Fjerde del af det århusiansk punkrock orkester Clean Boys’ Tour-dagbog fra Kina byder blandt andet på en dansk trommeslager i et kinesisk-baseret punkband, flere togture, en stirre-konkurrence og en smadret hi-hat.
Vi har tidligere bragt del 1, 2 og 3 af Clean Boys’ tour-dagbog fra Kina – i første del kan du læse lidt om, hvordan det kan gå til at det aarhusianske band nu for tredje gang har besøgt den folkerige republik. Del 2 og 3 kan du læse HER og HER. Femte og sjette og sidste del følger om nogle dage.
Vi vender tilbage til Clean Boys netop som de skal fra Guilin til Kunming, med ondt i håret (igen). Pedro da Palma er, som vanligt, vores rejsefører.
Lørdag d. 13. oktober (DT Bar )
Guilin til Kunming
Trods kun 5 timers søvn (Morks og Rabbit fik vist 7 timer) vågnede Pedro og Morten uden tømmermænd – well ok, vi var faktisk stadig fulde. Rabbit købte en skøn bøtte nudler til os hver fra biksen lige ved siden af hotellet. Vores chauffør fra igår samlede os op lige uden for døren. Køreturen til banegården (en anden én, end den vi ankom til igår) tog ikke lang tid, og det gik super med at boarde toget.
5 timers togtur og ca. 1000 km forude. Det går efterhånden op for os, at den estimerede afstand på 7000 km rundt i Kina, ikke holder vand. For selvfølgelig går det ikke i fugleflugt, som stregerne vi har plottet ind på Google Maps. Vi kommer helt sikkert på den gode side af 10000 km togtur, når touren er tilendebragt. På banegården køber vi lidt vand, og snacks, dertil finder Morks og Pedro fine høretelefoner – Apple design med andet navn. For 35 kr har vi købt noget at lytte musik i god kvalitet – de holder resten af touren. Vi er trætte, men glade – forsøger at ryge på minimum hver anden station vi stopper ved, selvom der ofte annonceres at man ikke må stige ud, med mindre man er fremme ved sin destination. Togpersonaler har dog hurtigt luret at vi er kvikke med tobakken og ikke forsinker noget, eller har tænkt os at lade toget køre uden os.
Turen til Kunming er inderligt smuk. Den ene lille smukke dal med bugtede vej- og vandløb i bunden, afløser den anden, igennem den uendelige række af tunneller vi kører igennem med op til 295 km/t. Morten kommenterer, at skyerne virke til at hænge lavt her i området vi passerer. Der bliver også tid til at sove lidt undervejs.
Kunming’s hovedbanegård, skiller sig ikke ud fra størstedelen af de voldsomt store banegårde vi besøger – dog er den her ”kun” i 3 niveauer, med ankomsthal, banelegemer og p-kælder. Vi bliver bekendte med at Kunming befinder sig på et plateau i omkring 1800 meters højde med sine ca. 6 millioner indbyggere – hvilket forklarer Mortens fornemmelse af lavthængende skyer. Vi er virkelig kommet til det sydvestlige Kina med kun 200 – 300 km afstand til Burma, Laos og Vietnam.
Det er én af de mere stramme dage hvad angår vores tidsplan. Igen skal vi køre nok 3 kvarter før vi er ved vort hostel. Her bliver taxaen bedt om at vente, og vi skal lade vores instrumenter stå. Der er kun lige tid til at tjekke ind og smide vores bagage på værelset, så skal vi køre direkte til DT Bar, hvor vi skal spille aftenens show, og begå en lydprøve snart. Byen er præget af en højere grad af lavere karréer af 2 – 5 etagers bygninger. Men vi snydes ikke for højhusene, og store vejsystemer som er rigeligt repræsenteret – der er dog noget andet over denne by. Vi kan virkelig mærke vi er ude i provinsen. DT Bar har ikke engang et skilt udenfor – man skal vide det er den her gang ind i bygningen man skal bruge.
Pedro har fantaseret om pizza hele dagen – måske den lidt trælse mave der også har lyst til helt at være i comfort-zone. Og sjovt nok står der Pizza over indgangen, som er en lille passage, forbi noget der ligner en blanding af en butik og ungdomsværelse på max 10 m2, og så står man inde på DT Bar. Et rum med 3- 4 etager til loftet, billardbord, og en gammel Street Fighter spillemaskine, som vi husker dem fra ungdommens grill-bar. Mindblowing – maskinen virker rent faktisk. Vi hilser på Matu som kører DT bar. En gut midt i 30’erne står i baren og tilbyder os at lave kaffe – en sjældenhed i Kina, men vi er mere tørstige efter en øl. Under 10 min efter vi er ankommet bliver vi tilbudt et job én af de kommende dage på en bar i en by ”kun” 132 km væk. Vi kan selv bestemme om vi vil spille i morgen eller i overmorgen. Det er et spændende tilbud, men vi har også virkelig brug for de 2 kommende fridage med det gear vi kører i, når vi har spilledage. Så vi ender med at sige tak, men nej tak.
