Tristesse of Enola har figureret her på siden i flere omgange – da jeg anmeldte deres seneste EP, The Styx Riverflow, havde de stadig et “The” foran navnet, men det er forsvundet på bandets første album, Virtues. Til gengæld har bandet sine stærke sider i behold og leverer fortsat stærk sangskrivning i en indpakning af mørkrandet, men velspillet americana/singer-songwriter rock.
Albummet byder på en del gengangere fra bandets to EP’er, Memento Mori og The Styx Riverflow, og eftersom begge udgivelser, og især sidstnævnte, holdt en høj kvalitet, gør det selvfølgelig ikke noget med et genhør. Men kender man de to EP’er, er det altså ikke et helt album med nyt man får på Virtues.
En god håndfuld nye numre er der dog at komme efter, og det første åbner albummet. ‘Black Dust’ viser nye sider af Tristesse of Enola, selv om den også er bygget på dyder, bandet også mestrede på EP’erne. Først og fremmest et godt vokalt samspil mellem Jesper Hother og Line Møller Andersen, som bakkes stærkt op af resten af bandet. Det nye i denne sammenhæng er den tungere guitar, som ligger og lurer undervejs og stikker hovedet frem på omkvædet. “How was I to know/About your dirty little secret?” spørger Hother, og slår dermed tonen an for albummet, hvor sangene handler om beskidte hemmeligheder, kuldslået kærlighed og generelle kvabbabelser over tilværelsen.
‘Rest And Sigh’ følger fint op, mere afdæmpet i sit udtryk, velskrevet og veludført, men heller ikke med nær så meget blottet nerve, som nogle af de øvrige numre. Alligevel ligger der en ulmende understrøm, og det er et nummer, der åbner sig efter flere gennemlytninger, og hvor Simon Skovgaard på trommerne viser sine kvaliteter. Den følges op af 3 numre, der alle optrådte på EP’erne, først den ørehængende ‘Adorate’. Den afløses af ‘Prophecy of a Man’ der også optrådte på Memento Mori. Den fungerer fortsat godt i den nye indspilning, som en alternativ country-hymne om livets genvordigheder.
Titelsangen fra bandets seneste EP, ‘The Styx Riverflow’, er næste nummer på affyringsrampen. En mørk sang, hvor man for alvor kan mærke weltschmerzen i Hother’s vokal i fortællingen om at blive skubbet ud på Styx, men uden mønter på øjnene,så derfor ender fortælleren alligevel med at glide fredfyldt afsted med et smil på læberne. En sejltur fra mørke mod lys og en form for udfrielse.
Lys er der til gengæld ikke så meget af på ‘December’, men det er endnu en velskrevet og veludført sang, hvor Henrik Øllgaard Olsen får lov at slippe sin guitar fri i en solo mod slutningen og vi også begaves med afdæmpet, men velplaceret brug af klokkespil. ‘Trail For The Damned’ indledes af brummekor, og kunne lyde som en Cave-kreation i indledningen, men udvikler sig til en mørk alt.country sag, hvor der bliver eksperimenteret med vokalerne. ‘Falling of Virtue’ bringer mindelser om Conor Oberst under Bright Eyes-banneret med Hother’s vokal – som ind i mellem kan minde om Oberst, ind i mellem om Brian Molko fra Placebo, og ind i mellem noget helt tredje – og det gode greb om melodien. Det er ikke det mest iøjnefaldende nummer på albummet, men i sin egen ret en fin tilføjelse til Tristesse of Enola’s repertoire.
På ‘Mexico’ (som også findes Memento Mori) skrues tempoet i vejret i en desperadohymne med en intens rocket afslutning, der kunne høre til i en hårdere genre. “You should learn to toughen up/you should learn to make me stop/You should learn to fuck me up/’Cause I’m a B.A.S.T.A.R.D”. Det er som om lidt af kanten er slebet af i forhold til udgaven fra EP’en, formentlig for at få den til at falde mere naturligt ind i lydudtrykket her på albummet.
Den afdæmpede ‘La Petite Mort’ bevæger sig i mere klassisk singer-songwriter territorium, indenVirtues afsluttes af to numre som også optrådte på The Styx Riverflow. Først en harsk hilsen til forstæderne på ‘Suburbia’, hvor der bag gardinerne foregår ubehagelige ting i familien, tiden går i stå, og kaffen er giftig. Hother skriver interessante tekster, der hvad angår sproglig opfindsomhed er langt over middel. Temaerne ligner måske nok dem, de fleste andre bands i genren dyrker, men her får teksterne et pift, som gør dem medrivende og ind i mellem overraskende.
‘Requiem’ får lov at afslutte albummet, med både mørke og små glimt af lys. Mod slutningen slippes de instrumentale kræfter fri i en brusende afslutning, der er særdeles effektfuld, selv om man kender nummeret i forvejen. Det er svært ikke at blive grebet og synge med. “Hear as the requiem plays on/Who ever really thought life would swing this way?/We never danced along”. Jeg danser nu alligevel gerne afsted sammen med Tristesse of Enola.
Det er et stærkt album, Tristesse of Enola har skruet sammen med Virtues. At undertegnede så kender en del af numrene i forvejen, tager på ingen måde noget fra numrene – tværtimod er det et glædeligt genhør. Den eneste anke er at albummet stikker i flere retninger udtryksmæssigt, og måske tænker jeg mest det, fordi jeg kender halvdelen af numrene fra de tidligere udgivelser. Det betyder på den anden side også væsentlig variation og grundtonen i musikken er den samme hele vejen igennem, ligesom bandet har fundet en lyd, som både nikker anerkendende til etablerede navne i genren, men som samtidig også er Tristesse of Enola’s egen. Bandet består endvidere af dygtige musikere, der formår at give hinanden plads, og når man dertil lægger at bandet formår at skrive vedkommende sange, som også er til at synge med på, må jeg igen hive 5 stjerner frem til Aarhus-bandet.
Tristesse of Enola spiller på Stardust i Aarhus fredag d.4/10 (som duo), i Aalborg lørdag d.5/10 og fredag d.11/10 kl. 16 på VinDanmark på Kystpromenaden i Aarhus.
Virtues er netop udkommet på Gateway Music. Tjek bandet ud på deres hjemmeside.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
