Tongues skriver selv, at de bevæger sig indenfor grænselandet mellem black/death/doom, hvilket debut-EP’en Thelésis Ignis afspejler meget godt. En 35 minutter lang rejse ind i et mareridtsmørke, hvor der ikke er meget kønt tilbage når vi når igennem de 4 numre.
Duoen, der består af de to medlemmer blot kaldet “Thorbjørn” og “Qvortrup”, skriver i det medfølgende materiale, at de er en del af en gruppe musikere, der også har givet fødsel til bands som Narcosatanicos, Hahn Kult, Ærkenbrand og SOL. Første- og sidstnævnte har vi tidligere anmeldt i rosende vendinger, Narcosatanicos både live og på album og SOL for en EP i begyndelsen af året. Er man bekendt med i hvert fald disse to navne fra listen, så fornemmer man også et vist slægtskab dem og Tongues imellem – både klangmæssigt, det kompromisløse udtryk, det mere eller mindre udtalte vanvid/mareridt i musikken og den der mere udefinerbare “følelse” af, at der kunne være en form for åndeligt slægtsskab.
Thelésis Ignis kan nu sagtens stå på egne ben og behøver ikke læne sig op ad, eller lægge sig i slipstrømmen af de nævnte udgivelser. Og så alligevel, det er nemlig lidt vanskeligt for mig, med denne viden i baghovedet, ikke at drage lidt paralleller til de nævnte udgivelser, som jeg i sidste ende, på hver deres måde, synes er lige en tand bedre. Det skal naturligvis ikke ligge Tongues til last, men ville lige gøre opmærksom på, at det kan være lidt vanskeligt at abstrahere fra, hvis man kender SOL’s feberfremkaldende mareridtsridt og Narcosantanicos’ uforudsigelige galskab. Tongues indeholder nogle af de samme elementer, men af forskellige årsager er virkningen her knap så effektiv.
Når ALT det er sagt, så er Thelésis Ignis dog en virkelig stærk EP, som du bestemt bør tjekke ud, hvis du er til nogle af de ovennævnte bands eller bare black/death/doom generelt. Det er en af den slags udgivelser, der tager sig god tid til at bygge en ulmende, foruroligende eller decideret ubehagelig stemning op:
Through the eyes of dead infants
Lift the veil of forgotten dreams
The Void is clothed in thorns
Crowned and unblessed for eternity
She governs the abyssal dominions
Sowing the seeds of eternal Darkness
Sådan indledes åbningsnummeret, den lidt over 10 minutter lange “Void Meditation” – småskummelt og dunkelt, ikke? Det er måske også et lille bitte problem jeg har med udgivelsen, måske prøver Tongues lige lidt for hårdt på at lyde som to mørke mænd fra helvede, i stedet for at lade det komme “mere naturligt”. Det er nok en smagssag om man har det sådan, det kan også være at man med det samme suges helt ind i mørkets hjerte og overgiver sig. Jeg nævner det blot for at komme med en mulig forklaring på, at min pil peger på “virkelig godt” og ikke “fremragende”.
Musikalsk har de fleste vel dannet sig et (lyd) billede af, hvordan Tongues nok lyder. Ja, der veksles mellem passager hvor musikken kravler langsomt op fra dybet med et glubsk blik, og mere frådende, når tiden for et angreb er rigtig. “Void Meditation” har dog kun brug for et minuts tid til at bygge op, inden helvedes porte åbner sig og duoen vælter ud som et flænsende metal-stormvejr, hvor de skarpe stumper skræller ens hud af, så vi kan se hvad der gemmer sig af grimme sager indenunder. Vokalen growl-brøler undergangsstemningen yderligere i vejret, men der er ikke tale om ren ragnarok. Tongues husker at “standse” lidt op med jævne mellemrum, atmosfæren bliver mere fortættet og truende, dog ikke mindre intens, inden helvede igen slippes løs.
Light shall not appear easily
Through vast prisms of blackness
Channel streams of death thoughts
The spiritual mountain I shall ascend
Lyder det i den efterfølgende, mere tempofyldte og ruskende, “The Will of Fire”, og her har vi et lille eksempel på, det jeg nævnte tidligere. Tongues prøver næsten FOR hårdt på at lyde stygge og sorte, og igen kan det bare være mig det har det sådan, men det er som om, at jeg føler mig en smule distanceret af udgydelserne, frem for at fordybe mig i, og lade mig føre væk i dem. Nu kommer det næste til at lyde for kritisk, det er egentlig ikke meningen, for det er små, mestendels udefinerbare, ting der i min bog holder Tongues fra at score en topkarakter.
Efter raseriudbruddet i “The Will of Fire” bevæger vi os dybt ind i doom-tågen på “Last Grip of The Hand of Guilt”, opbygnings- og stemningsmæsigt er det måske ikke den mest uforudsigelige tåge, men for pokker hvor er det effektivt. Den tungt slæbende melodi går lige i nakkemuskulaturen, ud med håret og lad det hele vippe. Tågen letter dog flere gange i løbet af de 9 ½ minut nummeret varer, hvor Tongues får skruet det meget varieret og virkningsfuldt sammen. Der veksles med sikker hånd mellem passager med rabiate klø mod trommehinderne, knurrende opbremsninger og ture tilbage i tågen – vel at mærke uden at man mister fornemmelsen af en rød tråd.
Tongues afslutter Thelésis Ignis med en slags udgangsbøn, hvor der læses en pænt dyster fortælling om “Adam” (ikke Abel) og “Cain” op, mens musikken her kun fungerer som en slags ildevarslende og dunkel baggrundssummen. Det er ret effektivt skruet sammen og leveret, men igen et sted hvor jeg tager mig selv i at tænke “nu prøver de lidt for hårdt igen”.
Det er lidt en skam, og muligvis slet ikke Tongues’ skyld, men helt overordnet er det altså det største “problem” jeg har med denne, ellers særdeles kompetente og veludførte, EP. Et eller andet forhindrer mig i, at blive helt indhyllet i, og opslugt af, det ellers meget tillokkende mørke. Thelésis Ignis føles gennemarbejdet og gennemtænkt, måske lidt for meget (?), og har i det hele taget rigtig meget at byde på, hvis man er typen der af og til nyder en svingom med dæmonerne og trænger til en tungeslasker fra skabninger fra mørket.
Vi ender på de 4 største grumme stjerner jeg kunne finde frem inden vi landede på 5.
Af Ken Damgaard Thomsen
Du kan finde Tongues og musikken på bandcamp, hvor du også kan læse teksterne.