Inden da, har vi besøgt restauranten lige ved siden af spillestedet. Et super fremragende måltid, som må være et kinesisk bud på millionbøf – så har man set og smagt det med herovre. Det er jo nærmest brun sovs, med et halvt kogt æg på siden af tallerkenen og ris i centrum. Fuck pizza – Pedro er på.
Under måltidet får vi at vide at bandet Plastic – som skal opvarme for os – har en dansk trommeslager. WHAT? Sig lige det én gang til. Jo jo den er god nok. Og vi får i den grad hilst på Andreas da vi ankommer til DT bar efter måltidet. Han og bandet har allerede varmet godt op med øller, og Andreas, som er en kraftig blond herre i slut 20’erne, proklamerer hurtigt at vi ikke kommer fra spillestedet, før vi har høvlet ræddi mange bajere sammen. Han giver udtryk for at han lige skal tune ind på Dansk igen – han er i Kina på 3. år og får ikke ofte muligheden for at praktisere sit danske.
Resten af bandet består af en amerikaner på guitar, en englænder på bas og en kineser på vokal. Andreas har fået lov at låne bækkener af Morten, da bandet ikke lige har husket at få noget med. Der hersker lidt en stemning over dem, at fordi det er punk skal vi være skidefulde og trashe den lidt. De går på, og giver den alt hvad de magter. Forsangeren virker lidt for fuld til at være helt på toppen, men fed fed stemme og solid udstråling. Guitaristen laver faktisk nogle fede ting på strengene, både gammel engelsk punk-guitar og de mere surf-agtige, ren Fender lyd tvang. Andreas er noget stiv på trommerne, holder midt på stikkerne og bruger armen frem for håndledet til at svinge slagene. Mortens bækkener er under max belastning, og det bliver ikke bedre af at guitaristen banker guitarhovedet ned i ride-bækkenet, som den store finale. Morten er tydeligvis ret stram i betrækket og faktisk gal, da vi går på scenen. Det bliver ikke bedre af, at det viser sig at Andreas faktisk har formået at flække hi-hat toppen. Grrrr.
Morks bemærker ikke denne sidste detalje, og vi siger intet til ham. Nu gælder det om at kaste den af sig og levere et godt show – der er alligevel dukket en 35 – 40 betalende publikummer op. Lyden fungerer for os, og der en herlig respons fra publikum. Der går ikke mange numre, så er gutterne fra Plastic oppe foran og sætte gang i lidt tumult af den fornøjelige slags, og de er afgjort med til at pumpe stemningen op. Da vi har proklameret sidste nummer tager Andreas mikrofonen, og får forklaret publikum et eller andet på kinesisk, og før vi får set os om, har han fået hele rummet til at råbe ”ekstra nummer, ekstra nummer, ekstra…” på DANSK! Den har vi så heller ikke prøvet før i Kina ? De får selvfølgelig 2- vist endda 3 numre. det fortaber sig lidt. Faktum er at det koger godt oppe foran og vreden vi kæmpede med da vi gik på scenen, er i den grad formildnet. Andreas kommer begejstret op og siger at det var megafedt, jeg skynder mig at indvende at Morten nok ikke er helt så glad, da Andreas har ødelagt hans hi-hat. Det tager Andreas ret alvorligt og de 2 er hurtig overens omkring det. Under det meste af koncerten har Rabbit stået og passet entréen og solgt merchandise, da der ikke var ledige hænder på spillestedet til tjansen – de er 3 gutter til at afvikle hele aftenen, og det fungerer fremragende alligevel.
Morten som har været en stor gamer, går i gang med Street Fighter maskinen, og det viser sig at Rabbit også har en spilletrold i sig. De 2 tager en brav kamp på 2-player funktionen og but-masher og flår rundt i joystikkene. Det er en fest at se på. Morten får bank – Rabbit er bare hurtigere til at trykke Uzi-hurtigt på knapperne, hun ved heller ikke helt hvad hun foretager sig. Senere vinder de 2 over 2 kinesere i bordfodbold – vist kun med 2 mål, men der er stor jubel over den sejr.
I baggården bag spillestedet, som man skal passere for at benytte de 2 skidehuller der er til rådighed, møder vi 2 gråhårede amerikanere. Den ene spiller lidt country og rock’n’roll (jeg spotter senere hans plakat på toilettet), den anden dyrker lidt skunk derhjemme – det sidder de begge 2 og hygger lidt med. De er begge gået på pension, og ad finurlige omveje er de havnet i Kina, hvor de faktisk har råd til at leve for deres underhold. Den ene snakker om at han gerne ville til Europa, men han har ikke råd.
