Oddfellows er nyeste vanvidsridt fra Mike Patton og hans nærmest konstant skiftende hær af samarbejdspartnere. Denne gang er vi tilbage under Tomahawk banneret, på en plade, der på godt og ondt opsummerer Patton’s karriere.
Hvor finder vi så Mike Patton på hans konstante musikalske rejse, på denne den fjerde Tomahawk udgivelse siden 2001? Tja, først og fremmest er bassist Kevin Rutmanis (Melvins/Cows) erstattet med Trever Dunn, der tidligere har spillet med Patton i forskellige konstellationer som Mr. Bungle og Fantomas. Ellers er line-uppet uændret, med ex-Jesus Lizard guitarist Duane Denison og ex-Helmet trommeslager John Stainer som faste Tomahawk medlemmer, udover generalen selv.
Rent musikalsk betræder vi igen lidt kringlede og snoede veje et sted mellem alternativ metal, syret rock, filmmusik, mareridts croon og almindelig kendt Patton-galskab. Det mest skuffende er næsten at det ikke er MERE gakket end tilfældet er, til gengæld bliver det jo heller aldrig helt normalt når vi har med Mike Patton at gøre. Helt generelt kan det siges, at albummet skuffer mig en smule. Skuffer, fordi det ikke virker som om Patton og co. har helt lige så mange gode melodier og indfald, eller bare skøre og skæve, som man kunne håbe på. Patton har tilsyneladende altid haft en trang til hamskifte, fornyelse og bare at forsøge ikke at gentage sig selv fra gang til gang. Og en helt gennemgående lyst til, på nye plader, at komme så langt væk fra hans største succes Faith No More’s formel. Prisværdigt, men det har også den pris, at man nogle gange udsættes for nogle mildt sagt sære eksperimenter, og som FNM fan kan man godt savne, at han bare en sjælden gang imellem ville give fanden i sin higen efter at være anderledes og bare levere en af de hitmelodier han MÅ have i ærmet stadigvæk.
Omskifteligheden gør ham dog til en konstant interessant kunstner, som man aldrig helt ved hvor man har, altid på vej mod nye horisonter. Således også på Oddfellows, der dog hurtigt kommer til at virke som et lidt usammenhængende og kun delvist inspireret sammenkog af lidt gammelkendte idéer. Bedste eksempel herpå er andet nummer på albummet, pladens mest straight forward rockende nummer, “Stone Letter”. Den sang lyder i forbløffende grad, som en genudsendelse af Faith No More’s “Digging The Grave”. Så når vi endelig får noget Faith No More’sk, så tangerer det regulær selvplagiering… typisk Patton. “Waratorium” er et andet nummer, hvor man aner fortidens musikalske skygger, et nummer der med sin lettere forvrængede vokal og langsomt repetitive melodi uden større ændringer ville have passet fint ind på et af de sidste to FNM albums.
Ellers er der ikke meget direkte ud af landevejen rock i Tomahawk’s musikalske landskab. “White Hats/Black Cats” har en rocket bund og melodi, men Patton’s vokal er mere ovre i noget forvrænget semi-rap i den dybere ende af hans stemmeleje. Inden omkvædet slår over i mere almindelig desperat/halv-psykotisk Patton sang, et nummer der indkapsler pladens noget diffuse og skizofrene stemning. Den mere melodiøst brølende “South Paw” er kaotisk og mystisk up tempo rock på syre, med en mere lys Patton vokal, der spøgelses-agtigt messer hen over den brummende guitar. En af de sange på Oddfellows der på en eller anden måde føles lidt ufærdig og skitsepræget, uden at man helt kan definere, hvad det er der mangler. Titel- og åbningsnummeret “Oddfellows” er sidste sang som jeg ville betegne som tilhørende den rockede afdeling på pladen, og samtidig også en af pladens mest vellykkede stunder. Det er skævt og underligt, uden at det bliver alt for spaced out, så man tænker “nu prøver I bare at være mærkelige, bare for at være det” – en tendens man ellers aner visse andre steder på Oddfellows.
