Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Torment: EP/Demo ***** (5/6)

Torment: EP/Demo ***** (5/6)

3706
0

Så er det tid til at finde din indre rock-bølle frem! På med dit bedste kamp-gear, spænd hjelmen og skær en grum grimasse, københavnske Torment spiller op til bisse-bal på en slagkraftig lille demo-EP.

Og netop demo er en vigtig ting her, for havde det været en “rigtig” udgivelse, så havde man måske kunnet forvente en lidt mere “færdig” pakke. Og dog, for selvom Torment modtager 5 upolerede demo-stjerner for EP’en, så ville det næsten være synd at pudse produktet særlig meget af. Torment’s lyd er rå og lige på, ligesom EP’ens, det er upoleret, skramlet og råt for usødet. Både musikken og produktionen, man kunne måske rense lidt snavs af sangene hist og her, men i bund og grund kommer meget af bandets vildskab og styrke netop af, at EP’en og bandet lyder som et utæmmet bæst, der bare går bersærkergang på 4 numre.

Bandet spiller i følge dem selv new school hardcore, og består af 3 tidligere medlemmer fra hardcore-punk bandet All Occupied og et enkelt medlem i metalbandet Infused. Man kunne også kalde det “bølle”-metal, og det mener jeg på den bedst tænkelige måde! For er der noget der går igen de 4 hårdtpumpede numre igennem, så er det at de giver en lyst til at slippe bøllen fri, stå og skubbe og blive skubbet i en pit foran scenen på et lille skummelt spillested. Det er varmt, det er svedigt, det er lidt primitivt, det er forbandet maskulint og det er venlige små “slagsmål” på den flinkest tænkelige måde.

Selvom musikken på numre som den brutalt stampende åbner “RIP” kan lyde en anelse primitivt, så er Torment faktisk et band med masser på hjertet. Ifølge dem selv er deres tekster politisk funderede og forholder sig kritisk til kapitalismen og dens iboende modsætninger. Teksterne behandler blandt andet individets fremmedgørelse, hvor dets muligheder for kritisk refleksion slås ned med konsum og underlødig massekultur som Vild med dans. Lyrikken formidles, naturligvis fristes man til at sige, af en hæs råbe-vokal, der lyder som den slags nu hør og bør – men den kraftfulde levering, og vægten bag ordene man kan føle, bakket godt op af musikken, ligger nu i den klart bedre ende af spektret. Man tror simpelthen på Torment, og at de mener det alvorligt, når de tonser løs og kaster deres punkede parole-råbende vers og omkvæd i smasken på én, som på “RIP”, der nok er EP’ens mest virkningsfulde nummer.

Nu kunne man måske foranlediges til at tro, at det hele bare var “fuld fart hardcore slam dance” løjer det hele, og selvom Torment er rasende gode til netop det, så er der faktisk en fin variation i deres lydbillede. Bevares, et nummer som den fræsende “Suburban Gold” vinder ikke nogen priser for uforudsigelig opbygning, det er mest bare fuld smadder og højt tempo, men selv når Torment bliver mest simple, så er der lige tid og plads til at stoppe op, hive efter vejret imens et riff cirkler og bygger op, inden sluserne åbnes igen. Noget så gammeldags som at bygge op til et klimaks, eller en form for forløsning hvor man kan gå amok, er nemlig noget af det Torment gør allerbedst på denne EP. På EP’ens anden nummer, “Don’t Change Your Life”, er det første minuts penge ren afventende opbygning, med et gentagende “tomorrow you’re gonna die…” mantra, imens man bare venter på at få lov til at vælte rundt. Vælte rundt til det medrivende “omkvæd”, med knyttede næver mod loftet og tungen hængende ude af halsen.

På sidste nummer, “Getting Close”, trækker Torment tempoet lidt ud af formlen med et langsomt, metallisk brøle-vers og et afsindigt pissed-off klingende omkvæd, der bare tromler uelegant, barbarisk og herligt fremad. Torment er på ingen måde det jeg ville kalde verdens, eller Danmarks, teknisk mest velfunderede band. Ej heller synes det overhovedet at være en del af meningen. Det lyder nærmest som om bandet selv kaster sig ud i “optøjerne” foran scenen, samtidig med at de spiller – og det fungerer!

Leder du efter noget pænt, poleret og teknisk flot, så går du galt i byen hos Torment. Leder du i stedet for efter noget der føles passioneret, ægte og lettere ukontrollerbart, så er du på rette vej med denne EP. Det lyder måske ikke lige kønt eller elegant det hele, men det lyder pissefedt og leveret så man nærmest kan smage den blanding af blod og sved bandet lader til at lægge i musikken.

Den slags kan man komme langt med, viljen og sangene er der, og det giver 5 rå og ufordøjede demo-stjerner.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Sving forbi Torment på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleBlunt – Tribute To Madness – 7/3 – 2014
Next articleTour Nyt: Plekter & AuditionDays, Blood Label, Vi Sidder Bare Her, Whores & Thieves & Spids Nøgenhat

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.