Der er dømt poppet udtryk med overbevisende produktion, men pænheden bliver også en uheldig følgesvend og det er svært at se, hvad EPen gerne vil med lytteren.
Trope er pænt. Elektroniske instrumenter i en fin produktion og en ganske fin kvindevokal udgør projektet.
Og fordi det er så pænt, bliver det generelle indtryk også et stilleben, et blomstermaleri med ca lige så meget kunstnerisk værdi. ‘Jeg Vågner’ åbner og det sætter scenen til nogle små-banale situationsbeskrivelser, der tegner EPen.
Det elektronisk-poppede udtryk givet et vist syntetisk udtryk og den dovne vokal ovenpå bliver ikke så meget en kontrast som noget, der falder sammen med lydbilledet. Ikke at der ikke synges tydeligt. Det er bare ikke tekster, der får lytteren til at falde ned af stolen. Overhovedet.
Det er egentlig ikke fordi, der ikke forsøges; ‘Jeg Længes Mod’ har pludselig et dramatisk tekstunivers med brændende byer og dødslængsel. Men i det pæne, generelle udtryk bliver det blot et kranium i det stadig meget forfinede og derfor ikke så spændende billede. Det er, ret beset, EPens bedste nummer, men fordi det ender med at fade ud, er det som om meningen med det dramatiske fortaber sig som sand i vandet på et strandmaleri.
Så. Trope er ikke spændende. Der forsøges igen med noise og lange, instrumentale passager i ‘Globetrotter’, hvor der også leges med toneartsskifte. Men det er bare ikke rigtig godt. Fint, bevares. Men ikke som sådan godt.
Når ‘Fortæl Mig Intet’ afsluttes, har man som lytter derfor været vidne til noget, der på ingen måde hænger ved. Der er ingen uforglemmelige melodiske bidder at vende tilbage til. En oplevelse af noget, der aldrig har været ubehageligt eller kantet. Men bare meget rundt, pænt og derfor ikke så voldsomt inspirerende.
Der er ikke en finger at sætte på lyden og det hænger fint sammen som en form for banalt tapet.
Trope er ikke dårligt. Men Trope er også hurtigt glemt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
