Chopper er et selvproklameret studie i selviscenesættelse og et opgør med den gode smag. Et musikalsk frirum, hvor man kan opleve en selvhøjtidelig nar bevæbnet med noget billigt bras af et keyboard, og tvivlsomme rytmer og melodier. Først og fremmest er Chopper Jonatan K. Magnussen, som vi har fået en lille snak med.
No more guilty pleasures, only pleasure, lyder det længere nede på siden fra Jonatan, da han kommer med en ordrig beskrivelse af Chopper. En kreativ legeplads Jonatan har skabt for sig selv, hvor der ikke lader til, at være mange regler. I hvert fald ikke andre end, at prøvet en masse idéer af og give kreativiteten frit spil.
Chopper er mange ting, fra det bevidst kiksede og “forkerte”, store armbevægelser og voldsomme følelser. Grænsende til komplet over the top og alt for meget. Både live, og for ganske nyligt, på plade har det været et herligt møde med en teatralsk bulderbasse. En selvhøjtidelig nar, som rummer masser af mørke og alvor.
Men, lad os give ordet til Jonatan, og høre om hvordan det er, at bryde ud af kærlighedskisten. Og lade Chopper brænde dæk af på mangfoldige musikalske landeveje.
Hvem og hvad er Chopper?! Og hvor stammer navnet fra?
Chopper er mit eget lille fristed, altså et solo-projekt. Det startede lidt som et “uheld”, og jeg troede egentlig ikke, at det ville komme til at fylde så meget, som det gør nu. Jeg har altid gerne ville prøve at lave noget “smadder-musik” med brug af easy-play funktionen på billige keyboards. Dér hvor man sætte en rytme til at køre, og hvis du så tager en tone eller akkord, begynder den at spille en eller anden tarvelig suppe-steg-og-is melodi ovenover.
Det vækkede så hurtigt en stor appetit for at bruge ting “forkert”, altså finde genrer, stemninger og udtryk, og sætte dem i en anden kontekst, end hvor man typisk tænkte de ville høre til. Man kan vel sige, at Chopper er et forsøg på at gøre lidt op med den gode smag, hvad end det så betyder?
Jeg finder i hvert fald stor nydelse i at lege med genrer og stemninger, som skaber noget uro og ambivalens, og ligesom handle på de ting, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig om; og endeligt kanalisere det ud på en måde, hvor jeg kan lide det. No more guilty pleasures, only pleasure.
Det er nok også et lille studie i selviscenesættelse. Jeg er før blevet kaldt “prinsesse” og “prima donna”, og jeg er da også følsom, og har både hang til dramatik og store armbevægelser. Samtidig er det nok også netop dét, der har holdt ild i den kreative pejs gennem årene. Chopper er vel et sted og en karakter jeg har bygget op, hvor dette ego kan få lov at ånde frit, men hvor jeg på samme tid kan træde et par skridt tilbage, grine af mig selv, og tænke “fuck en selvhøjtidelig nar”.
Live har jeg et dejligt hold med, som består af Christoffer Jørgensen fra Flawless Victory, Lasse fra kisten (The Love Coffin) og Amalie Maj, som alle gør et smukt stykke arbejde.
Navnet “Chopper” valgte jeg først og fremmest fordi jeg synes det stod stærkt sammen med musikken. Det lyder både sejt, kitsch, lidt dumt og lidt kikset, og da musikken (på trods af al sin gru og alvor) ikke prøver at tage sig selv alt for højtideligt, synes jeg navnet passede godt til. Så er det jo desuden også navnet på en motorcykel, en kalashnikov, en helikopter, og sågar også kælenavnet til den australske øreløse og vanvittige morder “Chopper Read” Det er altid spændende med forskellige billeder og betydninger/referencer.
Chopper beskrives som værende mørkt, dansabel og legesyg, hvad kommer i første række og hvad fylder mest?
Mørket tror jeg er en arbejdsskade efter mange år i dét felt. Det er i hvert fald aldrig noget jeg rigtig tænker over, det er nok bare min dystre forpinte sjæl. Haha. I forhold til det dansable, må jeg jo nok igen give lidt credit til Casio keyboardet og dets mange tvivlsomme rytmer og melodier!
