Math-metal, post-genrer og sludget lyd møder hinanden på Town Portals Of Violence. Til trods for stærke forsøg på variation, lurer monotonien hele tiden lige om hjørnet og gode takter redder i den sidste ende ikke pladen fra at blive lidt langtrukket og unødvendigt teknisk.
Det starter godt: Åbningsnummeret ‘Better Angels’ kunne på en god dag have været tidlig Mogwai og giver stemning af tung regn og i kombination med flageoleter og nøgne guitarer sætter en lækker stemning af noget mørkt, men ikke ubetinget uvenligt. Nummeret låner titel fra Steven Pinker, men som instrumental musik ofte har for vane, så bliver det en smule non sequitur for lytteren med krypiske titler.
Town Portal fortsætter de fine takter i med den stramme ‘Archright’, som apropos Mogwai kan minde lidt om en Batcat. Lyden er domineret af en bas med godt med effekt på, men der over denne (!) ligges trommer (!!) og guitar. Det fungerer ganske fint. Lyden er – ud over bassen – ret beskidt og Town Portal adskiller sig dermed fra mere polerede udtryk som vi hører ved fx Eigengrau. Og hov! Hvad var det? En trompet lægger en række lange toner – frækt!
Men så er vi også i gang og allerede ‘Veyshnorians’ begynder der at snige sig nogle variationer ind, der kan virke lidt konstruerede – eller måske snarere bare bliver taget med som idé uden så meget blik for den røde tråd. Kombineret med det rag’ede feel bliver det lidt for meget matematik og for lidt musik. Men stor kredit til trommearbejdet, der lykkedes med at få nummeret til at hænge sammen i en valsende/rag’et stil.
Og her er hæmskoen for Of Violence så næsten foldet ud: Det bliver lidt for meget en stiløvelse i at kunne spille i skæve taktarter, vende feeling/timen og i ét eller andet omfang måle genitalia på hvor svært det nu er for de fleste at følge med i. Det kan virke lidt hårdt, men det virker altså flere gange som om det er vigtigere at det hele skal fremstå ’svært’ end at man kommunikerer noget til lytteren.
Hvad mere er, så gentages passager og temaer (nok så rag’ede eller skæve) også lige en gang eller tre for meget. Altså bliver det skæve til sidst ikke særligt overraskende – men gentages heller ikke så meget, at det bliver meditativt.
Pladens vel hovednummer (?), ‘Roko’s Basilisk’ bliver på den konto lidt noget rod (dog med fine breakdowns), men da trompeten dukker op igen kammer det over i jazz. Hvilket vel kan være fint nok – for mig bliver det bare uinteressant.
En plade, der åbner så stærkt kommer til at fortabe sig i teknik og jo længere man som lytter kommer frem på pladen, jo mere klart står det, at den ejer sludgens løse tilgang til det skarpe – selv om der spilles ret skarpt.
Det er afsindigt svært at spille interessant instrumental musik og der skal lyde en stor erkendelse til Town Portal for at give det et skud. Jeg ville ønske, der var en større scene for post-rock og post-metal i Danmark: Genren burde appellere til det skandinaviske sind. Så hatten af for at prøve.
Men når jeg finder mine post-rock plader frem (Mogwai, For A Minor Reflection, Eigengrau), så kan jeg konstatere, at de i langt højere grad formår at gøre musikken interessant, varierende og emotionelt rystende, end jeg oplever Town Portal gør på Of Violence. Skarpheden fader ud – ironisk nok selv om der spilles skarpt – og spørgsmålet om, hvad vi skal med pladen, kommer til at hænge lidt i luften…
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
