Torment kalder deres stil for new school hardcore, inspireret af den amerikanske 90’er scene med navne som Snapcase og Strife. Teksterne er politiske og kapitalisme-kritiske, grooves’ne er tunge og gode, og Torment formår både at hamre igennem og variere på den godt 15 minutter lange EP. What’s not to like?
Okay, Torment falder nok under acquired taste, så hvis du ikke kan lide folk der råber højt og distortede guitarer, så skal du ikke kigge Torment’s vej. Men kan du derimod godt lide den slags (og det kan vi jo godt her på redaktionen, for det meste), så bør du give Torment et lyt eller to. Jeg blev i hvert fald ganske hurtigt fanget ind undervejs på EP’en, som åbner med den instrumentale intro, ‘Intronationale’, som låner melodi fra Pottier’s socialistiske slagsang, ‘Internationale’, fremført på spilledåse og med en ulmen i baggrunden. Og som det jo er med melodier fra spilledåser, så hører de hurtigt op – det er også tilfældet her, og ulmen bliver til buldren på ‘Scared of Silence’.
Herfra går det slag i slag – der er på alle 5 numre (efter introen) fede, memorable stykker, for eksempel basspillet, der får lov at stå alene sammen med trommer periodevist på ‘Scared of Silence’, mellem de heftige riff-flader og Christian Frederik Engelhardt’s råbevokal i front. Effektfuldt er det hele vejen igennem, og Torment har godt styr på deres relativt enkle virkemidler.
På ‘Place to Be’ er det de hidsige riff, der sætter sig fast, og så råbeomkvædet, hvor “Copenhagen Hardcore!”, får nogle velfortjente gentagelser, så selv den sløveste halvgamle anmelder kan finde ud af at råbe med. Lige så stille og med et forsigtigt kig efter om der var nogen der hørte det, naturligvis.
Det er dog ikke 2-3 minutters fuld smadder udladninger det hele, for på ‘He Walks Among Us’ er vi i et mørkt og koldt hjørne af hardcoren, hvor der også er plads til skift med relativt dæmpet melodisk guitarspil, men samtidig også tonstunge trommeflader, der sørger for en brutal tyngde. En kort guitarsolo bliver det endda også til mod slutningen.
Et par heftige ture mere i hardcore-møllen får vi med først ‘Tricked By My Own Mind’, der flænser afsted med vindstyrke temmelig meget, selv om der også her smides tempomæssige variationer ind, som gør at man ikke går kold i frontalangrebene, og de selvsamme frontalangreb fortsætter på sidste nummer, ‘Celebrate’, hvor det næppe er børnefødselsdag eller lignende, der hentydes til i titlen. Det er vist nærmere verdens undergang. Her kommer der også andre vokaler ind og råber i baggrunden, til god effekt (resten af bandet, ud over bassisten, er da også krediteret for at levere vokaler).
Torment formår over de 15 minutter, EP’en varer, både at smadre ret så solidt igennem, og samtidig gøre det med relativt god variation. Fear of Missing Out er kort fortalt en ganske vellykket hardcore-EP, der leverer soundtrack til både slam-dance og kapitalismekritisk brølen med. I forhold til bandets første EP/Demo som Ken anmeldte sidste år, så har lyden fået et løft – Patrick Fragtrup har mixet og masteret. Det fjerner dog ikke det upolerede og rå indtryk (på den absolut gode måde) som Torment leverer, og det kan kun have fungeret glimrende til releasekoncerten i sidste uge. Jeg sender fem flænsede upcomingstjerner efter Fear of Missing Out.
Tjek Torment ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