Andreas forklarer os en del om provinsen, som helt klart er mere outlaw og løssluppen, end næsten nogen anden provins i Kina. Der er ifølge Andreas 53 registrerede minoriteter i Kina, de 27 er repræsenteret i Yunnan provinsen, hvilket er helt unikt – de fleste provinser har max 3 – 5 minoriteter boende. Han forklarer også om racismen i Kina. Bandets bassist blev for et år siden hevet ind på et toilet og gennembanket af en flok kinesere. Han havde bagefter spurgt dem; hvorfor? Han fik at vide, at det var fordi han var udlænding! Andreas havde også en dag hørt en mand omtale ham til en ven, mens Andreas passerer dem på gaden. Gutten ville gerne smadre ham den hvide, men vennen havde bedt ham lade det ligge.
Vi har før hørt at muslimerne har det ret svært i Kina – de er ringeagtede, og en udfordring for systemet, men racismen mod hvide har vi ikke selv mærket på egen krop. Da det er ved at være ret sent, hiver en ung kineser fat i os, han vil vise os noget. Det er så åbenbart ham, der har den lille pudsige butik vi passerede i indgangspassagen til DT Bar. Han låser op og tænder lys og har flere små reoler stoppet med vinylplader – han tager nogle ud og viser frem; gamle sager…Pink Floyd fx – så hiver han en 7” vinyl frem og giver den til Pedro som gave. En front med sort/hvid foto af en indianer, og teksten ”East Timor” – A Nation betrayed. Nederst på forsiden oplyses: A hardcore benefit release for the people of East Timor. Pedro er lamslået. Han har godt hørt sin portugisiske forklare om hvordan Indonesien, rykkede ind i Øst Timor, da Portugal trak sig ud af Vest Timor, deres daværende koloni, i året efter Nellike-revolutionen i 1974. Indonesien har desværre formået være mere effektiv overfor den oprindelige Øst Timor befolkning, end Hitler var i forhold til sine egne. Det der foregik betegnes som en reel massakre, og helt op på denne side af år 2000 slår myndighederne stadig ned på befolkningen, hvilket medfører konfrontationer, hvor dødstallene tælles i hundreder. Her står man så med en Australsk hardcore punk støtteplade fra start 90’erne, for befolkningen på Øst Timor – punkens virke som et talerør for de overhørte, de undertrykte, de udstødte; er en pallette af farver og udtryk som stadig kan overraske, her 30 år efter man hørte sin første punkskive…
Tilbage på DT Bar falder vi i snak med Matu og hans australske hustru Juliett. De er et pudsigt par. Matu er en lille gut i 30’erne med et nærmest drenget ansigt. Juliett er en stor dame – dobbelt så stor som Matu. De virker ret gode sammen, og det var også hende der sporede Matu ind på at blive barbestyrer.
Baren var hans ungdoms punk-klub. En dag stikker ejeren af, uden at have betalt husleje og andre regninger. Klubben lukker midlertidigt, Matu hader sit job og Juliett ringer ham op, at hun har hørt at nogen mødes om, hvad der skal ske med stedet, om han ikke skal overtage. Der sider 4 gutter om et bord og lægger planer. En vil åbne en hotpot restaurant, en vil lave et supermarked i lokalerne, så skærer Matu igennem med ordene; ”This monster only eats music”!!!, og overtager driften af stedet, som han nu har kørt i 5 år. Juliett synes at navnet på baren er fjollet og bryder sig ikke helt om det. Matu forklarer at det står for Down Town, fordi han synes det er sjovt at kalde sin bar Down Town, når den faktisk ligger i et kvarter et godt stykke fra centrum.
Også Andreas giver udtryk for at stedet har betydet rigtig meget for hans ophold her i Kina. Det var her han mødte den amerikanske guitarist, og de 2 efter at have været de eneste hvide mennesker til flere shows, blev præsenteret for hinanden af en fælles kinesisk ven, og så dannede Plastic. Andreas gentager igen og igen hvor begejstret han er over, at opleve et dansk punkband i ”hans” by – de har glædet sig i mere end 4 måneder, fra da de fik at vide at vi skulle komme og spille. Det bliver man sgu lidt rørt over. Pedro opdaterer Andreas på den politiske situation hjemme i DK, der er nu et parti til højre for DF i form ”Nye Borgerlige” – Socialkammeraterne og Venstre konkurrerer om at bashe på muslimer og udsatte. Andreas er mildest talt chokeret…
Alle gode stunder har en ende og på et tidspunkt kan der svært klemmes flere øl og shots ned og dagens strabadser begynder at sidde tungt i skuldre, ryg og ben. Rabbit kan ikke få fat i nogen taxa over den app-tjeneste hun normalt benytter. Det er vist bare blevet for sent. Hun mener at vi så må ud og praje 2 almindelige taxaer, for at kunne komme retur til vort hostel. Morks og Pedro afviser dette hurtigt med et grin, og siger at vi bare laver en ”Lao Wang” med indforstået reference til vores første tour i 2009, hvor Mulle fik pakket alt i én vogn med hjælp fra Lao Wang. Og turen hjem var en succes. Pedalkasse og merch-trolley i bagagerummet, og så instruerede vi Rabbit til at læsse bas og guitar-cases ind på lårene af trioen som fyldte bagsædet. Vi er hjemme på rimeligt kort tid og 14 yuan fattigere – det koster ca 1 krone i minuttet at køre taxa i Kina. Og SÅ skal der soves igennem på vort 8 mands værelse – Rabbit er indkvarteret på et andet værelse, men der er kun 2 andre på værelset ud over trioen, og der er stille og roligt.
