De aarhusianske punk-rockere i Clean Boys er på deres tredje Kina-tour. Vi bringer her andet afsnit af deres tour-dagbog, hvor der blandt andet er møder med pandaer, kinesiske skidehuller og (flere) punkglade kinesere.
Første del af Clean Boys’ tour-dagbog, med forhistorien til hvorfor bandet nu besøger det folkerige land i Asien, kan du læse HER. Dengang forlod vi bandet, netop som de gjorde klar til en koncert. Vi giver ordet til bassist og frontbrøler Pedro da Palma, som er vores rejseguide:
Beijing, 6. oktober (fortsat)
Rabbit kom med mad til os, som vi indtog i det lille backstage lokale.
Og så gik koncerterne igang. Der var 2 lokale bands som opvarmede. Ét vi ikke fik fat i navnet på – en blanding af grunge og nu-metal. Og så Need to Need, fra hvem vi havde mødt forsangeren allerede aftenen før på Schoolbar. De var ret velspillende med en blanding af oi /hardcore og oldschool punk, og tilpasse korte numre, til at det aldrig blev trivielt. Under opvarmningskoncerterne faldt vi alle 3 i skift kort i snak med en midaldrende mand fra Peru, der præsenterede sig som “I’m a very famous drummer from Peru”, og vi grinte bagefter lidt over at han har været efter os alle sammen, for at deklarere hvor berømt han åbenbart var.
Vort show blev taget rigtig godt imod og der blev moshet og danset oppe foran scenen. En meget fuld kineser kom konstant med tilråb og var oppe på scenen og tage en selfie med Pedro midt i et nummer, væltede rundt, og det var nu ganske lystigt. Vi snakkede om at han måtte være det kinesiske svar på “Dieter”, den nu 60 årige Aarhusianske anarkist, der altid kaprede mikrofonen til koncerterne på Mindegade (BZ hus i Aarhus i start 90’erne), når Pedro spillede med Harboøre Holiday eller Killing Brains.
Vi fik solgt lidt merchandise og så blev der høvlet øller og bookeren bød os på shots. Tiden fløj og det blev senere og senere. Lao Wang var også dukket op til aftenens koncert og Nevin Domer fra Maybe Mars Records. Nevin mødte vi allerede i 2009 hvor han gav os en rundvisning på pladeselskabet, dagen efter vi havde spillet på det nu nedlagte spillestede D22. Nevin er en meget meget engageret amerikaner der har boet måske 15 år i Kina og haft adskillige punkbands kørende og også taget dem med til resten af Asien, Europa og USA. Nu spiller han med Struggle Session (et band bestående af kinesisk bosiddende amerikanere) og fortalte om at de for ikke så lang tid siden havde været på tour i Sydamerika. Han betegnede det som den bedste tour han nogensinde har været på.
Den sydamerikanske scene har kæmpe opbakning, men stort set ingen amerikanske bands gider tournere dernede – det er smartere at komme til Europa. Så man bliver taget godt imod, når man kommer og leverer varen. Før spillede han med Fanzu Xianfai (oversat –”tanker om at gøre kriminelle ting”) – et band af amerikanere og kinesere. De fik trykt plader i Europa og måtte smugle dem med fra Europa, når de turnerede der, og optrådte under synonym på pladecoveret, da musikken var stærkt kritisk overfor det kinesiske system. Nevin fortæller os, at hvad vi gør med Clean Boys, når vi turnerer i Kina og oven i købet vender tilbage, er virkelig vigtigt for den kinesiske undergrunds-scene. Han håber at det inspirerer andre bands til at tage chancen og rejse ud af Kina med deres musik.
Pt er der kun 3 kinesiske punkbands der tager udenlands og turnerer: The Sino Hearts (vores booker Zhong’s band), Demerit og Gumbleed. Gumbleed havde vi kontakt med sidste år, hvor de skrev om vi kunne hjælpe med at lave nogle shows i DK, men desværre kunne vi ikke få enderne til at mødes. Forsangeren fra Gumbleed hilste på os på School Bar fredag da vi ankom og måske de kommer til Europa igen til næste år, og vi har bedt ham hive fat i os, hvis så.
