Ude i de danske skove vrimler det med trolde, og de holder gilde med alt der hører sig til. TROLD spiller folkmetal, det gør de på fin og festlig manér, selvom festsange og selskabslege bliver lidt velkendte i løbet af en hel plade.
Tre kvarters skovfest med TROLD spredt ud over 12 numre på I Skovens Rige viser sig også at være lige i overkanten. Bandet, som har skiftet fronttrold/brøler siden debuten Der Var Engang… fra 2023, er ellers et ganske herligt og smittende bekendtskab, men alt med måde.
De 5 trolde kan deres folke-metal det spidsen af kløerne med mere eller mindre tydelige referencer til genredefinerende bands som Finntroll, Svartsot, Trollfest og hvad de nu ellers hedder. Ved at tage navnet TROLD skjuler de det vel ikke ligefrem, og lidt i tråd med musikken, så er det måske heller ikke videre opfindsomt. Men det fungerer.
Og det gør de danske troldes fascination for skoven (og folkmetallen) også på I Skovens Rige. Samtlige sange kredser efter sigende om skoven i forskellige forstand med titler som “Vår”, “Gammel Ask”, “Til Gilde Under Bøgen” eller “Mod Den Endeløse Skov”. Sidstnævnte har været ude som singelforløber sammen med “Tusind År I Dvale” og “Med Høtyv og Fakkel”.
Her demonstrerer TROLD både, at de er gode til at vælge singler (eller pladeselskabet er) og at deres formel og stil altså virker upåklageligt, når de rammer en god sang. “Mod Den Endeløse Skov” har jeg allerede rost da jeg anmeldte singlen tidligere i år, så den behøver måske ikke så meget yderligere opmærksomhed. Men det ER altså et skønt nummer, som sætter en i den helt rette stemning. Om det så skal være druk i skovbunden, eller man marcherer i kamp med sin troldehær…
TROLD har endda lavet sin egen intromarch i form af “I Sovens Rige”, der indleder pladen og nok også kommer til at blive afspillet under kommende koncerter. Introduktionen er indtalt af selveste Lars Thiesgaard, der som skuespiller og instruktør står bag et utal af dubbinger især for Disney. Måske bedst kendt som stemmen bag Pumba, men du kender ham fra ALT. Introduktionen får direkte over i nævnte “Med Høtyv og Fakkel”, hvor “hele markedspladsen stinker af TROLD”. Og så er vi effektivt i gang med skovtur og troldejagt.
Det ER måske også lidt indbygget i genren, at det godt kan komme til at fremstå en anelse fjollet og gøglet. Om det så er fair eller ej, jeg mener det i denne forbindelse ikke nedladende, men mere som et syn og fordomme genren og stilen KAN blive mødt med. TROLD er da udefra set (jeg er ikke den store kender eller dyrker af folkmetal) måske også lidt fjoget i den forstand, at melodierne nemt kan gå i kæde- og folkedanserbenene. Og man uden problemer kan forestille sig langskæggede og langhårede typer, stå og bæller bajere af drikkehorn, mens der brøles med på “Skovfesten”.
Jeg er selv skyldig i nogle af disse fordomme af og til, men jeg griner ikke overbærende af TROLD, jeg bliver faktisk i godt humør og griner MED dem et langt stykke af vejen igennem I Skovens Rige. Det skyldes både, at de har skrevet nogle ret gode sange og melodier, og finder en god balance mellem at tage sig selv seriøst, men bevare et glimt i øjet hist og her. Det gør, at man godt kan ræbe et nummer som “Til Gilde Under Bøgen” i gang og kædedanse rundt om træstammen. Samtidig skrues bidsen på og der tonses ret tungt igennem andre steder, som “Troldmanden” eller den kradsbørstige “Tusind År I Dvale”.
På de sidstnævnte numre er det mere folke-gøglede element skruet godt ned, mens der efterlades mere plads til at lufte de behårede knoer og svulmende overarme. Det er nok her jeg personligt synes TROLD er bedst og mest medrivende, selvom deres spillen med musklerne også fører til enkelte sange, som “Utysken” eller “Bødlen”, hvor tomgangen truer en smule. Omvendt kan festen også føles lidt anstrengende på “Skovfesten”, eller den afsluttende “Tudseleg” – en kort bagatel på lidt over 1 ½ minut. Den føles lidt overflødig og kunne sagtens være sløjfet.
Således kommer TROLD godt rundt i skovbunden og trækronerne på I Skovens Rige, der samlet set rummer et par omveje og udflugter, som gør at turen mod slut føles lidt udmattende. Men der er nok højdepunkter og medrivende øjeblikke til at man aldrig keder sig, og gerne tager turen en gang til.
For kendere og fans af genren er det muligt, at TROLD kan fremstå en kende generisk og ikke byder på de store overraskelser. For folk som undertegnede, der aldrig rigtigt har været til trolde-metal, så er det her måske et rigtig godt sted at starte?
Af Ken Damgaard Thomsen