Søndag d. 14. oktober (day off)
Kunming
Vi sover længe. Sulten er til at føle på da vi vågner. Hostel køkkenet tilbyder lidt af hvert, både lokale kinesiske retter og burger og pizza. Pedro køber sig en pizza der næsten koster det samme som den ville ha’ gjort i DK. Morks får købt sig en hamburger og Morten hopper på en kinesisk nuddel kylling ret. Vi sidder i hostel lokalerne, som er 3 mindre stuer med borde og sofaer / polstrede sofaer, i én af afdelingerne må man ryge. Der er bredt over hele Kina begyndt at snige sig rygeforbud ind flere og flere steder. Der bliver ikke længere røget i taxaerne. Heller ikke i de tog vi kører med. Vi oplever senere på touren de første restauranter, hvor der ikke må ryges. Heldigvis har denne tendens ikke ramt barer og spillesteder i den liga vi spiller koncerter. Det kan ofte være en noget amputeret oplevelse at spille koncert i DK, når 1/3 af publikum står udenfor og ryger. Når man er niko-junkie i højeste potens, er det bare et møgirriterende regelsæt, sundt og hensynsfuldt og pissekedeligt.
Pedro får lokket Morks og Morten til at tage en slice hver af hans pizza, både fordi han bliver ret mæt, og fordi han synes pizzaen er meeeget salt. M og M konstaterer at pizzaen smager helt normalt, vi er bare blevet så vant til usaltet, stærk krydret mad, at det føles voldsomt i munden at få vestlig mad. I går – ret sent – inviterede Matu os over og spise aftensmad sammen, vi skulle bare dukke op på DT Bar.
Eftermiddagen slumrer hurtigt imellem fingrene på os, og vi bryder op ved 18 tiden for at tage med Rabbit på DT Bar. Vi forsøger et godt stykke tid at praje en taxa, mende få ledige vi ser, kører forbi, og Morks påpeger at han har hørt at flere af taxa chaufførerne ikke ønsker at køre med hvide mennesker. Rabbit er hurtig på Smartphonen og finder ud af at vi kan hoppe på en bus 50 meter fremme – ombord på 106 og bumle afsted en 20 minutters tid, hvor vi holder fast i de kendte håndtag i lofts-rørene, som man også møder dem i Sydeuropa. Turen for 4 personer står os i hele 10 yuan, da chaufføren ikke kunne give tilbage på min seddel – vi ku’ være sluppet med 8 yuan, havde vi haft lige penge. Formuen strømmer ud af bandkassen, og vores drøm om Strandvejs-domicil synes mere og mere fjern.
På DT Bar møder vi Andreas og hans kinesiske kæreste. De har ventet lidt tid på os, Matu er intet sted at se, tømmermænd og hjemme hos sig selv. Men han vil dukke op senere for at stå i baren. Andreas leder os ned af gaden og rundt i en smøge med alskens street-køkken. Da vi når til enden af gaden, konstaterer Andreas at vi vist kun kan få grill-mad (kinesisk style), og om vi mon kunne ha’ lyst til lidt fisk? Morks konstaterer at han helst holder sig til reglen om at man spiser fisk der hvor der er vand, og ikke inde midt i landet. Men Andreas forsikrer at man får god fisk på restauranten ved siden af DT Bar. Vi giver den en et forsøg og må give ham ret. Der er ikke plads på restauranten, som huser 3 borde, så vi placeres ved et lavt bord på gaden og 30 – 40 cm høje plastskamler at sidde på. Andreas og Pedro går op til købmanden 5 butikker væk, og køber drikkevarer. Begge retter er ”hvid” fisk af en art, én mild ret og én krydret. Fiskestykker ligger i en suppe, men det er ikke fiskesuppe, som Pedro normalt afskyr den. Der er konsistens og man fanger med sine pinde, reelle stykker fisk og grøntsager op af de 2 dybe varme skåle.
