Jeg ankommer ca 15.40 og indtjek er uproblematisk: Jeg får endda lov at lade min laptop i indgangen (skal lige huske at have min lader igen!) og alle er søde og rare.
Jeg går til Camp-scenen, hvor jeg kan hører et band afslutte og Maaneland så småt gøre sig klar.
Maaneland
16:10 går bandet efter problemer med lydtjekket på.
I en noget anderledes ramme foran en campingvogn end da jeg så dem på SPOT, men egentlig med samme sikkerhed.
I en virkelighed hvor Baal findes og spiller (se anmeldelse andensteds), er Maaneland ret fint passet ind med fortællende, dyb herrevokal, en god produktion og et generelt ret sfærisk udtryk. Bandet passer dermed ret fint ind i en dansksproget tradition, noget let poppet og noget virkelig gennemarbejdet.
Bandets titelnummer åbner og verset ”Hvad skulle vi her / i en luftballon” får lov at hænge oven på sky-luftige synths, inden bandet sætter ind.
Tre mand (og en del backtrack) er der, og det fungerer fint med trommer, primært synths og så 1½ guitar/bas.
På en solrig eftermiddag, hvor måske 50 dovne publikummer sidder i god afstand fra scenen, fungerer det virkelig godt og et nummer som Halvvaagen trækker næsten tråde til noget CV’sk, mens andre numre sagtens kunne skrive sig ind i mere poppede indslag som Barselona osv.
Flere gange tænker jeg, at det nok er tilfældigheder og airplay, der har afgjort at det netop er andre bands vi hører. Maaneland har nemlig styr på lyd, numre og mangler hvis overhovedet noget så lige det sidste, syng-med-bare hook.
Da der i et nummer synges ’jeg var ikke feststemt’, kunne der i hvert fald i denne up-tempo-udskæring have stået et frådende, dansende publikum foran scenen.
Her blev det dog til god, distanceret observering fra de fremmødte.
Nummeret ”Familien” tager igen lidt kalorier af koncerten, selv om forsangeren går ud – øhm – ikke helt til publikum, men dog væk fra scenen.
Der er noget Nordjylland homage over det, som jeg ikke helt fanger. Men det var det samme sidst…
Jeg ender med at konkludere, at scenen på SPOT klædte bandet bedre med deres enorme, velproducerede lyd – men at de bestemt ikke faldt igennem på noget, der dårligt nok er en scene.Det er vel også et kæmpe kvalitetsstempel, at de dårligt lader sig mærke med lydproblemer og at publikum dovner 10-20 meter fra scenen.
Kæmpe big ups for at lave en camping-scene og invitere dem, der kan være, måske skal være, på vej op! Jeg tænker, Maaneland falder i sidste kategori!
Laid Back og en festivalplads.
Det har været en bekymring for mig, at der for første gang i festivalens historie er udsolgt. Inde på pladsen er det dog ikke som sådan et problem, hvilket det dog kan blive på den lidt længere bane.
Ind med mig, hook-up med festival-mates, mens Laid Back gør sig klar.
Vi får hygget og talt lidt sammen, især om hvor hårdt det er at være (halv)gammel og people spottet blandt publikum, der typisk er enten 40erene som os eller helt unge, der på sødeste vis taler om hvad de ‘laver på camp’.
Laid Back…
Ja, det positive er, at de har fået et fuldt band med og især den kvindelige sanger er med til at tilføre deres musik en følelse af noget ’live’.
Med trommeslageren giver det noget, der kunne være dynamik, men som fra min lidt distancerede observationspunkt oppe af den lille bakke mest virker til at bestyrke udtrykket af et band, der spiller (indrømmet, gode) sange på samme måde som på pladen.
Hey, der er selvfølgelig tale om fine, internationale hits, når de spiller High Society Girl, Baker Man, White Horse – og selvfølgelig ikke mindst Sunshine Reggae.
Men der er grænser for, hvor meget man kan få ud af stofmisbrug og lave tekster ud fra.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så så folk ud til at nyde det, men selv om der både var tilføjet en bassist, førnævnte sanger og en øvrigt musiker, så var det bare… Som at sætte pladen på.
Gode numre, ufarligt og vel også en god booking, fordi et band som Laid Back nok skulle kunne spille mere internationalt. Men altså: Det er ikke noget stort live-band.
Det er Baal dog (se anmeldelse andensteds) og pladsen i gården til Bonzai-scenen gjorde desværre at jeg ikke kunne komme ind at få set Angående Mig. Derfor ingen anmeldelse, ud over at det jo så med fordel kan nævnes at man kan købe kander med øl, white russian, gin’n’tonic – og shotsrør.
