Vi har allerede haft en del materiale på siden samarbejdet mellem Tue Track og Powersolo – men hvordan lyder resultatet egentlig? Egentlig temmelig meget som man kunne forestille sig, på godt og ondt.
Det korte af det lange er, at Tue Track har fået lov at lege med Powersolos materiale, primært fra det seneste album, The Real Sound, som udkom for to år siden. Man kan høre meget mere om projektet i Palle Demants minidokumentar, eller tjekke de to parters interviews med hinanden ud HER og HER.
Men hvad er det så Tue Track (Malk de Koijn, med mere) har fået ud af Powersolos musik? Først og fremmest er der rykket ved rytmikken. Karakteristisk for Tue Tracks produktioner er det både dansabelt og lyder herligt old school. Parret med Powersolos energi og Kim Kix’ legesyge vokale udbrud fungerer det sådan set i perioder ret glimrende.
Der hvor mødet mellem Tue Track’s hiphop-produktion og Powersolo’s rockgryderet for alvor kommer til sin ret, er der hvor udgangspunktet i det rockede er tydeligst. Det er det for eksempel på ‘New Fazhioned Girl’, som ligesom får lidt ekstra krudt i røven af produktionen og bliver dansabel – eller i hvert fald rykker den nok i rytmecenteret til at man som minimum ville nikke med oppe fra baren og nikke anerkendende. Også ‘Teachz You Fun’ er en energibombe som det er svært at stå eller sidde stille til, fordi trommespillet nærmest pisker bentøjet i gang, mens det svinger op og ned i tempo. I samme ombæring kan ‘Zasquatch’ også nævnes, hvor der bliver leget med formen og originalen transformeres om til noget spacy electro-rock, som er sært fascinerende og kunne gøre sig fint på soundtracket til en obskur sci-fi film.
Til gengæld har jeg det nærmest omvendt med numre som ‘Zalty Lick’, som alligevel lever fordi dele af Powersolos original har fået lov at titte frem, mens jeg synes ‘Dez Filles’ bliver alt for lummert-langsom i Tue Tracks versionering. Her bliver originalerne i mine ører i hvert fald ikke ændret til det bedre, eller mere spændende.
Midt i mellem ligger blandt andet ‘Franticz’, hvor der scratches lystigt og basspillet fra originalen stadig fænger, ‘Zonic Sauce’, som åbner albummet i fin stil, indtil der bliver tunet lidt for meget på sagerne for min smag, ‘Leather Zuit’, som bølger skævt afsted, men også virker en smule enerverende i længden. Mens et nummer som ‘Azid Orchid’ leger noget mere med formen, og også inddrager ældre Powersolo-materiale end The Real Zound – her er også kvindelig gæstevokal, som er en rar afveksling på et album, hvor Kim Kixs vokal ofte er kørt gennem den ene eller den anden effekt.
Albummet afsluttes af ‘Boom Bappa Do Ba Dabbaz’, som på The Real Sound åbner godteposen. Derfor er da også en fin lille sløjfe at binde på albummet, og i Tue Track’s udgave beholder den sin nonchalante charme og catchiness, mens jeg ikke helt kan finde ud af om jeg synes, der bliver tilføjet noget, jeg manglede, til originalen. Det er måske også den gennemgående fornemmelse, jeg sidder med efter en håndfuld gennemlytninger – at det desværre for sjældent bliver forbedringer af Powersolo’s oprindelige materiale, men enten trækker en smule fra eller mestendels ikke føjer afgørende nyt til. Det lyder stadig som Powersolo. Godt nok et Powersolo, der har fået et skud Tue Track, men ikke som en ny hybrid, som overrasker og overvælder. Det lykkes kun i glimt, men de er til gengæld også værd at lytte til på repeat.
Vi lander på 3 store stjerner, for et friskt forsøg og en sjov idé, som ikke helt ender der, hvor der er potentiale til. Men måske det ville blive vildere, hvis de tynde brødre og Tue fik lov at lege sammen i real life? Dét kunne jeg godt tænke mig at høre resultatet af.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