Efter måltidet går vi på DT Bar. Her tilbyder gårsdagens selvudlærte barista at lave os en god kop kaffe. Og god er den – virkelig god på friskkværnet bønne og doseret på vægt. Vores mand fra den ”lille butik” i passagen står og øver sig på sin kontrabas. Han er er vild med rock’a’billy og viser både Morks og Pedro teknikken med at hamre på- og rive i strengene på dette imponerende monument af et instrument. Pedro holder sig nok til plektret nogle år endnu – men det lyder godt nok feee, når man kan det.
Vi får en længere snak med Andreas om punk og det at leve af sin musik. Plastic er i gang med at forhandle en kontrakt med et kinesisk selskab. Andreas har mange drømme om bandet, vi må dog indvende at den der med at leve af at spille punk, gør ikke engang en af de største nuspillende legender på den amerikanske hardcore scene MDC (Millions Of Dead Cops). Det løber rundt for dem, med et minimalt overskud på deres tours – nogle gange… Dertil har Andreas band stadig til gode at opbygge en god rutine og blive endnu bedre sammenspillet. De kan godt komme rundt i Kina og også tjene lidt penge på koncerter, men næppe så det også kan betale mad og husleje generelt, og i Europa og USA ville de komme til kort, da niveauet for de nuspillende punkbands generelt er ret højt. Ikke desto mindre er det interessant at der faktisk kan være lidt penge i det – selskabet tilbyder bandet 250.000 yuan over 3 år. Det er ikke rede penge bandet får i hånden, men penge der går til indspilning og tryk af i hvert fald 2 fuldlængde plader og PR, og hvad der ellers kan være af udgifter. Det spændende er så hvordan kontrakten ender med at blive udformet. Udgangspunktet var at de ikke måtte indspille de numre som er på pladerne, i andre versioner, de måtte ikke drikke eller ryge eller være homoseksuelle! Ta’ den…
Bandet har så fået forhandlet sig til at de har rettigheder på deres musik og må bruge den senere som de vil, selskabet får rettigheder på indspilningerne / pladerne. De skal ikke skrive under på at de ikke må drikke eller ryge, og de fik argumenteret at de ikke kan skrive under på delen om at være homoseksuel, da det ville være imod lovgivningen i deres hjemland og kunne give problemer. Spørgsmålet er om bandet kan holde masken, da deres tekster også er særdeles kritiske mod systemet, og forsangeren vist kun har en stor fuckfinger til overs for politikken i Kina. Derfor er alle tekster også omskrevet og vil blive indspillet sådan – så kan de synge de rigtige tekster når de spiller live, konstaterer Andreas. Det lyder som en plan der godt kan ”sende ørene i maskinen”, og på den anden side er der noget fantastisk over den måde, som den her lille bitte stædige undergrund snyder systemet, og ser hvad man kan slippe afsted med.
Der fortælles også røverhistorier om et andet band, Dirty Fingers, som Clean Boys havde fornøjelsen af at dele scenen med i Shanghai, på den sidste tour i 2014. Nogen havde sladret om at de producerede meth-amfetamin, hvilket dog overhovedet ikke var tilfældet. Til gengæld sad de og røg en joint da politiet stormede deres lejlighed. Så de var alle blevet sendt nogle dage i fængsel og havde så ringet til Plastic bandet, for at advare dem om IKKE at indtage noget som helst inden de om en måned skulle spille i Beijing; For lige nu havde politiet fokus på hele netværket omkring Dirty Fingers – som Plastic skulle spille sammen med – ingen kunne vide sig sikker, og kunne blive udbedt en pis-test.
Andreas fortæller at han kun nødtvungent returnerer til Danmark. Han finder DK kedelig – ingen mening. Han har droppet en god del af byturene, han og bandet dyrkede, da de for indtil 4 måneder siden delte lejlighed. Det blev en lidt for giftig cocktail – Han fornøjer sig over vor historie om punkrockband på tour rundt i Kina med tog.
Andreas’ kæreste er nærmest faldet i søvn. Pedro får givet ham en USB stick med det medbragte danske musik, og vi lægger an til at sige farvel – så ankommer Matu, vi får et enkelt shot, og så prajer vi en taxa hjem og går til køjs… efter den allersidste øl, der drikkes i selskab med en englænder ved navn Jason, som holder lidt ferie inden han skal til fætterens bryllup i Hong kong.
Mandag d. 15. oktober (day off)
Kunming
Det bliver en særdeles afslappende dag. Efter at have sovet længe beslutter Pedro at bliver på hostel og får fulgt op på tourdagbogen, så han kan sende et nyt afsnit hjem til GFRock, der har været super flinke at bringe vores oplevelser omtrent uredigeret. Morks, Morten og Rabbit tager en taxa til et andet kvarter 15 min fra vort hostel. Her er der samlet en masse musikforretninger. Morten finder ikke noget hi-hat bækken han ønsker at investere i, og selvom der er et stort udvalg af instrumenter, er der ikke noget som bliver et must-have for de 2 gæve musikanter.
