Så er vi nået til sjette og sidste del af det aarhusianske punk-rock orkester Clean Boys’ tour-dagbog fra Kina, hvor bandet når tilbage til Beijing – og siden hele vejen hjem.
Vi har tidligere fulgt Clean Boys rundt på omkring 7000 kilometers togrejse i Kina, hvor de har givet koncerter på undergrundsklubber i en række kinesiske byer. Det er blevet til i alt 5 nedslag hidtil – du kan finde del 1-5 HER, sammen med et par tidligere anmeldelser af Clean Boys-udgivelser. Og nu er det altså sidste kapitel, én højintens dag…
Vi støder til Clean Boys i Wuhan, hvor den igen har fået én over nakken. Vores fortæller er Pedro da Palma, bassist og frontråber i bandet.
Lørdag d. 20 oktober (Temple Bar)
Wuhan – Beijing
Morks har vist fået op til 4½ times søvn – Pedro og Morten klarede den på 3 timer. Erkendt, den er lidt strid, og man ligger forbandet godt i vores små alkover – alligevel er Pedro i tvivl om han ville modtage en ekstra dag, hvis han helt uden konsekevnser kunne skyde den ind imellem nu og i aften. Er det adrenalin – er det endofiner? Der skal bare ske noget – nu er det sidste ryk. Bortset fra en bette lur på toget – måske – er vi nu på vej hjem. Touren lukkes ned. Pedro og Morks når begge et bad – det er ok, omend vandet aldrig bliver mere end lunkent. Pedro’s upolstrede korpus ryster af kulde, indtil håndklædet har været over det meste af kroppen.
Kl. 8.55 er vi klar til afgang og kan høre Rabbit ude på gangen. I en ny halvlang jakke og Clean Boys t-shirt ligner hun atter en gang en million. Vores taxa venter lige uden for hotellets indgang på den trafikerede vej, der larmer ufortrødent – en puls der aldrig dør ud.
En glad smilende chauffør har for en gangs skyld styr på at pakke sin bil. Denne manøvre ville kun være overgået af Mulle, som var vores trommeslager på første tour – mesterpakkeren over dem alle. Vi er slet ikke i tvivl om, at han kunne få et big band pakket ned i en Morris Mascot. Hele den tour kunne vi køre almindelig taxa 4 personer med grej – ingen store vans tilbage i 2009.
Turen til en anden banegård, end den vi ankom til, tager under en halv time. Vi får kvikt tømt bilen og lavet os en lille ø uden for den enorme banegård. Vi ryger – Morks tilbyder Rabbit chokolade hun kan beholde. Hun hiver sin lille rengskabsbog frem – hun har bedt om for lidt igår og skal bruge 194 yuan mere for at være udgiftsfri. Intet problem – Pedro stikker hende 200 yuan, hun beklager hun ikke kan give tilbage, og vi kan kun løfte øjenbrynet og ryste på hovedet – gider du lige?… 🙂 Det er sgu vemodigt. Det er nu vi skal sige farvel… tænk sig at man på blot 2 ugers tid kan blive så forvænt med dette milde, smilende og særdeles determinerede og kompetente væsen. Hun beder om et foto sammen med os – og vi får taget vort med hende. Hun tjekker ved security, om hun må følge os ind?… men nej. NU er det farvel. Vi slæber afsted med udstyret og Rabbit følger os lige hen til billet-tjek. Inden vi smider bagagen på båndet til bagage-scanneren vender vi os om og vinker en sidste gang. All good things has to stop – nu er vi trioen på egen færd og første togtur uden guide.
Men det er helt cool, rutinen sidder dybt i os nu, og med go’ bagskid på skal vi over 7 på richter-skalaen for at blive rystede. Pedro tager teten at finde morgenmad til banden, og ender med at spendere 114 yuan på noget McKina – 3 sæt Kylling Burger med fritter og Pepsicola. Fritterne er næsten ligeså gummi-agtige som dem vi fik igår, men det er ok. Et 12 min før vort eget boardes og vel en 500 mennesker myldrer ned på perronen. Det er vors tur lige efter. Det går glat indtil Pedro skal af trappen og den fucker tunge kasse med vores pedaler vælter af trolley’en – men uden at sakde nogen, som første tur i metroen, hvor vi gav den ældre dame bag os en tømmerlus, som nok må ha’ været et helt håndværkersjak.