Ved 3 tiden gjorde vi klar til at få fat i en taxa retur til vort hostel og udenfor Temple Bar opstod der pludselig et regulært cowboy slagsmål. Vist 2 gutter der toppedes om en kvinde – allesammen kinesere. Det var med flasker og spark på folk der lå ned i en bunke, og vi var pænt imponerede over at politiet dukkede op max 5 min efter slagsmålet var startet – den kinesiske overvågning virker, med kameraer overalt. Politiets tilstedeværelse stoppede gemytterne ret øjeblikkeligt, og ingen blev anholdt. VI tror ikke at man gider at tage sig af den slags med mindre det virkelig er nødvendigt. Så snart politiet var skredet var der tumult igen, som folket dog hurtigt fik stoppet med lidt selvjustits. Ja, kedeligt var det ikke. Tilbage på hostel delte bandet en lille flaske kina-sprut (56% alkohol), og så til køjs og få 3 timers søvn.
Søndag d. 7. oktober (Wuqiong)
Beijing til Xian
Pyyyh, det var en rå omgang at komme op kl. lort, så vi ku’ være klar til afgang kl. 6.50 – det blev til max 3 timers søvn. Håbet var at vi skulle have en taxa til banegården, men nej nej, det ville vist være for tidskrævende i trafikken, og Rabbit forklarede at vi skulle med metro til banegården. Op på hesten, og svede tran med udstyret ned af trapperne til metroen. Vi skulle med 2 forskellige linier og vi har vel driblet rundt i undergrunden i en times tid. Da vi tager en rulletrappe op til banegården, er Pedro i bedste japser-stil igang med at lave en lille videofilm af folkemængden og showet, og han er uopmærksom på vores voldtunge metalkuffert (med både Pedro og Morks instrument pedaler). Den vælter af den trolley den er stablet ovenpå og ned over fødderne på en ældre kvinde bag Pedro. At dømme ud fra lyden fra hendes mund gjorde det rigtigt naller, og Pedro undskylder flere gange og spørger til om hun er ok. Hun affejer ham med hånden og går videre, og vi tør kun tænke på om alle tæerne overlevede den manøvre?
På banegården har vi 1½ time til afgang. Pedro og Morks er desperate for nikotin, men der er rygeforbud overalt. I 2014, var kotymen, at alle gik ud på toiletterne for at ryge. Vi kan godt nok også lugte cigaretrøg på toilettet, men der er ikke nogen der åbenlyst står og ryger, og der er en toiltetmand der sidder fast på en stol i indgangen og kan overskue alt. Vi tør ikke tage chancen. Vi går op på første sal, hvor der i den ene ende er en ombygning i gang, som er skærmet af med metalplader i 3 meters højde. Konstruktionen tilbyder et lille skjul i en blind vinkel fra de mange kamaraer. Morks og Pedro får stimuleret “junkie-genet” og sørger for at holde røgen inde så lang tid som muligt, vi gider jo helst ikke ballade, selvom vi tager chancen derfor.
Foran os venter 800 km og 6 timers togtur. Tiden forløber forbløffende hurtigt, men vi må alle erkende, at det der med at sove i toget ikke fungerer særlig godt. Senere på turen går Morks og Pedro en tur igennem det 16 vogne lange tog. Der er restaurantvogn i midten af togstammen. Så er der en 1. klasse med store lækre sæder, men til vores overraskelse finder vi også luksus-klassen. Her tilbydes passageren nærmest en lænestol der kan ligges ned. Her er toiletterne ligeledes velduftende og nærmest suite-store. Morks prøver at charmere togpersonalet til adgang til førerhuset, da han er voldsomt nysgerrig på hvordan det ser ud. Men den bliver dog venligt afvist, omend de gerne stillede op til en selfie sammen med ham.
Ankommet til Xi’an sker det vist for første gang, at vi som et bette “ubetydeligt” punkband bliver genkendt, da vi står af toget. 2 yngre mænd spørger om vi ikke er Clean Boys? – og beder om at få taget foto sammen med os – pudsigt eftersom det er første gang nogensinde vi er i Xi’an. Vi bliver vi hentet af en chauffør med minibus, Rabbit har kontakt til. Vi følger bare med, og er ret taknemmelige for at vi ikke har en metro-tur til gode på nuværende tidspunkt. Det bemærkes straks efter ankomsten til Xi’an, at nu er smoggen tæt. Solen forsøger at trænge igennem, uden helt at lykkes med sit forehavende. Men Xi’an er også en gammel kejserby og hovedsæde, hvilket bliver tydeligt da vi nærmer os centrum.
En imponerende bymur omkredser centrum – vi får senere at vide at byen er 3000 år gammel, hvilket sætter historien i perspektiv, om en højt udviklet civilisation på et tidspunkt, hvor vi i Danmark lavede gravhøje af kampesten og græstørv, som de mest imponerende bygningsværker. Vi skal bo i en smuk gammel bydel med tempel overfor hotellet, og der er forbløffende lidt larm udenfor selvom vi åbner vinduerne. Vi har kun 50 minutter efter indtjek til vi skal begive os mod spillestedet. Pedro og Morten får en 20 – 30 minutters “morfar”, Morks udnytter tiden til et bad og læse et par tekster i den medbragte Søren Ulrik Thomsen digtsamling.