Jeg har altid været glad for både dance, disco og pop musik, men det var ligesom dér jeg fandt min ticket, min indgang til at bryde lidt op med min ellers rockede baggrund. Nu er keyboardet gået i graven, og jeg har været nødt at opgradere, lære om trommeprogrammering, og jeg ved ikke hvad. Men dette første album “The Wonderful and Wicked World of Chopper” – som pretty much er et produkt af dét billige bras af et keyboard – har lært mig meget om, hvad der er muligt. Det har jeg lykkeligt taget med mig videre.
Det legesyge er måske nok den mest bærende faktor for projektet, og i det hele taget bare en stor del af dét at skabe sange imens man indspiller dem (måden hvorpå alle Chopper sange er blevet til indtil videre). Når man ikke skriver sange til eller med et band, og kører med backing-track som jeg gør live, er det jo kun fantasien og ens egne restriktioner, der sætter grænserne for, hvad man må og ikke må.
Samtidig beskrives Chopper også, som et karneval fra helvede. Hvordan er det, at opholde sig der, både som Chopper og som gæst?
Jeg synes det er en fest!. Det har jeg syntes lige siden første gang jeg så “The Mask” med Jim Carrey, hvor der er denne scene, hvor de begynder at danse rundt i gaderne. Jeg var meget ængstelig og bange for alt da jeg var barn, og den scene var meget overvældende, og gjorde et kæmpe indtryk på mig.
Samtidig var jeg, og vil nok altid være, meget tiltrukket af alt, hvad der skræmmer mig; så den sekvens, dét vanvid og den forfærdelse jeg oplevede, har jeg nok mere eller mindre ubevidst prøvet at genskabe på et nummer som “HEX.X.X.”. Der er ikke noget som små uforglemmelige barndomstraumer med Jim C.
Desuden kan jeg nok bare godt lide, når ting kammer over, når der ikke kan være mere i bæret, og når musikken er alt for høj.
Som gæst håber jeg bare, at man gerne vil mærke og mærkes. Alle folk behøver ikke at kunne lide det, men det er vigtigt for mig, at gøre et indtryk. Om end der er tale om foragt, ren eufori, eller lidt af begge dele – så længe folk bare føler noget, og det ikke bliver passivt og kedeligt.
Når det så er sagt, vil jeg helst ikke trække alt for meget ned over hovederne på folk. Musik bør opfattes ud fra de ører, der lytter til den. Kunstneriske “misforståelser” eller “mistolkninger”, om man vil, er som oftest de mest spændende.
Jeg gør en stor dyd ud af at prøve at “misforstå” så meget som muligt med mange af de ting, jeg selv lytter til. Med det mener jeg, at det ikke nødvendigvis er de ord, du har skrevet, eller de intentioner du har haft som kunstner, der er de bedste eller mest interessante. Lytteren kan ligesom “appropriere” og tilegne sig musik på sin egen måde, give musikken nye betydninger og meningslag. Om folk føler de er på badeferie eller på en slagmark til musikken, er mig lige godt, bare bølgerne er høje og slaget stort!
Du har tidligere huseret i front for The Love Coffin, hvordan kom du fra kisten til karnevallet, så at sige?
Kisten er stadig åben, og der ligger stadig nye sange og gemmer sig i den. Jeg har altid indspillet meget selv, så har hele tiden tænkt, at der skulle noget ud af den skuffe en dag. Hvis jeg skal komme med lidt mere kød til bordet, så har jeg nok haft brug for at lave noget helt uafhængigt af andre, hvor man ligesom har tid og råderum til at famle rundt, fejle og sejre i sit eget lille kar.
Chopper er også et samsurium af alt hvad jeg drages af og gerne vil lave, og man kan jo ikke forvente i et seks-mands band, at alle er lige vilde med disco, dracula og dinosaurer.
Nu har jeg set både en liveoptræden og nogle musikvideoer. Det visuelle og performancedelen lader til, at betyde en del for Chopper?
Det gør det helt sikkert! Jeg vil sige at Chopper i hvert fald er 30% visuelt udtryk, hvis ikke mere. Det er lidt svært for mig at bedømme, da det går så meget hånd i hånd i mit eget hoved. Jeg har altid været filmnørd og haft hang til helte og idoldyrkelse. Det er jo altsammen meget karakter-båret. Derfor er det måske heller ikke helt tilfældigt, at “Chopper” kan fremstå en smule karikeret og teatralsk.
I samme spor, hvad får du frem, eller får føjet til musikken ved, at omsætte den til et visuelt udtryk. Både på scenen og i videoformatet?