Vi får placeret vort grej og når ud på perronen og få en god gang nikotin inden afgang. Togturen fra nu af og hele vejen til Beijing ledsages af en reklame for China Rail, der kører endless tape. 5 – 10 minutters hyldest til højhastighedstogets fortrinligheder. Man bliver totalt idiot med tiden, og snakker om at kaste sig ud af vinduet, eller nå at skyde sig selv 2 gange i knoppen for at få lidt ro. Morten’s idé om at høre lidt klassik musik udfordres af den gennemtrængende speak og applaus for de, helt afgjort, meget fine tog.
Morten henter drikkevarer i restaurant-vognen – de 3 tog-stewardesser fniser forlegent og sender øjne til bandets blonde 3. del. Det er nærmest med rødmen at den unge kvinde modtager pengene, som Morten overrækker med begge hænder -en høfligheds-gestus der praktiseres bredt her i Kina. Undervejs er Pedro i sms-kontakt med vores booker Zhong der præsenterer planen for vort sidste halve døgn i Kina. Han henter os på banegården og vi kører hjem omkring ham og henter de resterende 50 t-shirts der er kommet rygtryk på, og så afsted til Temple Bar. Der er 3 bands på i aften – vi er nr 2 og har derefter tid til at få pakket alt smart, og så afsted og være i god tid i lufthavnen. Zhong har afgjort booket en god tour, samtidig med at Pedro nages lidt af Catchy’s (Craig) bemærkning om at Zhong har lavet et dårligt PR arbejde for vores tour. I hvor høj grad skal vi forholde Zhong dette?
Toget kører igennem flere byer vi har spillet i på vores forudgående tours – og søreme om ikke også denne sidste togtur på en 5 timers tid klares snildt. Pedro må bruge 2 forsøg på at filme den mageløse reklamevideo for de skønne højhastighedstog. Disse togture virker efterhånden ret korte, tiden løber og en times tid før ankomst til Beijing, får Pedro, som den sidste af den møre trio, møflet sig ud af toget, efter han akkurat nåede at få taget et video-take af tog-rekamevideoen.
Vi placerer vort gear op af en stensøjle på perronen og får gang i tobakken. Pedro går i gang med at sms til Zhong, om vi skal ud af nord eller syd udgangen der anvises til. Morks brokker sig at han vil når og ryge og nu må Pedro slappe lidt af. Pedro argumenterer at vi lige om lidt bliver smidt af perronen, når næste hold passagerer skal læsses ned. Der er lidt kævl frem og tilbage, og banden har nok ikke det helt store mentale rummelige overskud tilbage. Men det er småtterier, når man ser tilbage på den distance og prøvelse bandet har udsat sig selv for, både selvpålagt med druk og søvnunderskud og alt alt for meget tobak (ifølge sundhedsanbefalinger), men også af ydre omstændigheder, som en stram tidsplan med lange togture, og slæbe rundt på en bagage presset til maximum for hvad 4 personer kan slæbe rundt på.
Vi ledes hen til Metro-indgangen et sted på 1. kælderniveau. Imens vi venter- igen op af en stensøjle, vælter det ud med mennesker – måske 2 af de helt lange tog der er ankommet samtidig. Det er helt vildt at stå midt i denne malstrøm af mennesker der haster forbi os – tankerne henledes til den tætte menneskemængde der vandrer rundt om Kabaen i Mekka. Og det hele flyder bare uden problemer, i bedste kinesisk stil. Det bliver ved i 7 – 10 minutter før det stilner af, og der blot er almindeligt tæt befærdet igen.