Wuqiong Bar ligger en halv etage under gadeniveau på den modsatte side af nabobygningen. Hvilket betyder max 3 min gåtur med vort grej til lydprøve. Vi entrerer et omkring 100 m2 stort lokale med scene der fylder hele bredden for enden af rummet. Vi er eneste band på plakaten, og spørger til om der monstro kommer nogen sådan en søndag aften? Lydmand/booker mener at der nok skal dukke nogen op. Og man har også fået hængt vores tourplakat op udenfor. Der er igen forbløffende godt tjek på udstyret. Standarden er bedre i Kina, end på det gængse ungdomshus i Danmark. Da vi vil hænge vort bagtæppe op, spørger lydmanden om vi har et logo digitalt. Jeps Pedro har en backup USB i pungen og vi får smidt logo i computeren og vupti er vort skeleton logo blæst op på 2 store digitale skærme på hver side af trommesættet – det ligner en million.
Allerede under lydprøven dukker 2 punks op og danser. De har den der oldschool engelske oi-punk tøjstil med sixpence og seler. Vi får 3 ølbilletter hver, og de får ret hurtigt ben at gå på for Pedro’s vedkommende, mens Morten og Morks holder lidt igen. Vi går med Rabbit ud og får nok et fremragende kinesisk måltid på en restaurant tæt på spillestedet. Da vi går på scenen må vi erkende at der nok max mønstres 10 – 15 gæster til aftenens show. Men vi gir’ den fuld skrald og er gennemblødte af sved 3-4 numre inde i sættet. Der er store smil og super respons fra den lille skare, og vi må også smide et par ekstra numre før de lader os træde af scenen.
Vi går ind i baren ved siden af, som er en del af Wuqiong. Her er lidt flere mennesker. Der er 2 som har fødselsdag- den ene er en mand i 30’erne fra Venezuela som har boet en årrække i Kina. Han fortæller han dyrker skunk hjemme i leljligheden sammen med en ven – han ved godt at det giver store problemer at blive taget i den slags, men de har en lille forretning kørende, så han har råd til sit ophold i Kina. Folk byder os øl og shots, så de 3 øl var rigeligt, og vi får også smagt på en Punk-IPA. Fremragende øl. En yngre kinesisk grafitti maler er vist klubbens faste dekoratør og han begynder at lave en større tegning bag baren, med mottoet “Fuck the police” i centrum.
Rabbit tager tidligere retur til hotellet, og vi andre 3 bliver og snakker – den ene af de 2 “oi-punks” fra lydprøven er meget insisterende med at poste shots på os, og han forklarer at vi skal komme tilbage, så vil han betale alt for os. Det er virkelig gæstfrit, men vi tænker også, at den skulle vi nok spørge ind til en ekstra gang i morgen, når de mange shots er dampet af, hvis det skulle have gang på jorden. Til sidst må vi insistere på at gå hjem, da vi godt fornemmer at vores unge ven kan drikke til den lyse morgen. Vi må banke på ved en bagindgang til hotellet, da der er låst. En politimand kommer ud og lukker os ind, uden sure miner. Vi sover forbandet godt den nat.
Mandag d. 8. oktober (day-off)
Xi’an til Chengdu
Hold nu fast vi sov godt i hotellets super gode senge. Luksus efter 2 dage på hostel i en smal hård køjeseng. Morten fik lavet undervisningplaner til afløserne på Rønde skole, som tager over imens han er på punkrock i Kina. Der blev hygget på hotelværelset med kaffe og Pedro gjorde et godt forsøg på at ryge lungerne i smadder, nu man må ryge indenfor… eneste forbud er rygning i sengen, hvilket giver ret god mening.
Vi mødtes punktligt nede foran hotellet kl. 12.00, for at gå til restauranten vi spiste aftensmad på igår. Den stod på kinesiske hamburgers igen, og de store nudler + en stor portion grøntsager, råt marineret. Her vælger man simpelthen hvad man lige ønsker på sådan en grøntsags-tallerken – Morten udpegede tomater 2 slags agurker (den vi kender + en kinesisk variant), grønne bønner og rødkål toppet med nogle særdeles velsmagende peanuts. Rabbit valgte yderligere et par retter, og vi blev opfordret til at spise godt igennem, da vi nok ikke fik andet før efter kl. 19.00, hvor vi ankommer til Chengdu.
