Pophooks redder Turbulents EP, One Sip Of Freedom fra at blive en øvelse i at overpakke numre med idéer, teknik og generel ’se mig!’-tilgang.
One Sip Of Freedom minder mig om 90’ernes rock: Vokalen kunne være en ung Tim Christensen på godt og ondt og rocken er fyldt med vilde idéer og ikke mindst bassisten synes at have fødselsdag HELE TIDEN – noget, vi også så på Kashmirs første udgivelser.
Faktisk bliver netop bassens konstante insisteren på bevægelser, slap, pull offs, bevægelser og se-mig-attitude nok den primære årsag til, at jeg hvis jeg skulle agere band-doktor på projektet ville råbe den oxymoronske kliche: SPIL DOG PÅ PAUSERNE!
For der er nærmest ikke hul i toneangrebene fra første takt. Turbulent kan tydeligvis godt lide at spille teknisk og vise hvad de kan – og have det sjovt imens. Titlen på åbningsnummeret, ‘Shizzle McFunk’, får mig til at rulle lidt med øjnene og da nummeret flere gange stikker af i instrumentalt lir, er der egentlig mange ting, der stritter.
Men ligesom Tim C og Kashmir, så besidder Turbulent altså et glimrende pop-øre og kan lave melodier i sangene, der får mig til at tilgive alt liret. For der ER meget lir på EP’en!
Ideerne står i kø, der spilles hurtigt og især de instrumentale stykker kan blive lidt langhårede. Ja, faktisk er flere af dem ikke voldsomt tighte, hvilket er lidt ukarakteristisk for et band, der tydeligvis går meget op i teknik. Men! Netop det uperfekte gør, at det får en ungdommelig charme, og flere gange tager jeg mig selv i at ’holde lidt med’ bandet og næsten heppe på en guitarist, der bare ikke helt når alle de toner, han gerne vil. Dét er også en oplevelse!
Og så er der melodierne. Især første nummer har et skønt, poppet refræn, men generelt synes der at være tænkt i at lave en fin melodi, så have nogle vers, der er bassistens fødselsdag, så et langt instrumentalt stykke, der er lidt (musik)højskole-agtigt. For så at vende hjem til de der poppede toner.
Det er en EP, det her, og jeg er egentlig et langt stykke hen af vejen med på præmissen med at prøve at spille så hurtigt som man kan, få fyret mindst to grooves af per nummer og så i øvrigt stadig gøre det til sange.
Læg dertil at teksterne ikke er sådan helt hul i hovedet. Jeg tænker i hvert fald at andennummeret, Insanity Inside, er lidt mere gennemtænkt end knallertrockerne i Dizzy Mizz Lizzy var – eller for den sags skyld Kashmirs persona-tilgang i teksterne på de første plader.
Jeg er muligvis lidt gavmild her, men jeg køber ind i energien, i evnen til at skrive melodier og håber, at hvis/når Turbulent laver nyt, så vil de have givet bassisten et stødhalsbånd, sikret at en producer har kontrollen til det – men stadig bevarer den ungdommelige energi, der præger projektet.
Anmeldt af Troels-Henrik B. Krag