Xhong ankommer efter 20 min, leder os op på gadeplan, for derefter at finde ud af at chaufføren vil mødes i P-kælderen 2 etager nede. Det aftales at chaufføren kommer op og henter os, han følger os hen til en elevator tæt på, og vi kører ned, for at tage en trappe yderligere et niveau ned. Zhong griner af et skilt over trappen – 2 kinesiske tegn. Han siger at det betyder restaurant. Men det er altså ikke andet end en P-kælder. Vi får pakket og forlader banegården – der følger nu en times tid i bilen med Beijings vilde infrastruktur af 6 og 8 sporede veje der fletter ud og ind imellem hinanden i op til 3 – 4 niveauer – overalt flankeres scenariet af højhuse – let krydret med reelle skyskrabere, og derimellem ældre bolig kvarterer med kun 2 – 5 etagers bygninger – man ved at mange er de næste som stryger når man opfører endnu et kvarter af Kina’s svar på typehuse – de brune/beige 30 – 35 etagers højhuse man ser overalt vi har været.
Zhong har sat musik på taxaen – fikst har han koblet sin mobil på taxa’ens netværk – han holder meget af den melodiske garage og surf punk og rock’n’roll. Dette er ikke en feature man ser i de almindelige gadetaxaer, som er de mest nedslidte af Kina’s bilpark, som er forbløffende ny, med store biler af høj kvalitet. Morks bemærker en spritny Mercedes, Cadillac stil. Vi ser Tesla og Kina’s egne serier af SUV’er og andet habengut, som man kun har råd til med en særdeles god indtægt herhjemme.
Vi bemærker også en anden særlig detalje omkring trafikken i disse kinesiske millionbyer. Man kører generelt ikke særligt stærkt – typisk 40 – 60 km / t – folk fletter ud og ind imellem hinanden og skifter vognbaner efter forgodtbefindende, hvor man lige kan finde sin plads til at komme frem. Tit må man lige bremse lidt op, for hov, der kom en anden ind foran eller i den vognbane man er på vej over i. Ingen bliver sure, man dytter i højere grad for at gøre opmærksom på at man lige er her, end man dytter ad hinanden. Vores chauffører – uden undtagelse – navigerer i scenariet virkeligt zen. Koncentrerer sig om at køre og kommer bare videre, frem for at hænge sig i om man synes de andre kører ok. Man føler sig helt tryg trods trafik og dyt dyt overalt omkring bilen man sidder i. Zhong forklarer at der er 5 ringmotorvejs net i Beijing – han bor ved d. 3. ring, hvor vi skal hente t-shirts, Temple Bar ligger ved d. 2. ring – Pedro småsover on-off 1/3 del af touren.
Vi spørger ind til hvordan det går med den plade han havde release på, da vi spillede første job på touren, sammen med The Sino Hearts på School Bar? Zhong fortæller at den bliver udgivet på et japansk label. Den bliver udgivet i hele Japan i et uspecifikt oplag. Zhong selv modtager kun 100 eksemplarer til at dele gratis ud eller sælge her i Kina. Han stak os hver et eksemplar. Den kinesiske version kommer først om nogle måneder, da den skal igennem hele censur og autorisations-møllen, før den officielt kan blive udgivet i Kina. Han får spredt musikken, selvom han ikke tjener en krone direkte på udgivelsen. Han beholder alle rettigheder på musikken, og på denne måde gode muligheder for at turnere Japan med sit band – de har været derovre før. Også flere gange i Hong Kong, som ikke er fastlands.Kina – det er her de henter optryk af deres plader, når der ikke er tid til at vente eller man orker tovtrækkeri med myndighederne. Vi kører 20 – 30 min fra Zhongs hjem til Temple Bar, som først åbner kl. 20.00, hvilket giver os 2 timer til at chille og få noget at spise.
Vi får lov at parkere vort udstyr ved et musik-studie i stueetagen. Baghuset hvor Temple Bar ligger, har én indgang og forgrener så med trapper og en gang til 2 forskellige barer og en stueetage med små kontorer, lagerrum og et studie. Dertil det fælles toilet for komplekset. Vi ventede på at Morks og Morten fik besøgt herre-afdelingen, der desværre kun mønstrede et funktionelt toilet, da de andre skidehuller var fyldt med..ja, lort.