Vi blev hentet af gårsdagens chauffør i minibus og kører retur til stationen vi ankom til igår. Alt forløber glat – Rabbit udbeder sig vores pas, henter togbilletter og vi går igennem security check. Pedro køber drikkevarer til beatbanden, så vi holder væskebalancen. Der er elevator ned til perronen, hvilket gør manøvren noget lettere med alt vort udstyr.
Togturen er virkelig smuk – vi kører igennem bjergrige egne, og mange lange tunneller. Når man kører 5+ min med 240 km/t, fornemmer man der er et stort bjergmassiv over én. Flere steder får man kun 10 – 20 sekunder ude i en dal, før toget entrerer den næste tunnel. Da vi går ud for at ryge på én af de mindre stationer i bjergegnen – Chaotian – drypper det blidt og regnen føles frisk og rensende.
Rabbit har styr på en chauffør da vi ankommer til Chengdu. Vi tjekker ind på Steam-Hostel, som er godt slidt og små-trashet, men voldsomt hyggeligt. Der er jamscene i receptionen. Playstation og poolbord udenfor. Der ligger gratis “skater klistermærker” og en reol med lånebøger. Vi får et 4 personer værelse på 2. sal. Dejligt, så er vi os selv de næste 3 nætter.
Rabbit tager os med til en gade tæt på. Det er tydeligt at her kommer mange kinesere som turister, der er lys og pling overalt, og husene bygget i gammel kinesisk stil. Udenfor hvert eneste spisested står folk og hverver kunder. Rabbit foreslår at vi skal prøve hotpot, som Chengdu er kendt for at servere godt og spicy. Hotpot er en stor støbejerns gryde placeret i midten af bordet med varm olie/væske/lage, og et gasblus til at holde “gryden i kog”. Og så vælger man alsken træstikker med kød, tofu, grønt. Udvalget er imponerende og ganske uoverskueligt, og vi er meget glade for at vi har vores Rabbit med os. Der er fisk, kød fra gris, får, ko – der er hjerner, ører, tarme, maver, skinke, bacon. Ved siden af tager man ris, og så er der skåle med peanuts, koriander, hakket hvidløg, pickles, chili. Dertil serveres kinesisk øl, som oftest kun er på 2,5 – 3,5 % – hvilket vi hurtigt opdager er fantastisk og læskende til måltider. Man smider træpindene i en spand efterhånden som man spiser sig igennem, og så vejes pindene til sidst. Vi spiser i næsten i 2 timer og er helt høje af god mad, da vi er færdige. Hele måltidet for 4 personer alt inklusive blev ca. 180 kroner.
Vi går tilbage til Steam Hostel, hvor forsangeren fra vort kommende opvarmningsband dukker op med en ven fra et andet lokalt hardcore punkband, for at drikke et par øl med os. Hans band hedder The Heat og vi hører et nummer på hans telefon- god energi og velspillet – det skal nok blive et godt show onsdag. Vores mand fra The Heat tjener sine penge på at spille pop/underholdningsmusik i restaurant kvarteret, og så går han amok som forsanger og guitarist for at få afløb i punkbandet.
Vi siger godnat og er først tilbage på vort værelse imellem 3 og 4. Pedro beslutter at vaske alt sit beskidte tøj inden han triller i seng – så kan det nå at tørre hen over de næste 2 dage.
Tirsdag d. 9. oktober (day-off)
Chengdu
Vi vågner godt tilpas – vores drømme (især Pedro og Mortens) begynder at være pænt psykedeliske og blander alt mulig sammen. Eksempelvis måtte Pedro tage hjem til Harlev midt i touren, da der var noget vigtigt der skulle ordnes – hele tiden var det et kapløb med at nå tilbage på et fly og fortsætte touren, men han ender med at skovle vand ud af en robåd på Brabrandsøen på flugt fra et eller andet, og hans bil var parkeret et sted i nærheden af Trøjborg, den ville han køre ud og hente i sin anden bil, men han havde glemt at han havde kørt den gamle bil til skrot, og det blev mere mere og presset med at nå tilbage og fortsætte touren…
Vi sidder på svalegangen og får vores morgentobak, da vi hører nogen snakke dansk. 4 yngre danske mænd er flyttet ind på samme etage som os. De fortæller at de alle er musikere, men dog er på rejse som turister. Det tager dem ikke lang tid at gå ned og få lidt gang i instrumenterne på scenen i baren.
Rabbit går ud og finder nogle nudler til os, som vi indtager under halvtaget på vort hostel. Der holder en missemor og hendes 2 killinger til på hostel, men de flygter når vi vil i kontakt med dem. Pedro savner de 5 katte derhjemme.