Rabbit tager dem med videre til en park i nærheden af hostel. Folk står og synger rundt omkring i parken, hvor der også er fugle-volierer og midaldrende kvinder der laver let gymnastik dans til noget elektronisk musik. Morks byder ind og danser lidt med – det bliver modtaget med blandede miner, og der skal nok trænes lidt mere før de ringer fra ”Vild med dans”. Da holdet returnerer til hostel hilser de på Pedro der er på vej op og tage en kort lur – alle slår til og vi får en lille time på øjet, før vi går ud og finder nok et godt kinesisk måltid – denne gang serveres rå stykker kød, små æg (nok fra fasaner) og forskelligt grønt. Det hele væltes i et par skåle med kogende krydret vand lige hevet af blusset.
På vej retur til hostel handler vi til morgendagens togtur i den første Walmart vi er stødt på i Kina. Man kan få ALT – både at vestlige og kinesiske dagligdags fødevarer. Vi går forholdsvist tidligt i seng (før midnat) bortset fra Pedro, som ender med at sidde til 01.30, inden han har fået sendt tekst og fotos afsted til GFRock og ordnet et par personlige mails.
Tirsdag d. 16. oktober (46Livehouse)
Kunming til Changsha
Vi 3 gutter har sovet skidt igen i nat – Morten og Pedro har begge haft mareridt først på natten. Morten drømte at han havde mistet sin søn August, selvom han blev omtalt som Jeppe. Følelsen sad i Mortens krop da han vågnede, hvor der lige går de der sekunder, inden man helt bevidst registrerer, at det hele bare var en drøm… pyyyh.
Pedro var en seriemorder, selve mordene oplevedes ikke i drømmen, men han forsøgte at flygte, men kunne ikke løbe nogen steder, andet end meget langsomt og trægt. Morks optrådte som en politimand der var på jagt efter seriemorderen. Pedro observerede ham fra et skjul læne sig op af et træ og ryge en cigaret. Han havde samme tøj på, som her på touren. Pedro gik tilbage til det hus hvor de seneste mord var begået og bad kvinden i huset ringe efter politiet, han ville stoppes nu. Men meldingen fra politiet var, at de ville dukke op inden for 3 timer. Pedro kunne ikke overskue at vente og flygtede igen. Politiet kom endelig efter ham, og det viste sig at Morten var én af dem, og var den som gav Pedro håndjern på og han vågnede lettet og gennemsvedt.
Drømmescenarierne stoppede ikke der – senere drømte Pedro nok en absolut psykedelisk drøm. Han var Obi Wan Kenobi der opsøgte Darth Wader i et supermarked efter lukketid. Han forsøgte at provokere Darth til at trække sit lyssværd, men Darth viste sig at være ulykkelig. Imperiet var ved at smuldre, hvorefter Pedro i skikkelse af Obi Wan konkluderer, at Darth jo så tilhører en minoritet, og dem skal man jo beskytte og passe på. De 2 bliver til sidst enige om at dele en kasse øl!!!!
Morten kan så toppe med en drøm, der nok kun tilnærmelsesvis kunne ha’ foregået i en tegneserie stribe med ”The fabulous Furry Freakbrothers”: Morten befinder sig på vort hostel, da han spotter Phil Collins stå ret pløret / ved siden af sig selv med en masse drinks og flasker. Han bemærker at forsangeren fra Boston også bor på vort hostel (omend Morten ALDRIG har dyrket Boston). Phil er ret ubehøvlet, og skubber en kinesisk kvinde ind i en mur, og råber HOBO ind i ansigtet på hende. Senere kommer Phil Collins kørende nøgen på en Segway!
…Man må nok konstatere at vores underbevidsthed er på hårdt overarbejde med manglende søvn og indtryk der står i kø for at blive bearbejdet.
De unge hollændere vi også deler værelse med kommer bumlende hjem kl. 3 om natten. Den ene tysser flere gange på den anden, som ikke helt formår at holde stemmen nede i hviske niveau. På det tidspunkt har Morten lige sovet 3 kvarter, og skal lige bide sig i læben for ikke at skælde ud.
Vi kommer op tids nok til at flå sengetøjet af sengene og få båret vort udstyr ned. Pedro når at bestille en portion yoghurt, da han mærker at gårsdagens yoghurt retter maven lidt ind.
Rabbit er den sidste der kommer ned i receptionen og tjekker ud. Hun får kontakt til en vogn der kan hente os, og når at lave en hit’n’run ud på gaden og finde 2 lune dumplings til os hver – det er dej med kødfars indeni. Hun er bare go’.
