En lummervarm august strømmer over i en musikalsk lummervarm psykedelisk september med debuten fra Tuhaf. Her mødes det danske sprog med rytmer, stemninger og vibrationer fra varmere himmelstrøg på vellykket vis.
Man behøvede ikke engang bruge sin fantasi for, at blive transporteret ind i Tuhafs varmblodede univers. Det var nok, at åbne vinduet og tænde for musikken. Tuhaf har dannet noget af soundtracket for den vedholdende sensommer, der bed sig fast i august måned og sørgede for sveddryppende dage og nætter.
Mere Guld viste sig, at ramme lidt af en guldåre på den led. Heldigvis kan musikken fra det dansk/tyrkiske ensemble også stå på egne ben og sprede masser af gyldne momenter i sig selv. Momenter er måske et forkert udtryk i denne sammenhæng. Det 7 numre lange album gør sig nemlig godt som en helhed og ikke nedslag eller øjeblikke.
Dem ER der også nogle af, som singlen og titelnummeret, “Mere Guld”, som jeg allerede har været omkring i forbindelse med Repeatlisten. På albummet er den afslutningsnummeret, ikke tit man ser en førstesingle, som samtidig er albumlukker? Den er et af de “momenter”, og sange, som man kunne hive ud af sammenhængen – den fungerer begge steder.
Overordnet synes jeg dog, at Mere Guld er en stærk, samlet lytteoplevelse. Den vinder på, at blive hørt i sin helhed, hvor man kan blive suget ind i det mellemøstlige, psykedeliske univers. Et univers, der drives frem af danske gloser og spredt vokalakrobatik og udflugter. Tuhaf er en musikalsk smeltedigel, som på den snoede vej gennem eksempelvis “Hafla”, blander det genkendelige med noget mere fremmedartet (for “vores” ører). Og her forsøger jeg ikke, at stille en fortærsket os/dem terminologi op, det er for at simplificere lidt…
NÅ, “Hafla”, her får vi i glimt små smagsprøver på vokalist Berrin Bas’ tyrkiske rødder med nogle spredte “hyl”, eller hvordan man nu skal beskrive det. Ikke helt ulig det et band, som AySay også benytter sig af. Man aner også et slægtskab med udgangspunktet i anatolsk folkemusik mellem Tuhaf og AySay. Hos Tuhaf blandes det så op med psykedelisk rock frem for noget mere “poppet”.
Den psykedeliske rejse, som Tuhaf tager os med på vil dog længere ud. Bandet virker afsøgende, nysgerrige og villige til, at gå egne veje. Det inkluderer også udflugter, hvor halv-skæve og stenede blæseinstrumenter får plads. Den over 8 minutter lange “Unutma” er et fedt trip. Den efterfølgende, næsten lige så lange, “Jeg Ser Dig”, farer jeg en lille smule vild i. Her er jeg kortvarigt lige ved, at blive hægtet en lille smule af den dansk/tyrkiske feberdrøm. For meget syret trut.
På “Unumat” synges der på tyrkisk, det er jeg ikke lige så stærk i. Til gengæld føler man vokalen. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg forstår nogle af de følelser, som udtrykkes – eller i hvert fald fanger stemninger og sindstilstande. Musikken danser rundt sammen med vokalen i det varme, men alligevel lidt “hårde” og utilnærmelige lydbillede. Lasse Ballade og bandets guitarist Kristian Haarløv har produceret pladen. Måske er det førstnævntes baggrund med metal og punk plader, der træder lidt frem i glimt på Mere Guld?
Tuhaf er tillokkende, stedvis dansabelt, som på førnævnte “Unumat”, der udvikler sig en lidt trancet retning. Men, som her, også en smule foruroligende. Der er noget i gære og fare på færde. Det er tunge emner, som sorg, savn og fortvivlelse, kærligheden og forelskelsens skyggesider, som bandet efter eget udsagn tager op. Det kan mærkes og afspejles i den kompetent eksekverede musik.
At, der er mange facetter i spil, viser Tuhaf også med sange, som de mere nedtonede (og kortere) “Nattesygen” og “Lille Liv”. Her skrues der ned for det psykedeliske, der spilles mere afdæmpet og vokalen får mere plads og luft omkring sig. Hvor “Nattesygen”, måske bliver lige en tand for døsig til mig, trods den godt ramte nattestemning, så bidrager det til følelsen af en afvekslende og varieret plade.
“Lille Liv”, er endnu mere blottet og sart, men ikke uden nerve og kanter. Der er stadig noget, som hiver og flår i Tuhaf og Bas’ stemme. “Hvis du vidste hvor jeg har været for ikke, at slå drømmen ihjel”, lyder det ud af den drømmende tåge. Kryptisk. Hvor er det mon? Ligesom selve sangens udtryk. Der er skønhed og noget højtragende over det, men samtidig kradser det, og skurrer en smule. Så man aldrig svæver helt væk, men føler sig lidt ude af balance.
Mere Guld gennemstrømmes generelt af kontraster som disse. Der er en varm, analog 70er psykedelisk lyd, det organiske fra de folkemusikalske rødder, og så noget mere udefinerbart kantet og råt. Tilsammen skaber det en ret original blanding af strømninger fra nær og fjern. Hvor mange andre danske kunstnere i tidens løb har forsøgt, at inkorporere mellemøstlige lyde og stemninger, så fremstår det bare en anelse mere naturligt og autentisk hos et band som Tuhaf.
Det trækker dog ikke kun på fortiden, men peger samtidig fremad. Sammen med et navn, som tidligere nævnte AySay, så lader det til, at der er ved for alvor at ske noget på rock/pop scenen. Jeg vil ikke kalde det en bølge, men der lader til, at være en begyndende tendens, hvor danske tekster og rock/pop fundamentet smelter sammen med toner og traditioner fra Tyrkiet. Eller andre regioner, hvorfor der i nyere dansk historie er kommet tilflyttere fra.
Der er brug for det. Det burde være en helt naturlig kulturudveksling, hvorfra nyt kan opstå, og det burde være sket meget tidligere. Her har vi altså noget, som kan bringe os fremad og nye, interessante steder hen på mange punkter.
Er man ikke til den slags større, og for nogle politisk ladede linjer (jeg kalder det bare naturlig evolution), så kan man også bare nyde Mere Guld for dens musikalske meritter. Det er lidt af en trippet rejse. Jeg bifalder begge dele. Mere af den slags, mere guld, tak.
Af Ken Damgaard Thomsen