Vi er klar til dagens udflugt ud til Panda Park. Ingen af os har set pandaer før, men vi tænker at det nok er en fin udflugt på 1½ – 2 timer. Man er jo vant til at en zoologisk have har mange forskellige slags dyr, så hvor lang tid kan man bruge på at se pandaer? Det viser sig at det kan man godt bruge en hel dag på. Det koster ca 55 yuan (man kan regne Yuan og DKK stort set en til en) pr snude at komme ind. Pandaerne er separeret i forskellige aflukker. Nogle er solo, andre steder er der 4 – 5 pandaer i samme område. De første pandaer vi får spottet ligger på nogle konstruktioner af træstammer som udgår “senge” hævet 1 – 1½ meter over jorden. De er gået “helt kolde” og ligger og snuer. Første indelukke med flere pandaer i, leverer os et sjovt skue da en panda kravler ned fra sit leje og over til en anden panda på et leje 10 meter væk, og der udspiller sig en slow-motion brydekamp – afgjort en venskabskamp.
Pandaer er virkelig grotesk langsomme i alt de foretager sig. Panda ungerne er selvsagt på nuttet-faktor 1000 og vi bliver proppet med fakta om pandaer. Der er over 100 slags bambus, men pandaer spiser kun 27 af disse arter (kræsne bæster). Næsten 50% af alle pandafødsler er tvillinger – i naturen udvælger moderen den stærkeste og lader den anden dø. I parken er overlevelses procenten næsten 100. De har ca 140 pandaer i alt i hele parken. I naturen er der kun registreret 1984 eksemplarer tilbage. Man gør sit ypperligste her for at opdrætte og udsætte pandaer – at give tilbage, bare lidt af hvad vi mennesker har taget og ødelagt. I forbindelse med parken er det et forskningscenter for bevarelse og kendskab til truede dyrearter.
Der er souvenirshops spredt rundt i parken, hvor du kan få alt det panda fan-lir du kan ønske dig, og priserne er særdeles overkommelige. Vi får shoppet nogle ting og er i parken lige frem til kl. 18, hvor den lukker. Parken ligger helt i udkanten af Chengdu, så vi fanger en taxa tilbage til bycentrum. Her tager Rabbit os igennem et kvarter hvor man kan købe alt i kinesisk traditionelt kunsthåndværk og brugskunst. Der er så meget at vi ikke kan overskue at købe noget – men mange mange smukke sager. Et sted kan du få lavet en lerbuste af dig selv, og manden der gnatter i leret er virkelig dygtig. Vi ser han er ved at lægge sidste hånd på en buste til en mand der sidder model, ligheden er slående. Morten påpeger at det godt nok er noget andet og langt højere niveau, end han har oplevet i Paris med de typiske karikaturtegnere der tilbyder at lave en sjov tegning af dig.
Vi forlader kvarteret og finder en restaurant hvor vi indtager nok et godt måltid. Der er en kat som miauver hjerteskærende. Morten og Pedro går ud på gaden og lige uden for restauranten står en hankat lænket med en lille kvadratmeters aktions-radius – vi har lyst til at klippe snøren – men som før nævnt. Det er ikke vores mission her, selvom det gør lidt ondt at se på. Dog virker hankatten velernæret.
Vi forlader restauranten og går over på Jahbar, hvor vi skal spille imorgen, bare lige for at tjekke stedet ud. Vi kommer ind på den mest hyggelige lille bar med scene lige i midten af rummet. Der er en ram lugt af kattepis, som dog “overdøves” af den gode stemning i rummet. Selvfølgelig spilles der reggae på Jahbar – blandt andet Black Uhuru og andre gamle kendinge. Vi får os en øl og får hilst på kvinden som vil være vores vært i morgen. Vi er lidt undrende over at der ikke hænger nogen som helst reklame for morgendagens koncert og er enige om at vi lige smutter forbi tidligere på dagen imorgen og hænger en plakat op inden baren åbner – vi har en lille håndfuld A4 plakater med hjemme fra DK – just in case.
Og så var det endnu en dag i Kina der fløj afsted. Om natten fik Pedro rigtig træls mave og måtte på toilettet 3 gange fra kl. 3 til 6. Da vort toilet var et af de traditionelle “skidehuller”, var manøvren anstrengende med ondt i maven. Men ingen tvivl om at den kinesiske “skide-position” er langt sundere og mere udtømmende for systemet end vores toilet-piedestaler hjemme i DK.
Overlever Pedro’s mave? Hvad sker der på Jahbar? Næste del af tour-dagbogen følger inden længe.
Rejse-tekst og fotos: Pedro da Palma og Clean Boys
