Fredag aften blev der spillet op til rockfest på Radar, og både TurboChild og Förtress holdt fanen højt og leverede koncerter med energi og overskud.
Knyttet til koncerten var endda et koncept omkring forfest på Escobar og efterfest på HeadQuarters – om det var det, der havde trukket en hel del unge mænd af huse, skal jeg ikke kunne sige, men publikum var i hvert fald noget skævt sammensat alders- og kønsmæssigt. Til gengæld var stemningen ganske høj hele vejen igennem.
TurboChild
TurboChild lagde ud godt kvart over 9 med en instrumental intro, hvor de to guitarister, trommeslager og bassist indtog scenen, inden bandets karismatiske frontmand trådte ind og spurgte publikum, om de var klar – det var de, lød det til, så bandet satte straks i gang med det, de er bedst til; melodisk rock’n roll, hvor der ovenpå en solid rytmisk bund er plads til lidt lirede soli, og masser af kor fra de to guitarister, samt selvfølgelig Richard Schusters vokal.
Samtidig ser det ud til at bandet har arbejdet med at bevæge sig på scenen, for der bliver dygtigt varieret i hvem af bandmedlemmerne, der er i centrum i de instrumentale stykker. Midtvejs i sættet får vi video-tracket ‘Still My Love’, et af bandets bedste numre, med sit pågående tempo og gode melodiske greb. Den bliver fulgt op af et nyere nummer, i form af ‘Mojo Workin’ Man’, hvor Schuster passende vrikker med underlivet og poserer mens bandet spiller løs.
Bandet kan tydeligvis lide at være på scenen, og deres både melodiske og potente rockblanding fungerer grundlæggende godt live, hvilket et godt medlevende publikum bekræfter. Det er ikke raketvidenskab, som bandet selv siger, nej, men det er sgu god rock’n roll, og ind i mellem en kende klichéfyldt. Der hvor der fortsat er nogle frugter at plukke for bandet er i sangskrivningen, som ind i mellem virker lidt ensartet fra nummer til nummer, og man mangler måske lige et par numre mere, der for alvor sætter sig fast i øregangen.
Bandet slutter af med et nyt nummer, “vores Mötorhead-nummer”, som Schuster kalder det, som de netop har færdiggjort dagen før. Her bryder bandet lidt med deres egen melodisk blues-rockede formel og leverer et mere kantet og skramlet udtryk, som ganske rigtigt godt kunne minde om Mötorhead – og et nummer, der viser at TurboChild også kan andet end deres kerneudtryk. Det bliver, ligesom aftenens øvrige 6-7 numre leveret med masser af god energi, indtil det lidt abrupt slutter, og bandet samles på scenen og bukker med “Tak skal I ha’, Aarhus!”.
TurboChild ser ud til fortsat at være på vej fremad, og kan de udvide og forfine udtrykket endnu mere, så kan det blive virkelig godt. Det er allerede et godt live-band med et solidt materiale, og det sætter de en fin streg under denne fredag aften.
Förtress
Godt 20 minutter efter TurboChild er gået af, går Förtress på til tonerne af Boney M’s ‘Rasputin’, bandets trommeslager, Cato, blot iført et par sorte mandetrusser. I forhold til TurboChild er Förtress en tungere størrelse, og kan vel bedst betegnes som en slags heavy rock, der trækker godt på blandt andet ældre Black Sabbath, men stadig med plads til melodierne og kor til at bakke forsanger Nicklas op. Det har han også ind i mellem brug for, for en af mine relativt få anker ved Förtress er at hans vokal ind i mellem simpelthen forsvinder lidt i musikken og mangler noget af den saft og kraft, som for eksempel Richard Schuster viste.
Når det så er sagt, så leverede Förtress en opvisning i energisk heavy rock, og understregede også hvorfor de var hovednavnet denne aften. Bandet sætter tydeligvis en ære i gakkede statusopdateringer på facebook, og man kan ind i mellem, når man følger med her, tænke at bandet mest er en gimmick, men live taler musikken sit eget sprog. Ikke at der ikke også er plads til noget pjat og pjank undervejs, for det er der selvfølgelig også. Cato rejser sig blandt andet på et tidspunkt stolt på sin skammel og vender ryggen til, så man kan se at der står Förtress bag på hans underbukser, og der bliver også jævnligt leveret skæve kommentarer fra lead guitarist Simon.
Bandet virker som en tight enhed, en velsmurt maskine, som tromler hen over et publikum, som glade tager i mod. Således falder numre som ‘Bitch Demon’ og den glimrende bøffel-hjord buldrende ‘Stampede’ tydeligvis i god jord, og på sidstnævnte går Förtress’ blanding af råbekor og heavy nærmest op i en højere enhed af en art, understøttet af bandets umiskendelige energi.
Bandet veksler dygtigt mellem tungere numre, og så fandenivoldsk buldren (‘Year of the Witch’ som eksempel), men viser også på den mere afvekslende ‘Chasing the Skies’ at de kan lave masser af skift i samme nummer. Det ordinære sæt afsluttes af ‘Howl’, som vel nok er bandets største hit (præsenteret som “AAAUUUUUUUUUUUH” af Cato), og er en opvisning i bandets dyder. Förtress har faktisk et godt greb om at skrue heavy rock-sange sammen med både drive og melodi, og live bliver de leveret med tightness og overskud.
Publikum virker da også godt tilfredse, ikke mindst da bandet vender tilbage til et enkelt ekstranummer, ‘Erebus’ fra det nye album, som desværre sætter lys på vokalens svagheder, men derudover igen viser at Förtress også har rigtig mange styrker. Dem fik de heldigvis også sat masser af lys på i løbet af de 40 minutter koncerten varede.
Den samlede oplevelse for aftenen lander på 4 stjerner med pil op. Det kan virke lidt som en 4’er forbandelse de to bands er ramt af, men omvendt har ingen af dem heller skuffet mig endnu – heller ikke denne fredag aften, hvor især Förtress brændte igennem, og begge bands leverede stærke rockkoncerter med masser af energi. Og jeg sidder faktisk med fornemmelsen af, at begge bands er på vej til at tage yderligere skridt fremad.
Förtress fortsætter deres Danmarks-turné og rammer Aalborg og Studenterhuset i aften.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Linda Handrup
