Tool har ladet vente på sig. Ikke kun i forhold til at besøge Danmark, men også i forhold til at udgive nyt materiale. Sidst det skete var i 2006, hvor de også besøgte Roskilde Festival. Torsdag aften stod de på scenen i Copenhell og overbeviste om, at de ikke er blevet overflødige i mellemtiden.
Forventningsfuld summen fyldte pladsen foran Helviti-scenen torsdag aften, som skumringen indfandt sig. Kl. 22.30 gik amerikanske Tool på scenen, og leverede en god koncert, der måske ikke nåede bandets niveau fra 00’erne, hvor de blandt andet besøgte Roskilde to gange. Men amerikanerne fik nu alligevel tydeligt demonstreret hvorfor de var et scoop for festivalen.
Tool har de sidste mange år kørt en lille leg med deres fans – der er jævnligt blevet teaset nyt materiale siden udgivelsen af 10,000 Days i 2006, men et album har vi ikke set noget til endnu. På sætlisten torsdag aften var der dog to nye numre, så der bliver tydeligvis arbejdet på nyt i Tool-lejren.
Kvartetten, med sanger James Maynard Keenan på den bagerste del af scenen og i en tilbagetrukket rolle (det blev dog til et “Copenhello” indledningsvist), lagde fra land med titelnummeret fra det fremragende Ænima-album, der straks medførte tendenser til fællessang, i hvert fald hvor vi stod. Det var dog som om der skulle finkalibreres en smule i samspillet mellem de ellers exceptionelt dygtige musikere og tydeligt var det også at Keenan ikke har helt samme saft og kraft i vokalen som sidst bandet besøgte Danmark.
Til gengæld spillede de sig for alvor varme i et sæt, der kom godt rundt i Tool’s diskografi, omend Undertow-albummet blev forbigået til fordel for et fokus på de to seneste albums, 10,000 Days og forgængeren Lateralus, hvorfra vi fik fremragende ‘Parabola’ og ‘Schism’.
Forrest på scenen dirigerede guitarist Adam Jones løjerne med stort overskud, flankeret af Justin Chancellor og hans dynamiske basspil, og bag trommerne var Danny Carey et kraftværk. Et blandt mange højdepunkter i hans indsats kom med den hyper præcise og virtuose rundgang i ’46 & 2′, og ellers leverede han trommespil med stort overskud, så man flere gange kunne tage sig selv i at tænke at han måtte have en ekstra arm.
Mod slutningen af sættet fik vi også en tight og tung ‘Vicarious’, hvor Maynard fandt en megafon frem, til stemmeeffekt, som også blev anvendt på sætlukkeren ‘Stinkfist’ – i øvrigt den sang, som var mit første møde med bandet, og førte mig ind Tool’s univers som ung gymnasieelev i ’97. Hvor de fleste af numrene blev leveret i præcise versioner, der lå tæt på studieudgaverne, blev der leget lidt med kompositionen på ‘Stinkfist’, og det skulle man lige kapere – men så fungerede det faktisk godt.
De to nye numre var begge forgrenende kompositioner, der nærmest kunne lugte lidt af progget rock-opera, men også umiskendeligt Tool. Begge spændende og medrivende, men det kræver nok nogle lyt før man er lige så meget med her, som på de ældre Tool-numre. De var nemlig også, selv efter Tool-standarder, relativt lange og kringlede og nærmest prog-rockede, men det tegnede godt for det album, der måske snart kommer.
Tool er og har altid været en særlig størrelse. Copenhell-koncerten blev ingen undtagelse – her er ikke alle mulige forsøg på at få publikum med, og på storskærmene kører materiale, der inddrager dele af Tool’s videoer helt tilbage fra 90’erne. Hvor det måske havde sine begrænsninger ind i mellem, så fungerede lysshowet glimrende, og lyden, hvor vi stod, var klar og tydelig – der måtte godt have været lidt mere tryk på, og Maynard’s vokal var, som tidligere nævnt, ikke så kraftfuld som tidligere, men ellers var der god mulighed for at nyde hvor dygtige musikere Tool er, og hvor fremragende især Carey, men også Jones og Chancellor, spillede. Det var måske ikke en sindsomvæltende oplevelse, men stadig overbevisende og nok til 5 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Fotoforbud i fotopitten, så vi napper et fra mobilen