Jeg husker et år, hvor drinks var hånd-blandede og vi af en bartender fik at vide, at de var STÆRKE. Nu er det hele lidt mere strømlinet (hvilket er godt nok!), de hjemmebyggede pissoirs er afløst af de der plastic-ting, der er bygget til det. På den måde er det hele lidt mere generisk, men det gør også at tingene fungerer og der aldrig er voldsom kø til barene.
Noget, der dog ikke fungerer er deres burgers til 95 kr. Jeg fik deres kyllingeversion, der var radikalt ringere end hvad man får for 35 kr hos Burger King, men også med mindre salat. Jeg hørte fra en anden, der havde prøvet den med oksebøf, at det var endnu værre.
En shawarma fra et sted, der ikke var på festivalen, var både billigere og bedre på alle parametre.
Jeg så dog venner få vegetarisk nudelsalat som så lækkert ud, og måske er det bare for at kødet bliver så tarveligt, at man nudger folk over i vegetarisme? Argh. I don’t know…
Guldimund
Ok. Kæmpe booking på papiret.
Store forventninger til en kunstner/et band, der har fået stor rotation hos radiofonien.
Det starter mildest talt langsomt ud. Med næsten ti på scenen, herunder en violinist, to blæsere og et i øvrigt kønsmæssigt diverst band, virker det meget til at være en performance først, koncert sekundært.
Det er lidt interessant at igennem den første del af sættet er de ellers så bærende vokaler fra Asger Nordtorp Pedersen dub’et af en kvindelig vokal. En god idé, men også lidt ærgerligt, for på pladen er vokalen meget tydelig – her clip’er leadvokalen flere gange i højttalerne, hvorefter der naturligt nok skrues ned for den. Men teksterne er jo det centrale hos den her kunstner. Øv.
Den kvindelige understøttelse fungerer bare ikke til at få teksten til at fremstå tydeligere.
Idéen om at starte koncerten lidt sfærisk ud, falder til jorden med et klask og det hele virker mere tøvende end tjekket. Da der så kommer hul på hitsene – konkret ved at pille hele bandet ud og Guldimund selv spiller Halskæden akustisk på sin guitar, så begynder det efter det meste af en halv time at ligne en koncert. På en festival, hvor der er sat ca en time af til hver kunstner.
Og…. Så får bandet startet et hit, der så afbrydes af at en publikummer får et ildebefindende, bæres ud, musikken stoppes indtil vedkommende er båret ud.
Forståeligt nok sættes der i stedet i gang med en anden sang, hvor der bedes om at publikum er stille. Men det her er en festival. Det kan man ikke og hvis der endelig skal uddeles en cadeau, så er det at gennemføre det sarte nummer, mens der ligegyldigt snakkes højlydt imellem publikum.
Hittet fra før genoptages Dem, Vi Pleje At Være, hvor vi blandt andet får detaljer om at tømme opvaskemaskine og der begyndes at tages stik… Herfra er det hitparade og vi får Brænder Stadig, Storebæltsbroen er koncertens højdepunkt og der lukkes med Det’ Kun Vigtigt Hvad Det Er.
Som koncert slutter det fint og på sin vis klassisk, men oplevelsen af, at det er for lidt for sent undgår vi ikke.
Det virker dårligt disponeret at vi skal høre på et større band, der prøver at udfolde sig i stedet for at have stærke sange, der udfoldes rigtig godt af et stort band. Eksempelvis er der på et tidspunkt en ret lang trompetsolo i første del af koncerten. Jeg siger ikke, det var for at få tiden til at gå, men det er altså en mulighed…
Grimfest er en festival. Der kan være et mål af forsøgen på at udfordre genren.
Men så skal man være skarpere end Guldimund og jeg har langt, langt større respekt for Baal, der med stor sikkerhed sejrer med mange numre, de ved publikum vil have i stedet for det nye. End for et band, der mest virker som om at de prøver at udfylde tiden så det bliver en koncert.
Den ubehagelige afbrydelse er selvfølgelig hårde vilkår på samme måde som forsøget på at være sart, når Snakkeklubben [™] har åbnet en filial. Men der ER også noget med dispositionen her. Jeg tror, jeg tænker: Spil 40 gode minutter i stedet for 60 med fyld!!
– Og det blev så min musikalske torsdag. Jeg blev hængende nogen tid, skrev lidt, snakkede – vendte muligheden for at se en koncert mere, men endte med gin i glasset. Og mælk. Og så på cyklen hjem.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Du burde have taget Benny Jamz med.
Der var overraskende godt og med masser af elementer som dit rockøre havde nydt.
Det gjorde mit i hvert fald.
Tak for kommentaren – dem holder vi lige øje med fremadrettet!