Vi er totalt udsplattede og sover en stor del af togturen. Selvforskyldt druk-jet-lag hævner sig på de overlevende hjerneceller. Pludselig vækkes Morten og Pedro af 2 mænd der skælder og smælder på en ung servicemedarbejder med sin madvogn. De opfører sig afsindigt ubehøvlet og råber så det kan høres i det halve tog. Vi bliver stiktossede over at blive vækket, og Pedro går op og kigger på dem begge 2 – bare for at se hvordan sådan nogle ubehøvlede røvhuller ser ud. Smarte forretningstyper med Rolexur og den rigtige skjorte. De bemærker godt at de bliver tjekket ud. Morten og Pedro finder et par anledninger til toiletbesøg i deres retning, og sørger for at sende dem de ondest mulige blikke på vej retur til vores pladser – direkte stirrende ind i øjnene på dem, står der “mord på menuen”. Morten vinder katte-nedstirringskampen og de kaster blikket ned i skødet da han passerer dem. Morks opfordres til også at give dem et “killer-blik”, og vi må erkende at generne fra faderens fortid i den røde hær imponerer os, så vi giver topkarakter til Morks for dette fine punktum i vores lille “kolde krig” imod arrogante smarte typer, der tror sig bedre end den unge mand der bare knokler for at passe sit job. De gør ikke mere væsen af sig under resten af turen til Changsha.
Mageløse bjerglandskaber glider forbi udenfor vores vinduer, imens vi farter afsted med ca 280 – 90 km/t. En lille dreng på ca. 4 år tager kontakt til Morten. De udveksler smil og mimik. Han tilbydes både chokolade og et plekter, men er fuldstændig ubestikkelig. Han viger tilbage og tager ikke imod fra sådan nogle grimrianer som os, men opsøger os alligevel ?
Vi står af toget og bliver efter at have slæbt grejet igennem den halve banegård, samlet op af en chauffør, som virker mere rock’n’roll end gennemsnittet. Straks vi har fået pakket og begiver os afsted i den slags vans, som nu er en standard for ”store vogne” i Kina – dem prøvede vi ikke nogen af i 2014 – tilbyder chaufføren os en beetlenut. En svagt opkvikkende blød nød, der er helt gummiagtig, så man bruger den som et slags tyggegummi. Da vi udviser interesse, giver chaufføren os resten af posen med 5 -7 ”kvik-gummi” i.
Vi får tjekket ind på hostel, og har et værelse til os alle 3. Rabbit sover på et andet værelse. Vi bliver enige om at Morks og Morten dele dobbelt-sengen, da Pedro med sit likvide tarm-produkt kan hænde at skulle op flere gange i løbet af natten. Vi har en 3 kvarter og Pedro napper en ”morfar” imens Morten og Morks hopper på VPN og tjekker Facebook mm. Det er fornøjeligt, at følge med i hvem som kigger med derhjemme.
Rabbit henter os og vi begiver os ud af baggården hvor vort hostel ligger og lige der ud mod gaden, ved siden af gyden, ligger indgang til 46Livehouse. Morks og Pedro diskuterer om hvorvidt vi har spillet her før, og konstaterer at vi rigtignok har spillet på 46Livehouse på sidste tour – men de har flyttet location, om end begge steder har været i kælderen, og derfor var ved at snyde os. En væg med Sex Pistols cover ”God Save The Queen” pryder første væg på trappen ned, og på endevæggen i bunden er malet en kæmpe gulv til loft Anonymous-maske – der SÅ mange måder man kan protestere på, uden at sige noget direkte om systemet.
I indgangsfoyeren ved toppen af trappen står et sandwich-skilt med en stor Clean Boys tour plakat – redesignet til aftenens event – på trappesatsen på vejen ned, står der et staffeli med tavle på, hvor der er håndtegnet Clean Boys, pris og silhuet af et skelet med flying-V guitar i hånden. Stedet er mindst lige så tjekket, som sidste gang vi spillede her på den tidligere beliggenhed. Lydmand- og koncertbestyrer JoJo har os hurtigt i gang med at lave lydprøve, og det forløber godt og effektivt – vi er glade. Rabbit hiver os med ud og spise, og finder en lille restaurant 5 min fra spillestedet. Første sted vi spiser, hvor der er rygeforbud. Vi får 4 forskellige bud på en slags gryderet, én med kylling, én med svine-pølse, etc, som er væltet oven i en omgang ris i en skål. Indtages med ske – højest usædvanligt. Vi får skrevet en sæt-liste til aftenens koncert, imens vi indtager vores mad. Hver dag et nyt Zæt – det er princippet. Vi har 30 sange på repertoiret, og spiller som regel 16 – 18 stykker til et show – nok til 40 – 45 minutter. Da vi kommer retur til spillestedet 5-10 min før koncertstart, er der faktisk kommet godt med mennesker. I døren sidder 2 unge kvinder fra baren og tager entré og sælger vores merchandise. Mange unge kvinder som fniser højlydt og forlegent, når de hilser på os.
