – uden at man fornemmer en egentlig skabelon. Det er lyden af laid back dasen eller stille dans i solen, med en catchy grundrytme, behagelige udsvævende vokal og på sin egen lidt aparte måde et vist hitpotentiale, hvilket airplay på P6 Beat vel også indikerer. Det næsten 6 minutter lange nummer kan sagtens bære spilletiden, både fordi bandet leger med en masse små detaljer i lydbilledet, men også fordi det helt elementært bare er en god melodi og et nummer der sætter en stemning, der er rar at koble sig på og af til.
Det lyder, som samtlige numre i større eller mindre grad, både som en varm brise fra fortiden og har med de elektroniske elementer noget lidt overjordisk, futuristisk over sig. Tilsat en atmosfære, som giver mig billeder af blomster der åbner sig, mens der kører syrede “tied eye” mønstre som baggrund -det hele i cirkulære bevægelser sammen med musikken. Den efterfølgende “Tunnel Vision” indleds med noget der lyder som klimpren på et legetøjs “klaver” fra Fætter BR, indtil bassen funker nummeret i en anden mere luftig og udsvævende retning. Der er noget flimrende og drømmende soundtrack over løjerne, mens ordene “time travel made me appear in a dream, and no one will ever believe what I have seen”, ikke ligefrem gør oplevelsen mere jordnær. Det fungerer ganske fint som en form for drømmende bagtæppe til ens tanker, men i forhold til åbneren bliver jeg ikke helt revet med og lader tankerne vandre – jeg er af en eller anden grund bare mere bevidst om, at jeg lytter til et nummer der LYDER hypnotisk, men ikke rigtig har den virkning på mig i praksis.
Herfra og ud bliver det sådan set ikke mindre syret, de 2 sidste numre er egentlig ét langt trip, da de nærmest umærkbart smelter sammen og skaber en omkring 10 minutter lang afslutning på EP’en. Den første lidt over 3 minutter er i selskab med “Play With Us”, der indledes med sagte bølgeskvulp i det fjerne og derefter stille og roligt tøffer i gang med en døsig og tilbagelænet stemning til havudsigten. Det er jo altid rart at stene og slumre lidt hen, ligesom man glad og godt tilpas vipper med, når numret begynder at vrikke lidt mere med hofterne, Turquoise Sun er virkelig behageligt selskab – men jeg er igen, ikke fuldstændig revet med.
Vi glider tilbagelænet og elegant over i den egentlig lukker, “I Got Time”, der indledningsvis virker som mellemstykket/let jammet overgang midt i et længere nummer, inden det låser sig mere fast på en retning. “I don’t mind, I got time, are you in a rush or will you stay with us”, spørges der med messende, lidt fjern, stemmeføring? Jo, jeg bliver faktisk gerne hængende EP’en ud, mens jeg chiller lidt under palmetræet.
På mange måder har Turquoise Sun en virkelig lækker og indbydende lyd, der er bare noget tillokkende over de varme, vibrerende og laid back cool toner bandet med tilsyneladende lethed lader en flyde i møde. Og alligevel er jeg ikke helt forført, så jeg bare kaster alle hæmninger overbords? Jo, på “To Beat Or Not To Beat” er jeg faktisk klar til at rejse væk med bandet, måske peaker EP’en bare lidt for tidligt, eller også bliver det lige lidt for løssluppent og chillet på de efterfølgende numre? Noget der ellers sagtens kan få mig med på beatet på andre tidspunkter – men altså ikke lige her, underligt nok.
Det er dog et mildt “kritikpunkt”, og et subjektivt et, der skal nok være nok af lyttere der er parat til at pakke kufferten og stikke mentalt af med bandet. Vi ender på 4 af de store, og solbeskinnede, stjerner – de har sgu’ fat i et eller andet, som både virker velkendt men samtidig ganske originalt og selvstændigt. Slet, slet ikke tosset af et første forsøg at være!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Turquoise Sun på Facebook