Vi går ud af baggården, forbi tattoo-biksen med det fine neonskilt i vinduet pålydende; Sorry mom, og svinger venstre ned af gaden som er fyldt med små butikker, street food, alskens snacks og mindre retter, en skater shop, en pibe forretning (kun 2. gang Pedro har oplevet det – første gang var også i Beijing), og søreme om der ikke også var en vinyl-butik Zhong kendte ret så godt. Indenfor mødte vi bassisten fra The Sino Hearts som var forbi og hænge ud. Det er en virkelig fed lille ca. 40 m2 stor butik, proppet med de skønneste gode skiver. Og velassorteret og solide udgivelser både kinesisk, bredt asiatisk til europærsk / amerikansk. Flere sjældne sager man ku ha’ lyst til at gifle under armen fra Nirvana i både original og bootleg, norsk black metal og kinesisk punk, Pink Floyd, Beatles, Reggae, etc. Pedro og Morks fik sig et par 7” kinesisk punkrock vinyler med og Morten en japansk CD udgivelse af Portishead’s episke liveplade med symfoniorkestret. Dette lidt affødt af at Pedro kort efter entré i butikken, fik den idé at spørge ejeren om de ikke skulle ha’ nogle 7” vínyler; Clean Boys ”50RMB” vinyler stående (vores Kina single med numrene ”Chinese Hybris” og ”Chinese Hospitals”). Vi smed 5 vinyler, 2 kassettebånd og 2 CD’er og ku’ så handle for samlet 300 yuan.
Zhong finder os en restaurant tæt på. Der er igen ikke-rygning. Vi får bestilt en 3 forskellige retter. Det viser sig at være mindre portioner end antaget – det er jo Beijing. Vi får energi, men bliver ikke super mætte. Pedro forholder Zhong venligt, hvordan det kan være at vi faktisk har spillet koncert et par steder, hvor der ikke engang hang en plakat med at vi kom og spillede? – at det jo er os der har udgiften, når der ikke kommer ret mange til en koncert… Zhong forklarer at han har været i kontakt med nogle af disse steder flere gange. Nogle har rykket for plakater, han har sendt dem, og han lavede en rundtjek 1- 2 uger før vi ankom, for at sikre sig at alt kørte, hvor det går op for ham, at de i Shanghai ikke har fundet os et opvarmningsband. Derfor ringede han til Craig for hjælp.
Det hele giver god mening, og Zhong har virkelig booket en fed tour, om end Craig siger han kan lave os én hvor vi ikke skal rejse så langt imellem koncerterne. Uanset hvad – letter den der let trykkende mavefornemmelse af at være taget lidt ved næsen, og Zhong giver os et desværre ikke alt for flatterende landkort over den kinesiske punkscene. Den er virkelig ikke stor. Kun meget få bands er dygtige nok til at turnere udenlands – mange kopierer bare et band de holder af i lyd og stil, og så er det fint i 2- 4 år, før de opløses igen. De gamle gutter som Wu Wei og andre markante aktører i denne niche, trækker sig tilbage, dropper punken, orker ikke mere. Det han fortæller matcher fint det vi har oplevet på vores 10000 km rundt i Kina. Vi kender omtrent fleste af dem som har kontakterne og kan få tingene til at ske når det gælder punk i Kina. Scenen er helt nede, som både Lui Lui og Craig også har beskrevet det, og måske netop derfor har vi fået en så oprigtig og hjertevarm modtagelse fra de ofte fåtallige publikummer til vores koncerter. Det er helt besynderligt at vi dukker op – for der er næsten ikke noget at dukke op til, og så alligevel får vi lov at være den ene fisk der svømmer imod stimerne – og vi mærker værdsættelsen af dette.
Ved vort nabobord sidder et yngre kærestepar. De formår at være uden øjenkontakt, kun fokuseret på hver deres smartphone, imens de får bestilt og indtaget deres måltid. Romantisk middag for 4; 2 mennesker og 2 androids.
Vi må retur – Temple Bar åbner om et kvarter, og restaurantejeren har brokket sig lidt over, at vi røg alligevel… Zhong mente at vi godt kunne slippe afsted med det ?
Retur på Temple Bar får vi indløst et par ølbilletter og får lavet Zæt-liste til tourens sidste show. Det bli’r én af de hurtige – 16 sange og ingen ekstranumre, for vi skal direkte til lufthavnen efter endt show. Vi får hilst på medlemmer fra de 2 andre bands der skal spille i aften – vi er nr 2 på plakaten.