Vi hopper på scenen og starter punk-maskinen op. Det bliver taget rigtig godt imod. Der rokkes med ude i salen, og tilråbene imellem sangene indikerer at vi går rent ind. Det tager heller ikke lang tid i starten af hver koncert, om nogen iblandt publikum forstår engelsk, eller om man bare skal råbe en titel og komme videre. Sidstnævnte, var én af disse aftener. Vi afkræves nok engang ekstranumre, hvilket vi på ingen måde har indvendinger imod, om end vi er kørt ikke så langt fra kanten af vores fysiske formåen – med mindre det gjaldt liv eller død, så kan man altid mønstre en del ekstra ?
Straks vi er gået af scenen, dukker 4 kvinder og en mand op ude backstage – de vil ha’ taget fotos med os og får en hjemmeside kradset ned på indersiden af en halv cigaretpakke (vi må snart få lavet de visitkort – 18 år skulle ha’ været tid nok til at få sådan nogle printet). Manden udtaler ”you’re gonna be big in China”! Tusind tak for det fine kompliment, men der kender vi mere til punkscenen i hans hjemland, end han selv gør.
Ikke engang de bedste punkbands i Kina, tjener nævneværdige penge på at turnere i hjemlandet, Europa eller USA – INGEN kan LEVE af at spille punkrock, hvis den skal holdes 100% DIY uafhængig under den kommercielle radar og ikke ende i Green Day. Ramones kunne godt, og få andre – men vi har også til gode at opleve et nyt Ramones eller Beatles for den sags skyld. Det er en anden tid – musikscenen og platforme hvorpå musikken spottes er i dag så defragmenteret at alle kan nå på top 10 listen herhjemme med et tilpas oplag og et godt salg i udgivelsesugen. Youtuberne har flere seere end DR – og radio Luxemburg har for længst sendt den sidste nye hippe beatmusik ud i æteren. For os som en lo-fi, kompromisløs, selvdiciplineret trio forbliver forskellen ens…og det er en befriende tanke, vi bliver så positivt overraskede de dage på touren, hvor entré og salg af merch udligner udgiften til tog og hotel ?
Efter fotos med fans og udvekslen af mange håndtryk og kram, iler vi i baren. Stort set alle publikummer er allerede smuttet under et minut efter sidste trommeslag. Folk skal nå sidste bus, metro hjem og på job i morgen. På den måde er publikum i Kina generelt vedholdende og mådeholdende. Det er sjældent folk går før tid, men så snart showet er slut, er de smuttet.
Der er linet op med shots – på’en igen. Heller ikke denne aften får vi lov at betale for øller. Èn af gutterne som tydeligvis er en del af omgangskredsen omkring booker og lydmand JoJo på 46Livehouse, udveksler navne med Pedro. Vi har rigtig mane fælles bekendte, og især Wu Wei fra SMZB, som bookede vores første tour i 2009, betegnes som en slags bror. Gutten forsøger at ringe Wu Wei op – der er elendig forbindelse i denne kældersal under et beton-mausoleum på +20 etager. Senere viser det sig at Wu Wei faktisk er på Cuba, imens vi turnerer Kina, så ham får vi desværre ikke muligheden for at hilse på denne gang.
Da Morten står og snakker med gutten på et tidspunkt, nævner denne noget negativt om muslimer – vil tydeligvis gerne ha’ Morten med på at bashe nogle muslimer. Morten lukker den prompte ned, at han tager betydelig afstand fra racisme og ikke er enig i det udtalte. Nu forsøger gutten så de næste 5 minutter at trække i land, og forklare at det jo også kun er nogle muslimer og bla bla bla. Den unge mand, der dog er i slut 30’erne, bliver mere og mere grov overfor sin 10 år yngre kæreste. Rykker hende i håret for at trække hende med rundt hvor de nu skal sidde, og det lader til at være ”normal” adfærd, da hun ikke virker overrasket over denne omgangsform. Morten er tæt på at reagere – Pedro overser hele denne adfærd, da han snakker med andre af de tilbageblevne folk omkring spillestedet. JoJo får en USB stick med dansk musik – som de andre der har modtaget undervejs. Bortset fra vores stive ”fætter”, er folkens virkelig søde og gæstfrie. Det bliver igen sent – hjemme på værelset får Morten sig en ekstra gang copnoodles, han havde i reserve fra togturen. Vi hører lidt Bakelit Beatnik – Kim Kix (Power Solo) fabelagtigt skarpe, skøre lyrik sideprojekt; ”Bred i nakken – smalle tanker”!!!! Godnat.
Tekst og fotos: Pedro da Palma og Clean Boys