Jeg håber, at der skinner noget humor igennem videoerne. Da jeg anser popmusik for at være min grundsten for projektet, synes jeg, at det ville være sjovt at skabe den her lidt misforståede, forurettede triste popstjerne-karakter, som både hader og elsker sig selv. Det er faktisk heller en helt dårlig strategi, for det vil både klæde “Chopper” at lykkes – altså at blive anerkendt og elsket – men lige så vel at fejle og leve i skyggen.
På den måde har jeg jo lidt konstrueret et beskyttelsesnet for mig selv, min stolthed, og mit projekt, for så kan jeg gøre alt hvad jeg kan for at sejre, blive anerkendt og elsket, og hvis ikke det skulle lykkes, vil Chopper fortsat kunne trives i sit eget lille besynderlige univers.
Live har jeg mindre råderum til at manipulere og styre slagets gang. Sceneshowet er stadig under udbyggelse, men indtil videre har jeg lavet en række videoer bestående af gamle dyre- og rumprogrammer, horror flicks og eget materiale, som kører på et lærred bagved scenen. Herudover har jeg jo mit seje hold af musikere, som sammen med mig gør vores bedste for at skabe en dejlig syg og sexet stemning.
The Wonderful and Wicked World of Chopper er netop udkommet, hvad kan man forvente af shock poppen på plade? Ud over, hvad man kan gisne om og stykke sammen ud fra ovenstående?
Alt godt fra soveværelset! Hårdtpumpende eurodance, sød og syg pop swag, stadionrock, og lo-fi dødstechno. Jeg har eksempelvis altid været vild med Moby’s plade “Everything is Wrong”, og den skøjter netop ret meget rundt på tværs af genrer, fra dybt melankolsk ambient til fuldstændig manisk dance/techno og speed metal.
Albummet er faktisk i grunden ret gammelt. Det blev indspillet tilbage i 2019/2020, tror jeg. Der er så løbende blevet arbejdet en del på det, dog mest mix-mæssigt. Da jeg lavede numrene, havde jeg det ret vanvittigt, og det handlede mest om bare at udtrykke sig stærkt og stormfuldt så hurtigt som muligt (uden at kigge sig tilbage eller evaluere for meget på sine musiske valg og handlinger!).
Mange af tingene er indspillet helt fucked. Jeg skylder ekstremt meget til Martin Emil Daa Funder og Nikolaj Bruus (som også står for udgivelse på Pink Cotton Candy Records) for deres arbejde med mix og mastering. Det må have været et sandt helvede meget af vejen, men jeg er rigtig glad og stolt over resultatet!
The Love Coffin lykkes både med, at udsende rost musik og nåede blandt andet, at spille på Roskilde Festival. Er Chopper et ryk helt tilbage til start? En slags reset, eller håber du på, at bygge videre og ovenpå?
Godt spørgsmål. Projektet har jo længe været i støbeskeen, det er bare først nu, at jeg kommer ud med det. Jeg ser det altså ikke som et reset. Jeg ser det som to ret forskellige projekter. På den måde vil jeg da gerne have, at både TLC og Chopper får deres eget rum at ånde i.
Og hvad er egentlig målsætningen for Chopper, om nogen? Ser du det som et hygge, passions, eller noget helt andet – projekt?
Jeg ser det som et meget passioneret og personligt projekt. Det er jo min helt egen lille baby, og sådan en skal jo både have kærlighed, omsorg, føde, opmærksomhed, og så videre.
Nærmeste fremtid for Chopper, hvad byder den på? Chop chop!
Jeg er godt i gang med plade nummer to, og faktisk også en mulig tre’er (hvis det ikke bliver to EP’er). Ellers håber jeg bare på at komme ud at spille en masse, også meget gerne uden for Danmarks grænser.
Og dermed spruttede den lille (elektronisk postede) snak med Chopper over målstregen, og tøffede i garagen. Sikken en tur, hva? Det har forhåbentlig give nogle af jer derude appetit på, at besøge og mæske sig i The Wonderful and Wicked World of Chopper. Både på plade, som altså er ude nu på Pink Cotton Candy Records, eller på en scene, hvor man kan se den selvhøjtidelige nar folde sig ud i fuldt flor.
Jeg er fan, det burde du også være, så Chopper kan blive den fortjente succes. Ellers må han fejle med stil!
Du kan få alle dine Chopper nyheder på Facebook lige HER.
Af Ken Damgaard Thomsen