Og så skal der pakkes, så alt er klar til afgang efter koncerten. Pedro får møflet sig foran i barkøen og hentet nogle arbejdsfadbamser. Pakningen er ret uproblematisk, især da det viser sig, at vi kan have alle vores ekstra Clean Boys tour t-shirts i Pedro’s store trolly. JÆZ BÆBI – lortet spiller.
Der efterhånden fuldstændig proppet – vel en 150 mennesker. Vores danske veninde Bjørg har været én af de første til at dukke op – hun kom tidligt, da hun var bange for at fare vild.
Publikum er bare klar da vi går på. Få takter inde i første sang rykker de første rundt nede foran, og så er det ellers 35 minutters intensitet, som vi ikke har oplevet det før på touren. Temple Bar er det her meget mixede publikum hvor 1/3 er vesterlændinge, og de er helt klart også dem som fører an, og viser hvordan man får gang i en moshpit. Halvvejs inde i sættet smadrer et par gutter ned over Pedros pedaler. Pedro bemærker først at han ikke har lyd på, da Morten råber det ud igennem kor-mikrofonen. Løs forbindelse, og Pedro må bare trække mikrofonen ned mod gulvet, imens han synger af sine lungers fulde kraft og forsøger at få lyd igennem til bassen… til sidst flår han stikket direkte i forstærkeren og så fortsætter festen over stok og sten. Applaus er ikke til at tage fejl af da sidste tone har lydt i ”Chinese Hospitals”, og vi kan konstatere at Punkmission China er fuldført. Vi er hurtige til at få pakket sammen.
En virkelig smuk kinesisk kvinde står for foden af scenen, og beder Morten om en smøg, da han kommer svedgennemvædet ned fra trommepodiet. Jo jo selvfølgelig. Oppe i bandlokalet, får vi styr på vort habengut, solgt lidt merchandise, og afregnet de sidste 200 Yuan med Zhong, så alle udgifter inkl taxa til lufthavn er betalt. Smuk kinesisk kvinde er kommet backstage og spørger Morten efter nr 2 smøg. Hun spørger ham hvor lang tid vi bliver? Han har én gang tidligere åbenbart fortalt hende at vi tager hjem i aften. Han skal gentage et par gange, før hun forstår at vi altså er på vej hjem til DK lige nu. Hun spørger så om Morten ”are you married or single”. Da Morten svarer ”I have girlfriend and two kids” trækker kvindens mundvige ned, så langt hendes ansigts-muskler formår at strække dem. Da vi iler ud af døren, sidder hun tilbage i baglokalet med glasklare øjne. Morten hjerteknuser, ak ja ak ja.
Bjørg følger med ud på gaden, hvor Zhong har kommanderet os til at vente på taxaen, som lige straks vil være der. På vejen ud, har en englænder hevet fat i Pedro og forklaret at han er med til arrangere en festival på Filipinerne til næste år, og Clean Boys skal komme og spille. Pedro kan ikke andet end sige pisse fedt, men du skal finde- og kontakte os på vores Facebook, hvilket han så siger han vil gøre… jo jo
Taxaen kommer – vi krammer Bjørg og Zhong farvel, og så er det afsted mod lufthavnen. Vi er helt blæste – sikke en exit på vores tour – hvad fanden skete der lige der?? Det gik bananas…
Vi ankommer i god tid til lufthavnen – ca 7 kvarter før afgang. Så vi tager os riiigtig god tid til at ryge tobak, inden vi skal indenfor. Rabbit har givet os en mini flaske Glenfiddich, som Morks og Pedro deler. Vi læsser al vores bagage på 3 vogne, og så begiver vi os ned igennem den voldsomt imponerende lufthavns hall.
Vi tager fotos under vejs, og ved vi skal holde os i gang, men heller ikke har travlt. Der fantaseres om der mon er et sted en butik har åben kl. 2.00 om natten, så man kan brænde de sidste Yuan af? Vi skal hen i sektion K og tjekke ind. Fint – nu må vi godt skynde os med gode 5 kvarter igen. Der er INGEN i sektion K – retur til tavlen – så finde en skranke et stykke væk. Vi kan få lov at tjekke ind i sektion J. Fint afsted – én skranke er åben, hvor en lille kvinde næsten sidder og gemmer sig. Det tager hende det meste af de Puniske Krige at tjekke os ind – pas frem og tilbage, flere gange, fordi hun lige skulle være sikker på… og bagage af og på bånd. Instrumenterne skal hen til 15D.