Et sådan sted kunne være “Rise Up Dirty Waters”, som du finder cirka halvvejs igennem albummet. Et lidt “jazzet” nummer, hvor Patton’s vokal svæver løst over den minimalistiske bund, indtil der går trampe-barband-tosserier i den. Lyden af en fordrukken jazz kvartet fra helvede. Det kunne have resulteret i en meget skæg sang, men desværre virker det hele lidt uforløst og ufærdigt, som noget det bare lige har fundet på on the spot og ikke rigtig brugt tid på at gøre ordenligt færdigt. Den igennem sin lettere “jazzede” sound beslægtede “Choke Neck”, blander en svævende guitar figur med Twin Peaks klingende elementer, inden Patton råberi og mareridts stemning sætter ind i omkvædet. Igen er der dele af det, som stemningen i omkvædet, der fungerer rigtig fint, men i sammenhæng med alt det andet, bandet har gang i i sangen, så bliver det næsten for rodet. Så fungerer det bedre når Tomahawk prøver mindre og får et mere klart udtryk, som på den sært dragende “A Thousand Eyes”, hvor vi igen befinder os i det filmiske hjørne med afdæmpet og luskende atmosfære, imens Patton “snakke-synger” og ellers bare generelt lyder som en der sniger sig rundt og kigger ind af vinduer om natten.
“I.O.U.” er et andet dunkelt kratlusker nummer, “I owe you a lovesong / For everything I’ve done wrong…” lyder det dystert fra Mike Patton, imens der flirtes lidt med elektroniske toner. Her får Tomahawk igen meget mere ud af et nedbarberet og mere simpelt udtryk, end de får i de lidt for overlæssede numre, men desværre, eller ikke, alt efter temperament, så får man også FNM associationer – i dette tilfælde til nummeret “Stripsearch”. Ekkoet fra Patton’s musikalske fortid fornemmes ligeledes i den bistre “The Quiet Few”, hvor ekkoet dog lejlighedsvis druknes i forvrænget vokal og en masse band bulder. Nummeret har dog, trods det stritter i mange retninger, et eller andet over sig. En rastløs energi og en følelse af voksende vanvid, som bryder ud i fuldt flor afslutningsvis og er ganske medrivende. Den efterfølgende “I Can Almost See Them” er vanvittig, på en lidt anderledes vis, her lyder musikken nærmest som et soundtrack til en futuristisk dommedags Western.
Patton’s fascination for filmisk atmosfære i musikken fornægter sig ikke, og næstsidste nummer “Baby Let’s Play ____” lyder igen som noget taget fra et soundtrack. Bandet får på under tre minutter opbygget en dejligt fortættet stemning, hvor der på overfladen er helt stille og roligt, men det er som om der lurer et eller andet foruroligende og skræmmende lige under overfladen, som bare venter på at bryde løs. Det sker ikke i denne sang, men det gør ikke effekten mindre virkningsfuld, tværtimod. På den afsluttende “Typhoon” afløses den stille uhygge af et mere dirrende udtryk, inden Tomahawk igen lader galskaben sive ud i sangen og den brøler mod en brat slutning. Og så stilhed.
Som nævnt er der masser af fine og spændende elementer i Oddfellows 13 sange, der fyres af på kompakte 40 minutter, så du når aldrig at kede dig, men som album virker det hele lidt rodet og man savner en gennemgående tråd. Det virker fragmenteret og på en eller anden måde som 2-3 små EP’er, der er blevet samlet til ét album. Det giver masser af variation i lyden, og man kan aldrig helt forudse hvilken retning bandet går i få øjeblikke senere, men det gør også at Oddfellows er en lidt frustrerende plade at lytte igennem. Er jeg til rockfest, på rundtur i Patton’s kringlede sind og twistede drømme, lytter jeg til et soundtrack til en halv syret arthouse film, eller hvad er det egentlig, der foregår? Lidt af det hele, og ofte på samme tid eller med et radikalt retningsskifte lige om hjørnet. Jeg havde nok foretrukket en lidt skarpere profil i form af flere små EP udgivelser, men det er naturligvis også en del af Patton pakken, at han suverænt bestemmer dens indhold og hvornår det leveres.
Om man kan leve med det eller ej, er jo op til den enkelte lytter. En Mike Patton udgivelse er aldrig kedelig at lægge hjerne til, men denne gang er det for mig heller ikke en ubetinget fornøjelse – men half baked Patton er stadig mere interessant end hvad mange jævnaldrende kolleger nøjes med at servere for deres fans, når de har passeret de 40. Shine on Crazy Mike!
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