Nu mere end lunter vi med vognene. Pedro taber en guitarkasse – vi omarrangerer og får smidt grejerne af. Videre – og – nååeh ja der jo det der tog igennem hele lufthavnen vi også lige skal med. Stressen begynder at melde sig hos Morten og Pedro, Morks er helt kold; de har tjekket vores bagage ind, så skal vi med flyet, vi er sikre. Pedro tænker dog for sig selv, at han ikke ønsker at komme svedig og forpustet ind i flyet som den sidste, med alles øjne hvilende på sig; nå, kan vi SÅ komme afsted.
Vi stiller op til security check. Der er 7 – 8 foran os i køen. Det tager lang tid (føles det), de er meget grundige. Da det er beatbandens tur, lukkes en russer ind foran dem i køen. Hmmm, vi bliver noget knotne, men aftaler at lade den ligge, selvom Pedro vender sig rundt til den lave, men let robuste kvindelige vagt der styrer køen. Pedro peger på et imaginært ur på håndleddet, som for at signalere at vi har travlt. Hun nikker forstående. Nu kommer der så en anden vestlig kvinde, smuk og charmende, hun synes lige hun også kan liste ind på fripas. Vi udbryder alle 3 i kor – NO, it’s our turn, get up back in queue.
Hun bliver let forskrækket og himler med øjnene, men går om bag i køen. Pedro sender hende et kattekillerblik, bliv der eller ta’ konsekvensen, bare hvis hun skulle være i tvivl. Vi er under pres nu, med 20 minutter til boarding – alle shopping planer er for længst begravet. PC og ekstra kamera batteri skal ud i en bakke særsklit da vores sager skal scannes. Pedro glemmer at tage batteriet, for nu skal han på podiet og scannes igennem. Hver en knap bliver tjekket når metal-detektoren bibber. Morten har i lommerne gemt et ikke uvæsentligt antal af cigaretpakke søvlpapirstumper, som man lige river af, når man åbner en ny pakke. Hver eneste bibber, og personalet smiler lidt af denne seance. Vi bevarer roen trods tidspres. Personalet er virkelig søde og imødekommende, samtidig med at de er psyko grundige. Vi har fået full-body massage da de er færdige med os. Vi slippes løs og haster imod vores gate, hvor vi ankommer under 10 minutter før boarding. Morks når at tisse og vi sætter os lettede på flyet.
Turen hjem er som flyture er- langstrakte og møgkedelige – ulideligt at sidde i de sæder i 9 timer. I Københavns lufthavn mindes vi igen om de afsindigt kedelige butikker som vi passerer. Modelort og parfume… Vi får købt en kop kaffe, vekslet vores tiloversblevne Yuan. Benyttet den super fine udendørs rygefacilitet 3 gange under vort 3 timer ophold i KBH. Og selvfølgelig skulle vi også opleve en ristet med det hele – så er man hjemme igen.
Vi lander i Tirstrup før kl. 11.00, hvor Pedro’s bil holder og venter. Vi sætter os i bilen og ryger kabinen fuldstændig tæt i tobak, før vi endelig erkender at turnéen er slut – vi skal skilles. Morten bliver i Tirstrup og er kun en halv time fra at blive samlet op af kæresten Tea og børnene Sofia og August. Morks og Pedro kører retur til ”Fryseren” på Aarhus Havn og læsser af…
Sikke en tour – vi er ikke færdige med Kina, hvor usandsynlig lille den punkscene så er – der er et eller andet udefinerbart livsbekræftende og meningsgivende i at ramme lige der, hvor scenen er under pres og har det svært. Der hvor nogen bare holder fast og man kan konkludere – jo punkrocken lever OGSÅ i Kina!
Skulle nogle andre danske hårdtslående, punkede, rockede bands ønske at prøve kræfter med Kina, så hiver de bare fat i os. Så er der adgang til et netværk og oplevelser af en anden planet ?
Du kan finde Clean Boys på Facebook.
Tekst og fotos: Pedro da Palma/Clean Boys
